Lad os endelig fortsætte med endnu mere Ribera del Duero vine, for næste er en Valsanzo Reserva 2016 fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo.
Bodegas Rodríguez y Sanzo drives af Javier Rodríguez, som kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.
Hans vingård ligger helt præcis i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.
Javier Rodriguez har studeret ved UC Davis i Californien og hans ekspertise inden for jordbundsanalyse har ført til forskningsprojekter samt konsulentarbejde for bl.a. Bordeaux slotte som Olivier og Lafite-Rothschild.
Selve vinhuset Rodríguez Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.
Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.
I Ribera del Duero laver Rodríguez Sanzo to vine … en Crianza og så selvfølgelig denne Reserva, der er lavet på 95% Tempranillo og 5% Cabernet Sauvignon, der kommer fra mere end 60 år gamle stokke fra en enkeltmark beliggende i 900 meters højde.
Vinen er lavet med 5 dages nedfrysning af druerne med en cryo-maceration gæring for at udtrække mere farve og smag samt ekstra blød tannin. Gæringen sker fuldstændig spontant med druernes egne gærstammer.
Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på franske 225 liter barriques efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse.
Duftmæssigt er det en mørk og krydret vin med en stenet eller mineralsk kant. Der er hindbær, blåbær, brombær, grannåle og lidt læder, svagt en smule nelliker og røg. Der kommer også en lille smule grønne noter og en småsyrlig kant.
I munden er vinen frisk med en småbitter frugt, godt med tørre tanniner, læder, hindbær, kirsebær og blåbær. Der er en frisk, let og syrlig vin, har nogen kant og gennemgående syre.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 114,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 4,5/7