Byggemøde 14. februar 2015

Lørdag den 14. februar … første byggemøde i 2015, og jeg havde værtsrollen. Byggesjakket var udvidet, så udover besætningen fra sidste møde, bestående af bygherre, sjakbajs, kuli, arbejdsdreng og nabo … så omfattede det nu også en barmhjertig samaritaner samt en maler, henholdsvis Mikkel Coco, aka. byens grimmeste sygeplejerske samt HP, aka. HC HP.

Jeg havde glædet mig til dagen og startede den med 21K i benene … i øvrigt andet halvmaraton denne uge. Sådan Houlberg! Så var der da plads til lidt kalorier og lidt alkohol. Ellers skulle dagen bruges på at fremstille en lille menu, nemlig lidt appetizers samt 4 spændende retter … og herudover finde vinene frem og få nogle af dem dekanteret. Da sjakket var større end sædvanligt, så havde jeg valgt ikke mindre end 14 vine ud, hvoraf jeg tidligere havde smagt halvdelen.

Menuen var jeg tyvstartet på dagen forinden, idet hovedretten var Chili Con Oksehaler … en opskrift fra seneste eksemplar af Michael Poulsens kogebog Vinpusheren III. Oksehalerne var om fredagen brunet af i ovnen, så de fik fin karamelliseret overflade og havde derefter simret i støbejerngryden i 5 stive timer.

Vinmæssigt havde jeg valgt lidt forskellige vine … sjove, anderledes vine samt vine, som jeg mente ville falde i byggesjakkets smag.

Det skulle også blive en test for Brix, aka. Tånums svar på Lyngvild, aka. snakkechatollet, aka. The Spanish Conquistador, som ved sidste byggemøde ganske overraskende vandt vores vindyst om at gætte druer og land på de smagte vine. Som vi skrev sidst, så tilskrev vi den præstation en pæn portion held. Og det skulle Lyngvild også ha’ med, hvis han denne gang skulle løbe med sejren.

Her er mit valgt af forskellige vine fra aftenen:

Jeg har – as usual – linket til alle vinene og beskrivelserne af disse.

Her aftenens menu:

Menuen byggemøde 14 februar 2015

Bruchetta med tun, kapers, ansjoser & oliven

Bruchetta med tun, kapers, ansjoser & oliven
Vi startede som vanligt i havestuen med første glas. Som appetizers havde jeg lavet lidt bruchetta med tun, kapers, ansjoser & oliven samt et par dadler med bluecheese og seranoskinke.

Tunpuk med chili, kikærtepuré samt arkistokcreme

Tunpuk med chili, kikærtepuré samt arkistokcreme
Sjov lille ret … firsttimer … ligner lidt en karbonade, men er lavet af tun, som er blandet med kikærtemos, brødterninger, chili, hvidløg, løg m.m. Servede den med lidt artiskokcreme, og det fungerede ganske okay. Drysset med lidt dild og nødder. Tunpukken ser måske lidt kedelig ud, men et fint alternativ til en bøf.

Lasagne med torsk, søde kartofler, rødbeder & sennepsauce i cocotte

Lasagne med torsk, søde kartofler, rødbeder & sennepsauce i cocotte
En ret, som jeg er blevet ganske glad for, her i en udgave med både torsk og lidt rejer. Havde også lavet en lille brød, som var bagt i cocotterne forinden. Lasagnepladerne består af tyndskårne, kogte rødbeder og søde kartofler.

Chili Con Oksehaler

Chili Con Oksehaler

Oksehalerne placeres ovenpå rodfrugter   Brunede oksehaler
Mandemand … BIG TIME. Stor sort gryde med oksehaler, som dagen forinden er ristet af i ovnen og har simret en halv dag. Derefter pillet og brugt i en god gang Chili Con Carne … blot med oksehaler i stedet for. Kogt yderligere ind med bønner af forskellig slags, chili (selvfølgelig), spidskommen, stænger kanel, hvidløg, chokolade og rødvin. Virkelig vintermad.

Ingen tilbehør … ægte mandstil, udover lidt brød. Her er hjemmebagt brød med lidt tomater, bacon, oliven og forskellige krydderurter.

Drømmekage, ricotta, citron og syltet ananas

Drømmekage, ricotta, citron og syltet ananas
Desserten her har jeg tidligere fået ude hos Steffen. Opskriften kommer også fra Michael Poulsens kogebog Vinpusheren III, og det er en drømmekage, ricotta, citron og syltet ananas. Ricottaen røres med lidt citron og vanilje og toppes med smeltet smør, brun farin og kokos. Hertil ananas, som er kogt ind med hvidvin, sukker, ingefær, kardemomme og kanel.

Det som – som vanligt – en fornøjelig aften. Vinmæssigt blev byggesjakket trukket igennem en række både sjove og anderledes vine, bl.a. Schwartzriesling, Blanc de Noir Spätburgunder samt Frühburgunder fra Tyskland og Nebbiolo fra Mexico. Aftenen bød også på nogle fyldige og elegante Rhônevine samt et par volumiøse mastodonter.

Den helt store oplevelse var aftenens topvin Cobos Malbec fra Viña Cobos … en vin til over 1.000 kroner, men også billigere vine, som fx vinen Gorú Organic fra Bodegas Ego i det forholdsvis ukendte område Jumilla i Spanien høstede pæne ord fra sjakket. Og den vin koster alene 7,90€ … eller omkring 59 kr.

Tankevækkende, at man kan få 21 flasker Gorú Organic for samme pris som Cobos Malbec !!!

De nye sjakmedarbejdere sugede viden til sig, og klarede sig endda ganske pænt i vores indbyrdes dyst. Mikkel kom på 3. pladsen med hæderlige 6 point, mens HP høstede 5 point. Jesper vandt dysten med 8 point efter omkamp med Keeper.

Vores alles ammens hurtigsnakker … Heises offspring aka. Lyngvild endte næstsidst med 4 point … og bekræftede dermed det faktum, at det alene skyldes Fru Fornuna … eller en god omgang snyd … at han vandt sidste gang. Flemming endte sidst med 3 point.

Omregnes point til rigtige svarprocenter, så ser resultatet sådan ud: Jesper og Keeper 28%, Mikkel 21%, HP 17%, Lyngvild 14% og Flemming 10%.

Drenge … tak for hyggelig aften, dårlig vittigheder, gamle løgnhistorier … men først og fremmest godt humør og stor drikfældighed.

2013 Weingut Jean Stodden, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, Tyskland

Byggesjakket skulle udfordres, så i den lange række af vine havde jeg også valgt denne Blanc de Noir Spätburgunder fra Weingut Jean Stodden … altså en hvidvin lavet på røde druer, og vinificeret fuldstændig som en hvidvin.

Jean Stodden har jeg skrevet om tidligere. Han laver nogle fabelagtige Spätburgundere og kalder sig da også  Rotweingut … og altså ikke bare Weingut. Han vingård ligger endda også på Rotweinstraße i byen Rech i det nordlige område Ahr.

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på 4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Denne Blanc de Noir er lavet via blid presning af druerne og ellers vinifikation på rustfrie tanke. Ikke lagret på eg, idet man ønsker mest mulig frisk frugt.

Duftmæssigt går vinen stille med dørene. Ikke voldsomme aromaer, men sagte dufte af hindbær, papkasser, babybræk og lidt støv eller aske. I munden er vinen frisk, syrlig og sådan meget stringent. Der er grønne blade, meget frugtrig … næsten som en frugtis … hindbæris på en varm sommerdag. Der var delte meninger om vinen rundt om bordet, men jeg kunne rigtig godt li’ den.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 219,95 kr.

Rating 4/7 

2010 Kühling-Gillot, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Fredag … Spätburgunder … glæde og en tilfreds hustru. Rolig nu … det er alene Spätburgunderens skyld. Vi har fat en Spätburgunder Trocken fra Weingut Kühling-Gillot, som holder til i byen Bodenheim i Rheinhessen.

I denne lille byen har familierne Kühling og Gillot dyrket vin i over 200 år, og vinhuset også ejer 11 hektar af nogle af de bedste vinmarker i Rheinhessen, bl.a. Sackträger, Pettenthal, Ölberg og topmarken Nackenheimer Rotenberg … i det som er kendt som det såkaldte “Rote Hang”.

Og Kühling-Gillot er absolut fantastisk til at lave Riesling. Jeg smagte i 2012 husets 2008 Riesling GG Pettenthal  … helt fabelagtig Riesling. Klassevin. Gav den også 6 Thumbs Up.

Udover de nævnte Rieslingmarker besidder Kühling-Gillot to fabelagtige marker for Spätburgunder, nemlig markerne Oppenheimer Kreuz og Bodenheimer Burgweg. Begge har givet spændende vine i de seneste år, men vinene forventes at blive endnu bedre i de kommende år.

I generationer har kvinderne kørt Kühling-Gillot, og denne tradition gælder fortsat, idet vingården siden 2002 har været ledet af Carolin Spanier-Gillot. Carolin tog styringen af forældrenes vingård og har hvert år løftet vinenes kvalitet og udtryk.

Carolin er medstifter af Message in a Bottle, en forening af unge vinavlere og hun er aktivt medlem af foreningen Vinissima, Carolin er en dynamisk vinproducent, som er fuld af kreativitet og energi.

Hvis navnet Spanier i Carolin Spanier-Gillot ringer en klokke, som skyldes det at Carolin i 2006 blev gift med Hans-Oliver Spanier fra vinhuset BattenfeldSpanier. Sammen driver ægteparret nu begge vinhuse, og Hans Oliver står nu også for vinifikationen af vinene fra Kühling-Gillot.

Ligesom BattenfeldSpanier arbejdes også hos Kühling-Gillot økologisk. Arbejdet i vinmarkerne og i vinifikationen er tilsvarende fokuseret på maksimal kvalitet. Filosofien kan udtrykkes som “kontrolleret gøren ingenting”. Vinene får derfor lov at lave sig selv i store træfade og får dertil den tid, de har brug for, inden de tappes meget sent. Traditionelle teknikker bruges dermed til at opnå den højest mulige kvalitet og autensitet.

Denne Spätburgunder Trocken er én af husets Gutsweine … altså entry-level vine, som også har lagret på barriques … hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

I glasset er vinen transparent … ikke voldsomt og ikke så lys, som de fleste Spätburgundere. Næsen er let animalsk, ikke meget … og i stedet er der en lidt syrlig note, næsten balsamisk med kaffe, kirsebær, træ, appelsiner samt en smule champignon eller jord.

Smagen er også til den syrlige side med jern, rust og mineraler. Ikke så imødekommende, og holder et fast og syrligt bid hele vejen igennem. Eftersmagen slutter end smule krydret … hmmm, skal vist lige tænke over denne vin.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 12,50€ … eller omkring 93 kr.

Rating 3,5/7  

2013 Weingut Tesch, Riesling 1 Liter, Nahe, Tyskland

Fredag … lidt Riesling inden aftenens Spätburgunder. Undskyldningen for lidt at åbne lidt Riesling er, at der skal lidt hvidvin i maden. Forbereder lidt mad til byggemøde i morgen, bl.a. lidt oksehaler, som lige skal brunes og karamellisere i ovnen med lidt hvidvin og rodfrugter inden 5 timers simren i den sorte gryde.

Og igen én af disse herrens store Riesling flasker, nemlig en 1 Liter Riesling fra Weingut Tesch, som ligger i den lille by Langenlonsheim i Nahe.

Weingut Tesch er et lille familieforetagende, som stammer tilbage fra 1723. Siden 1996 har det været den unge Martin Tesch, som har drevet vingården i de bakkede områder omkring Langenlonshiem, som Martin selv betegner som et mini-Rheingau.

De 16 hektar vinmarker er fordelt på seks forskellige marker, nemlig markerne Rothenberg, Löhrer Berg, Krone, Karthäuser, Köningsschild og St. Remigiuesberg. Disse marker er et skolebogseksempel på hvordan beliggenhed, dyrkning og eksponering i forhold til floden Nahe bør tage sig ud.

Martin er doktor … som de fleste tyskere. Men her betyder doktortitlen dog en universitetsmæssig tilgang til vinfremstilling, i dette tilfælde fra det verdensberømte Geisenheim forskningsinstitut i Rheingau. Af uddannelse er han mikrobiolog, men af hjertet er han helt og aldeles vinbonde.

Da Martin Tesch overtog den fædrene vingård som 29 årig i 1996, startede han straks motorsaven, skar stor set alt væk der ikke var Riesling, og påbegyndte dermed mest fundamentale oplægninger i Nahe, siden tempelriddere etablerede vinproduktion i regionen for mere end 700 år siden.

Tesch senior Hartmut havde som så mange andre tyske producenter sine marker tilplantet med det vanlige udvalg af druesorter. Foruden Riesling var der blandt andet Müller-Thurgau, Silvaner, Rivaner, Scheurebe, Gewürztraminer, Weissburgunder og Spätburgunder.

Læg dertil en lang række prædikater, og det samlede antal vine mærmede sig 50 forskellige. Nok er vanens magt stor, men det burde sige sig selv, at det både er komplekst og uøkonomisk at drive en vingård på disse vilkår.

Disse dårlige vaner Martin ville gøre op med, da han startede motorsaven, og med egne ord lagde grunden til en punkrock vingård, hvor der skulle rådes bod på fortidens synder, og hvor kvaliteterne skulle forbedres markant – primært ved hjælp fra Riesling-druen, men udelukkende via tørre vine.

Det første som skete, var, at omsætningen faldt med 40% på bare seks måneder. Dette kombineret med en øredøvende kritik fra tyske vinskribenter over, at Martin havde forbrudt sig mod traditionerne og ødelagt sin fædrene arv. Martin Tesch sad dog kritikken overhørig, og havde modet til at forsætte ad den selvafstukne sti. Ifølge ham selv har Riesling-druen rygrad, og er ikke en behagesyg druesort med sødme og ferskennoter. Tradition eller ej.

Støt, men sikkert, tilsluttede flere og flere sig Martin Teschs nyfortolkning af Riesling – ikke mindst uden for Tysklands grænser. Vinene var blevet strammet gevaldigt op, og etiketterne på flaskerne blev lettere at afkode for menigmand.

Successen var efter et par år ikke blot en åbenlys kendsgerning, men hele opgøret med forældregenerationens vinfremstillingstraditioner blev også det mindset, som flere unge håbefulde vinproducenter tilsluttede sig. Det kom endda så vidt, at Martins innovative løsningsproces blev til et casestudy på London School of Economics.

I dag er det eneste uforanderlige ved Weingut Tesch, Martins tipoldefar, der stirrer bebrejdende fra den øverste del af alle etikkerne, som han nu har gjort det i 150 år. Dr. Martin Tesch har opnået velfortjent hæder, og har fået indlemmet Weingut Tesch i det prestigiøse VDP (Verband Deutscher Prätijats und Qualitätsweingüter), der tæller ca. 200 hæderkronede vinproducenter, der alle stræber efter den højest mulige kvalitet.

Her har vi Teschs entry level Riesling … og så nævnt en hel liter. Tesch kalder den selv Family Pack-Size. Ellers ikke de store oplysninger om fremstillingen af vinen, så vi springer fluks til smagsindtrykkene.

Duftmæssigt er her grønne æbler … syrlige grønne æbler, ikke helt modne, stikkelsbær samt let citrus. Smagen også til den syrlige side … ikke helt imødekommende med svagt krydret finish. Denne her er måske den svageste af de 1 liters Riesling, som jeg har smagt på det seneste, altså i sammenligning med vinene fra Markus Schneider, Hesel og Clüsserath-Eifel.

Men er dog noget overrasket over kvaliteten af disse billige Riesling vine. Der er sgu smæk for the bucks.

Købt i Tyskland hos weine.de, pris 6,50€ … eller omkring 48 kr.

Rating 3/7  

2013 Weingut Markus Schneider, Ein Liter Riesling, Pfalz, Tyskland

Igen en vin i mandestørrelse … og med det rammende navn Ein Liter Riesling. What You See, Is What You Get. Vi er hos vinbonden Markus Schneider, som vi tidligere er stødt på her på bloggen. Han laver spændende vin i den lille by Ellerstadt i Pfalz.

Markus har fra hans helt unge år altid været fascineret af vin, så da hans far Klaus Schneider i 1990 fik mulighed for at købe en vingård i Ellerstadt … ja så købte han ejendommen  til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke.

Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes end andre tyske producenter. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante. Og det er denne Ein Liter Riesling også et godt eksempel på.

Ein Liter Riesling … og endda Trocken er husets basisvin … en hverdagsvin, frikadellevin … men en ganske god én af slagsen.

I næsen er der abrikos … ganske tydelig, dernæst lidt fersken, sødme samt lidt støvet eller indelukket indtryk. Smagsmæssigt god syrlighed, lidt mineralitet, god balance … måske en anelse simpel i udtrykket, virker en kende sprittet og mangler lidt finesse. Til prisen er det imidlertid et fantastisk glas vin … og så er der en hel liter i flasken. Godkendt.

Købt i Tyskland hos weine.de, pris 6,20€ … eller omkring 46 kr. Det er sgu billigt.

Rating 3,5/7 

2013 Domaine La Croix Belle, Chardonnay, Languedoc, Frankrig

Tirsdag … lige et par fridage, sådan da. 23K løb i morges, ømme lægmuskler … trænger til noget styrkende, og det blev denne lille sag, en Chardonnay fra vinhuset Domaine La Croix Belle, som ligger ved byen Puissaliçon i Languedoc omkring omkring 10-15 kilometer nord for byen Béziers.

Vinhuset er flere hundrede år gammelt, og drives i dag af Jacques Boyer sammen med hans hustrut Françoise. Jacques overtog driften fra hans fader i 1977 og har siden arbejdet på at forbedre driften og kvaliteten af husets vine.

Vingården har samlet 70 hektar vinmarker og dyrker ikke mindre end 16 forskellige druetyper. Deres vine er under appellationen Côtes de Thongue, som er en IGP klassifikation. IGP står for Indication Géographique Protégée … eller det man tidligere i Frankrigs kaldte Vin de Pays … eller landvin.

Côtes de Thongue området dækker marker rundt om 14 landsbyer, og dets vinhistorie går helt tilbage til grækerne og romerne. Det er dog først efter 1970’erne – med bl.a. anvendelse af bedre tilpassede druesorter og nye kloner – at en ny generation af vinbønder seriøst begyndte at placere området på vinkortet.

I dag tæller Côtes de Thongue 5 kooperativer og omkring 35 små producenter, hvoraf nogle af dem er fremragende … og det gælder bl.a. Domaine La Croix Belle.

Jordbundsforholdene varierer meget i Côtes de Thongue, dog med dominans af mergel, ler og stenaflejringer. Klimaet er til gengæld ret ensartet, med mange soltimer, men også med en god vindafkøling fra Middelhavet, som giver sunde og optimal modne druer.

Huset laver vine i 4 serier, nemlig serierne Les Caringole, Les Cépages, Les Champs og Les N° 7 … samlet 13 forskellige vine. Denne Chardonnay kommer fra serien Les Cépages.

Vinen er lavet på 15-20 år gamle vinstokke med en høst på 45 hektoliter pr. hektar, 100% Chardonnay. Laves med traditionel gæring i fade og ligger på bærmen i tank 3-4 måneder. 5% af vinen lagrer på egetræsfade for at gøre vinen mere fed og give yderligere kompleksitet til det færdige blend.

I glasset er vinen forholdsvis klar … sådan lidt en blanding mellem hvid og gul … så farven afslører ingen fed Chardonnay. I næsen er der først en fed smøragtig duft med lidt citrus, nødder, mandler og kvæder. I munden først lidt fedme samt gule æbler, hvilket efterfølges af lidt syre, søde frugter … næsten kandiserede, lidt krydderier og virker i “mellemsmagen” måske lidt tilbagetrukket. Slutter med syrligt og krydret bid. Fin lille hvidvin.

Ikke fundet en forhandler eller en pris på vinen herhjemme. Vil gætte på en pris omkring 60 kr. Jeg har fået mit eksemplar af min gode arbejdsgiver.

Rating 4/7  

Gastro Week på Restaurant Mefisto & opvarmning på S’vinbar

Gastro Week afholdes hvert år i Århus … endda to gange årligt. Her kan alle madelskere og andet godtfolk få en tre retters gourmetmenu på nogle af byens bedste restauranter for kun 250 kroner som en del af konceptet.

Sidst var hustruen og jeg med Gert & Merete på Restaurant ET, og denne gang havde vi valgt Mefisto Restaurant & Vinstue.

Mefisto

Som sidst havde vi planlagt besøg på en vinbar som opvarmning. Sidst var det Løve’s Bog- og VinCafé … boheme, lowcost interiør, vakkelvorne stole og boghandel med hylderne fyldte med gamle bøger … men denne gang havde vi valgt den nye S’vinbar i Klostergade.

Vinbaren drives af sommelier Sabina Drachmann Sunne, som tidligere har været restaurantchef på Restaurant ET på Åboulevarden. Vi fandt hurtigt adressen i Klostergade –  bingo – fik os moset ind … fuldt hus, god stemning, duggede ruder … fandt de sidste fire ledige pladser og fik bænket os.

Og S’vinbar er et utroligt hyggeligt sted med masser af spændende vine. Vinbaren fungerer både som vinbutik og vinbar, så der er fyldt godt op med vine rundt om i vinbaren. Der er både vine, som Sabrina selv importerer samt vine, som allerede har en dansk importør.

Vi bestilte “et flight”. Det er reelt bare 3 forskellige glas vin. Vi troede egentligt, at vinene var forvalgt, men tjeneren spurgte, hvad vi kunne tænke os. Vi blev enige om, at det skulle være en hvid og 2 røde … helt præcis lidt Riesling, Stefan Meyers Frühburgunder samt lidt Rhône. Tjeneren valgte dette flight:

Alle fine og spændende vine … eneste anke var nok de små glas og den meget sparsomme skænkning i glassene. Jeg måtte i hvert fald efterfølgende bestille en flaske af Frühburgunderen fra Stefan Meyer … måske jeg bare var tørstig. Det ødelægger dog ikke indtrykket af en rigtig hyggelig og spændende vinbar, som bestemt skal besøges igen.

Derefter gik turen til Mefisto. Vi fik bedste placering ved vinduet … sådan. Menuen var bestemt på forhånd, og vi var andet hold denne aften. Modsat Restaurant ET, så blev retterne ikke serveret til alle borde samtidigt, men efter hvornår folk kom dryssende.

Mefisto havde sammensat en vinmenu … men den sprang vi over og bestilte i stedet en flaske hvid til forretten og en flaske rød til hovedretten.

Nå, men I får her lige kommentarer til og fotos af aftenens menu:

Forretten

Fiskesuppe med havfriske lækkerier, safran og hummerdrys
Til forret fik vi en fiskesuppe med havfriske lækkerier, safran og hummerdrys. De havfriske lækkerier bestod af lidt muslinger, torsk og rejer. En virkelig skøn fiskesuppe fyldt med smag, nærmest som en hummerbisque. Til forretten valgte Gert en 2013 Weingut Johann Topf, Grüner Veltliner Strassertal. Dejlig østrigsk vin med sprødhed og god syre til den kraftige fiskesuppe.

Hovedretten

Tournedos af gris på grønsagsbearnaise, hertil pommes Fondant
Hovedretten bestod af tournedos af gris på grønsagsbearnaise, hertil pommes fondant. Ganske velsmagende med lidt grøntkål og en skøn grønsagsbearnaise. Kødet havde masser af smag, men var en kende tørt. Det var alle ved bordet vist enige i … måske det alligevel går ud over kvaliteten, når der på en aften skal to hold gæster igennem? Vi var på det sene hold. Vinen var dog et perfekt match, nemlig en 2012 Alvaro Palacios, Petalos del Bierzo … en kraftfuld, men elegant vin fra Bierzo i Spanien og lavet på Mencía druen.

Desserten

Pære belle Héléne på vores facon, pære-chokolade-fløde
Vi sluttede sødt med en pære Belle Héléne på Mefisto facon, pære-chokolade-fløde. Ganske fint.

Samlet et fint indtryk, og rigtig god servering. Vores søde tjener gjorde det godt – smilende og imødekommende. Skal der findes skønhedsfejl, må det blive det lidt tørre kød. Derudover kan restaurantens vinkort vel diskuteres. Har samme elegance som et menukortet på en godt slidt, døgnåben græsk taverna i Istedgade.

Men samlet en skøn aften … hvor Gert og jeg også nåede 2 liter fadøl på en bar inden turen gik hjemad med DSB. Tak til Gert & Merete for god aften.

Hygge på Mefisto Restaurant & Vinstue

2012 Alvaro Palacios, Petalos del Bierzo, Bierzo, Spanien

Vinen til hovedretten blev en gammel kending, nemlig Petalos del Bierzo fra den fabelagtig dygtige vinmager Alvaro Palacios. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange … sidste gang dog i en årgang 2009. Men her har vi vinen i en årgang 2012.

Alvaro Palacio er ud af en børneflok på 9 børn, og hans forældre var dengang ejere af den respekterede vingård Palacios Remondo i Rioja.

Alvaro kunne have valgt at blive boende og overtage driften af vingården, men i stedet rejste han til Bordeaux, hvor han blev uddannet som ønolog for efterfølgende at arbejde for Moueix-familien på Château Petrus.

Da Alvaro kom hjem til Spanien igen, tog han til vindistriktet Priorat, som på det tidspunkt hovedsagligt var kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

I 1990 købte Alvaro sin første vinmark Finca Dofi, med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken l’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser, og denne meget positive kritik fortsætter.

I 2000 spurgte Alvaros far, om han ville overtage den daglige ledelse på vingården i Rioja, og fristelsen til at kunne lede vingården uden indblanding var for stor.

Det første skridt var at opgive “negociant”-forretningen, da Alvaro mente, at man med over 100 hektar vinmarker ikke havde brug for andres druer. Han implementerede også økologi i vinmarkerne, og udbyttet blev sænket betydeligt. Efterfølgende begyndte han at arbejde vinmarkens terroir og opdelte derfor vinproduktionen i flere forskellige cuvéer. Og resultatet udeblev ikke: Rioja i verdensklasse!

Men udover Priorat og Rioja, så har Alvaro også investeret i vinmarker i området Bierzo. Det er et lidet prangende vindistrikt, som er omgivet af bjerge og befolkningstætheden er meget lav. Vinmarkerne ligger langs floden Sil i omkring 500-600 meter højde. Vinene er normalt kraftige og rustikke, men gennemsnittet er stadig et godt stykke fra at være virkelig interessante.

Og for at gøre det sjovere, så har Alvaro kastet sig over den lokale drue Mencía, som denne Petalos del Bierzo også er lavet på. Det er en traditionel rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.

Mencía druens oprindelse ligger ikke helt klart, nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på at druen er i familie med Cabernet Franc.

Før i tiden var vin lavet på Mencía lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencía tværtimod giver kraftige vine, med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe. Mencía er så at sige blevet “genfødt” i Bierzo.

Druerne til Petalos del Bierzo kommer fra en vinmark med vinstokke, der er mellem 40-90 år gamle. Vinmarken kultiveres stadig delvist med muldyr, og hele fremstillingsprocessen, lige fra den daglige pleje af vinstokkene til den endelige flaskning, er økologisk. Mosten gæres ud på åbne fade, hvorefter vinen lægges på franske egetræsfade i 4 måneder. Klares med æggehvider, før den tappes på flaske.

Duftmæssigt er vinen skøn rustik og landlig. Der er mulle kælder, vanilje, blæk … sidstnævnte dog ikke voldsom, enebær, et strejf af rosiner og blommer, lakrids samt en meget kraftig og intens mørk frugt. Smagsmæssigt er vinen meget frugtrig med mørke bær, er rund og blød … måske en anelse flad i udtrykket, men smager sgu bare godt.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 140 kr.

Rating 4,5/7  

2013 Weingut Johann Topf, Grüner Veltliner Strassertal, Kamptal, Østrig

Restaurant Mefisto … forretten stod på fiskesuppe med havfriske lækkerier, safran og hummerdrys … så hvorfor ikke snuppe en sprød hvidvin til? Valget faldt på denne Grüner Veltliner Strassertal fra Weingut Johann Topf, som ligger i den lille by Straß et par kilometer øst for Langenlois i Kamptal regionen.

Vingården blev grundlagt i 1649 og har været i familien Topfs eje siden 1751. Siden 1990 har vingården været drevet af Hans Topf junior, men han får også hjælp fra resten af familien, bl.a. Hans Topf senior, som drev vingården fra 1960 til 1990.

Han var i øvrigt den første vinbonde i Straß, som begyndte at fylde vinene på flaske, så han kunne leverer vinene fra hans beskedne 9 hektar til kunder i hele Østrig.

Hans Topf junior har derudover hjælp fra hustruen Magdalena samt parrets sønner Hans-Peter, Maximilian, Alexander og Julius.

Under Hans Topf junior er ejendommen løbende udvidet, og samlet ejer familien nu 46 hektar vinmarker, bl.a. en række topmarker … Erste Lagen, nemlig Der Gaisberg, Der Heiligenstein, Unser Wechselberg Spiegel, Der mächtige Wechselberg, Der Name Hasel, Die Lage Blickenweg, Stangl og Sachsenberg.

Der bruges udelukkende organisk gødning i vinmarkerne, og man har valgt at benytte naturens egne våben til bekæmpelse af skadedyrene i stedet for giftstoffer. Dette betyder, at huset, på trods af at man ikke er certificeret, arbejder økologisk i vinmarkerne.

Hos Topf er man meget opmærksom på sin arv, og man har derfor valgt at fokusere på de lokale østrigske druesorter såsom Riesling, Grüner Veltliner, Pinot Blanc og Pinot Noir i vinmarkerne.

Det er ikke bare i vinmarkerne, at man udviser den største omhu for vinens kvalitet. Omhuen fortsætter i vinkælderen, hvor de håndplukkede druer ankommer i specialdesignede små kurve. Druerne presses meget forsigtigt ved hjælp af Pneumatic Buncher Grand Cru presse (vinpressens Rolls Royce). Efterfølgende gæres vinen ud, enten i rustfrie ståltanke eller på nye egetræsfade. Størstedelen af Topfs vinfade er specialfremstillede, så selv de mindste cuvéer kan lagres adskilt.

Denne Grüner Veltliner Strassertal kommer fra vinmarken Strassertal, der har en jordbund domineret af klippesten, grus og sand, hvilket skaber en lidt lettere og mere tilgængelig Grüner Veltliner. Lavet med traditionel vinificering på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er her æbler, nyslået græs, hø, smør, våde krydderier, lidt nødder og lidt tyggegummi. Smagen er frisk, sprød … næsten perlende i munden med en grøn note. Der er svag mineralitet, men samlet indtryk er en let og frisk vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 120 kr.

Rating 4/7 

2012 Pierre Amadieu, Gigondas Domaine Grand Romane, Rhône, Frankrig

Det tredje ben i vores “flight” på S’vinbar blev denne Gigondas Domaine Grand Romane fra vinhuset Domaine Amadieu eller Pierre Amadieu. Tjeneren fortalte, at nu ville han forkæle os … og da det på ingen måde var i kvantitet i glasset eller med oplysninger om vinen … ja så måtte det vel være på kvaliteten.

Meget apropos havde S’vinbar netop dagen forinden haft besøg af Pierre Amadieu himself til en gratis smagning i vinbaren, så derfor var Amadieu selvfølgelig højaktuel. Ærgerligt at komme en dag for sent … men herligt at kunne smage én af vinene fra denne dygtige vinmager, hvis vingård ligger få hundrede meter udenfor byen Gigondas.

Domaine Amadieu er grundlagt i 1929 af Pierre Amadieu, som købte et 7 hektar stykke jord højt beliggende i Gigondas.

De fleste rystede på hovedet, da han kravlede op ad ”Dentellerne” og plantede vinstokke så højt som 400 meter over havet. ”Her er den bedste jord, og druerne får mere sol, da bjerget vender stik sydvest«, sagde Pierre.

Høsten er sen … omkring to uger senere end i Châteauneuf-du-Pape, men til gengæld er klimaet mere stabilt og solrigt. Med tiden er Domaine Amadieu vokset til 137 hektarer, hvoraf 127 hektar ligger i Gigondas … og en stor del på de stejle skråninger. Dermed ejer Amadieu næsten 10% af hele appellationen, som omfatter 1.310 hektar.

De 10 resterende hektar ligger i Côtes du Rhône, Côtes du Ventoux og Vin du Pays de Vaucluse.

Jorden er reelt fordelt på to ejendomme, nemlig La Marchotte og Romane. Markerne på ejendommene er omgivet af 200 hektar med krat … som på fransk kaldes garrigue … samt egeskove. Her er der kolde nætter og varme dage, hvilket giver vinen en dybde, som skiller den ud fra de fleste.

Høsten bringes til Romane, hvor den første del af vinificeringen foregår.  Når vinene skal lagres på fade, bringes vinene til Machotte, hvor fadkælderen findes.

Amadieu familien er én af de betydelige producenter i Gigondas, og Pierres søn Jean-Pierre fik bl.a. også en stor del af æren for, at Gigondas sidst i 1960’erne blev ligestillet med den evige rival Châteauneuf-du-Pape og fik sin egen appellation.

I dag ejes domænet af 3. generation, nemlig Jean-Pierres søn Claude Amadieu, men det er Claudes nevø Pierre Amadieu, som siden 1989 har været ansvarlig for vinfremstillingen og general manager. Pierre anses for en af regionens unge stjerner. Han er også trods sin alder også præsident for foreningen af de lokale domæner.

Men ellers hjælper hele familien til på vingården. Onkel Claude leder arbejdet i markerne, mens hans kone Muriel er ansvarlig for kontorarbejdet. Claude og Muriels sønner Henri-Claude og Damien deltager også, bl.a. står Henri-Claude Amadieu for salget.

Pierres mål er ikke en massiv tung vin, men en vin med finesse og elegance og gerne en mineralitet, der giver balance til den store kraft. Parker har bl.a. skrevet følgende om vinene fra Pierre Amadieu; “Vinene bliver bedre og bedre år for år og ofte får ikke den anerkendelse, de fortjener”.

Gigondas Grand Romane er en Cuvée Prestige fra de ældste vinstokke, som er over 45 år og giver et udbytte på blot 25-30 hl/hektar. Denne vin får både malolaktisk gæring og lagres i 18 måneder, 1/3 i nye barriques, 1/3 i ældre barriques og 1/3 i forudres. Herefter tappes vinen ufiltreret. Vinen er lavet på 65% Grenache, 20% Mourvèdre og 15% Syrah.

Nå, men lad os smage vinen, som i næsen er forholdsvis neutral, måske også en smule til den kølige side, men der er lidt boysenbær samt lidt krydderier. Ikke meget … beklager, men de små glas og beskedne indhold i glasset på vinbaren gjorde det heller ikke nemmere. Hvad den mangler i duft, har den til gengæld i smag, hvor der er mørke bær, peber, flæsk … godt med tørhed og tanniner og sådan meget koncentreret, præcis med en syrlig nerve. Elegant og kraftfuldt, men fortsat noget ung.

S'vinbars vinkort
Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 219,95 kr. Ved ikke, hvad den koster på S’vinbar. Et sødt par, som sad ved siden af os, bestilte et enkelt glas af vinen. Når man køber et enkelt glas på S’vinbar, så får du et stort glas … mens “et flight” giver dig små glas. Hmmmm … eller øv.

Rating 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger