Tag-arkiv: Loire

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Sauvignon, Loire, Frankrig

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Sauvignon, Loire, FrankrigNår vi nu er ved at smage vin fra vinhuset Ampelidae i Poitiers på Château des Roches i Loire, så napper vi endnu en af deres vine fra Marigny-Neuf serien, nemlig Marigny-Neuf Sauvignon på ren Sauvignon Blanc.

Som med den forrige Marigny-Neuf Pinot Noir kommer druerne også fra vinhusets marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … og er selvfølgelig dyrket fuldstændig økologisk. Det er en af de første vine, som Frédéric Brochet lavede og er fortsat en af husets mest sælgende vine.

Der er dog ikke så mange oplysninger om produktion udover, at vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie – altså på bærmen – 6 måneder i ståltankene og har 0,9 gram restsukker pr. liter. Ampelidae laver årligt 250.000 flasker af vinen.

Det er ikke sådan arketypisk ultragrøn Sauvignon Blanc, for vinen har langt mere tropisk frugt som mango, papaya, gule modne æbler, stikkelsbær, grønne blade, mynte samt svag lemon og citron.

I munden er vinen dog mere grøn med lemon, grape, sure umodne grønne æbler, en let fedme, godt med citronsur og ultrafrisk syre og en lidt kalket og mineralsk side, som gør vinen langt mere stringent, rank og ren end duften indikerede.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2019 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigDet er kun et par uger siden, at jeg blev begejstret over denne Marigny-Neuf Pinot Noir fra vinhuset Ampelidae på Château des Roches i årgang 2018 … og hvorfor så ikke smage vinen i den nyere årgang 2019?

I sidste indlæg om 2018’eren skrev jeg lidt om Ampelidae, der blev grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet, men i dag drives af ægteparret Kate og Benjamin Meuli.

Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra vinhusets egne marker ved slottet Manoir of Lavauguyot. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

Som med 2018’eren har vinen en landlig aroma … syrlig med en nærmest biodynamisk kant, ribs, jordbær, lyse kirsebær, blæk, lidt blyanter, røg, appelsin, umodne nødder og er let, lys, luftig, frisk og luftig med en sart skrøbelighed.

Hvor smager det dog også bare godt … lidt som duften, let, syrlig, frisk med masser levende og lys frugt som ribs, hindbær samt lyse kirsebær. Vinen har en lys saftighed, en burgundisk lethed og en tør juraagtig syre. Til prisen er det fortsat lidt af et fund.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2018 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigI den lille by Marigny-Brizay vrimler det med gamle vinslotte, og i dette vinøse smørhul i Loire få kilometer nord for den store by Poitiers finder vi på Château des Roches vinhuset Ampelidae og det er derfra, at vi nu smager denne 2018 Marigny-Neuf Pinot Noir.

Vinhuset Ampelidae er grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet. Han er interessant, uddannet ph.d. i psykolog og vinmager. Han tog sin ph.d. ved Bordeaux University, mens han på det vinmæssige område allerede i 1990 startede med at lave lidt vin til eget forbrug – alene 2 tønder – fra nogle marker ejet af familien, 0,5 hektar tilhørende hans far og 4 hektar tæt ved Poitiers ejet af Frédérics bedsteforældre.

Efter sin ph.d. uddannelsen rejste Frédérics til Wagga Wagga området i  Australien og var involveret i et projekt om måling af methoxypyrazinniveauer i vine. Han blev der ret fascineret af den australske vinindustri og besluttede, at han i Frankrig ville lave det franske modstykke til Penfolds og det blev så til etableringen af projektet Ampelidae.

For at supplerende indtjeningen, så arbejdede Frédéric samtidig nogle måneder om året som underviser på Slow Food universitet i Pollenza i Italien, men i 2004 kom Kate og Benjamin Meuli med i det lille projekt.

Kate og Benjamin var i forvejen ejere af Château des Roches … et af den lille bys 9 store og gamle vinslotte … bygget i 1895 på resterne fra et slot fra det 11. århundrede. Slottet havde tidligere været feriebolig for den berømte forfatter Gilbert Cesbron.

Men derudover havde det senere også været bolig for Monsieur Marot, formanden for Société Française des Hybrideurs og havde under hans vejledning blevet producent af hybride vinstokke, der kunne klare sig i et land hærget af phylloxera.

Derfor blev Château des Roches både en vigtig vinavler af nye vinstokke, men også vinproducent. Og efter Kate og Benjamin Meuli overtagelse af slottet i 1989. så havde de restaureret det totalt.

Da de i 2004 indgik i et samarbejde med Frédéric Brochet, så blev slottet også samtidig vineri for Ampelidae, som dermed også fik en adgang til Château des Roches’ vinmarker, mens Frédéric gik i gang med indretning af vineriet på slottet, bl.a. med brug af ​​chai og huler som man havde gjort tilbage i 1893.

Samlet har vinhuset selv 75 hektar vinmarker, der ligger i 2 områder, hvor det ene er omkring slottet Manoir of Lavauguyot og det andet omkring Château des Roches samt det tussegamle slot La Mailleterie i Marigny-Brizay.

La Mailleterie havde været i Brochet familiens eje fra 1809 og frem til 1960, så det har altid haft speciel betydning for Frédéric Brochet. Familien havde beholdt lidt marker fra slottet og det var netop derfra, at Frédéric lavede sine første vine.

Derudover opkøber Ampelidae i dag også druer fra 40 hektar marker tilhørende nogle af de andre gamle vinslotte i Marigny-Brizay. Vinmarkerne drives fuldstændig økologisk og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Pinot Noir samt lidt Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Siden 2020 har Kate Meuli været leder af Ampelidae og har nu et hold af vinmagere til lave vinene. Jeg kan ikke se, om Frédéric fortsat deltager i driften, men Kate forsøger nu at gøre vinhuset kendt i det meste af verdenen som et vigtigt økologisk vinhus.

Denne Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … altså nogle af vinhusets egne marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

Det næsten kærlighed ved første duft, lys, animalsk med syrlig mødding, appelsin, ribs, jordbær og kirsebær, umodne nødder, let, luftig og frisk. Duften lover rigtigt godt, for letheden og dens lyse, frisk sind virker så fint og sart.

Den smager sgu også lige sådan … let, syrlig, frisk og med masser levende, lys frugt som ribs, hindbær samt lyse kirsebær. Vinen har en lys saftighed, en burgundisk lethed og en tør juraagtig syre. Det hele  hænger sgu ret godt sammen og en virkelig charmerende vin, der til prisen er lidt af et fund.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, La P’tite Vauvise, Loire, Frankrig

2019 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, La P'tite Vauvise, Loire, FrankrigDomaine Mathieu & Benoit Fleuriet holder til på adressen La Vauvise ved Menetou-Râtel i Sancerre i Loire. Vi smager her en lille mini-Sancerre fra de to brødre, nemlig vinen La P’tite Vauvise.

Vingården drives – som du måske allerede har gættet – af de to brødre Mathieu og Benoit Fleuriet, som overtog driften efter deres far Bernard Fleuriet. Han drev gennem mange år sit vinhus Domaine Bernard Fleuriet & Fils og har været en anerkendt vinbonde i Loire i mange år. Vi har også her på Houlbergs Vinblog tidligere smagt et par af vinene fra vinhuset.

Brødrene startede i 1991 med at arbejde på vingården og så lave deres egne vine, bl.a. efter opkøb af 15 hektar vinmarker i Sancerre med gamle vinstokke samt 4 hektar i Menetou-Salon. I dag har de to brødre fuldstændigt overtaget driften og driver samlet omkring 50 hektar fordelt på 35 forskellige sydligt eksponerede parceller, som har en undergrund med flintesten og kalk.

De primære druer er Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som dyrkes efter økologiske principper, og Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har da også været økologisk certificeret siden 2014.

Brødrene arbejder hårdt i marken med manuel høst og en yderst nænsom selektering af druerne. De er uhyggelig forsigtig med ikke at tilføre druerne unødig ilt, da der dermed er større risiko for oxidering.

Fleuriet brødrene ønsker nemlig at udtrykke den friske, sprøde og mineralske stil, og vinificeringen foregår hovedsageligt traditionelt med koldmaceration, temperaturstyret gæring på cementtanke, mens lagringen for de hvides vedkommende foregår på stål. De røde vine på Pinot Noir vine lagrer på en kombination af gamle og nye egetræsfade.

Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har investeret meget i en helt ny, topmoderne kælder, blandt andet nye, æggeformede betontanke som mange store ønologer sværger til. Hele vinifikationen er opbygget efter tyngdelovens principper.

Her smager vi så en frisk hvidvin fra brødrene … La P’tite Vauvise fra Domaine de la Vauvise aka Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet. Det er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra op til 30 årige gamle stokke på øst-sydøst-vendte, kalkrige skråninger ikke langt fra Sancerre. Vinen gærer på rustfrie ståltanke under temperaturkontrollerede forhold og lagrer sur lie i 3 måneder.

Duftmæssigt er det frisk leg på græsplænen, hvor små totter med blomster pibler frem. Det er en grønthøster i fremdrift med lemon, citrus, grøn peber, stikkelsbær, kiwi og lidt hyld. Alt er meget klart, stilrent uden nogle af tingene stikker af … flot.

Smagen er dejlig frisk, syren spændstig og sprød uden at blive bestemmende, for vinen har også lidt fylde, lemon, lime, grape og det er alt sat rigtigt godt sammen. Skal man drikke god Sauvignon Blanc, så er denne mini-Sancerre et fremragende valg. Houlberg rater den til lige i underkanten af 5 flotte tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Jérémy Quastana, Côt Lectif, Loire, Frankrig

2015 Jérémy Quastana, Côt Lectif, Loire, FrankrigJérémy Quastana er en lille økologisk producent, som ligger tæt ved byen Fresnes i Loir-et-Cher i Loire. Han laver lutter friske naturvine, som typisk skal drikkes unge … så jeg er allerede fucked med denne smågamle 2015 Côt Lectif. Men lad os nu se, hvordan det går.

Jérémy Quastana studerede oprindeligt historie, men forlod sine studier og fulgt i stedet sit hjerte og startede på vinskolen i Bordeaux. Derefter har Jérémy stået i lære hos Marcel Lapierre i Beaujolais, Louis-Antoine Luyt i Chile og Olivier Lemasson i Loire, inden han selv i 2010 købte sin egen lille vingård i Loire med sammenlagt 2,2 hektar vinmarker.

Han blev specielt inspireret af Lemasson, som laver naturvine og typisk efter carbonic maceration metoden, der jo også er udbredt i netop Loire hos mange af de økologiske producenter. Lemasson har i øvrigt også selv lært at lave vin hos Marcel Lapierre.

De 2,2 hektar har over 50 år gamle vinstokke med primært Gamay og Côt i granit, ler- og kalkholdig jord. Det giver en produktion hver år på beskedne 800 kasser vin … alene fordelt på 2-3 forskellige vine – så vidt jeg kan se – og herunder altså også denne Côt Lectif.

Côt  er også mere kendt som Malbec, så det er altså 100% Malbec lavet efter carbonic maceration metoden, altså hvor saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Derudover har jeg faktisk ikke så mange oplysninger om vinen udover af den er ufiltreret og flasket uden brug af svovl … eller i hvert fald meget lidt.

Virkelig funky, svedig … total bio, øko og landlig. Vi snakker kål, krudt, prut og mælkede noter, men med en virkelig frisk, blomsterrig og let side, så mine bekymringer om, at vinen måske ikke kunne tåle 4-5 år i flasken er helt ubegrundet. Der er tulipaner, lidt karry eller spiller min næse mig et puds … so to speak? Vinen strutter lystig af brunst, friskhed, frækhed og let, lys frugt, klart kirsebær, tranebær, jordbærsyltetøj, havtorn samt tonsvis af tørrede blomster og sindssyg parfumeret.

Det er faktisk lidt ubegribelig, at der er tale om Malbec. for vinen har en let tone … virker lys, frisk og så lige med denne bio-funk-landlig-øko-blomstrede og parfumerede kant med en lille surhed.

I munden er det også en let, frisk og saftig vin med fin frugt … igen med en blomstret side. Frugten er jordbær, solbær, banan med lidt jernagtige elementer, tørre tanniner, som sætter sig øverst i ganen, en lille bitterhed … men hvor er den let at drikke. Det kunne næsten minde om Gamay, men med lidt mere tyngde og drøjhed i smagen, men virkelig positiv overrasket. Letteste Malbec ever. Jeg læste en anmelder, som kaldte den en lyserød Golf GTI … meget sigende.

Jeg kan ikke helt huske. hvor vinen er købt … enten Extra Brut Vinimport eller Vinimperiet. Prisen er også helt væk for mig og vinen er heller ikke mere i sortimentet hos nogle af de nævnte.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Château de Fosse-Sèche, Eolithe, Loire, Frankrig

2015 Château de Fosse-Sèche, Eolithe, Loire, FrankrigVi fortsætter med mer’ Loire vin, arketypisk Cabernet Franc selvfølgelig, nemlig en 2015 Eolithe fra Château de Fosse-Sèche, der ligger i lige 1 kilometer syd for landsbyen Brossay med 300 indbyggere og lidt længere syd for Saumur i appellationen Saumur.

Château de Fosse-Sèche drives af tvillingebrødrene Guillaume og Adrien Pire, som begge er opvokset på Madagasker hos deres forældre Françoise og Ueli, som lavede lidt vin på øen. Familien stammer dog oprindelig fra Belgien, men i 1996 forlod forældrene Madagaskar og flyttede til Loire, hvor de købte den gamle ejendom Fosse-Sèch.

Imens havde Guillaume flyttet til Schweiz, hvor han studerede vinproduktion og ønologi, mens broderen Adrien samme år flyttede til Belgien, hvor han tog en landbrugsuddannelse og arbejdede som teknisk rådgiver og projektleder på Det Interprofessionelle Markedscenter i Isnes.

I 1998 flyttede Guillaume til Loire for at lave vine sammen med forældrene fra vingårdens samlede 15 hektar, hvor de dyrker de typiske druesorter Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Chenin Blanc og Chardonnay.

Omkring år 2010 tilsluttede broderen Adrien sig også til projektet og siden 2012 har tvillingebrødrene nu stået for driften sammen med deres respektive kærester Julie og Cecile.

Driften på Château de Fosse-Sèche er eksperimenterende, alt drives økologisk og biodynamisk, høstudbytterne er svimlende lave – for nogle af markerne helt nede på 5-10 hektoliter pr. hektar – og i kælderen en naturlig tilgang og gæring i store ovale betonæg.

Denne Eolithe er ikke helt ren Cabernet Franc, for der er også 5% Cabernet Sauvignon i blendet. Druerne er høstet med et udbytte på 19 hektoliter pr. hektar fra 10-50 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 3-5 dage og efter endt fermentering har vinen lagret 21 måneder i de koniske tanke.

Duften er næsten behåret og animalsk af helvede til. Det er krudt, stald, mødding, dybe og mørke bær, blåbær, granatæbler, blæk, blyanter, appelsinskal, grøn peber, lidt modellervoks, jern samt masser af grønne urter.

I munden er vinen nærmest aromatisk, masser af blomster, ren og frugtrig, masser af stram tannin, sort te, syrlig, grøn og samtidig virkelig tør.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine des Bérioles, Auvernat, Loire, Frankrig

2018 Domaine des Bérioles, Auvernat, Loire, FrankrigVi fortsætter med endnu en vin fra Odile, Olivier, Sophie og Jérôme på Domaine des Bérioles i Saint Pourçain. Denne gang er det en rød af slagsen … deres Pinot Noir baserede vin Auvernat i årgang 2018.

Vinen er 100% Pinot Noir, som er høstet sent og manuelt, 100% afstilket og gæret med druernes egne gærceller i store temperaturstyrede rustfrie stålkar og delvis i egefade med 4 ugers maceration, mens vinen så bagefter har gennemgået malolaktisk gæring og lagret 6 måneder i betontanke.

Det er en totalt lille charmetrold med en lille, lækker bio næse, meget lys, syrlig, frugtrig og let med skovbær, kirsebær, tranebær, stikkelsbær, meget ren og frisk, mens små nuancer af blæk og blyanter unægtelig får én til at tænke på Loire.

Smagsmæssigt er der masser af power, lys, let og alligevel med en dyrisk kraft, tæt, tørt, meget smagfuld og meget elegant. Frugten er kirsebær, tranebær, nogle kalkagtige mineraler, men ingen fadpræg, men i stedet præcis, ren og lækker pivfrisk frugt.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine des Bérioles, Aurence, Loire, Frankrig

2018 Domaine des Bérioles, Aurence, Loire, FrankrigNæste vin er også fra Loire, for Domaine des Bérioles ligger ved siden af Saint Barthélémy kirken i den lille by Saint Pourçain … en lille appellation, som også ligger i den østlige del af Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1989 af Odile og Olivier Teissèdre som i starten købte en 3 hektar stor parcel på Clos des Bérioles … en vinmark, som oprindelig var tilplantet i 1809. Olivier elskede markarbejdet med druerne, men lavede ikke selv vine, så druerne blev i stedet blot solgt til det lokale vinkooperativ.

Men det ændrede parrets søn Jean Teissèdre. Han startede først med at studere vinavl og ønologi i Mâcon og arbejdede derefter hos en række producenter i Bourgogne, Beaujolais og Sancerre førend han vendte hjem til Saint Pourçain.

Familiens kontrakt med kooperativet udløb i 2010, hvor Jean ikke fornyede samarbejdet, men i stedet byggede en vinkælder og købte yderligere 4 hektar vinmarker … og i 2011 blev de første vine lavet under eget mærke Domaine des Bérioles.

I 2014 sluttede Jeans søster Sophie sig til vingården, da hun flyttede tilbage til Saint Pourçain med sin mand Jérôme. De havde begge fået erfaring fra vinbranchen i Côtes du Rhône.

I dag står Jean for markarbejdet, Jérôme for vinfremstillingen, mens Sophie forvalter og opfylder de administrative pligter og salget på Domaine des Bérioles.

Jean har omdannet produktionen til økologisk, hvilket blev certificeret i 2019, men derudover er han allerede i gang med at omdanne videre til biodynamisk drift.

På husets 7 hektar vinmarker dyrker Olivier Teissèdre Pinot Noir, Gamay, Chardonnay samt den sjældne, lokale Trésaillier, som der kun findes på 30 hektar vinmarker i hele verden. Og denne Aurence er netop lavet på et blend af Tréssallier og Chardonnay.

Tréssallier kaldes også Sacy og er en hvid drue, som primært findes i Loire i regionerne Yonne samt Allier. Det er en krydsning mellem Pinot sorter og Gouais Blanc. Det er en drue, der modner tidligt, giver lyse vine med lav syre og alkohol.

Druerne til Aurence er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Efter høst er druerne presses og kølet ned. Derefter sker gæring efterfulgt af lagring i 6 måneder sur lie i betontanke.

Vinen har i næsen en grønlig aroma, melon, pærer, lidt fylde, sødligt krydret med en kalkagtig mineralitet og hvide blomster. I munden er vinen fint cremet, har flot balance, stor krop og så alligevel med en fin syre, citroner, meget frugtrig og det smager sgu rigtigt godt.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Sérol, Pétillant Turbullent Rosé, Loire, Frankrig

2018 Domaine Sérol, Pétillant Turbullent Rosé, Loire, FrankrigI den østlige del af Loire finder vi Côte Roannaise, en appellation for rødvine og rosévine lavet på Gamay druen. Og det er netop der lidt nordvest for byen Renaison, at vi finder Domaine Sérol, som står bag denne 2018 Pétillant Turbullent Rosé.

Sérol familien har været vinbønder i området siden 1800-tallet og drives i dag af seneste generation i form af Stéphane Sérol. Han overtog driften i 1996 og har siden – sammen med hustruen Carine – omlagt hele produktionen til først økologisk og sidenhen biodynamisk.

Parret har samlet omkring 35 hektar vinmarker beliggende i 400-550 meters højde med granitholdig undergrund. De laver samlet 9 forskellige rødvine, en hvidvin og 2 rosévine, hvoraf den ene altså er denne mousserende Pétillant Turbullent Rosé.

Turbullent er lavet på 100% Gamay, som efter høst presses direkte og derefter afkøles.  Fermentering sker i store cementtanke ved lave temperaturer alene med druernes naturlige gærceller og gærer indtil vinen når 7% i alkoholstyrke. S

å tappes vinen på flaske og gæringen fortsætter indtil 8,3% alkohol og et tryk på 5 bar, hvorefter gæringen stoppes og vinen degorgeres. Vinen har 12 gram restsukker pr. liter.

Den lille lyserøde boblevin har en fin frugtrig duft med jordbær, hyben, stikkelsbær, gær, virkelig frisk med en god, bitteragtig syre og rigtig stor og fin tørhed.

I munden er vinen meget frisk og brusende, mange bobler, nogen sødme, rund og virkelig behagelig. Der er citronsyre, lækker surhed i eftersmagen og en vin, som rammer virkelig bredt. Det er klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2012 Manoir de la Tête Rouge, Chapitre, Loire, Frankrig

2012 Manoir de la Tête Rouge, Chapitre, Loire, FrankrigVed besøg hos vinbuddy Jan smager man altid spændende og udfordrende vine og der smagte jeg også denne ældre Chenin Blanc baserede biodynamiske vin 2012 Chapitre fra vinhuset Manoir de la Tête Rouge.

Vinhuset ligger i den nordlige del af den lille by Le Puy Notre Dame og er oprindelig grundlagt til i 1649. I dag drives vingården af Guillaume Reynouard, som overtog stedet i 1995. På det tidspunkt var markerne forfaldne og havde ikke været passet i over 30 år, men allerede i 1998 fik Guillaume markerne certificeret økologisk og siden 2010 er alt drevet biodynamisk.

Samlet har Guillaume 13 hektar ler- og kalkstenholdige vinmarker under appellationen APC Saumur. De giver bases for en række vine … samlet pt. 11 forskellige vine, herunder altså også denne Chapitre, som er en ren Chenin Blanc baseret vin.

Vinen er selvfølgelig lavet efter de rigtige biodynamiske opskrifter, bl.a. med brug af gødning af jorden ved ned gravning af kohorn med silica planteekstrakter både i forår og inden høst. Efter høsten så presses druerne i vinpressen over 4 timer, hvorefter fermenterting sker i store 600 liter demi-muid egefade. Der tilsættes ingen svovl under fremstillingen og alene en knivspids ved aftapning. Der er alene lavet 2.400 flasker af denne vin.

Næsen er urtet med både stikkelsbær, hyben og mit. Derudover lidt pærer og fersken, men meget afdæmpet. Der er en god modenhed i frugten, et lidt oxideret præg, lidt nødder og en smule eg.

I munden er der lidt saftevand over vinen, for den er meget syrefattig, men utroligt læskende. Den er imidlertid meget smagfuld med stor intensitet og kompleksitet. Der er fersken, pærer og samtidig lidt nødder. Lækker vin.

Forhandles herhjemme af Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7