Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

N.V. Chambers Rosewood Vineyards, Old Vine Muscat, Victoria, Australien

De sidste 6 vine fra Chambers Rosewood Vineyards var ikke mindre end to smukke 3-trins  topraketter … først på Muscat og så derefter på Muscadelle i form af Old Vine, Grand og Rare. Vi startede med Old Vine Muscat.

Det er også på den søde side to små 3-trins sukkerraketter, hvor indholdet af restsukker starter ved 200 gram for Old Vine, 300 gram for Grand og 400 gram restsukker pr. liter for Rare. Denne Old Vine Muscat er så alene lavet på Muscat druer fra en enkelt vinmark.

Vinen er primært lavet fra årgange fra 2001 og frem … men for at få den helt rigtige koncentration og aroma, så er de via solera systemet også tilført en smule med de gamle solerafade, der har 15-100 år gammel vin.

I næsen er vinen klart mere moden, mere tør og klart dybere i alle aromaerne, har en lækker dekadence med valnødder, blommer samt svesker, dadler, let appelsin, lys tobak, mokka og chokolade.

Smagsmæssigt bliver man igen svag i knæene, når man smager vinen, der har godt med tørret frugt, kandiserede kirsebær, figner, blommer, svesker og rosiner samt et fedt og olieret strejf af varme fra alkoholen, men – damm – flydende lækkerier. 95 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en 37,5 cl. flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Voerzio Martini, Barolo Monvigliero, Piemonte, Italien

2018 Voerzio Martini, Barolo Monvigliero, Piemonte, ItalienNår vi smager vin fra Martini tvillingerne på Voerzio Martini, så vil det da næsten være helligbrøde ikke at smage en Barolo … og det er behændigt klaret med et glas af den nye cuvée Barolo Monvigliero i første årgang.

Monvigliero marken ligger i omkring 380 meters højde på en bakkekam ved byen Verduno, der på modsatte side passeres af floden Tanaro. Betingelserne giver et lidt køligere mikroklima. Samtidig er jordbunden sandet og medvirkende til at levere lette Nebbiolo vine.

Som normalt hos Voerzio Martini foretages der grøn høst en 3-4 gange i løbet af vækstsæsonen for at reducere udbytte og kun stå tilbage med optimalt modne druer. Til denne vin benyttes også alene de bedste druer.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke over 14 dage, hvorefter vinen lagrer 2-3 år på en blanding tonneaux og franske barriques, heraf omkring 2/3-dele nye fade.

Uha, hvor Barolo Monvigliero da bare dufter godt og har nærmest en stoisk ro, hvorved man bare lader sig forføre … og tro mig, det vil du blive af denne vin. Det er duftmæssigt ikke så vildt, men roligt og afdæmpet med større lethed, tørrede roser, tør jord, toast, ristede kaffebønder, salvie, lidt trøffel, bagte blommer, sorte kirsebær og jordbær, let mentol … sagte, fin, sart og afdæmpet som en ret dekadent bly rose.

Hvor smager vinen godt … og overraskende drikkeklar. Det er en moden Barolo, hvor frugten er blommer, morbær, jordbær, der har rund og lys syre, en vis saftighed og alt leveres så fint, cremet, blidt, blødt og så med Barolo taninner … tørre og stramme, men med en følsom irettesættelse.

Det er en Barolo, som er svær at blive sur over, for alt spiller og smager umanérlig godt. Jeg er sgu fan og lader omverdenen bare passere revy, men jeg nupper endnu et glas af vinen og hiver med Britt Bendixen entusiasme skiltet med 96 point frem og kommentaren; danser henrivende.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 745 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Beurton & Fils, Les Chapelleries, Champagne, Frankrig

2016 Beurton & Fils, Les Chapelleries, Champagne, FrankrigJeg  smagte endnu en af de finere vintage champagner fra Beurton & Fils i form af denne 2016 Les Chapelleries og på ren Meunier .. . men det blev det bestemt ikke ringere af. Den smager også godt.

Les Chapelleries er lavet med ren Pinot Meunier fra en enkelt mark, nemlig Les Chapelleries i  Vallée de La Marnes.

Vinen er fermenteret i gamle egefade, gennemgår en malolaktisk gæring og får så andengæring på flaske i 3 år frem til september 2019, hvor den så er degorgeret samt tilført en dossage på 5 gram. Derefter er vinen så faktisk også lagret lidt længere på flaske igen … uden en 3. gæring 🙂

WAUW for en dejlig krisp og sprød duft, frisk som en efterårsmorgen, har klassiske gærede noter, lidt ristet franskbrød, ristede hasselnødder, pærer, fersken samt tørrede blomster, roser, tulipaner, appelsin … virkelig aromatisk og tiltrækkende.

Hvor er smagen også spot on syrlig, frisk … der er presset citronsaft, småsure appelsiner, umodne, grønne æbler, lemon bitterhed, har en rigtig dominerende og fin syre, mens moussen aka boblerne er rene, små og brusende … holder sig vedvarende og ivrige med masser af energi. Det er sgu smukt, så 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2012 Beurton & Fils, La Quille, Champagne, Frankrig

2012 Beurton & Fils, La Quille, Champagne, FrankrigMer’ champagne, for vi skal atter et smut til champagnehuset Beurton et Fils på Rue du Sorbier i Cuchery på den højre side af Marne floden i Vallée de la Marne lidt nordvest for Epernay og nu med denne lille, charmerende bobbelbombe 2012 La Quille.

Champagnehuset er stammer reelt tilbage til 1893, hvor familien Beurton startede med at dyrke druer og drives i dag i dag fortsat af familien i 6. generation. Det var dog reelt først i 1974, at huset startede med at flaske og sælge deres champagner.

Det skete, da Gérard Beurton fra Cuchery og Marinette Vincent fra Baslieux-sous-Châtillon slog pjalterne sammen og samtidig dannede Champagne Beurton & Fils. Marinette var – som Gérard – fra en familie af vinavlere og vandt til vinproduktion.

Gérard og Marinettes ægteskab gjorde samtidig, at de lagde de to familiers vinmarker sammen og startede dermed en ny, spændende æra for Champagne Beurton & Fils.

Marinette førte tilsyn med arbejdet i vinmarkerne, mens Gérard fokuserede på stod for produktion, markedsføring og økonomi. De udvidede også løbende markerne, således huset i dag har 13 hektar vinmarker i Cuchery, Baslieux-sous-Châtillon, Belval, Damery og Châtillon-sur-Marne … fordelt på over 100 parceller.

I dag er det dog Gérard  og Marinettes søn Benjamin, som driver champagnehuset sammen med sin hustru Katy. Benjamin overtog tøjlerne i 2005 og styrer både marker og produktion, mens Katy så tager sig af administration, salg og markedsføring.

Katy har tidligere arbejdet for nogle af de mest prestigefyldte champagnehuse og hun har en stor del af æren for husets vækst på eksportmarkedet.

Efter Benjamins overtagelse, som er markdriften omlagt til miljøvenlige metoder inspireret af principperne for økologisk drift og er også i dag certificeret High Environmental Value level 3 samt Sustainable Viniculture in Champagne.

Benjamin bestræber sig på at få de særlige kendetegn ved sine vinmarker frem, der hovedsageligt er plantet med druesorten Pinot Meunier, der er berømt for sin kraft og rustikke stil.

Her smager vi fra den fremragende årgang 2012 en af husets absolut topchampagner … La Quille, der er lavet på 40% Pinot Noir, 40% Chardonnay og 20% Meunier.

Vinen er fermenteret i rustfrie ståltanke, gennemgår malolaktisk gæring og er så lagret med andengæring i knap 9 år i huset kælder frem til maj 2021, hvor den så degorgeret og tilført en dossage på 6 gram.

Duften er egentlig meget klassisk … luftig og har dybe kældernoter, pæn tørhed, godt med nødder, hasselnødder og har nærmest en blød og rund dekadent aroma. Frugten er abrikos, fersken, pærer, kogte grøntsager, kandiseret citron, mandarin, marcipan og vanilje.

Bruset er klar og frisk … meget rent og intens, virkelig opbrusende mousse, dejlig kompleks, elegant og velafbalanceret med masser af citron samt lidt Champagnebrus-is. Selvom den er meget frisk, rank og oprejst, så er der noget modent, tilbagelænet, honnigagtigt, roligt samt venligt over champagnen, som giver stor velsmag. Det er da en buttet lille champagnelækkermås. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Domaine de Gouye, Saint-Joseph Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de Gouye, Saint-Joseph Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigI vor spændende smagning af nogle af Vinovas bedste vine var denne, fine Saint-Joseph Vieilles Vignes 2020 fra Domaine de Gouye den næste i rækken.

Domaine de Gouye drives af vinmageren Philippe Desbos og ligger ude på landet ved Saint-Jean-de-Muzols lidt vest for Grabouillère og lidt nord fra producenten Guy Farge.

Vingården har en betagende udsigt over Rhône flode og den berømte Hermitage høj mod øst, mens husets marker ligger tæt på gården højt hævet over den lille landsby Saint-Jean-de-Muzols.

Philippe Desbos er 3. generation på Domaine de Gouye, som i dag fortsat drives efter de gamle traditioner. Således er fx vinstokkene  bundet op med strå og den eneste lyd man hører – udover en svag brise i træerne – er lyden af Philippes hest Ramses, der godmodigt trækker ploven mellem de stenfyldte rækker af vinstokke.

Alt hos Domaine de Gouye følger økologisk tilgang og de ældgamle traditioner, men ikke for at følge en romantisk forestilling, men fordi, at det fortsat er den mest effektive måde at gøre det på, siger Philippe Desbos selv.

Også i familiens vinkælder er alt gammelt … fx den gamle, men fortsat aktive, vertikalpresse fra 1886, som fortsat står klar til næste høst af de håndplukkede Syrah druer.

Hele familien samt en stribe venner hjælper til med høsten, til presningen i den gamle presse og efterfølgende fodtrædning i de store gæringskar. Vinene er nok også det tætteste, som du kommer på uforfalsket, gammeldags Syrah fra Saint-Joseph.

Nogle af markerne stammer fra hans nu pensionerede nabo Saint-Joseph legenden Raymond Trollot, der dog også solgte nogle af sine marker til Pierre Gonon. Alt klares økologisk og traditionelt, bl.a. med helklasegæring på vildgæren og lagring i tanke eller gamle egetræsfade.

Produktionen er forsvindende lille, hvilket også har gjort vinene til et kultagtigt tilløbsstykke, når de frigives på Domaine de Gouye.

Denne Saint-Joseph Vieilles Vignes er selvfølgelig ren Syrah, der kommer fra mindst 50 år gamle vinstokke. Marken er placeret lige udenfor vinkælderen og har en jordbund af nedbrudt granit. Vinen er gæret i hele klaser og fodtrådt i åbne trækar, inden pulpen så er presset i den gamle vertikalpresse. Lagring sker på gamle fade i 16 måneder.

Duftmæssigt er det også NordRhône … men bare – som også hos Gonon – mere luftig og let. Der er fortsat sorte oliven, baconfedt, mejeri, peber, blåbær og hindbær, men frugten virker forholdsvis luftig og lys … men også masser af blomster og en vis saftighed.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor det bliver en let og elegant Saint-Joseph vin, hvor frugten mest er blommer, brombær og lidt hindbær med fremragende koncentration, faste tanniner og man mærker, at den sorte peber lige ligger nedenunder det hele. Den har et venligt og pleasende ansigt, selvom den også strutter af seriøs business. 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 345 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Bernabeleva, Arroyo del Tórtolas, Madrid, Spanien

2019 Bernabeleva, Arroyo del Tórtolas, Madrid, SpanienSidst jeg smagte vin fra Bodegas Bernabeleva var det deres fine, imponerende Garnache de Viña Bonita, som jeg var imponeret over. Nu smager jeg også deres Arroyo del Tórtolas og bliver igen himmelhenrykt.

Denne gang skal jeg nok undlade at skrive om huset, men så i stedet kigge lidt nærmere på denne Arroyo del Tórtolas lavet på 100% Garnacha aka Grenache.

Druerne til Arroyo del Tórtolas Vino de parcela kommer her fra 2,2 hektar stor mark med 75 år gamle vinstokke og en jordbund med en masse granit, men fattig på organisk stof og meget ufrugtbar.

Druerne høstes i to omgange, da de modner forskelligt jo længere man kommer på den nærliggende Tórtolas flod. Druerne får en 36 timers kold udblødning inden man enten fodtræder druerne – eller bruger en stamper – i åbne træfade.

Malolaktisk gæring foregår på franske barriques, mens lagringen sker over 14 måneder på 500 liter fade. Inden flaskning stabiliseres vinen i 6 måbeder på tank. Vinen svovles meget lidt.

I glasset er den et let vin med en svag krydret kant … har samtidig animalsk mødding, øko-bio-landlige noter, en aromatisk, frisk og tør frugt med en næsten burgundisk lethed … mest kirsebær, men også lidt jordbær og hindbær, blomsterpotpourri, syrlige bolsjer, tørret oksekød og -fond, luftig og æterisk … uha da.

Smagsmæssigt virker vinen også næsten slank med smukke og elegante tanniner og en lys saftighed. Vinen har denne lette, luftige og totalt intense frugtsmag, hvor der kommer både lidt bitterhed og sødme frem, en frugt af hindbær, lyse umodne kirsebær, rabarber, grape og multo eleganto. Hvor smager det godt og jeg er totalt pjattet med denne vin. 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 275 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandNæste vin blev en god, gammel kending, nemlig Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Große Gewächs fra Weingut Salwey og her i seneste årgang 2019.

Salwey er også et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Grosse Lagen marken Henkenberg strækker sig over bakkekammen mellem Oberrotweil og Burkheim mod vest. Jordbunden består af vulkanske aflejrninger og en tynd topjord af löss. Høstudbytterne ligger på omkring 40 hektoliter pr. hektar og alle druer håndplukkes og håndselekteres inden gæringen i åbne gæringstanke.

Gæringen foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader i 14 dage. Efter gæringen lagrer vinen 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering.

Salweys egetræsfade er lavet af træ stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Sidst jeg smagte denne vin, da var det i en årgang 2018, men denne 2019 er mindst lige så god.

Næsen er mindre reduktiv end 2018’eren, idet der er langt mindre med heksehyl, krudt og duft af nytårsskyts dagen efter, men der er dog fortsat en animalsk, sød hestestald. Det dufter herregodt og har en frugt med jordbær, hindbær, lidt syrlige røde drops og denne fine og nærmest svævende følelse. Det suppleres med lærkeskud, estragon, grangrene, saltlakrids, vanilje, kanel , karamel og mælkechokolade.

Smagsmæssigt har 2019’eren også en flot syrlighed med rabarber, ribs og grape … let, fin, spændstig og præcis suppleret med et grønt og frisk bid, meget rank og stadigvæk med let sødme, nogle vanilje, mælkechokolade og karamel elementer samt salte mineraler. Det smager himmelsk, så 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 345 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, Italien

2010 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, ItalienJan havde som hans vin nummer to medbragt en flaske fra Castello di Monsanto, som jeg jo netop et par uger før havde smagt den fabelagtige Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio fra. Det var dog en anden vin, nemlig den mere moderne søstervin Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, men i en ældre årgang 2010.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese Grosso plantet i 1968 og den laves kun i topårgange … første gang i 1974. Oprindelig blev den lavet som en protest mod de daværende appellationsregler i Chianti Classico, der krævede at man skulle blande Sangiovese med andre og mere inferiøre druetyper. Men denne er altså kun lavet på ren Sangiovese som fx Brunello i Montalcino.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede, korte og koniske stålkar med délestage og overpumpning over 20 dage og derefter er den lagret 18-20 måneder på 500 liter fade af fransk eg – nogle nye og andre brugt én gang tidligere – og derefter 2 år på flaske inden frigivelse.

Årene mærkes faktisk allerede fra start og på en helt anden måde end fx i Il Poggio. Her er det pænt moden frugt, let oxideret, har lidt brombær og blommer, kødfuld med oksefedt og tørret kød, gammelt teaktræ fra huse som i Den Gamle By, lakridsrod, engelsk lakrids og grafit. Virker utrolig blød … fadene fylder og virker gamle.

Smagen er skam også blød og rund. Hvor smager den godt og har en utrolig frugtkoncentration, selvom frugten også i munden er moden. Det er mest sådan lidt blommeagtigt, virkelig blød med blød på, tør med faste og stramme tanniner. Kompleks, moden, blød, kraftig og koncentreret vin. 95 point,

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Ida Buntsandstein, Baden, Tyskland

2016 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Ida Buntsandstein, Baden, TysklandJan havde taget denne 2016 Pinot Noir Ida Buntsandstein med fra de to vinøse vildmænd Sven og Florian på Weingut Enderle & Moll ved Münchweier i Badens Ortenau region … og med år på bagen er de værste reduktive aromaer væk og nu fremstår bare en ualmindelig god Spätburgunder af ædel klasse.

Buntsandstein Ida er anderledes end den almindelige Pinot Noir Buntsandstein, for her kommer druerne fra en speciel parcel, som de købte af en dame ved navn Ida. Det er en separat parcel med 50-60 år gamle vinstokke plantet i sandsten.

Vinen skiller sig ud ved at være den, som mest læner sig op af de burgundiske vine. Vinen er fortsat produceret både økologisk samt efter biodynamiske principper, men huset er ikke certificeret.

De fleste af vinene produceres i mikroskopiske mængder … faktisk laves der kun 1-2 fade af mange af vinene. Gæring er sket spontant alene med druernes naturlige gærceller, mens presning af druerne sker i gamle trækurve, hvorefter lagring er sket i brugte barriques, som Enderle & Moll køber fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne.

Vinen modnes omkring 17 måneder på gæren sur lie. Aftapningen sker også ved håndkraft og ved flaskningen er der heller ikke sket hverken klarering eller filtrering af vinen. Der er alene lavet 600 flasker af denne vin.

I glasset er vinen lys transparent med modenbrunt skær i kanten, har en let duft med sød hestestald, haregentlig godt med fadnoter, lys hindbær, jordbær, nogle mælkede noter, vaniljecreme, virkelig åben og tilgængelig nu, meget luftig og overjordisk svævende.

Smagsmæssigt er det lette og søde jordbær, let og saftig og igen kommer der intet reduktivt eller særligt animalsk frem, men bare fine fadnoter med kanel, vanilje, mælkechokolade. Selvom Sven og Florian virkelig stikker ud, så har de fået alt dresseret så smukt i denne vin, der fremstår rålækker. 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske af 2018 Pinot Noir Buntsandstein – altså ikke Ida – koster 460 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Jean Foillard, Morgon Cuvée Corcelette, Bourgogne, Frankrig

2020 Jean Foillard, Morgon Cuvée Corcelette, Bourgogne, FrankrigEfter jeg forleden blev lamslået over Jean Foillards fabelagtige, fine 2019 Morgon Côte du Py, så måtte jeg skaffe mer’ vin fra beaujolaisvinbonden. Her er det så hans 2020 Morgon Cuvée Corcelette.

Som med Côte du Py, så har Foillard også på sin Corcelette vinmark 80-90 år gamle stokke på Gamay. I kælderen er vinen lavet med svovlfri macération carbonique og alene med alle druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder på gamle 30 hektoliter egetræsfade, men vinen derefter blot aftappes med en mikrodosis svovl.

Det er klart Beaujolais i næsen … men som med Foillards 2019 Côte du Py, så har vinen lidt samme lette og burgundiske fornemmelse på en lidt kødfuld måde, altså bondsk, mørk og elegant med en frugt af brombær, kirsebær tilsat lidt rødbeder, let banan, skolekridt og den stinker bare skidegodt.

Også i munden er det imponerende med denne lette og nærmest burgundiske og luftig side med en bedøvende ro og balance. Den har en god saftighed, renhed og er meget frisk i frugten, lidt grøn … men tanninerne er også runde, mens syren fortsat er sprælsk, elegant og legende. Det smager rasende godt og er lige mig, så 95 point.

Købt hos Pétillant, hvor en flaskekoster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7