Ribera del Duero vino nr. 3 blev denne Cepa 21 fra vinhuset med samme navn Bodegas Cepa 21, der ligger i Castrillo de Duero cirka 10 kilometer øst for Peñafiel.
Som med de to foregående vine, så er Bodegas Cepa 21, ofte blot kaldet C21, et projekt grundlagt af Moro-familien, der også ejer Bodegas Emilio Moro.
Det er de to brødre José og Javier Moro som sammen med nogle af deres gode venner i år 2000 fandt 50 hektar god jord ved Castrillo de Duero … helt perfekt til vindyrkning.
De plantede en del Tempranillo stokke fra Bodegas Emilio Moro og byggede samtidig et hypermoderne, avantgardistisk vineri lige midt i vinmarkerne og det stod klar i 2006.
Projektet døbte de Cepa 21, hvilket refererer til sammenhængen mellem det traditionsbundne samt det moderne … cepa betyder vinstok, mens 21 refererer til det 21. århundrede.
Denne Cepa 21 er – som de foregående vine – lavet på ren 100% Tempranillo, som efter høster har gæret i rustfrie ståltanke over 18 dage ved kontrollerede temperaturer. Derefter er den malolaktiske gæring også sket i ståltankene over 20 dage, hvorefter vinen så er lagret en periode på franske egefade.
Cepa 21 har ganske frisk duft … lidt mørk og bitter frugt, hvor de mørkere bær som brombær, blåbær suppleres med lidt granatæbler, masser af eg, cedertræ, blomster, lavendel, nøddeskaller og vanilje. Duften er ikke helt så dyb som de foregående og virker måske endda også lidt sprittet ved første duft … men spritten aftager en smule med mere luft i vinglasset.
Smagen er egentlig også ganske frisk, blåbær, granatæbler, hindbær … faktisk med nogen lethed, meget ren og direkte frugt. Tanninerne er ikke så tydelige, men man fornemmer lidt tyngde og samtidig har vinen stor fylde, krop, kompleksitet og elegance.
Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr,, mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.