Tag-arkiv: pinot meunier

Pinot Meunier er en rød druesort, som vi nok mest kender fra Champagne, hvor den er én af de 3 tilladte druer. Pinot Meunier er en klon/mutation i Pinot familien og har altså samme DNA finderaftryk som Pinot Noir, Pinot Gris og de andre.

Pinot Meunier står klart mere i skygggen af sine champagne kammerater Pinot Noir og Chardonnay, men kaldes arbejdshesten. Den har dog sit navn Meunier – som er fransk for møller – efter det blomsterende udseende på undersiden af bladene på vinstokken.

Andre mener dog, at det skyldes druens hvidlige, dunede blade, der kan se ud, som om de er strøet med mel, hvorfor den har fået tilnavnet møllerens drue.

Pinot Meunier anvendes mest til mousserende vine … både i Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz, USA, Canada, Australien og New Zealand.

I Tyskland fremstilles der dog også både rosévin og rødvin på druen under dens synonym Schwarzriesling, Müllerrebe eller Müller-Traube. Der er hele 2.400 hektar vinmarker med Pinot Meinier i Tyskland og 70% af disse ligger i Württemberg regionen, hvor de endda har en lokal specialitet … en skarp lyserød vin, som kaldes Schillerwein lavet på druen.

Pinot Meunier plantes ofte på marker, der er for kolde til enten Chardonnay eller Pinot Noir, da sorten blomstrer senere og modner tidligere, hvorfor den bedre trives køligere steder.

N.V. Laurent Godard, Orés Rosé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Orés Rosé Brut, Champagne, FrankrigI denne juletid bliver alt pludselig rødt … selv min champagne i glasset er blevet rød, for det er en Orés Rosé Brut fra champagnehuset Laurent Godard, som jeg på det seneste har smagt et par flasker fra og da også skrevet om.

Deres Orés Rosé Brut er lavet på 48% Meunier, 32% Pinot Noir og 20% Chardonnay. Det er kun i særligt gode år, at Laurent vælger at producere denne røde Champagne. Hver druesort er vinificeret separat inden den endelige cuvée sammensættes og efter en lille smule skindkontakt, der har givet champagnen sit iltre farve.

Efter endt fermentering er vinen så flasket til andengæringen med en lagring i husets kælder over 36 måneder inden degorgering med 10,2 gram dosage pr. liter.

Flot farve i glasset … rød og syndig, duften har nogle lyserøde bær som moreller, hindbær og grønne jordbær, noget tør og rugbrødsdej, ristet rugbrød samt nogle træagtige noter med cedertræ … men da også klare citrusnoter … berusende dejlig aroma, der også virker ganske landlig og animalsk.

I munden er boblerne småvilde og brusende … intet forsigtigt her, mens champagnen har lidt bitterhed i frugten som med tranebær og moreller, lemon og syltede citroner. Det giver sgu bid og giver stor friskhed, som spiller rigtigt godt sammen med de røde bær, der får følgeskab af en klinisk og kalket mineralitet. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Laurent Godard, Helgé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Helgé Brut, Champagne, FrankrigVi skal da smage mer’ mousserende vin og næste blev skam en vaskeægte champagne … en Non Vintage Helgé Brut, der også er en af Laurent Godard champagnehusets bedste champagner.

Champagnehuset Laurent Godard ligger på Rue André Brion i byen Verneuil og  drives af Laurent Godard, men det er grundlagt af hans oldefar Georges Godard og oldemor Palmyre Anest. De mødtes ved et tilfælde, forelskede sig og købte et lille stykke jord i 1920 … og det blev altså grundstenen til det brusende familieforetagende.

Oldeforældrene plantede hurtigt vinstokke … og champagnehuset voksede lidt med hver efterfølgende generation. Laurent overtog selv champagnehuset og markerne i 1980’erne og har siden da været fokuseret på at producere exceptionel champagne.

I dag er Laurents 2 børn Amaury og Axelle dog også med i driften, som omfatter 4,16 hektar i Verneuil i Marnedalen fordelt på ikke mindre end 15 små parceller som fx Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Helgé er lavet på et blend af 60% Chardonnay, 20% Meunier og 20% Pinot Noir, som kommer fra nogle af ghusets bedste parceller på flere marker i Verneuil, nærmere bestemt fra Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Der er ikke så vildt mange oplysninger om produktionen af selve basisvinen, men det kunne dufte som om, at der er lagret på egefade inden flaskning og andengæringen, så er sket over 40 måneder inden degorgering med en dossage på 7,2 gram.

Meget ædel duft … sådan nærmest med overmodne æbler, kandiseret citron, gær, hævet dej, ristede nødder og en virkelig luftig og let blomsterduft, der gør champagnen feminin, fin og spændende. Der er lidt sandeltræ, mandler, marcipan og en smule honning og ellers bare rålækker.

Smagen er også fin, sart og feminin, hvor boblerne hurtigt fader og afslører en saftig, læskende og venlig champagne. Det er kandiseret grapefrugt, en sødbitter lemon og friske æbler, frisk, saftigt bid på en cremet og blød facon, der vil tiltale rigtig mange … herunder altså også denne flittige vinblogger. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2020 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, TysklandTilbage i juni 2019 smagte jeg for første gang denne Blanc de Noirs Brut fra Griesel & Compagnie aka Weingut Griesel Sekthaus Streit GmbH & Co. KG og tabte underkæben. Dengang var det i årgang 2015, men nu smager jeg den igen i årgang 2020 og bliver sgu igen ramt af små lyn og bliver elektrisk.

Griesel & Compagnie er fandeme også et unikt sekthus beliggende på Grieselstraße i byen Bensheim omkring 50-60 kilometer syd for Frankfurt i det mere ukendte vinområde Hessische Bergstrasse.

Sekthuset er grundlagt i 2013, og etableret i en gammel ejendom, som tidligere har tilhørt Hessischen Staatsweingüter. Ejendommen er fra 1904 og helt perfekt for et sekthus med dets gamle, hvælvede kælder, som I kan se på billedet nedenunder.

Det er den unge vinmager Nico Brandner, som står i spidsen for Griesel & Compagnie. Han har tidligere arbejdet hos bl.a. Raumland Sekthaus i Flörsheim-Dalsheim. Nico får hjælp af Sebastian Geissler, en af Nicos tidligere studiekammerater fra vinuddannelsen på Neustadt Weinbau.

I starten opkøbte Griesel druerne hos en flok venlige vinavlere, men i dag har sekthuset selv 7,5 hektar vinmarker, primært på markerne Auerbacher Höllberg og Fürstenlager.

Der dyrker de Riesling, Spätburgunder, Schwarzriesling og Chardonnay, men laver skam også sekt på æbler. I det hele taget er Griesel & Compagnie et meget innovativt sekthus, men det ka’ nærmest også smages i vinene.

Og alt laves efter den traditionelle champagnemetode med andengæring på flaske i mindst 16 måneder. Der er benhård fokus på kvalitet med manuel høst af druerne, gæring alene med druernes naturlige gær og uden filtrering. Der anvendes også absolut et minimum dosage for at bevare så autentisk smag som muligt.

Denne Blanc de Noirs Brut er en cuvée lavet på Pinot Noir og Pinot Meunier, altså helt klassiske champagne druer. Vinen er fra husets Tradition serie og lavet med druer plukket i september 2020 og en spontangæring med 84% i rustfrie ståltanke og 16% i barriques.

Der er vinen først lagret sur lie frem til juli 2021, hvor den er flasket inden andengæring i husets kældre i mindst 20 måneder før den så er degorgeret i marts 2023 med en dossage på 4 gram.

Der er godt med  små, fine, frembrusende og energiske bobler i glasset og derfra strømmer også en aroma med øllebrød, ristede rugbrød og cowboytoast, gæret dej, en blomstermark, mirabeller, modne gule æbler, ananas, mango … shit det dufter godt og har da også samtidig en lille saftsødme, lidt skumbananer og man kan også – som med 2015 – fornemme en vis fylde og fedme i vinen.

I munden er boblerne også fine og små, men fordamper forholdsvis hurtigt og afslører en meget læsket og sød/syrlig smag, hvor sødmen dog har et svagt overtag. Smagen er sure grønne æbler, lemon, grape og grillede citroner, en stort mineralsk bidrag til festen med kridt og kalk, svagt mandler og nødder, syrlig æblemost … smager hamrende godt, så denne Griesel & Compagnie sekt bliver sgu helt religiøs og den sekt vil jeg gerne være medlem af, så dermed 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, FrankrigDen næste champagne fra kooperativet Vincent d’Astrée var også på Pinot Meunier og Chardonnay, men det var deres mere tørre Assemblage Extra Brut.

Her skulle forholdet mellem de to druesorter vistnok 50% Pinot Meunier og 50% Chardonnay, der er høstet med håndkraft og er gæret i temperaturstyrende ståltanke. Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativets gamle kælder over 5 år inden degorgering i december 2022 med 3 gram dossage.

Duftmæssigt er Assemblage Extra Brut mere landlig og animalsk end den knap så tørre lillesøster. Frugten er endda også en kende mere tropisk med fersken, abrikos, ananas og pærer, der suppleres med toast, nødder, kringle og tørrede blomster.

Der er fortsat et godt brus og ellers er smagen mere stram med umodne grønne æbler, kvæde, grillet citroner og kandiseret lemon, men samlet en tæt og citronsur syre, der med en kalket mineralitet gør vinen skarp, præcis og frisk … flere var mere til denne end den forrige knap så tørre lillesøster, men jeg synes, at niveauet her er nogenlunde det samme, så dermed 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Brut, Champagne, FrankrigMaison Vincent d’Astrée er et champagnehus eller måske rettere champagnekooperativ, der ligger i byen Pierry lige syd for Epernay og ejes i dag af 220 vinavlere. Jeg smager nu 3 champagner fra dem startende med denne basis Assemblage Brut.

Kooperativet blev grundlagt i 1956 af en håndfuld vinbønder, der ønskede at producere og promovere vine på deres druer, men dengang hed foretagendet blot Coopérative de Pierry.

Det var først efter 60 år, at man besluttede at ændre navnet til Vincent d’Astrée med et håb om beskyttelse fra stjernerne og Sankt Vincents vilje …  skytshelgenen for vinproducenter i Frankrig.

I dag er der 220 vinavlere tilknyttet Vincent d’Astrée og de har sammenlagt 85 hektar vinmarker i Coteaux Sud d’Épernay med de 3 traditionelle druer Chardonnay, Meunier og Pinots Noir. Alle vinene laves i en 200 år gammel vinkælder i Pierry.

Kooperativet støtter og opmuntrer deres medlemmer til bæredygtig vindyrkning, så i dag kommer 31 % af druerne fra vinavlere, der er certificeret som High Environmental Value eller Sustainable Viticulture i Champagne.

Siden 2002 er vinene blevet lavet af vinmageren Sébastien Lapierre, der ønsker at lave friske champagner, der udtrykker terroirets lokale mineralitet. Han kombinerer lidenskab, tålmodighed og knowhow for at forbedre karakteristikaene ved hvert plot.

Denne Non Vintage Assemblage Brut er lavet på Pinot Meunier og Chardonnay … vistnok med 70% Pinot Meunier og 30% Chardonnay, som alle er høstet med håndkraft og er gæret i ståltanke. Vinen er så lavet med andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 3 år inden degorgering i oktober 2022 med 7 gram dossage.

Det dufter sgu ganske spot-on … dej, gær, toast og den har en dejlig luftig og nærmest kalket aroma, hvor der også kommer frugt af lidt grønne æbler, citrus … og dertil en smule blomster, hvilket gør duften ganske frisk, let og elegant.

I munden er der først et stort brus, mens champagnen i smagen har en smule med lidt faxe Kondi og marcipanbrød – god kombi – pærer, lemon og citroner, flot balance og i det hele taget en venlig, rund og meget kapabel champagne, der bare leverer varen. 93 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. François Girard, Tradition Brut, Champagne, Frankrig

N.V. François Girard, Tradition Brut, Champagne, FrankrigFrançois Girard er en fransk canadisk filminstruktør og manuskriptforfatter, men det er også navnet på et champagnehus i Mesnil-sur-Oger i Côte des Blancs.

Champagnehuset François Girard er grundlagt i 1960 af François Girard, som sammen med hustruen Odette Babe fortsatte den vingård, som Odettes far Gaston Babe startede i begyndelsen af 1900-tallet.

Siden 1960 har François Girard løbende opkøbt yderligere marker, således champagnehuset i dag har 12 hektarer vinmarker fordelt på ikke mindre end omkring 100 små parceller.

I 1981 overtog François Girard og Odettes søn Philippe Girard driften og han driver vingården i dag sammen med sin søn Paul, der har to Master uddannelser … en inden for landbrug/vindrift og en
inden for økonomi, så han er godt rustet til at overtage driften.

Her smager jeg først husets basischampagne … deres Non Vintage Tradition Brut, der er lavet på 58% Chardonnay, mens de sidste 42% er Pinot Noir og Pinot Meunier. Vinen er lavet med 49% fra årgang 2017 og 51% af réserve fra andre årgange. Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i 36-48 måneder inden degorgering i december 2021 med dossage på 7 gram.

Vinen har en sødsyrlig duft, har gærede noter, ristede hasselnødder, krydderurter, kvæde, våde fade, masser af mineralsk kridt, kalk, lidt fersken, pærer … animalsk, næsten dyrisk og behåret.

I munden breder bruset sig … ekspressivt, elegant og overbevisende. Der er lemon, citron, godt med bid og bitterhed. Det er en meget ren og krisp champagne med masser af kvalitet. 92 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Paul Laurent, Hémérence Champagne Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Paul Laurent, Hémérence Champagne Brut, Champagne, FrankrigSelvom sommeren pludselig ikke længere er helt så solrig som forventet, så kan man da godt boble lidt videre og smage en ægte champagne, som nu fx denne Hémérence Champagne Brut fra champagnehuset Paul Laurent.

Champagnehuset er grundlagt tilbage i 1952 af Gilbert Gruet og hans kone Danielle i byen Bethon under navnet Le Champagne Gruet.

I 1993 ændrede champagnehuset navn til Champagne Paul Laurent til minde om to familiemedlemmer. Da Gilbert selv døde i 1999 blev  vinhuset overtaget af hans datter Jacqueline og hendes mand Bruno Heinrich, der fortsat driver det sammen med deres søn og dermed også 3. generation i form af Christopher Heinrich.

Denne Hémérence Champagne Brut er ikke en del af husets normale sortiment, men er lavet på 90% Pinot Noir og 10% Pinot Meunier som selekteres fra Paul Laurents marker i og omkring byen Epernay.

Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltank, og efter andengæringen på flaske får vinen ekstra fine bobler og brødagtig kompleksitet fra modning sur lie med gærresterne.

Duftmæssigt en lidt landlig og animalsk aroma med nogle støvede og gærede noter, lidt saltet havvand, kalk, kridt og frugt med æblemost samt pæresaft. Der er en skvis citron, toast og blomster.

Der er i munden et godt brus, der holder i lang tid og løbende kommer igen og igen som bølger på stranden, men har samtidig et virkeligt venligt ansigt med en vis sødme som i en champagnebrus is tilsat lidt lemon og æblemost. Det giver en champagne, der er utrolig let og behagelig at drikke, således alle kan være med, så det med Brut skal tages med et gran salt … dejlig omgængelig. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

N.V. Laurent Godard, Mannaz Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Mannaz Brut, Champagne, FrankrigPå Rue André Brion i byen Verneuil finder vi det lille familiedrevne champagnehus Laurent Godard og det er derfra vi nu smager denne Non Vintage champagne, der er kaldet Mannaz og i en tør Brut udgave.

Champagnehuset drives af Laurent Godard, men er grundlagt af hans oldefar Georges Godard og oldemor Palmyre Anest. De mødtes ved et tilfælde, forelskede sig og købte et lille stykke jord i 1920 … og det blev altså grundstenen til det brusende familieforetagende.

Oldeforældrene plantede hurtigt vinstokke … og champagnehuset voksede lidt med hver efterfølgende generation. Laurent overtog selv champagnehuset og markerne i 1980’erne og har siden da været fokuseret på at producere exceptionel champagne.

I dag er Laurents 2 børn Amaury og Axelle dog også med i driften, som omfatter 4,16 hektar i Verneuil i Marnedalen fordelt på ikke mindre end 15 små parceller som fx Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Her smager vi husets Mannaz, som Lairent fortæller skal symbolisere kærligheden til medlemmerne af klanen, som han kalder sin familie. Den er lavet med en blanding af de 3 klassiske druesorter med Meunier som dominerende  for mere rundhed.

Det er helt præcis 34% Pinot Meunier, 24% Chardonnay og 20% ​​Pinot Noir og omkring 1/5-del af blandingen hentes fra reservevine for at holde husets stil ensartet hvert år. Men ellers har jeg faktisk ikke yderligere oplysninger om produktionen.

Hold da op … det dufter vildt af gærede æbler, æblemost, bagte æbler, kvæde, bagte figner, gule blommer, tør jord samt noget ny slynget honning … faktisk masser af duft af honning … og altså masser af æbler.

I munden har champagnen en god kombination af bitter lemon og sødme. Der er lemonade, tonicvand, røgede elementer, krydderier, grønne krydderurter, modne æbler og modne pærer. Boblerne er egentlig fin og fint vedvarende, men stilen er lidt til den fyldig side med denne gode balance mellem bitterhed og sødme. 91 point.

Forhandles af Supervin, men prisen er endnu ikke fastlagt.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Simpsons Wine Estate, Chalklands Classic Cuvée, Kent, England

N.V. Simpsons Wine Estate, Chalklands Classic Cuvée, Kent, EnglandVi skal igen en tur til de sol- og kalkrige skråninger i North Downs på Church Lane i maleriske Barham nær Canterbury i Kent.

Dér finder vi nemlig det britiske vinhus Simpsons Wine Estate, hvorfra jeg nu smager deres Non Vintage Chalklands Classic Cuvée.

Simpsons Wine Estate drives af det vinøse ægtepar Charles og Ruth Simpson, der grundlagde vinhuset i 2012. Men allerede 10 år inden havde de startet deres vineventyr, da de i 2002 købte et lille vinslot lidt øst for byen Servian i Languedoc i det dejlige sydlige Frankrig.

Det vinhus hedder Domaine Sainte Rose og det er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg smagte deres fantastiske 2018 Le Pinacle Syrah fra deres 40 hektar vinmarker i det franske.

Det er nok den store success i Frankrig, som har givet Simpsons parret mod på også at forsøge sig med vinproduktion i England, hvor de samlet har købt 30 hektar marker. De første 10 hektar blev i 2014 plantet med Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir.

De sidste 20 hektar – med samme druesorter – er marken Railway Hill Vineyard, som har sit navn efter letbanen, der går forbi marken fra Canterbury til Folkestone og den tilplantede de i 2016 og 2017.

Druesorter er jo de klassiske champagnedruer … og det skyldes selvfølgelig, at Simpsons Wine Estate mest laver mousserende vine, men altså også almindelige hvidvine.

Her smager jeg en Chalklands Classic Cuvée, der er lavet på de 3 klassiske champagnedruer … 40% Pinot Noir, 30% Chardonnay og 30% Pinot Meunier. Druerne høstet over en 2 ugers periode og er derefter gæret separat med et udvalg af forskellige gærtyper.

Derefter sker der malolaktisk gæring og vinen tilbringer 3 måneder på ståltanke inden den endelige blanding. Derefter filtreres vinen og tappes på flaske til andengæringen, som sker over 12-18 måneder inden degorgering.

Dejlig sprød duft … godt med toast, nødder, gær, fugtig vinkælder, briocheboller, butterdej, wienerbrød, karamelagtige noter, virker utrolig præcis og fokuseret. Der er Pære Belle Helene, dåsepærer, fersken, blomster og en kæk, charmerende landlighed.

Vildt godt og intens brus aka mousse, men trods intensiteten, så virker det meget kontrolleret og elegant. Bruset holder i pæn lang tid og afløses af citroner, lemon og grønne, umodne pærer. Den har virkelig en lækker lemon aroma … masser af frugtrigdom og kalkede elementer, en diskret sødme, men er med til at binde tingene rigtigt pænt sammen … det er super lækre engelske bobler. 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Philippe Gonet, Ter Noir, Champagne, Frankrig

N.V. Philippe Gonet, Ter Noir, Champagne, FrankrigPå Fru Larsen startede vi med lidt snacks og champagne og det var den boblende Ter Noir lavet på de 3 klassiske champagne druer fra Philippe Gonet.

Det lille champagnehus Philippe Gonet ligger Rue de la Brèche d’Oger i Le Mesnil sur Oger og har været ejet af Gonet familien siden etablering tilbage i 1840.

I dag drives det dog af af de to søskende Pierre og Chantal Gonet, der samtidig er 7. generation i champagnehuset. De blev dog kastet lidt hovedkulds ind i driften, idet deres far Philippe Gonet døde som 52-årig i 1990 efter fald i vinkælderen.

De har siden genoprettet huset efter et par svære år, men Pierre’s talent er enormt og har fået Gonets stjerne til at lyse med fornyet kraft.

Mesnil er jo én af i alt 17 byer i Champagne, er klassificeret som 100% Grand Cru og berømt for sin Chardonnay, der fra den meget kridtholdige undergrund. De har samlet 19-20 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 45 forskellige parceller.

Denne Ter Noir er – som nævnt indledningsvis – lavet på de 3 klassiske sorter … Chardonnay fra marken Le Champ de la Truie i Le Mesnil-sur-Oger, Pinot Noir fra marken Le Tertre i Montgueux og så endelig Pinot Meunier fra parcellen Le pré des vallées i Monthodon.

Champagnen er først gæret på 60 hektoliters egetræsfade, for at få kompleksitet og dybde frem, men uden malolaktisk gæring. Vinen  er så flasket til andengæringen og det er sket på en speciel flaske, der er lavet efter en gammel flaske fra 1700-tallet, som man fandt, da Gonet udvidede sine lange, underjordiske kældre i 2010.

Flasken er ganske bred og har en meget tynd hals. Da Pierre Gonet undersøgte flasken slog det ham, at champagne i denne flaske burde udvikle sig meget lig udvikling på magnumflasker. Derfor startede Gonet en produktion af denne flaske, som har den smalleste hals i hele champagne.

Duftmæssigt er det en fin tør champagne … har noget rugbrød, ristede mandler, tørre nødder, marcipan, gær og så masser af lemon, abrikos og pærer. Den er luftig, let og har samtidig kalket mineralitet og små blomstrede elementer.

I munden er det en fin, frisk og glat champagne, hvor boblerne nærmest er blide og bløde. Men de efterfølges af god syre samt en frugt med lemon, citron, umodne, grønne æbler og fersken med svag bitterhed, kridt, let salt og bliver samlet set ringende frisk. 94 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7