Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2017 Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle, Hermitage Les Dionnières, Rhône, Frankrig

2017 Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle, Hermitage Les Dionnières, Rhône, FrankrigDer kom fortsat masser af god vin i glasset og denne 2017 Hermitage Les Dionnières fra Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle havde Steffen taget med … og den overraskede vist alle.

Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle ligger i byen Gervans cirka 5 kilometer for nord Tain l’Hermitage og der har familien været vinbønder siden 1870, selvom de først i 1958 selv begyndte at tappe deres egne vine.  Det er i dag mest Nicolas Fayolle, der som 5. generation står for driften og han har inden sin overtagelse taget en 4 årig uddannelse som ønolog i  Mâcon samt arbejdet for Domaine Barge i Côte-Rôtie og Courbis i Cornas.

Tilbage i 2003 tog han tilbage til familiens gård og står nu for driften med hjælp fra sin far. De har samlet 7 hektar vinmarker, heraf 6 hektar i Crozes-Hermitage og 1 hektar i Hermitage.

I kælderen arbejder Jean-Claude og Nicolas Fayolle hovedsageligt manuelt, fordi de mener, at kvaliteten af ​​deres vine dermed bliver forbedret. Hver enkelt cuvée er vinificeret fra specifikke parceller og gæring sker kun i hele klaser og uden brug af ny eg, for at fremme hver parcels unikke karakteristika.

Domaine Fayolles stolthed er denne topvin Hermitage Les Dionnières, hvor Syrah druerne kommer fra lieu-dit parcellen Les Dionnieres på Hermitage højen. Der er vinstokkene over 40 år gamle, mens jordbunden består her af granit, ler og silicium.

Vinifikationen er gennemført med gæring af hele klaser i 15 dage, inden vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efterfølgende lagring i brugte franske egetræsfade i 12-15 måneder afhængig af årgang.

Omgående melder der sig sorte bær i næsen … virkelig stor tørhed, blæk, baconfedt, flæsk, mejeri og kærnemælk, sorte oliven, mens frugten er blåbær og boysenbær, lette pebernoter, sort te samt en smule fennikel, saltlakrids og en mineralsk, stenet nerve.

I munden er vinen skam også tør, knastør …næsten støvet og mineralsk. Det er blåbær og brombær med stor frugtrigdom, meget kraftfuld, stenet og mineralsk, så dermed bliver der en fin nordrhône med nerve, tæthed og stor tørhed.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 350 kr., mens prisen er 315 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandSå nice … Steffen havde medbragt en flaske fra Weingut Salwey, nemlig den meget omtalte 2018 Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Große Gewächs, der har fået masser af roser i pressen.

Salwey er også et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Grosse Lagen marken Henkenberg strækker sig over bakkekammen mellem Oberrotweil og Burkheim mod vest. Jordbunden består af vulkanske aflejrninger og en tynd topjord af löss. Høstudbytterne ligger på omkring 40 hektoliter pr. hektar og alle druer håndplukkes og håndselekteres inden gæringen i åbne gæringstanke.

Gæringen foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader i 14 dage. Efter gæringen lagrer vinen 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering.

Salweys egetræsfade er lavet af træ stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

I næsen er vinen totalt animalsk, vild urtet med både heksehyl, krudt, duft af nytårsskyts dagen efter, syrlig mødding, men meget let og svævende, har mentol, lidt syrlige røde drops, hindbær, tranebær, stikkelsbær og lærkeskud, estragon, grangrene, saltlakrids, vanilje, kanel , karamel og mælkechokolade.

Smagsmæssigt har vinen en dejlig syrlighed, let, fin, spændstig og præcis, mens frugten også er let og syrlig med rabarber, ribs, grape, virkelig et grønt og frisk bid, meget rank og grøn i smagen, men med masser af eftersmag. Hvor smager det bare gut gut gut og gut.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 335 kr., mens prisen er 265 kr. ved køb af 3 flasker og det er en rigtig fin pris.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Richard Kershaw Wines, Kershaw Syrah, Elgin, Sydafrika

2014 Richard Kershaw Wines, Kershaw Syrah, Elgin, SydafrikaSydafrikansk Syrah med burgundisk lethed? WTF og er det muligt? Det er dog tilfældet med denne 2014 Kershaw Syrah fra Richard Kershaw Wines, der ligger på Main Road i byen Grabouw i den kølige Elgin dal.

Richard Kershaw er uddannet kok, men også en rigtig vintosse, så han har selvfølgelig også uddannet Master of Wine, som én ud af knap 400 personer i hele verdenen. Han er egentlig opvokset i England, men flyttede i 1999 til Sydafrika, hvor han slog sig ned og bl.a. arbejdede som kok og senere som vinmager hos både Mulderbosch og Kanu inden han i 2011 startede sit eget vinhus Richard Kershaw Wines for at lave cool climate enkeltdruevin fra den køligste vinregion i Sydafrika, nemlig Elgin.

Med særligt udvalgte kloner af Chardonnay, Syrah og senere Pinot Noir, leverer Kershaw i dag meget flotte komplekse vine som med sin egen kølighed og stil.

Denne 2014 Kershaw Syrah er lavet på 3 forskellige Syrah kloner SH9c, SH22 og SH99, som efter den manuelle høst er afstilket inden de uknuste gennemgår 3 dages premaceration i gæringsbeholdere inden den spontane gæring starter.

Gæringen på de naturlige gærceller er sket over 21-29 dage, hvorefter vinen er presset. Den malolaktiske gæring er sket på egefade med 17 måneder lagring på fade fra Bourgogne og Rhone, heraf 55% nye fade og fade brugt 1 eller 2 gange tidligere. Samlet brugte Richard 4 stk. 500 liter fade og resten 228 liter burgundiske barriques.

I næsen er vinen let og blomstret suppleret med kanel, vanilje, mejeri, meget mælket, har også lidt mælkechokolade, granit, lyse og søde bær, sødme, våde fade, rosmarin og et vildt stor bundtræk. Der er således intensitet og lethed på én gang.

Smagsmæssigt er vinen rund og blød, virkelig cremet og nærmest mundsmeltende. Den har en lille grøn tone, en let småbitter tørhed, rabarber, grønne kirsebær, jordbær og tranebær. Det er smukt og det er en utrolig let og lys Syrah vin. Meget anbefalelsesværdig.

Forhandles hos Vinkunsten, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape la Cuvée du Papet, Rhône, Frankrig

2012 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape la Cuvée du Papet, Rhône, FrankrigDer var skam mere god Clos du Mont-Olivet Châteauneuf-du-Pape i vente, for den næste vin var deres 2012 Châteauneuf-du-Pape la Cuvée du Papet.

Det er husets luksuscuvée, der kun fremstilles kun i de bedste årgange. Det er 75% Grenache, 15% Syrah og 10% Mourvedre, fra de 4 lieux-dits;  Montalivet, La Crau, Palestor samt Bois Dauphin.

De ældste af Grenache vinstokke er plantet helt tilbage i 1901, hvorfor udbyttet også er lille … men kvaliteten meget høj. Druerne er høstet manuelt, så sorteret og delvis afstilket inden fermentering i cementtanke. Sjovt nok så sker gæring af de 3 druesoter sammen i betontanke for at skabe en naturlig harmoni.

Man er meget opmærksomme på at undgå maksimal ekstraktion. I stedet er der fokus på at bevare elegancen i vinen. Efter endt gæring er vinen lagret med 85% i foudres og de sidste 15% i demi-muids og barriques.

Sikke en dejlig og rolig duft … igen godt med engelsk lakrids, meget blid med moden og let frugt. Der er kirsebærlikør, søde og lidt sorte kirsebær, meget soft, blød og moden, godt med blomster, solcreme, lavendel, våde fade, et par våde vaskeklude, røg, ristede nødder og peber.

Hvor er det smagsmæssigt blødt og cremet. Der er et godt bid med moden frugt … brombær, jordbær og søde kirsebær, er meget saftig, ren og klar i smagen. Der kommer lidt peber, bløde tanniner, virker koncentreret og intens … bare på en let og cremet måde. Houlberg ligger lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i en nyere årgang 2019 kan fås på tilbud til 499 kr. Denne 2012’er er fra magnum-flaske og kan nok være svær at skaffe i dag.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2020 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienNæste vin er også en gammel kending og har altid været et vildt godt køb, for det er nemlig den næsten ikoniske og populære Picaro del Àguila fra vinhuset Dominio del Àguila.

Som med forrige vin, så er det også en vin, som jeg har smagt i de to foregående årgange 2018 og 2019 og hver gang været ganske imponeret af. Jeg elsker nu også bare vinene fra Ribera del Duero området.

Picaro del Àguila er lavet på Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 11 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Næsen er landlig og animalsk … virkelig skrald på, har mælkede noter, våde fade, sort og sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver, mælkechokolade, blomster, skolekridt … hvor dufter vinen dog bare freaking f….. godt. Det bliver aldrig helt for tungt, for vinen har også en tør og balsamisk syre.

I munden minder vinen om 2019’eren … opulent, ødsel samt overdådig. Den nærmest smelter i munden, virkelig cremet, fyldig med en stilfærdig godmodig, tonstung og mørk frugt samt et tydeligt fagpræg med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed, som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. Hvor er det bare en vild lækker vin og atter lader jeg med rive med, så dermed ligger jeg som sidst lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 239,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, PortugalDen karismatiske og dygtige vinmager Rui Roboredo Madeiras har jeg efterhånden smagt en del vine fra. En af hans bedste vine er helt klart Beyra Grande Reserva. Det er hans topvin lavet med druer fra højt beliggende marker ved Vermiosa i Beira Interior området. Jeg smager den nu i årgang 2019.

Beyra Grande Reserva er lavet på samme blend som både 2017’eren og 2018’eren, altså igen 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía fra 40 år gamle vinstokke på husets vinmarker på et lille plateau i 750 meters højde i Beira Interior … et helt lille område, som er en del af Douro International Natural Park.

Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

Duftsmæssigt er 2019’eren her fulgt på højde med de tidligere årgange og atter har Rui Roboredo Madeira formet en kugle med komprimerede dufte, der ligger klar til et BIG BANG, når kuglens overflade slås i stykker. Ud i rummet svæver så tykke bordeauxfile velfærdsaromaer med kompakt, massiv og tætpakket mørk frugt, brombær, solbær, sorte kirsebær, dadler suppleret med fadnoter med både vanilje, mælkechokolade, tør engelsk lakrids, sød finsk lakrids og tørre krydderier.

Hvor smager den dog godt … blød, fed, cremet med en fyldig, mørk frugt, fløjlsblød velour og så alligevel med en kølig, slank, stenet og tør side. Frugten er så fortættet, tør og intens og selv tanninerne er mundudtørrende, stramme og tørre suppleret med knust sten, jern, rust og balsamicoeddike. Det er vin med nerve, atomar intensitet, bitterhed og frisk, mørk frugt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

1999 Ca’ Lojera, Lugana Annata Storica, Lombardiet, Italien

1999 Ca’ Lojera, Lugana Annasta Storica, Lombardiet, ItalienVi sluttede fint Ca’ Lojera smagningen med denne Lugana Annata Storica … en ældre vin i årgang 1999 lavet som et lille eksperiment.

Lugana Annasta Storica er således hverken en Riserva eller Superiore, men er lavet på 100% Turbiana druer, som efter endt fermentering i ståltanke er lagret 12 måneder på barriques og så gemt på flaske i kælderen i mange, mange år.

I næsen er vinen mere sød end forventet … næsten som en passito, virkelig moden, sød, krydret, moden, fed og varm med opulent frugt af abrikos, modne æbler og æbletærte, karamel og parfumeret, vildt pirrende og æterisk. Mums.

Selvom der er større sødmeniveau, så er vinen smagsmæssigt flot afstemt med en mørk og krydret syre, men frugten er kandiserede abrikoser, ferskner og modne pærer. Her smager man for alvor, hvordan Turbiana med alder kan noget helt specielt.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 22€ … svarende til 164 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, TysklandFruen skulle have lidt gæster og det betød, at der skulle lidt hvidvin på bordet. Jeg tænkte, at de skulle forkæles lidt – og så kunne jeg jo samtidig nuppe et stort glas selv – så derfor åbnede jeg denne Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay Großes Gewächs 2020 fra Weingut Wöhrle.

Det er en forkælelsesvin … trust me. Jeg har smagt vinen før, både i årgang 2017, 2018 og 2019 og det smager jättebra, som man vil sige där borta hos vore naboer.

Vinen er – som navnet siger – lavet med Chardonnay druer fra Gottsacker marken, som er den bedste del af Lahrer Kronenbühl … et lille plateau på bakkedraget nord for byen Lahr, hvor den dybe kalkrige jord er med til at give vinene en overdådighed, friskhed og finhed. Marken er af VDP – Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter – klassificeret som Große Lage mark.

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring på druernes naturlige gærceller.

Omkring 80% af fadene er nye, hentet hos bødkeren Tonnellerie Damy i Bourgogne og vinen har så lagret sur lie – altså med bærmen – omkring 10 måneder med regelmæssig battonage.

Duftmæssigt er 2020’eren lige så eksplosiv og imponerende i næsen, som de øvrige 3 årgange … den er lækker smørfed og så smooth. Det er flødekarameller, brunet smør, vilde blomster, en omgang vanilje, candyfloss og lakridskonfekt samt en tropisk frugt med mango, papaya og abrikos. Det bliver heldigvis aldrig alt for svulstigt, for vinen har også en umiddelbar friskhed, som virker kalket, vulkansk og mineralsk. Det giver igen vinen rankhed, elegance og et nærmest burgundisk udtryk.

I munden glemmer du også al snak om svulstighed, fedme og flomme, for smagsmæssigt er vinen måske nok cremet og blød i starten, men derefter overtager den friske frugt styringen sammen med spændsig syre og kalket mineralitet. Frugten er fortsat ganske tropisk, men dertil kommer en skål sure citroner, let grape. Det er med til at give bid, struktur og rank ryg. Sammenligningen med de burgundske vine er åbenlys … det er sgu elegant og – som jeg lige skred indledningsvis – total forkælelsesvin.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2011 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienSvoltacarrozzes Toscana Rosso IGT er en satans lille bandit, som er skæv, underlig, mærkelig og alligevel helt fantastisk. Det er ikke en vin for alle, men jeg er sgu vild med vinen, som jeg nu atter smager, men her i en årgang 2011.

Der er samtidig noget charmerende og magisk ved, at Sebastiana Meoni fra hendes 8 hektar økologiske vinmarker kun laver én vin og det er altså denne Toscana Rosso IGT, som hun årligt laver 6.000 flasker af. Jeg har tidligere smagt vinen både i årgang 2009 og 2010 … er bare BIG TIME fan af Sebastiana Meoni.

Toscana Rosso IGT er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden mindste tilsætninger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl.

I forhold til både 2009’eren og 2010’eren er 2011’eren lidt mindre funky i næsen. Det er dog atter en landlig og animalsk vin med både en smule surkål, bio bio prut og behåret pels, men med moden frugt af både kirsebær fra Sangiovese druerne og solbær fra Cabernet Sauvignon druerne samt lidt kogte rabarber og blomstersæbe.

Den modne frugt skriger virker toskansk Sangiovese, men har også lidt samme feeling som 2010’eren med syrlige drops, brunkul og lidt Jura-gener. I 2011’eren her er tingene en smule forsigtigere, men hvor dufter det kantet, svedigt og lækkert.

Hvor smager Svoltacarrozze Toscana Rosso 2011 dog godt … lidt juicy, let og elegant. Igen vil nogle nok finde den lidt for tyng, men jeg elsker denne lette, burgundiske og feminin side. Der er fine og tørre tanniner, et krisp bid, spændstighed og igen masser af mellemrøde bær, hindbær, jordbær, rabarber og ribs. Igen forbløffes jeg over 2 ting, nemlig at vinen er 10 år gammel og over prisen.

Denne lille frække charmetrold eret sandt røverkøb. Jeg er igen umådelig fascineret af Svoltacarrozzes  Toscana Rosso, som får igen i årgang 2011 får 6 glade kys og knus.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Domaine Bader-Mimeur, Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Bader-Mimeur, Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, Bourgogne, FrankrigBedste ret hos Restaurant HOS blev for mig ristet helleflynder, sprød kål & kærnemælkssauce med brunet smør & ørredrogn, mens vinen her var intet mindre end imponerende. Det var en Saint-Aubin 1er Cru en Remilly fra Domaine Bader-Mimeur.

Domaine Bader-Mimeur holder til på Château de Chassagne-Montrachet i udkanten af selve Chassagne-Montrachet by. Det fine bourgogneslot ejes i dag af Bader Mimeur familien, der har været beskæftiget indenfor vinavl siden 1700-tallet … både Bader og Mimeur familierne.

Det var oprindelig Charles Mimeur, der i 1919 købte vinmarkerne omkring Château de Chassagne-Montrachet, en del af den nordlige fløj, slottets gamle kældre og vineriet på Château de Chassagne-Montrachet fra Masson Dubois familien.

Château de Chassagne-Montrachet stammer helt tilbage til 1270, hvor det blev ejet af Jean de Cru og senere i det 1300-århundrede af Hugues de Chassagne, der var rådgiver for kongen. Slottet har siden haft mange skiftende ejere … altså indtil 1919, hvor Mimeur købte en stor del af slottet, som blev renoveret og delvis fornyet i det 19. århundrede.

Efter Charles Mimeur overgik ejerskabet senere til hans datter og svigersøn. Hans datter Eliste Mimeur blev allerede i 1920 gift med Charles Bader, hvilket også er årsagen til, at vinhuset siden har heddet Domaine Bader-Mimeur.

I dag administreres vingården af Alain Fossier og Marie-Pierre Bader-Fossier samt deres børn Nathalie og Sebastien. De ejer også fortsat hovedparten af Château de Chassagne-Montrachet og har endda også opkøbt yderligere marker i Chassagne Montrachet, Saint Aubin og køber derudover druer hos avlere i Meursault, Pommard og Chambolle.

Samlet ejer huset selv 8 hektar i appellationen Chassagne-Montrachet, herunder 5 hektar på den mest prestigefulde mark Clos du Château. Men her smager jeg husets 2018 Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, hvor Chardonney druerne kommer fra 2 marker på 1,7 hektar i Saint Aubin … markerne La Montagne og La Clairière de la Montagne. Vinen er lavet helt klassisk og er efter endt gæring så lagret 12 måneder på barriques, heraf 20% nye.

Saint Aubin vinene er meget kraftfulde og strukturerede vine. De har måske en tendens til at mangle samme ynde og finesse, som man finder Chassagne Montrachet og Puligny Montrachet, men denne er bare virkelig lækker.

Duftmæssigt siger jeg bare WAUW … ristede noter, brunet smør, nødder og en vibrerende´syre, som stikker hovedet frem sammen med bagt æbletærte med ristede nødder ovenpå, let estragon, ren, klar og med lidt let røgede noter. Det er en lys, feminin og valsende vin med blomster og forsigtigt anstrøg af mineraler.

Smagen følger med duften … cremet og indbydende, men fortsat med slank krop, masser af frugtrigdom, syren er virkelig dansende rundt på tungen, ren og slank med let saltede elementer. Der er en spændstig, fin og elegant vin … vibrerende, sitrende og levende, så klart 6 store fingre med pil op.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7