Sidste rosé af de 4 i streg var fra Champaniac’s nye champagnehus Vilmart & Cie, nemlig deres Cuvée Rubis Brut Premier Cru.
Champagnehuset Vilmart et Cie ligger i byen Rilly-La-Montagne og blev grundlagt tilbage i 1890 af Désiré Vilmart. Siden da huset været drevet af familien … enten passionerede sønner eller svigersønner. Siden 1991 har det været drevet af den sympatiske og flinke Laurent Champs, som er 5. generation. Han har siden overtagelsen gjort Vilmart & Cie til et yderst kendt og meget respekteret champagnehus, som i dag nærmest har fået kultstatus.
Mange beskriver Laurent Champs som en af de bedste champagnebønder, men han er selv en beskeden mand og den megen hype og kultstatus er ikke steget ham til hovedet.
Vilmart & Cie har samlet 11 hektar vinmarker, hvor der dyrkes 60 % Chardonnay og 40% Pinot Noir, hvilket er lidt usædvanligt for området, hvor der ellers dyrkes en hel del Pinot Meunier. Laurent dyrker markerne efter biodynamiske forskrifter, selvom han dog ikke er certificeret.
I produktionen anvender huset egetræ i produktionen, hvor Non Vintage vinene lagrer i store 5.000 liters foudres, mens deres årgangschampagner lagrer i 228 liters barriques, der er 1-3 år gamle. Der anvendes til gengæld ingen malolaktisk gæring, hvilket også er med til at give en meget fin høj syre. Der produceres 110.000 flasker årligt.
Vilmart & Cie bruger stadig den traditionelle 4.000 kg presse fra Coquard. Pressetiden er hele 24 timer hvilket ifølge Laurent Champs giver det bedste resultat.
Med undtagelse af champagnen Grand Reserve bruges udelukkende most fra første presningen til champagnerne. Standard cuvéerne lagres i 3-5 år og speciel cuvéerne fra 6-9 år.
Denne Cuvée Rubis Brut Premier Cru er et blend på 90% Pinot Noir samt 10% Chardonnay. Af de 90% Pinot Noir udgør 15% rødvin og samlet består det samlede blend af to årgange. Vinen lagrer 10 måneder på de store foudres, hvorefter vinen flaskes og gemmes i kælderen 3-4 år. Dosage udgør 9 gram pr. liter.
Dette er klart den bedste af de 4 smagte rosé champagner i streg … duftmæssigt bare så elegant med en utrolig inderlighed og det dufter af mer’ end blot rosé. Det er brusende blomster, animalske noter, kalk og et let slør eller flor fra elverpiger. Vi roterer rundt på tåspidserne, let og berusende opløftet. Frugten er jordbær og hindbær, men hvem ligger mærke til dette i piruetterne.
Smagsmæssigt er champagnen tæt, frugtrig, men – som duften – utrolig let. Det er syltede citroner, hindbær, grape … som endda ikke er total bitter, men grapefrugten har lidt kandiseret sødme med sig. Der er en vis sødme i champagnen, men igen en smuk, svævende lethed som et brudeslør … helt zen.
Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 399 kr.