Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2015 Tenuta dell’ Ornellaia, Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, Toscana, Italien

2015 Tenuta dell’ Ornellaia, Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, Toscana, ItalienDenne Le Serre Nuove dell’ Ornellaia er 2. vinen fra det berømte vinhus Tenuta dell’Ornellaia, som blev grundlagt i 1981 af Ludovico Antinori … bror til den legendariske Piero Antinori, manden bag vine som Solaia og Tignanello.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2011, men her havde Brix købt vinen i en nyere årgang 2015. Men lad os inden smagsnoterne kigge lidt nærmere på det spændende vinhus Tenuta dell’ Ornellaia og manden bag det … Ludovico Antinori.

Det var ingen tilfældighed, at Ludovico valgte vinproduktion som sin levevej. Hans karriere startede nemlig sammen med broderen Piero. Faktisk løber der vin i blodet hos den familie, for de to brødre er også i familie med Mario Incisa della Rocchetta.

Ham kender de fleste vinnørder også, idet han på vingården Tenuta San Guido står bag en anden supertoscaner, nemlig vinen Sassicaia … og så er Tenuta San Guido i øvrigt også naboejendom til Tenuta dell’ Ornellaia.

De to Antinori brødres veje skiltes imidlertid i begyndelsen af 1980’erne, og Ludovico påbegyndte derefter beplantningen af et større område på de bedst beliggende marker ved Bolgheri.

Det 135 hektar store stykke land havde han fået i arv, og det havde været hans hjemmebane siden barnsben, så lokalkendskabet var derfor særdeles godt.

Markerne blev tilplantet med Bordeaux druer som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot. Ludovico fik hjælp af den kendte amerikanske vinekspert André Tchelistcheff, der var overbevist om, at de klassiske bordeaux-druer ville gøre sig bedst i området og at man derfor ikke skulle plante Sangiovese.

Bolgheri-området minder da også på mange måder om Bordeaux, for det er forholdsvist fladt, ligger tæt på vandet og har næsten samme mikroklima.

Selvom Tenuta dell’ Ornellaia reelt var grundlagt i 1981, så var det først i 1988 af den første årgang 1985 kom på markedet, men den blev omgående en stor succes.

I 1989 stod et nyt state-of-the-art vineri færdigt. Bygningerne der i sin arkitektur er noget helt unikt, er bygget halvt under jorden ind i bakkerne. Indvendig er vineriet beklædt med den fineste marmor fra lokale forekomster og en større kunstsamling pryder væggene.

Absolut intet er overladt til tilfældighederne, og det gælder i sandhed også i kælderen. Det bedste vinifikationsudstyr, der kan købes for penge, er blevet installeret og det ajourføres løbende.

I dag er det den verdensomspændende vinkonsulent Michel Rolland, der rådgiver på stedet – hans oprindelse er jo i øvrigt også Bordeaux. Vinmager på Tenuta dell’ Ornellaia er Axel Heinz.

Ejerskabet af Ornellaia været lidt omskifteligt efter Ludovico Antinori i 2003 solgte Tenuta dell’Ornellaia til et partnerskab mellem Robert Mondavi og Frescobaldi. Da Constellation Brands i 2005 overtog Robert Mondavi Winery, købte Frescobaldi de fleste aktier, men Michael Mondavi har stadig en lille aktiepost.

Denne Le Serre Nuove er 2. vin til Ornellaia. Denne årgang 2015 lavet på 64% Merlot, 17% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc og 9% Petit Verdot. Hver sort er vinificeret separat, og fermentering er sket i rustfrie ståltanke ved 26-30 grader i 14 dage, hvilket er efterfulgt af en udblødning i 10-15 dage i ståltankene, hvor den malolaktiske gæring også er startet.

Derefter er vinen overført til egefade, 25% nye fade og 75 % fade, der er anvendt én gang tidligere. Vinen er til at starte med lagret 12 måneder, hvorefter den endelige vin blandes og lagrer yderligere 3 måneder i fadene inden endelig aftapning på flaske og 6 måneder yderligere lagring.

Duftmæssigt er vinen både lidt flæsket og mælket, har klart lidt cigaræsker, urter, våde kældre, vanilje samt en syrlig nerve med en smule mentol. Der er solbær, kirsebær, blommer, læder, tobak, tør jord og grafit. Det er en meget frisk næse, meget ren og frisk frugt med gæret syrlighed og Bordeaux inspirationen er faktisk her ganske tydelig

Smagen er meget tør og tanninerne meget tydelige og næsten voldsomme, så det er absolut en vin, som har stort gemmepotentiale og måske nu er alt for ung. Der er blæk, grafit, krydrede elementer, lidt peber, en lille bitterhed, balsamiske noter … men hold nu op, hvor er vinen ellers rund, blød og utrolig behagelig.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 450 kr., mens prisen er 403 kr, ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Maison Sichel, Margaux Sichel, Bordeaux, Frankrig

2016 Maison Sichel, Margaux Sichel, Bordeaux, FrankrigMasion Sichel er et gammelt handelsfirma, der siden 1883 med base i Bordeaux har handlet med vin. I dag ejer det familiedrevne firma også en række vinslotte og laver vine fra specielt Bordeaux, Côtes de Gascogne og Languedoc. De står også bag denne Margaux Sichel.

Allerede i 1883 oprettede familien deres forretning Masion Sichel på adressen Quai de Bacalan i Bordeaux og der holder firmaet også fortsat til. Men i dag er det ikke blot et handelsfirma, for de ejer også de 4 store slotte Château Angludet, Château Palmer og Château Argadens i Bordeaux samt Château Trillol i Corbières.

Men de laver ikke kun vine fra vinmarker til de 4 vinslotte, men opkøber også druer fra en lang række vinavlere i stort set alle de appellationer, der findes i Bordeaux, men også fra mange andre områder i Frankrig og sågar endda fra Israel med Clos de Gat Winery.

I dag drives det store og voksende vin- og negocianthus af 6. generation i form af de 5 brødre Charles, James, Benjamin, David og Allan Sichel. Derudover er Allans to sønner Alexander og Max også allerede kommet med i driften.

Her smager vi en af de mange vine, som laves hos Sichel … Margaux Sichel og den er i denne årgang lavet på 68% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot samt 2% Petit Verdot. Nogle påstår, at vinen er lavet med deklassificerede druer fra Château Palmer, men det kan ingenlunde bekræftes.

Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket og derefter er gæringen sket i rustfrie ståltanke ved 22 grader med overpumpning to gange dagligt. Når den alkoholiske gæring er færdig, så bliver vinen i tankene ved 30 grader i 15-21 dage, hvorefter der sker malolaktisk gæring og 6-8 måneder lagring i franske egefade.

Næsen byder også på klar Bordeaux aromaer med solbær, lidt fedme og sødme, eg, cigaræsker, enebær, kanel og vanilje. Det er klart en lidt moderne og rund Bordeaux. Smagen er ganske tør med masser af tanniner, blåbær, fin strenghed og pænt syreniveau.

Ikke fundet vinen herhjemme, men mon ikke prisen ligger et sted mellem 150-200 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Gemtree Wines, Phantom Red Blend 9, McLaren Vale, Australien

2018 Gemtree Wines, Phantom Red Blend 9, McLaren Vale, AustralienPhantom Red Blend 9 hedder næste vin fra Gemtree Wines og det er et stort step op … en lille perle lavet på 76% Mataro aka Mourvèdre og 24% Cabernet Sauvignon med masser af biodynamisk karakter.

Gemtrees Phantom Red Blend er der heller ikke de store oplysninger om, men det er også et blend, som varierer fra år til år … og tidligere årgange har bl.a. indeholdt Petit Verdot og Cabernet Franc. Det ser også ud til, at den flotte etiket er forskellig fra år til år. Nå, men igen springer vi fluks til smagsnoterne.

Nååååå, nu begynder Gemtree Wines for alvor at  vise, at det virkelig et et biodynamisk vinhus, for det dufter for sindssygt … masser af bio kant, prut, mødding, nytårskrudt, sure og gærede kirsebær, grafit, lidt lakrids … frisk, landlig, bondsk og for fanden, hvor er det charmerende.

Smagen er også frisk, men har dybde, tyngde og er virkelig blød, cremet og rund. Syren viser samtidig skarpe tænder, vedkommende og præcist. Frugten er frisk og drilsk, fint med bid, tynde tanniner, som udtørrer munden og slutter med lidt bitterhed. Med lidt luft samt varme i glasset kommer også en let sødme.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Bonnievale Wines, River Collection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, Sydafrika

2017 Bonnievale Wines, River Collection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, SydafrikaBonnievale Wines er et stort kooperativ, som jeg har skrevet om tidligere. Det ligger lidt syd for byen Bonnievale i Western Cape og er reelt grundlagt i 2006 ved en fusion mellem 3 kooperativer. Nu smager jeg deres 2017 River Collection Cabernet Sauvignon Merlot.

Vinen er lavet på et blend af 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot. Som sidst er der ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lagret 10 måneder på egefade før frigivelse

I glasset er vinen en kende lysere end forventet og måske endda også lidt grumset … bare en anelse. Næsen er lidt sjov … wanna-be Bordeaux og der kommer da også snert af lidt blyanter, men ellers nogle sjove noter med rågummi, mentol, eukalyptus, grønne blade i vinmarken, mens frugten egentlig er frisk, sådan tranebær, brombær og derudover sødme, kanel, vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt okay friskhed, men samtidig pænt med sødme og noget, som smager lidt brændt. Der er morbær, ribs, tranebær, men det er ikke så dybt eller kompleks, men egentlig meget behagelig og nem at drikke.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Cabernet Merlot, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Cabernet Merlot, New South Wales, AustralienHvor ikke nuppe 2 x rødvine fra Bill og familien på Calabria Family Wines … det vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på vinbloggen. Og vi starter med deres Leonard Road Villa 116 Cabernet Merlot.

Igen er der ganske sparsomme oplysninger om vinen, men den er lavet med opkøbte druer – både Cabernet Sauvignon og Merlot – fra andre vinavlere rundt om i New South Wales. Vinen er dog – ud fra min vurdering af vinen – lavet på rustfrie ståltanke og lagret en periode på egefade.

Der er en dejlig aroma af frisk frugt, virker meget tør med cigaræsker, cedertræ, lidt blomstersæbe, eukalyptus, kirsebær og blommer. Vinen dufter meget frisk og næsten med lidt bordeauxske referencer.

Smagsmæssigt er frugten også helt okay, klart med kirsebær som den gennemgående smag og syren godkendt. Der er en lille smule sødme, en svag bitterhed og virker samlet tør. Vinen har lidt kant, men er ukompliceret, glider meget let ned og selvom dybden måske ikke er vild, så er vinen nem og rar, mens eftersmagen har lidt bitterhed.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2012 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, Spanien

2012 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, SpanienUnder appellationen DO Yecla i Murcia vinregionen i Spanien … og med base i ferieparadiset Fuengirola i Malaga går der to ærkedanske brødre rundt og laver vin. Det er brødrene David og Jonas Tofterup, som driver Bodega Trenza og derfra smager vi denne Trenza Family Collection.

De stammer begge fra Esbjerg, men emigrerede til Spanien som teenagere sammen med deres forældre. Deres far Kurt skulle nemlig være med til at åbne en bankfilial for Varde Bank i Malaga.

Senere kom David som 19-årig i lære som vinkyper, og det fik også lillebror Jonas til at gå i broderens fodspor. I dag er Jonas Master of Wine, mens David er uddannet vinmager og har arbejdet hos vinhuse i både Spanien, Frankrig, Chile og USA.

Jonas arbejder i dag også eksportchef for det chilenske vinfirma Viña Valdivieso, underviser på Iberian Wine Academy og er flying winemaker på Frederiksdal på Lolland.

David startede sin vinkarriere i Danmark på vinkyper uddannelsen hos Taster Wine. I 1998 rejste han ud i verden og har arbejdet hos Nicholas Hammeken, Mont Marçal  i Penedés, Lestage-Simon i Bordeaux og Viña Tarapaca i Chile og Foley Vineyards i Californien.

De to brødre startede Bodega Trenza i 2004. Det var David, der som den ældste var foregangsmanden, for Jonas gik fortsat i skole på det tidspunkt, men kunne tage fri fra skolen i de perioder, hvor der var mest travlt på vingården.

Siden 2004 har de sammen lavet vine fra appellationen DO Yecla, men jeg kan ikke se, om det sker med opkøbte druer eller med druer fra egne marker. Umiddelbart gætter jeg på det første … men det er med specielt fokus på Monastrell,  Cabernet Sauvignon, Shiraz og Garnacha.

Under navnet Bodegas Trenza laver brødrene 3 forskellige vine, nemlig La Nymphina, Z Strand og denne Family Collection, som er lavet på 56% Monastrell, 26% Cabernet Sauvignon, 14% Shiraz samt 4% Garnacha.

Druerne kommer fra 45-50 år gamle vinstokke på marker i Campo Arriba i DO Yecla. Shiraz og Garnacha druerne er høstet i slutningen af september, og Monastrell og Cabernet er først høstet i anden uge af oktober. Efter afstilkning blev 25% af mosten fjernet, så de resterende druer har givet mest mulig farve og aroma.

Der er herefter sket en kold maceration i 4-5 dage, hvorefter vinen har gæret 16-25 dage efterfulgt af en lagring i 28 måneder på en blanding af 228 liter og 500 liter franske egetræsfade. Vinen er kun filtreret let inden aftapning på flaske.

Hvor dufter vinen dejligt … fed, mørk og sødkrydret med jordbær, solbær og modne blommer, mælkechokolade, kakao, vanilje, kanel, allehånde, lidt mælkede noter, pæn sødme, lakridskonfekt, tør eg og en lille bitte syrlighed og ganske svagt en smule trøffel.

Smagen er også fyldig, kraftig, fed, rund, cremet og har masser af krydderier, blæk, jern og nogle bitre noter. Smagen også klart nogle blomstrede elementer og masser af tanniner, der som kampklædte soldater angriber mundhulen med en helt bataljon. Det er frugtrigt, krydret, lidt pebret og med en tør sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2016 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienOg minsandten om ikk’ der kommer endnu en vin fra Juan Gil Bodegas Familiares, altså Gil familien med de mange vinerier. Denne gang deres monstertruck Blue Label vin, som de laver under eget navn i Jumilla.

Vinen er lavet på 60% Monastrell aka Mourvedre, som er blended med 30% Cabernet Sauvignon og 10% Syrah. Druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde. Druerne er høstet i hånden og med et særdeles lavt høstudbytte. Vinen er lavet med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på amerikanske og franske egetræsfade.

For pokker da en duft, ristede fade og ristede kaffebønder, dyb mørk … ja vel egentlig sort frugt, engelsk lakrids og lakridskonfekt, bare så intens og har noget grafit, blæk, tørret kød, nogle små elementer fra Nordrhône, en lille sødme, coca cola, vanilje og fedme. Duften er virkelig dragende.

Det er en intens vin, fed og rund, alligevel elegant på den fede måde, masser af mørk frugt, fed og gammel balsamico, nærmest eksplosiv i munden. Det er en voldsom sag, men har alligevel en kølig og tør koncentration, som gør den ret lækker. Men for pokker, det er voldsomt og en knytnæve lige i sylten.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Vega Clara, Mario, Ribera del Duero, Spanien

2015 Vega Clara, Mario, Ribera del Duero, SpanienSå er vi atter tilbage hos den unge, smukke, vilde og passionerede Clara Concejo, som driver Bodega Vega Clara i Quintanilla de Onesimo ved Valladolid i Ribera del Duero. Denne gang smager vi hendes 2015 Mario … og hvis du er til god Ribera del Duero vin, så bliver du ikke skuffet.

Clara Concejo grundlagde Vega Clara i 2005, da hun arvede 5 hektar vinmarker med gamle vinstokke fra sin bedstefar Mario, som hun også i respekt har opkaldt denne vin efter. Hun har i dag 8 hektar vinmarker, som ligger tæt på vingården og nabo til andre kendte vinhuse som fx Bodegas Arzuaga Navarro og Vega Sicilia.

De 8 hektar er fordelt på de to parceller på markerne Los Almendros og Carretuerta, men derudover har Clara også kontrol over 5 hektar yderligere via aftaler med en håndfuld vinavlere i forskellige områder i Ribera del Duero.

Vinene fra Vega Clara laves i samarbejde med vinmageren Juan J. Ayuso, mens Clara også får hjælp til markarbejdet af Alex Soria. Og det bliver samlet til 3 forskellige vine, nemlig en Diez Almendros – som jeg tidligere har skrevet om – vinen Dacan og så Mario.

Mario er lavet på 73% Tempranillo og 27% Cabernet Sauvignon … og Cabernet druerne kommer fra nogle af de ældste Cabernet stokke i hele Ribera del Duero … langt over 50 år, mens Tempranillo druerne er for nogle af vinhuset yngre stokke.

Fermentering og maceration er sket i egefade over 21 dage, hvorefter vinen er lagret 16 måneder på 75% franske fade og 25% amerikanske egefade. Der er lavet 19.410 flasker af vinen.

I glasset en tæt og mørk væske … næsen er tør og sødkrydret med egenoter, brændte egefade, vanilje, kanel blåbær, brombær, solbær, sød pibetobak, Läkerol kaktuspastiller, chokolade, virkelig dyb, tæt og ganske mørk, sød og omfavnende.

Det sødkrydrede går igen i smagen sammen med brændte noter, masser af mørk, fed frugt, tydelige taninner, cosy og venlig, men en lille friskhed holder vinen rank på sporet. Det er mainstream og fadpræget Ribera … men smager monstergodt. Det er klart 5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, Sydafrika

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, SydafrikaNæste og sidste Klein Constantia CV2 vin på Houlbergs Vinblog er den røde CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot.

Vinen er fremstillet af 77% Cabernet Sauvignon og 23% Merlot  fra Western Cape området i Sydafrika. Den er gæret på ståltanke, hvor den også har været lagret med egetræsstave i 12 måneder, hvilket så er efterfulgt af yderligere 12 måneder på franske egetræsfade inden endelig aftapning på flaske og frigivelse.

Der er først lidt en duft af brændt gummi … bare en lille bitte smule eller er det bare mig? Måske. Derudover godt med blomster, men vinen virker faktisk langt mere let end forventet. Der er kirsebær og solbær, chokoladesødme, kakao og grønne vinblade, altså den duft man oplever, når man går igennem en vinmark. God næse.

Smagen lever dog ikke op til duften … lidt syrlig og bitter, så vinen gør lidt modstand overfor jeres vinblogger. Der er masser af mørk frugt, syre og tanniner, meget ren frugt, men jeg blev aldrig rigtig venner med denne vin.

Importør er AMKA, men forhandles hos Kvickly Odder samt hos Megavine.dk, hvor vejledende udsalgspris er 129 kr., men på tilbud i uge 34 og 35 til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2016 Luddite Wines, Saboteur, Western Cape, Sydafrika

2016 Luddite Wines, Saboteur, Western Cape, SydafrikaEn sabotør er en vandal, skadevolder og et uroelement … men kan også være en helt, som fx sabotørerne under anden verdenskrig. Denne Saboteur er også en provokerende dejlig vin, som kommer fra vinhuset Luddite Wines.

Det er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog, men det var helt tilbage i 2013, da jeg smagte deres 2009 Shiraz.

Vinhuset ligger lige tæt på den lille by Bot River på de østlige skråninger af Houwhoek bjergene omkring 30 kilometer fra Atlanterhavet i Western Cape.

Luddite Wines drives af ægteparret Niels og Penny Verburg, som begge kommer fra Sydafrika. Som ung startede Niels sin uddannelse som ønolog på Elsenburg Agricultural College i Sydafrika, og her blev han forelsket i Shiraz druen.

Efter endt skoletid flyttede parret til Europa, mens Niels rejste verden rundt som flyvende vinmager for vinhuse i både Frankrig, Chile, New Zealand, Australien og Grækenland inden de i 1995 vendte retur til hjemlandet.

Der startede Niels som vinmager hos Beaumont inden drømmen om egen vingård gik i opfyldelse, da han sammen med konen købte den lille vingård, som han døbte Luddite.

Penny tager sig af vinmarkerne, mens Niels primært fokuserer på hans foretrukne drue Shiraz. Den første årgang af Luddite Shiraz blev udgivet i 2000, men senere er der også kommet flere vine i sortimentet.

Parret har samlet 16 hektar og laver alene 4 forskellige vine, nemlig fortsat Luddite Shiraz, en hvid Luddite Chenin og så Saboteur i en rød og hvid udgave.

Her smager vi Saboteur i en årgang 2016, hvor blendet består af 54% Shiraz, 32% Cabernet Sauvignon og 14% Mourvedre, men det varierer lidt fra år til år. Druerne kommer fra 7 forskellige vinmarker og er høstet over en periode fra 9. februar til 9 marts. Alle druer håndplukket, ingen kunstgødning eller kemikalier.

Vinen er lavet første gang i årgang 2009 og Niels sigter efter en moderne vin med lidt referencer til Rhône.

Cabernet Sauvignon og Mourvedre druerne har gæret i åbne gæringskar af eg med regelmæssig punch-down, men Shiraz druerne har gæret i rustfrie ståltanke og efterfølgende gennemgået malolaktisk gæring i egetønder.

Vinen er også lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye fade og først derefter er vinen samlet aka blandet. Det er første år, hvor der er så stor mængde Cabernet Sauvignon. Der er lavet 32.840 flasker af vine … de fleste med prop, men også en del med kapsel som vi kender fra øl eller sodavand. Denne her har prop.

Waow … sikke en fed, dekadent og overdrevet frugt, masser af solbær, blåbær, engelsk lakrids, mørk skovbund, godt med eg, total bundløs dybde, lidt mælkede noter, flæsk, bacon, tørrede urter og krydderier og en sprællevende mørk syre. Her forstår man måske lidt referencerne til Rhône. Masser af mørk frugt.

I munden byder vinen på lidt peber, er lidt stærk, så det brænder en smule, men vinen er også meget ung endnu, så et par år i kælderen vil ikke skade den. Der er dog også lidt fed fadsødme, som opvejer … nærmest opsluger alkoholen, gør vinen meget kompleks og smukt balanceret. Det er fortsat en vin med skrald på, men slet ikke med marmeladefedme eller for overdone, men har syrlig nerve, svag sødme … men syren fortsætter i en lang og frugtrig eftersmag.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7