Tag-arkiv: Marlborough

2009 Winegrowers of Ara, Pinot Noir Composite, Marlborough, New Zealand

Efter godt med Cimate vine, så iler vi videre med noget helt andet … nemlig lidt Pinot Noir vine. Vi starter med denne Pinot Noir Composite fra vinhuset Winegrowers of Ara, som i dag i øvrigt blot hedder Ara Wines.

Winegrowers of Ara ligger i Wairau Valley i det berømte Marlborough-område, og huset har i dag ikke mindre end 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse. Vinhuset består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og de nye teknologier med de gamle dyrkningsprincipper.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand. Siden 2016 har vinproduktionen dog været varetaget af vinmageren Nikolai St George.

Jordbunden i Wairau Valley består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Dette er specielt godt for Pinot Noir, og det er jo netop én af disse vine, som vi her har fat i … Pinot Noir Composite. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2008 og skrevet om her på bloggen.

Efter høst afstilkes druerne,  hvorefter de overføres til ståltanke uden at blive kværnet eller presset. Her ligger de ved 8 grader i 5- 7 dage, før temperaturen hæves til 28 grader, og gæringen sættes i gang med skallerne.

Den alkoholiske gæring efterfølges af en malolaktisk gæring, der ligeledes finder sted på tankene, hvorefter en del af vinen lægges på delvist nye egetræsfade i seks måneder, inden den endelige blanding foretages, og vinen filtreres og tappes på flaske.

Som ofte er vinen smagt blindt, men duften afslører med det samme, at der er tale om Pinot Noir. Der er Pinot sødme, hindbær, jordbær, lethed, bolsjesødme, kul og svag kanel.

I munden god renhed i frugten, lethed og egentlig meget easygoing med jordbær, hindbær, stringent og ret vin med et syrlig bid. Der er ikke lang eftersmag, men en god Pinot Noir.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen var 135 kr.

Rating 4/7

2012 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Vinaftenens første vin var allerede hældt op, tempereret og klar til vingutterne. Det blev denne Paladin Pinot Noir fra vinhuset Staete Landt, som ligger i Rapaura området i Marlborough.

Staete Landt er etableret i 1997 af det hollandske par Ruud Maasdam og Dorien Vermaas, der opkøbte 52 hektar jord i Rapaura … i den del af området som kaldes den gyldne trekant. Det er på den oprindelige del af Wairau sletten i det område, som er kendt for de mange spændende Sauvignon Blancs.

Navnet Staete Landt var det navn, som Abel Tasman først gav New Zealand, da han opdagede landet tilbage i 1642, og det betød noget i stil med “land opdaget i den hollandske republiks ære”, og Ruud Maasdam synes – pga. forbindelse til Holland – at navnet dermed passede godt til vinhuset.

Da gården blev købt i 1997 var den beplantet med frugttræer, men efter omfattende jordbundsundersøgelser, opdelt Maasdam de 52 hektar i 24 parceller før plantningen af vinstokkene.

Hver parcel plejes og høstes forskelligt, nogle af parceller høstes fx via maskiner og nogle med håndkraft.

Druerne til denne Paladin Pinot Noir kommer fra 12 forskellige parceller og endda fra 4 forskellige Pinot Noir kloner, nemlig klonerne 114, 115, 777 og 5. Alle druerne er høstet med håndkraft.

Druerne fra de enkelte parceller holdes separeret igennem hele fremstillingsprocessen frem til den endelige blanding umiddelbart før aftapningen. Lavet med en kold maceration i 6-10 dage og efterfølgende eftermaceration i op til 35 dage. Derefter lagres vinen 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade.

Duftmæssigt er det ribs, hindbær og jeg fornemmede noget alder, hvilket imidlertid var ret begrænset. Derudover er der lidt fennikel, lidt jord, læder … nærmest som en ældre hestesaddel, et lidt støvet udtryk og en anelse kaktus.

I munden er det også godt med lyse bær, hindbær, jordbær, ribs, mynte og samtidig meget grøn i smagen med en fin syre, som dog på ingen måder dominerer.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er beskedne 119 kr. ved køb af 6 flasker. Til den pris er det et virkelig godt køb, så køb endelig 6 flasker.

Rating 5/7

2013 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2013 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New ZealandTirsdagsvinklubben på jobbet bød i dag på Pinot Noir i form af denne Momo Pinot Noir fra vinhuset Seresin Estate, som ligger ved den lille by Renwick i Wairau Valley, dvs. i Marlborough området, som jo ligger på den øverste del af Sydøen i New Zealand.

Det er et vinhus, som jeg tidligere er stødt bl.a. i september sidste år, hvor jeg smagte husets 2012 Pinot Noir Leah, men jeg også tidligere har smagt denne Momo, blot i en årgang 2008. Men det er efterhånden nogle år siden.

I september skrev jeg også lidt om huset, der er ejes og drives af denNew Zealanske filmfotograf Michael Seresin, som har været ansvarlig fotograf på en lang række store film. Han har bl.a. været med til at filme Midnight Express, Birdy, Angel Heart, Harry Potter – Prisoner of Azkaban, Bugsy Malone, City Hall og Angela’s Ashes.

Han har således arbejdet sammen med store instruktører som Harold Becker, Adrian Lyne og Alan Parker. Han har også selv instrueret en enkelt film, nemlig filmen Homeboy fra 1988 med skuespillerne Mickey Rourke og Christopher Walken på rollelisten.

Og så ejer og driver han altså vinhuset Seresin Estate, som han købte i starten af 1990’erne efter først at have ledt i flere år efter en vingård i Italien. Den drøm blev dog opgivet og så valget faldt på Wairau Valley.

Det er også et område, som er nærmest ideel til vindyrkning. Den meget porøse jordbund med et højt indhold af grus giver perfekte dræningsforhold, hvilket er nødvendigt i det til tider temmelig regnfulde klima. Store sten på jordoverfladen reflekterer endvidere solens stråler og holder derved på varmen i Marlboroughs kølige og klare sommernætter.

Vingården er en af de mest moderne på New Zealand. Bygningerne er opført i flere niveauer, så druerne ankommer i det øverste niveau og ender i flasker på det nederste niveau. Vinen skal ved hjælp af tyngdeloven kunne løbe frit, så brug af pumpemaskiner ikke er nødvendigt.

Michael Seresin lavede sin første vin i 1996, og har så ellers løbende opkøbt flere vinmarker, bl.a. markerne Tatou Vineyard og Raupo Creek vineyard. I dag ejer vingården samlet 111 hektar vinmarker, og alt er certificeret både økologisk og biodynamisk. På markerne dyrkes druesorterne Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Gewurztraminer, Viognier, Semillon og Riesling.

Seresin Estates etiketter har normalt alle et håndaftryk som logo.  Michael siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ingen ord, kun symbolet på styrke samt kraft fra jord og sten. Håndaftrykket er dog ikke på etiketterne på vinene i Momo serien, som omfatter 4 forskellige vine på henholdsvis Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir.

Druerne til denne Momo Pinot Noir kommer fra flere mindre vinbønder i Wairau Valley. Seresin opkøber druerne umiddelbart før, at høsten går i gang, og efter høstet – som foregår med håndkraft – gærer mosten ud på åbne tanke, før den lægges på franske barriques, hvor den får lov til at lagre i 11 måneder før den endelige aftapning på flaske.

Det er en vin, som minder rigtigt meget om storesøsteren Pinot Noir Leah. I næsen klare Pinot Noir aromaer, hindbær, stikkelsbær, røg, peber … har et svagt animalsk islæt, krydderier og krydderurter samt lidt blade fra vinstokke.

Smagen er meget syrlig med lidt af de samme bær, hindbær, stikkelsbær og ribs. Syren er okay … men der mangler måske lidt mineralitet og en anelse sødme til at balance den meget dominerende syre. Man mærker dog, at vinen har fået godt med sol … har sådant noget “modent” over sig midt i alt det syrlige. Eftersmagen præges af lidt grønne peberfrugter. Arhhh, okay … men jeg er ikke helt oppe at ringe.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.

Rating 4/7  

2014 Mud House, Sauvignon Blanc Rosé, Marlborough, New Zealand

2014 Mud House, Sauvignon Blanc Rosé, Marlborough, New ZealandFra sidste uges gratis testkasse af vine fra Mud House i New Zealand var vin nr. 2 ud af de 3 på stribe denne Sauvignon Blanc Rosé … et let rosafarvet, ferskenfarvet eller måske endda svag laksefarvet væske, som imidlertid ikke lever op til takterne fra dens kridhvide søster, men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Men som lovet ved den første vin fra huset, så skal jeg lige skrive lidt om vinhuset. Mud House er grundlagt i 1996 af det store vinhus Thomas Hardy and Sons, som jo igen var grundlagt af Thomas Hardy i 1853 i Adelaide og siden voksede sig til at blive Australiens største vinfirma.

I 2011 blev firmaet – sammen med Constellation Europe – solgt til en australsk kapitalfond CHAMP Private Equity og det skiftede samtidig navn til Accolade Wines. Og det er – som jeg skrev tidligere – en møj-megastor vinkoncern, som ejer et utal af vinmærker, har over 1.600 ansatte, er størst indenfor vin i både Australien samt England og sælger deres vin over hele verdenen.

Blandt nogle af Accolade Wines mange vinhuse rundt om i verdenen hører fx Geyser Peak, Atlas Peak, Ravenswood og XYZin i USA, Houghton, Banrock Station, Omni, Goundrey, Brookland Valley, Berri, Stanley, Amberley, Moondah Brook, Leasingham, Tintara, Bay of Fires, Grant Burge Wines, Omni, Yarra Burn, Hardy’s og House of Arras i Australien, Da Luca i Italien, Inniskillin i Canada og mange, mange flere. 48 vinhuse har jeg talt det op til.

Og et af disse er altså Mud House i New Zealand, som også er en ganske pæn historie. Vinhuset har deres vinmarker i tre forskellige regioner i New Zealand, nemlig både i Marlborough, Waipara samt Central Otago. I Marlborugh har huset vinmarken Woolshed Vineyard på 105,5 hektar, i Waipara de to marker Home Block på 50 hektar og The Mound på 93 hektar og endelig i Central Otago marken Claim 431 på små 250 hektar.

Ja, med lidt matematik, så bliver det sgu samlet 498,5 hektar, så det er altså også big business.

Mud House har fået navn efter de første huse, som blev bygget i Marlborough af den lokale ler. Der er også i Marlborough, at vinhuset har sit hovedsæde, nemlig i Woodshed Building, som ligger lidt vest for byen Blenheim i Marlborough, hvilket er lige ved bugten Cloudy Bay.

Ansvarlig vinmager er Ben Glover, som sammen med de to lokale vinmagere Nadine Worley og Cleighten Cornelius stå for produktionen af vinene fra Mud House. Ben har en kandidatgrad i ønologi fra Lincoln University og har efterhånden været med til at høste 15 gange hos Mud House. Trekløveret laver samlet 12 forskellige vine fordelt på 2 serier, Mud House Range samt Single Vineyard Range. Enkeltmarksbegrebet bliver måske lidt udvandet i denne sammenhæng, da Mud House kun har 4 megastore marker.

Nå, men denne Sauvignon Blanc Rosé er så sjovt nok ikke én af de vine, som vinhuset har på deres hjemmeside. Dermed laver de så i hvert fald 13 forskellige vine. Man undrer sig måske først over farven, da vinen står som en Sauvignon Blanc, men det skyldes imidlertid, at der er stoppet lidt Pinot Noir i vinen. Ellers ikke mange oplysninger om vinen.

I næsen er der noget genkendeligt fra den hvide Sauvignon Blanc, bl.a. asparges, stikkelsbær, flint … men også lidt rebis (ja planten, som dufter lidt af kattetis), måske en smule hindbær og bolsjer, nærmest Kongen af Danmark. Imidlertid er der sjovt nok også en mere kemisk note, som gør duften en smule kvalm og skæv. Den bryder jeg mig ikke så meget om.

I munden mangler noget af sødmen fra den hvide også, og det mindsker faktisk balancen i vinen, gør vinen mindre intens, idet en bitter syre sammen med lidt jern, stål simpelthen bliver for dominerende. Lidt underligt at to vine, som er lavet af samme drue (stort set) og formentlig på samme måde, kan give så forskellige indtryk.

Forhandles i Coop forretninger, dvs. SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’Brugsen, hvor vejledende pris formentlig vil være det samme som den hvide søster, dvs. 69 kr.

Rating 2,5/7 

2014 Mud House, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2014 Mud House, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandMens den skriblende presse, godtfolk, julenisser og åhhh så kloge håndvaskdygtige politikkere snakker om det danske, bestemte nej ved gårsdagens folkeafstemning, stormen Helga … en sejlivet gammel hvirvelvind fra det vestlige udkantsdanmark og den forestående jul, så er der mere roligt i det houlbergske hjem.

Den flittige vinblogger … yours trully er nemlig blevet tester af et par vine fra vinhuset Mud House i New Zealand. Gratis vin … godt koncept, så jeg stiller gerne egen og hustruens gane til rådighed i videnskabens tjeneste. Hustruen er jo med på den værste … rolig nu, for det er kun i den vinøse sfære.

Dermed farer alverdens fortrædeligheder forbi min næse, mens jeg med forventningsfuld julefryd åbner en stor papkasse med 3 vine fra et New Zealandsk vinhus, som jeg ikke tidligere har hørt om … mudderhuset Mud House … et af de mange vinhuse i den møj-megastore vinkoncern Accolade Wines.

De 3 vine er denne hvide Sauvignon Blanc, en rosé … også Sauvignon Blanc samt en rød Pinot Noir. Og det er selvfølgelig med no-strings-attached, så skal der kastes med mudder mod Mud House, så gør jeg selvfølgelig det. Denne vinblogger er ikke til falds … men smager gerne alle slags vine, også fra supermarkedernes bombastiske hylder.

Accolade Wines og Mud House skal jeg nok vende tilbage til i et senere blogindlæg, så derfor vil jeg i dette koncentrere mig om denne Sauvignon Blanc.

3 x Mud House in the house
3 x Mud House in the house med vinkøler, beskrivelser m.m.

Vinen er lavet af druer fra forskellige områder af den store vinmark Woolshed Vineyard, som Mud House ejer i Marlborough. Det er en mark på ikke mindre end 105,5 hektar, hvoraf 94,5 hektar er tilplantet med Sauvignon Blanc. Hver parcel vinificeres separat, selvfølgelig på ren stål for at bevare mest mulig frisk frugt.

I næsen stikkelsbær, pærer, flint, let asparges … grapefrugt, grøn peber, grønne vinblade, brændenælder og lidt af den duft, som man tit oplever, når man går i vinrankerne. Derudover lidt vådservietter, salvie … også lidt et støvet udtryk med en lille skarp og (for mig) udefinerbar kant, som jeg ikke finder så charmerende. Men næsten ene af typiske Sauvignon Blanc dyder.

I munden godt med stål, jern … dagens portion af jernvitaminer er reddet … godt tør og der er bestemt også både syre og bitre elementer. Den bliver lidt slappy i midten af smagsindtrykket, hvor der også farer lidt krydderier, citrus og tropisk regnskov indover. Det bliver ikke så nuanceret, men hvad … til prisen en fino vino.

Forhandles i Coop butikker, hvor den vejledende pris er 69 kr., men mon ikke den – som mange andre vine i supermarkederne – en gang imellem kommer på bud.

Rating 4/7  

2012 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Vinen Herringbone Hills Pinot Noir har jeg smagt en del gange, seneste smagte og skrev jeg om 2010’eren her på bloggen. Nu har jeg smagt vinen igen i årgang 2012, men vinen er desværre ikke blevet bedre, nærmere tværtimod.

Winegrowers of Ara består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og teknologi med de gamle dyrkningsprincipper.

Ara ligger i det berømte Marlborough-område i New Zealand, og huset har i dag 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand.

Umiddelbart er klimaet mildt med lange solrige dage, men om aftenen sænker køligheden fra havet sig, hvilket er med til at give vinen en frisk syre og sprødhed. Jordbunden består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Herringbone Hills er en geologisk formation, der ligger lige op til Aras vinmarker. I midten af nogle bakker løb tidligere en flod, som nu har boret sig ned i jorden. Med bakkeformationer på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster – og deraf navnet på denne vin.

Druerne gæres ud på rustfrie ståltanke. Efterfølgende forbliver vinen sammen med skallerne, mens temperaturen hæves til 32-36 grader. 30% af vinen lægges derefter på gamle franske egetræsfade, hvor den lagrer i seks måneder, inden den blandes med de resterende 70% af vinen, hvorefter den endelige blanding filtreres og tappes på flaske.

Der er en sødlig og landlig næse … hestestald, hvilket vi jo elsker, men ellers virker vinen mere grov … og knap så elegant. Vi er sådan mere ovre i kirsebær, mørke bær, krydderier og den lidt “fluffy” og “overdone” stil, som jeg skrev om sidst, er ikke blevet mindre. I munden er vinen nærmest lidt skarp, kantet og bitter med syrlige ribs, granatæbler … selvom den bevarer en vis lethed.

Jeg plejer at elske denne vin … det gør jeg ikke denne gang. Måske det bare er mig. Eller måske ikke.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 105 kr.

Rating 3,5/7  

2014 Saint Clair Family Estate, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

Den forgange uge bød på en cool & lækker smagning af vine fra New Zealand forestået af Steen Fiil fra vinforretningen Den Blå Port i Århus. Vi startede med denne Sauvignon Blanc fra vinhuset Saint Clair Family Estate.

Vinhuset ligger ved byen Blenheim i det nordlige del af Sydøen … i Marlborough vinområdet lige ud for bugten Cloudy Bay og ved floden Opawa River … som også løber ud i bugten. Marlborough er i dag det mest beplantede område i New Zealand og står for mere end halvdelen af landets eksport.

Området ligger isoleret af høje bjergkæder på den ene side og nyder godt af havets kølende effekt på den anden side. Det giver et klima der er blandt det varmeste og mest tørre i New Zealand. Her er dog ikke bagende varmt, men nok til at druerne bliver langsomt og stabilt modnet. Sommerdagene ligger på omkring 24 graders varme, mens de kolde sommernætter sørger for, at syren bibeholdes i druerne

Saint Clair Family Estate ejes af drives af ægteparret Neal og Judy Ibbotson, som har været vinmagere i Marlborough siden 1978. De købte vingården Saint Clair Family Estate i 1994 fra Sinclair familien … deraf navnet på gården. Den oprindelige ejer James Sinclair har én af pionererne i vinproduktionen i området og den første til at bygge en ejendom i Blenheim, så vingårdens historie hænger tæt sammen med byen.

Neal og Judy Ibbotsons mål har fra starten været at skabe verdensklasse vine, der overstiger kundernes forventning. Neal Ibbotson har selv stor erfaring indenfor vinproduktion og har samtidig hyret nogle af de bedste vinmagere i landet ledet af ønologerne Matt Thomson og Hamish Clark.

Derudover har ægteparret hjælp fra deres tre børn.Sønnen Tony er ansvarlig for udformningen af alle Saint Clairs emballager, markedsføringsmaterialer og reklamer. Han ejer selv en designvirksomhed i Sydney og designede allerede vinhusets etiketter i 1994, mens han studerede. Døtrene Sarina og Julie arbejder med Saint Clairs salg og marketing.

Vinhuset ejer i alt omkring 100 hektar vinmarker i seks forskellige områder i Marlborough, bl.a. Rapaura, Awatere, Waihopai og Omaka Valleys. Alle marker er specielt udvalgt ud fra deres individuelle placeringer og evnen til at producere druer af topkvalitet. Og det har også medført, at vinhuset har fået god succes.

Allerede fra første årgang i 1994 har Saint Clair fået flotte anmeldelser, udmærkelser og guldmedaljer, og bl.a. blev Matt Thompson, der regnes for en af New Zealands bedste vinmagere, i 2008 kåret som “White Winmaker of the Year” ved den prestigefyldte International Wine Challenge i London.

Her har vi huset almindelige Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra marker i Wairau og Rapaura i Marlborough. Vinificeret på stål og har slet ikke set fad.

Og det er en lille, lækker sag, som i næsen har lidt hyld, blomster af forskellige slags, bl.a. lidt Ribes, som jo også dufter lidt af kattetis, tomatblade, fylde, kraft og virker meget intens og fed i udtrykket. I munden er vinen blød, rund og fyldig med hyld, kraft … og samtidig fin friskhed. En dejlig nuanceret vin, som leverer lækker nydelse … og endda i så ung en alder.

Forhandles bl.a. af Bichel Vine, hvor prisen er 109,75 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Seresin Estate, Pinot Noir Leah, Marlborough, New Zealand

Det er vist efterhånden velkendt, at mange filmfolk – både skuespillere og instruktører – for deres uhyrlige høje indtægter fra de mange film, har kastet sig over vinproduktion.

Vi nævner i flæng; Francis Ford Coppola, Fess Parker, Kurt Russel, Depardieu, Brad Pitt og Angelina Jolie, Johnny Depp, Sam Neill, Cliff Richard og Dan Aykroyd … blot dem, som jeg umiddelbart kan huske. Der er sikkert mange flere.

Og selvfølgelig også med variende succes. Men én af dem, som har opnået succes med sine vine … og ikke blot som en kendiseffekt – er den New Zealanske filmfotograf Michael Seresin. Okay … han er måske heller ikke så kendt som Jolie, Depp og Russel, men har været ansvarlig fotograf på en lang række store film.

Han har bl.a. været med til at filme Midnight Express, Birdy, Angel Heart, Harry Potter – Prisoner of Azkaban, Bugsy Malone, City Hall og Angela’s Ashes. Han har således arbejdet sammen med store instruktører som Harold Becker, Adrian Lyne og Alan Parker.

Han har også selv instrueret en enkelt film, nemlig filmen Homeboy fra 1988 med skuespillerne Mickey Rourke og Christopher Walken på rollelisten.

Og så ejer og driver han altså vinhuset Seresin Estate, som ligger ved den lille by Renwick i Wairau Valley, altså Marlborough området, den øverste del af Sydøen på New Zealand. Michael Seresin købte vingården i starten af 1990’erne efter først at have ledt i flere år efter en vingård i Italien. Den drøm blev dog opgivet, så valget faldt på Wairau Valley.

Det er også et område, som er nærmest ideel til vindyrkning. Den meget porøse jordbund med et højt indhold af grus giver perfekte dræningsforhold, hvilket er nødvendigt i det til tider temmelig regnfulde klima. Store sten på jordoverfladen reflekterer endvidere solens stråler og holder derved på varmen i Marlboroughs kølige og klare sommernætter.

Vingården er en af de mest moderne på New Zealand. Bygningerne er opført i flere niveauer, så druerne ankommer i det øverste niveau og ender i flasker på det nederste niveau. Vinen skal ved hjælp af tyngdeloven kunne løbe frit, så brug af pumpemaskiner ikke er nødvendigt.

Michael Seresin lavede sin første vin i 1996, og har så ellers løbende opkøbt flere vinmarker, bl.a. markerne Tatou Vineyard og Raupo Creek vineyard. I dag ejer vingården samlet 111 hektar vinmarker, og alt er certificeret både økologisk og biodynamisk. På markerne dyrkes druesorterne Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Gewurztraminer, Viognier, Semillon og Riesling.

Seresin Estates etiketter har alle et håndaftryk som logo. Michael siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ingen ord, kun symbolet på styrke samt kraft fra jord og sten.

Nå, men her har vi så én af husets vine på Pinot Noir … deres Pinot Noir Leah, hvor druerne kommer fra i alt 15 små parceller, fordelt over de tre vinmarker Raupo Creek, Tatou Wineyard og Home Wineyard.

Når druerne ankommer til vineriet, bliver de afstilket og sorteret grundigt, før de presses nænsomt. Mosten gæres ud i ståltanke i 6 dage, hvor hatten af skaller dagligt roteres rundt i mosten. Efter endt gæring har vinen fortsat skindkontakt i to uger, inden den lægges på fade i 10-–11 måneder.

Og det er absolut ikke en typisk New Zealandsk Pino … langt mere europæiske og stringent i udtrykket. I næsen er det stikkelsbær, ribs og rabarber, jern … specielt duften af jern er tydelig, godt med rustne søm og skruer samt en smule eg. Smagen lidt i samme boldgade, meget syrlig og slet ikke den sødme, som man ofte finder i Pinot Noir fra både Tyskland og New Zealand. Det er ribs, stikkelsbær og en god, lang og syrlig eftersmag med grønne blade.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 195 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Cloudy Bay, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Torsdagens første røde … druen fik jeg gættet, men havde sgu ikke gættet på New Zealand. Druen var nem, Pinot Noir og vinen kommer fra vinhuset Cloudy Bay, som holder til i Wairau Valley lidt vest for byen Blenheim og bugten Cloudy Bay i Marlborough, altså den nordlige del af Sydøen.

Vinhuset er grundlagt i 1985 af David Hohnens og vinproducenten Kevin Judd, men er i dag ejet af den store LVMH Group, hvor bogstaverne står for Louis Vuitton og Möet Hennessy.

Ja, ret beset er Cloudy Bay reelt ejet af Veuve Clicquot Ponsardin, som bl.a. er kendt for at lave champagnen “Den gule enke”, men det er også ejet af LVMH Group.

Cloudy Bays vinmarker er fordelt rundt i Marlborough-regionen for at opnå optimal udnyttelse af den omfattende diversitet, der er til stede i de individuelle mikroklimaer og jordbundstyper.

Cloudy Bay ejer selv markerne Cloudy Bay Estate Vineyard i Rapaura, Widow’s Block Vineyard i Renwick, Mustang Vineyard i Brancott Valley samt Barracks Block i Omaka Valley. Samlet bliver det til ikke mindre end 250 hektar vinmarker.

Derudover køber vinhuset også druer fra en lang række lokale vinavlere. Ja faktisk har de haft leveringsaftaler med disse i over 20 år, og hver vinavlere arbejder tæt sammen med vinmagerne hos Cloudy Bay for at levere druerne efter husets specifikationer og ønskede kvalitet.

Vinhuset er specielt kendt for deres vine på Sauvignon Blanc og har været ét af de vinhuse, som har været pioner i Marlborough og været med til at sætte de New Zealandske vine på verdenskortet. Som en af de første fem vingårde i Marlborough blev Cloudy Bay hurtigt anerkendt som en af de førende producenter af Sauvignon Blanc … en position, de fortsat er med til at styrke gennem et konstant voksende sortiment.

Cloudy Bay lancerede deres første Pinot Noir tilbage i 1989 og siden er arbejdet med at perfektionere det New Zealanske udtryk fra denne drue blevet en besættelse for teamet på Cloudy Bay. De har indrettet en særlig gærings og modningskælder til vinen og ved 2007 høsten nåede de op på at håndtere 7 forskellige kloner af Pinot Noir høstet fra 38 forskellige parceller hver for sig.

Druerne til denne Pinot Noir kommer fra både markerne Mustang Vineyard i Brancott Valley samt Barracks Block i Omaka Valley. Der er i denne årgang 2012 anvendt 6 forskellige Pinot Noir kloner. Druerne afstilkes og presses let forud for gæringen i rustfrit stål, som foregår uden tilsætning af gær. Vinen modtager herefter 12 måneder på franske fade, heraf 40% nye fade. Slutteligt sammenstikkes den endelige blanding og efter klaring med æggehvider, så tappes vinen på flaske.

Lad os komme til vinen, som i næsen har svovl, grønne blade, stenet jord, helt klart Pinot Noir noter med hindbær, men også lidt mørkere side med modne mørkerøde bær, blommer, kaffe, mørk chokolade og lidt krydderier. Har slet ikke den lidt søde og animalske note, som ofte findes i Pinot Noir fra Tyskland og New Zealand.

I munden er vinen ganske burgundisk i udtrykket med stram, grøn syre, modne kirsebær, læder, jord, kalk eller mineraler og et lidt krydret bid i eftersmagen. Jeg gætte uden tøven Bourgogne, men fik kun ret i druerne. Hmmmm, godt valg.

Købt hos dk Wine Import, pris 199 kr.

Rating 5/7 

2012 Kim Crawford Wines, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Lørdag bød faktisk også på Pinot Noir, nemlig denne flaske fra Kim Crawford Wines, som holder til i Marlborough i New Zealand. Vinhuset er dog ejet af det kæmpestore, internationale vinfirma Constellation Brands, som ejer mere end 100 forskellige brands indenfor vin, øl og spiritus.

Kim Crawford Wines er grundlagt tilbage i 1996 af Kim Crawford og hans hustru Erica, som havde en drøm om at starte en vingård. Kim Crawford havde inden starten i 1996 taget en uddannelse uddannelse (Bachelor of Science) i mikrobiologi og botanik på Massey University i New Zealand.

Og han havde nye idéer for, hvordan vinproduktionen i New Zealand skulle foregå, bl.a. ved at bruge nye sorter som Sauvignon Blanc, Riesling og Chardonnay.

Parret startede projektet fra deres hjem i Auckland uden at eje en eneste vinmark, men købte druer forskellige steder og fik første år lavet 4.000 kasser vin. Det skete ved, at de låne 70.000$ mod sikkerhed i deres hjem, og så lavede de kontrakter med lokale vinavlere om køb af deres druer … og så lejede de sig derudover ind hos forskellige vinerier, når vinene skulle fremstilles.

De efterfølgende år voksede foretagenet og parrets aromatiske vine begyndte også at vinde priser. Det åbnede både for eksportmarkederne, og allerede efter fire år kunne Kim og Erica flytte til Marlborough i en ny state-of-the-art vingård, hvorefter parret også begyndte at investere i egne vinmarker, hvor man bl.a. plantede nogle af de nye sorter. Markerne lå meget spredte, nogle i Marlborough, andre i Gisborne og Hawke’s Bay … eller hvor Kim mente det bedst for de valgte druer.

I 2003 producerede parret årligt 100.000 kasser vin og samme år fik de også deres Marlborough Sauvignon Blanc på Wine Spectator’s Top 100 liste. Imidlertid var det også samme år, at ægteparret måtte sælge vingården. Man stod overfor betydelige investeringer, men kunne ikke rejse finansieringen … og så endte det med, at Kim Crawford solgt sit livsværk til det canadiske vin- og spiritusfirma Vincor.

Vincor blev selv i 2006 solgt til verdens største vinfirma Constellation Brands, som fortsat den dag i dag fortsat ejer Kim Crawford Wines. Constellation Brands ejer over 100 forskellige brands indenfor vin, øl og spiritus. Blandt de mere kendte vinfirmaer er bl.a. Ravenswood, MoutonCadet, Robert Mondavi, Selaks, Paul Masson, Ruffino … blot for at nævne nogle få.

Nå, men tilbage til denne Kim Crawford Wines Pinot Noir, som er lavet med druerne, som kommer fra Sydøen på New Zealand … og dermed ikke blot Marlborough området. Der er således brugt en bred vifte af forskellige Pinot Noir kloner og forskellig terrior. En del af vinen er lagret på franske egetræsfade i 5 måneder, men en del er blot lagret i ståltanke. Fordeling af dette kan ikke ses.

I næsen er første indtryk en hel del sødme … way to much. Dernæst følger røg, eucalyptus og først derefter følger lidt frugt i form af kirsebær, stikkelsbær samt lidt hvid peber. Smagen er meget saftpræget, høj sødmeniveau, kandiserede kirsebær og virker en anelse vandet i smagen. Der er lidt syrlige og grønne toner nedenunder … men det er som om, at de to retninger stikker hver sin vej, og aldrig rigtig mødes.

Forhandles i Føtex, hvor 2 flasker kan købes for samlet 179 kr.

Rating 3/7