Tag-arkiv: Bourgogne

2022 Domaine de Colette, Régnié Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de Colette, Régnié Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt både Morgon, Moulin à Vent og Fleurie fra beaujolaishuset Domaine de Colette, men nu smager jeg altså en 2022 Régnié Vieilles Vignes.

Regnié er den nyeste af de 10 Cru i Beaujolais, fik sin AOP status i 1988 og ligger mellem Brouilly , Morgon og Chiroubles. Denne vin er lavet på 100% Gamay druer, som kommer fra gennemsnitlig 70 -80 år gamle vinstokke på nogle syd/sydøstvendte skråninger.

Den er lavet med hele drueklaser, som gærer efter macération carbonique metoden over 10 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten i betonkar i 8 måneder. Derefter flaskes vinen og får yderligere lidt tid inden frigivelse.

Hvor dufter det godt og klassisk beaujolaisagtigt med denne bondske og rustikke note, hvor der både er kirsebær, lidt hyld, ribs, brombær samt en mørk og lidt vamset aroma. Der kommer nogle lidt leragtige noter, sød saltlakrids, blæk, røg og blomster.

Smagen er virkelig saftig, blød, cremet, frugtrig og bondsk … der er masser af sammenpressede kirsebær, ribs, hindbær, brombær og der er masser af bondsk landlighed, saftighed med lakrids, blæk samt denne blomsteragtige aroma som tulipaner, blomsterstilke og lækker rund syre … 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Benoit Girardin, Santenay Les Champs Claude, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Benoit Girardin, Santenay Les Champs Claude, Bourgogne, FrankrigJeg har efterhånden 3 gange tidligere smagt vine fra Benoit Girardin … og alle gange har det været Santenay vine. Det er det såmænd igen, for dette er 2022 Santenay Les Champs Claude.

Som jeg også skrev første gang, så findes der masser vinbønder i Santenay med navnet Girardin.

Girardin familien har da også været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men Yves’ del fik han i 1981, hvor hans far Jean gik på pension og vingården blev delt mellem hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques, som hver fik 3 hektar marker.

Yves Girardin synes dog ikke, at 3 hektar var tilstrækkelig, så han opkøbte flere marker og i 2003 også Château de la Charrière, som blev familiens domicil, hvor også Yves byggede et nyt vineri og kælder.

I 2011 vendte sønnen Benoît tilbage til familiens vinhus, som herefter fortsatte under navnet Domaine Yves et Benoit Girardin, men siden 2020 har det altså været i Benoits navn alene.

De 8 hektar vinmarker ligger i appellationer som Santenay, Savigny-Les-Beaune, Chassagne Montrachet og Pommard og alle med gamle vinstokke. Benoits filosofi er klar … han vil vil lave vine af topkvalitet, frembragt så naturligt som muligt med fokus på det hårde arbejde i marken og så lidt indblanding i vinifikationen som muligt.

Typisk betyder det både selektering af druer i forbindelse med høst og ved ankomst til vineriet. Gæring sker på brugte fade og alene med naturlig gæring og dermed ingen brug af kulturgær.

Der udøves kun diskret ekstraktion for rødvinenes vedkommende, mens lagring typisk sker med gærresterne for hvidvinene og brug af fade med varierende alder, mens han i aftapningen også tager højde for månens faser med en biodynamisk tilgang.

Denne Santenay Les Champs Claude er en enkeltmarksvin, hvor Chardonnay druerne kommer fra en ganske lille 0,6 hektar mark Les Champs Claude, som Girardin selv ejer og ligger lige op ad dee langt mere berømte marker i Chassagne Montrachet.

Druerne er høstet med håndkraft efterfulgt af sortering og blid presningen inden den alkoholiske gæring sker spontant alene med druernes egne gærceller i egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder sur lie på franske egefade, som løbende udskiftes med nye over en 4-årig periode.

Slam … cremet, smørfed. Det brunede smør indgår i en fusion med olieret nøddenektar, kraftig og varm blomsterpollen, Nutella samt lakridskonfekt, vanilje samt en frugt af ananas, fersken, abrikos og noget kokos. Det er sgu vin med betagende bredde skuldre … endda med skulderpuder indenunder.

I munden er det også en bred, fyldig og fadpumpet vin på bedste måde, for det er en fed Chardonnay på højt niveau. Det er abrikos, mango, ananas, pærer og kandiseret lemon. Munden bliver fyldt med kraftig, cremet, blød og varm energi. Vanedannende, så Houlberg disker dermed op med 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 285 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Giroux, Pouilly-Loché, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Giroux, Pouilly-Loché, Bourgogne, FrankrigPouilly-Loché er en meget lille og for de fleste ukendt appellation, der klart ligger i skyggen for naboen Pouilly-Fuissé i Mâcon, men nu smager jeg en 2019 Pouilly-Loché fra Domaine Giroux.

Vinhuset er grundlagt i 1973 af Yves Giroux, men siden 2009 har det været hans søn Sébastien, der efter en karrierer som racerkører, nu står for driften af den lille vingård.

Sébastien har sammenlagt 7 hektar vinmarker i appellationerne Pouilly-Fuissé, Pouilly-Loché og Mâcon-Loché, hvorfra han nu producerer tørre hvidvine på Chardonnay.

Markerne drives efter økologiske og biodynamiske principper, men er fortsat under certificering. Sèbastien Giroux vil  ikke overgøre og sminke vinene unødigt, men lave naturtro vine med aftryk af det lokale terroir.

Vinificeringen foregår på gammeldags ærketraditionel vis med så lidt indblanding som muligt, en naturlig, lang og kølig fermentering efterfulgt af lagring på stål.

Sebastien har kunne  1 hektar i Pouilly-Loché, men der er også kun sølle 34 hektar i hele appellationen, men hans vinstokke er omkring 40 år gamle og de dyrkes efter økologiske – under certificering) – og derudover praktiseres også biodynamiske metoder.

 Vinificeringen foregår på ærketraditionel vis med så lidt indgriben som muligt, hvilket er ensbetydende med naturlig, længerevarende,  kølig og naturlig gæring efterfulgt af en 12 måneders lagring på gamle, store fade og så 12 måneder på stål.

Duftmæssigt er der fad, men det er egentlig meget diskret, men til gengæld er der skruet en anelse op for nogle naturvinsagtige noter, linolie, møbelpolish, honning, modne nedfaldsæbler, melon, pærer, hvid fersken, let fennikel, friske grønne vinblade samt lidt saltbagte citroner. Dertil kommer der noget blomstervand og i det hele taget denne lette blomsteraroma.

I munden er det let, læskende og forholdsvis spinkel Chardonnay,  har en nærmest kalket, vandet og læskende smag, hvor der kommer citroner i vand, grønne æbler og meget ren, elegant og helt uden fad, fedme eller vild tyngde. I stedet er det en frisk, yndefuld og slank vin med levende, ren og præcis hvid og mineralsk kalket syre. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Aurélien Verdet, Vosne-Romanée Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Aurélien Verdet, Vosne-Romanée Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigJan fandt flere lækre burgundiske druedråber frem, for den næste vin blev en 2018 Vosne Romanée Vieilles Vignes fra Domaine Aurélien Verdet, der ligger i Arcenant vel omkring 6-8 kilometer stik vest for Nuits-Saint-Georges.

Vinhuset drives af Aurélien Verdet, der overtog driften efter sin fader Alain Verdet, der allerede tilbage i starten af 1970’erne var en af pionererne indenfor økologisk drift i Bourgogne. Dengang var det ikke helt normalt at tænke i de baner, men denne filosofi har Aurélien ifået ind med modermælken. Derfor dyrkes alt selvfølgelig fortsat efter økologiske principper.

Ukrudtet holdes nede ved at pløje og luge mellem rækkerne, hvilket også er med til at tvinge rødderne længerede ned i jorden. Der sker som regel en enkelt grøn høst lige inden druerne skifter farve, mens beskæring og selve høsten naturligvis foregår med håndkraft.

Aurélien Verdet blev allerede rost massivt i 2008, hvor han vandt Groupe des Jeunes Professionnels de la Vigne titlen som årets unge talent i Cote de Nuits.

Aurélien Verdet har drevet vingårdens selv, siden faderen gik på pension i 2005 og han driver nu vingården i samme ånd. Han har i dag sammenlagt 12 hektar vinmarker, bl.a. med marker i Hautes Côtes de Nuits samt ved Vosne Romanée … 1. Cru marker som Beaux Monts, Nuits Damodes og Boudots.

Sideløbende med families vinmarker i Hautes Cotes, så har Aurélien løbende tilkøbt lidt marker i Cote de Nuits, og lejer resten. Dermed dyrker han i dag vin i alle de berømte kommuner … fra Gevrey Chambertin til Nuits St. Georges.

Vinifikationen starter typisk med 4-5 dages udblødning inden gæringen går i gang. Selve gæringsprocessen varer 12-15 dage og finder sted i glasforede cementtanke.

Aurélien bruger fra og med årgang 2022 udelukkende hele klaser på alle hans vine. Den efterfølgende lagring sker derefter udelukkende på egetræsfade, som varierer en smule for årgang til årgang, men det er typisk op til 14 måneder. Brug af nye fade er begrænset til omkring 25%.

Denne Vosne-Romanée Vieilles Vignes er laver med Pinot Noir druer fra 4 forskellige parceller med gamle vinstokke fra markerne Aux Ormes, Les Jacquines, Aux Raviolles og La Colombiére. Et blend der giver masser af Vosne krydderi og parfume.

WAUW … sikke en aroma … kølig med gazebind, jod, lidt oliemaling suppleret med tørt træ, ædeltræ, teak, mahogni og lidt møbelpolish med en smule terpentinske dufte, kastanjer, hasselnødder og kokos.

Frugten er modne kirsebær, jordbær og skovbær suppleret med mentol, kaffebønner, blomster, potpourri og den virker endda lidt parfumeret. Sikke dog mange lag … kompleks og dragende.

Smagen virker også kompleks … og så fabelagtig rund og cremet, så vinen vitterlig nærmest smelter i munden. Frugten er sådan både en smule umami og samtidig frisk, rund og præcis, hvor de også smager lidt fennikel, tørrrede roser, kaffe og tobak, mens tanninerne er så velafstemte og integrerede, at alt smelter flot sammen. Dette er vitterlig en stor vin, så dermed 96 point.

Forhandles af Terroir Vin i Mariager, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Domaine Lucien Boillot & Fils, Gevrey-Chambertin Les Evocelles, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Lucien Boillot & Fils, Gevrey-Chambertin Les Evocelles, Bourgogne, FrankrigDer kom mere fra samme skuffe … men denne langt mere sammenhængende og delikat. Det var en 2016 Gevrey-Chambertin Les Evocelles fra Domaine Lucien Boillot & Fils.

Lucien grundlagde sit vinhus i Gevrey-Chambertin i 1950, hvor han startede med at købe sine første marker i nord for Beaune i Côte de Nuits.  Senere arvede Lucien marker i Volnay og Pommard syd for Beaune.

I dag er det Luciens søn Pierre Boillot – og i øvrigt fætter til Henri Boillot – som driver vingården med dens 7 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 16 appellationer, bl.a, er det Gevrey-Chambertin, Nuits-Saint-Georges, Pommard, Volnay og Puligny-Montrachet.

Familien Boillot har lavet vin i 6 generationer og alt sker klassisk med gæring i egetræsfade, hvoraf maksimalt 30% er nye fade. Alle druer håndhøstes, høstudbyttet er begrænset og der anvendes kun vildgær. Typisk varer fadlagringen mellem 16 og 18 måneder. Vinene flaskes efter tyngdelovens principper og tappes ufiltrerede.

Denne 2016 Gevrey-Chambertin Les Evocelles er lavet med Pinot Noir druer fra enkeltmarken Les Evocelles, der er nabo til 1er Cru  marken Champeaux og nyder godt af den samme kalkholdige undergrund.

Det er ikke helt klart, hvorfor Les Evocelles ikke blev klassificeret som 1er Cru, men det er formentlig på grund af vinmarkens høje beliggenhed, hvilket giver køligere meget kølige vine.

I næsen virker frugten mere mørk, kølig og dyb … det er jordbær, hindbær, tranebær og virker samtidig mere kødfuld, har noget røget flæsk, lidt nødder, umami noter med skovbund suppleret med friske blomster, fennikel og et utroligt diskret fadpræg med lakrids, vanilje og kanel.

Smagen er let, elegant og satans flot skruet sammen … lidt mørkere end forventet, men sammen med jordbær, hindbær og tranebær, så kommer der også noget lemon og citron, som giver vinen en stram og præcis syre … der er sgu krop og sjæl i vinen, lidt urter og lidt krydderier, så samlet 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 689,95 kr., mens prisen er 575 kr. ved køb af 6 flasker,

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Domaine Jean-Marc Bouley, Volnay Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Marc Bouley, Volnay Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte i Frankrig og igen med mer’ burgundisk vin, for den næste vin var nemlig denne 2016 Volnay Vielles Vignes fra Domaine Jean-Marc Bouley, der holder til i udkanten af Volnay by.

Vinhuset har været drevet af familien Bouley siden 1919 og håndværket er gået fra far til søn gennem adskillige generationer, men det var reelt først i 1974, at man rigtigt startede med at sælge og markedsføre vinene i ejet navn.

Det var Jean-Marc Bouley, som efterfulgte sin far Christian, der igen havde overtaget vingården var grundlæggeren François Bouley. Men siden 2022 har det været Jean-Marcs søn Thomas, der har overtaget driften.

Han startede dog allerede 10 år forinden at arbejde sammen med sin far og de har passet i alt 8,8 hektar marker, der er fordelt på ikke mindre end 29 forskellige parceller.

Druerne til denne Volnay Vielles Vignes kommer fra 4 forskellige parceller ved foden af skråningen op mod Volnay by. Vinstokkenes gennemsnitsalder er omkring 50 år. Vinen lagrer 20 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 30% er nye.

Duften er ikke så Volnay fin, som jeg havde forventet … mere lidt beaujolaisagtig og så fanger jeg altså også noget prop. Vi smagte  5 mand høj vinen, men de andre mente ikke, at den havde prop. men det blev ved med at forfølge mig., Det er ikke voldsomt, for jeg fik fortsat lidt kirsebær, jordbær, ribs, noget svovl og ellers en god samt frisk syre, grafit og en grøn, kantet tone … og så lidt prop.

I munden er der også godt med syre med noget lemon, citron, hindbær, ribs og en totalt vild tørhed. Det blev ingen fin og sart elegantier, men i stedet kantet, tæt og let lukket. Det smager sgu da bestemt godt, men tror sgu fortsat, at den lige havde en snert og jeg landede da også moderat på 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 594,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 12 flasker,

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Yves Boyer Martenot, Meursault les Narvaux, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Yves Boyer Martenot, Meursault les Narvaux, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte i samme spor … og så alligevel total different. Vi smagte vinene blindt, men mit første bud var Meursault og det var ikke det dårligste bud, for vinen var en 2020 Meursault les Narvaux fra Domaine Yves Boyer Martenot.

Familien Boyer-Martenot har siden 1945 ejet dette hus og Vincent Boyer har siden 2003 haft ansvaret for domænet.

Han er 4, generation på vingården, som han overtog fra sin far Yves og de har sammenlagt 10 hektar vinmarker i og omkring Meursault fordelt på ikke mindre end 18 lieux-dits, og deres største besiddelse finder man i Meursault på marken Narvaux.

90% af produktionen er hvidvine og al produktion foregår efter økologiske principper, dog har de ikke en decideret certificering, men det kan ændre sig indenfor en kort årrække. Siden 2018 har produktionen været 100% økologisk.

Denne Meursault les Narvaux er netop lavet med Chardonnay druer fra husets store vinmark og omkring 50 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med presning og efterfølgende gærring i egefade og efter endt fermentering er den laget på egefade, hvor 10% er nye fade og derefter er vinen lagret 6 måneder på leramfora krukker.

Duftmæssigt er det fed, faglagret burgundisk Chardonnay med lige åbnede dåsepærer, fersken, gule æbler, kandiserede citroner, brunet smør, tørrede nødder og nogle grønne noter samt et lidt kalket udtryk.

I munden er vinen fed, cremet og olieret … blød, blidt og smilende, således den nærmest smelter i munden. Det er bløde æbler, modne pærer, fersken, ananas, mandler, ristede hasselnødder, karamel samt kandiseret citronskal, lemon og virkelig imposant fyldig i munden, så dermed havner Houlberg på 95 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 395 kr. , mens den nye årgang 2021 koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Frédéric Cossard, Bigotes Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Frédéric Cossard, Bigotes Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigBigotes betyder knurhår, men hvorfor denne 2020 Bigotes Bourgogne Blanc fra Frédéric Cossard, der driver Domaine de Chassorney i Saint Romain i Bourgogne, hedder sådan, har jeg slet ingen anelse om.

Vinhuset blev grundlagt i 1996 af Frédéric Cossard og er kendt for sin tilgang til biodynamisk vinproduktion og for at fremstille vine med minimal intervention.

Frédéric havde forinden gennem mange år arbejdet i mejeriproduktion og senere som courtier, der er en slags mellemmand, der formidler kontakten mellem vinbønder og négocianthuse, hvilket også har givet ham et stort  netværk, hvor han har opbygget et mangeårigt tillidsforhold til de bønder, som han i dag køber druer fra.

For Frédéric har nemlig på Domaine de Chassorney har ikke selv mange egne vinmarker, så i stedet køber Frédéric Cossard druer fra små, biodynamisk dyrkede parceller rundt omkring i Bourgogne.

Han fokuserer primært på at arbejde tæt sammen med vinbønder for at sikre, at druerne dyrkes og høstes med den højeste kvalitet og respekt for miljøet. Cossard er lidenskabelig omkring at udtrykke et lokalt terroir i sine vine og håndterer vinifikationen med omhu og omhyggelig opmærksomhed på detaljer.

Det sikrer ham kontinuitet fra år til år og druer af uhørt høj kvalitet. Fred er desuden oprindeligt uddannet inden for mejeriproduktion og har taget præcisionen og hygiejnestandarderne fra dette fag med sig ind i vinproduktionen i bestræbelserne på at lave vin helt uden brug af svovl.

Denne 2020 Bigotes Bourgogne Blanc er på ren Chardonnay fra 40 år gamle vinstokke fra marker i Puligny-området i Bourgogne, der så drives efter principperne om bæredygtigt landbrug og respekt for terroiret, med fokus på det højeste. druernes kvalitet.

Druerne høstes i hånden og omhyggeligt udvalgt direkte i vingården, gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller og efter gæringen er vinen lagret på nye barriques i maksimalt 3 år.

I glasset er vinen nærmest grumset og det dufter sgu også af naturvin med et kridtet og kalket udtryk, svedig bondemandsved, øko og bio-noter, blomstervand, lakrids, fennikel, stikkelsbær og pære, lakridskonfekt, vanilje … så man fornemmer klart fadet.

Smagsmæssigt har vinen en frisk, grøn og urtet syre, ren, bitter med stor saftighed. Den er proppet med citroner, lemon, grape … en saltet grape … har virkelig frisk citronbid. Mange vil nok ikke gætte, at det er en Chardonnay, for det er en rank, syrlig, vild og forfærdelig charmerende vin, som jeg omgående blev vild med. 95 point.

Importør er Lieu-dit, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, FrankrigJeg fortsatte med en Veuve Ambal Crémant de Bourgogne i samme boldgade, men nu uden Aligoté druen, for vinen er en Non Vintage Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut.

Også her kommer alle druerne fra nogle kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i skånsom pneumatisk vinpresse, så kun det fineste ”first press” most finder vej til vinen.

Basisvinen har gæret på ståltanke inden andengæring på flaske i et sted mellem 14-24 måneder sur lie.

I næsen virker Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lidt finere, blidere og mere feminin end foregående. Det dufter vildt lækker og man får faktisk lidt associationer til hvid burgundisk vin, for frugten er pærer, fersken og modne æbler, lidt ristede hasselnødder og en lidt smøragtig med intensitet og vaniljeagtige elementer.

Det er smagsmæssigt et fint brus, der også virker lysere og mere kvindelig, men igen er det umodne grønne æbler, citroner, limefrugt og atter kommer der hurtigt en lidt kalket mineralitet, Der er virkelig god syre og samlet er der sgu ikke meget, som vender forkert og så bliver jeg omgående glad … og napper et glas mere.92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt Crémant de Bourgogne fra Veuve Ambal, der bare laver skønne mousserende bobler og går rigtig champagne i bedede, så her smager jeg deres Non Vintage Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut.

Veuve Ambal af grundlagt i 1898 af Anne Marie Ambal. Da hendes parisiske ægtemand og bankmanden Antoine Emile Ambal døde, så flyttede hun tilbage til hendes fødeby Rully, hvor hendes bror stadig boede, var købmand og handlede med Bourgogne vine.

På dette tidspunkt var champagnemetoden ny … og Anne Marie havde forudset dens fremtidige popularitet, hvorfor hun besluttede sig for at skabe sin egen maison aka vinhus med produktion af både hvide og røde mousserende vine.

Hun høstede stor anerkendelse for sine mousserende vine og Maison Veuve Ambal blev hurtigt anerkendt som specialister i Crémant de Bourgogne og har siden var et referencepunkt for crémanter fra Bourgogne.

I den er det Anne Marie Ambals tiptipoldebarn Aurélien Piffaut, der som 6. generation siden 2010 har stået i spidsen for vinhuset, der i dag råder over omkring  250 hektar vinmarker fra 6 forskellige burgundiske domæner.

Her arbejder de konstant på at optimere kultiveringen af deres marker med høje kvalitetsstandarder og med stadig flere af deres marker, som bliver certificeret økologisk. I 2005 iværksatte familien en kæmpe udvidelse af produktionsfaciliteter og lagerkapacitet og flyttede efter mere end 100 år i Rully tættere på Beaune.

Denne Crémant de Bourgogne Blanc de Blancs Brut er lavet på et mix af Chardonnay og Aligoté, der høstes fra kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i en skånsom pneumatisk vinpresse, så kun den mest delikate most af druernes førstepresning finder vej til det færdige blend. Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltanke, inden andengæring på flaske i minimum 18 måneder sur lie.

Meget lækker og umiddelbar duft … det er formfranskbrød, croissanter, pærer, æblemost, fersken og honningmelon. Der er lidt sødme, gærede noter og ellers godt med blomster, meget sommerlig og frisk som en elverpige med fletninger i håret.

Det er godt brus, som dels har grønne, lidt umodne æbler og noget citrus, men også en vis sødme samt en kalket mineralitet. Man kan nærmest smage, at Aligoté druerne giver et grønt syrebid. Boblerne ebber hurtigt ud og så kommer er en lille lemonagtig bitterhed, der dog også bærer en smule sødme. Det er lige det, som jeg denne dag på terrassen med høj sol har brug for, mens jeg venter på gæster, som helt sikkert vil være klar på et glas. 90 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7