Som kom der Brunello på bordet. Vi er hos vinhuset Piccini, som ligger i byen Castellina i Chianti området. Rigtigt dejligt Sangiovese område.
Vinhuset er grundlagt af Angiolo Piccini sammen med hustruen Maria Teresa Totti i 1882 med køb af 7 hektar jord i Poggibonsi. Parret startede med produktion af Chianti i halm-indpakkede kolber og vingården voksede løbende med køb af yderligere køb af jord.
I dag ejer vinhuset fire separate godser i sin portefølje, nemlig Tenuta Movaia, som har 170 hektar jord, heraf 60 hektar med vinstokke, Piccini med 400 hektar vinmarker, Fattoria di Valiano med 230 hektar jord, heraf 70 hektar vinmarker og endelig Villa al Cortile, som også har omkring et par hundrede hektar vinmarker.
Med andre en stor historie, ja faktisk producerer Piccini mellem 10-12% af den samlede produktion af Chiantivine.
I dag er det søskendeparret Mario og Martina Piccini, 4. generation på Piccini, som ejer og drifter foretagendet. Mario overtog roret i 1982, mens søster Martina sluttede sig til foretagendet 10 år senere. De styrer i fællesskab et team af unge vinmagere samt en stor flok ansatte i Italien samt stærke partnere i udlandet. Piccini eksporterer deres vinene til imponerende 72 lande.
Hovedparten af vinene fra Piccini hører til i den billigere ende, og herhjemme forhandles Piccini da også via Supermarkeder som Kvickly, SuperBest, Fleggaard, Calles Vinlager og lignende. Mange har sikkert også stødt på vine som Piccini Memoro Rosso, hvor 6 stk. sælges til en samlet pris på 150 kr.
Piccini er også leveringsdygtige i supermarkeds-Brunelloer, og det er netop én af disse, som vi her har i glasset. Et godt navn som ”Brunello” og en pris under 100 kr. er bestemt også tillokkende, selvom det selvfølgelig altid kan diskuteres, at man får ”rigtig” Brunello her. Men rigtig Sangiovese får man uden diskussion, og trods serveret blindt var jeg heller ikke i tvivl omkring hverken drue, land … eller at det var Brunello, så på den måde fornægter vinens ophav sig ingenlunde. Jeg elsker Sangiovese.
Første indtryk er farven i glasset, meget lys … også markant lysere end Brunello normalt. Duftmæssigt er første indtryk meget grønne stilke, derefter lidt ribs, blomster og en lidt sæbeagtig duft … sidstnævnte måske lidt skæv i forhold til forventningen og en smule forstyrrende. Smagsmæssigt går de grønne noter igen i munden, og der er bitre kirsebær, tannin … klæber fint på fortænderne, men savner måske en anelse dybde, noget i balancen og noget i eftersmagen. Det kan dog ikke ta’ glæden fra mig ved at smage Sangiovese, så okay til prisen.
Fås i fx Kvickly, hvor prisen normalt på bud (og det er de jo som oftest) ligger på 90-100 kr.
Videre til en vin med meget mere liv i, nemlig vinen Roc Nu Tinto fra vingården Clos Pons, som jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig da jeg smagte deres charmerende hvidvin, 
Videre til aftenens anden rødvin, en ældre, lidt bedaget sag, nemlig denne Chianti Classico fra vinhuset Castello di Monterinaldi fra 1999, For et par uger siden serveret Keeper også en vin fra Castello di Monterinaldi, deres 
Jamen, så havde den gode Keeper sgu også investeret i en vaskeægte tysk topvin. Vi er hos Franz Keller i byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl i Baden. Jeg har tidligere skrevet lidt om huset, nemlig da jeg smagte husets 
Aftenens vin nr. 2 … fortsat hvidvin, nemlig denne Chardonnay fra The Islander Estate Vineyards, som holder til ved byen Cassini i Kangaroo Island i det sydlige Australien. Vinhuset ejes af Jacques Lurton, der til dagligt har solide rødder i Bordeaux, idet han som søn af André Lurton (ejer af Chateau Bonnet, La Louvière og Dauzac) kommer fra en af de mest respektererede familier i Bordeaux.
Aftenens sidste anmeldelse, og aftenens anden Spätburgunder. Vi er rykket til Rüdesheim am Rhein i Rheingau, hvor vinhuset Georg Breuer holder til. Vinhuset er grundlagt i 1880 af familierne Scholl og Hillebrand, men skiftede ejer i starten af 1900-tallet, hvor de nuværende ejeres bedstefar købte vingården. Bernhard & Heinrich Breuer, som er de nuværende ejere, overtog vinhuset fra deres far omkring 1980, og siden er det gået hurtigt frem.
Fredag … konen er faret i sommerhus, og jeg skal til byggemøde (læs vinsmagning) i morgen. Hun greb 2 x Spätburgunder med sig, men jeg nåede da lige at smage begge … og taget et fotos af de 2 vine, så I kan læse lidt om dem her på bloggen. Arbejdsom, som man jo er. Dirty job, but someone has to do it.
Lige en vin fra onsdag også … hmmmmm Spätburgunder. Vi er igen i Tyskland, dejligt, denne gang tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz, hvor vi finder det lille vinhus Weingut Hensel, som har lavet vin i Pfalz i over 300 år. Faktisk ligger vingården lige op af flyvepladsen Dürkheimer, og den nuværende ejer og leder af huset, Thomas Hensel, laver vine, som kan gøre dig flyvende.
Så støder vi atter ind i ham, Bernard Magrez. Jeg har skrevet om ham tidligere, men gør det gerne igen.