2021 Domaine Françoise André, Chorey-Lès-Beaune Tue Boeuf, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Françoise André, Chorey-Lès-Beaune Tue Boeuf, Bourgogne, FrankrigDomaine Françoise André ligger i Beaune og stod bag den næste røde burgundiske vin, som var en 2021 Chorey-Lès-Beaune Tue Boeuf … den lidt mindre kendte appellation udenfor Beaune.

Vinhuset er grundlagt i 1983 af Michel og Françoise André, da de købte 1er Cru vinmarken Les Vergelesses i Savigny-Les-Beaune og det blev startskuddet til den vingård, der i dag omfatter hele 11 hektar vinmarker.

Både Michel og Françoise kommer ud af familier af vinalvere i Bourgogne og de købte markerne for at opbygge deres domæne med nøje udvalgte marker … mest vinmarker på de køligere øverste af skråninger og alene plots med gamle vinstokke.

Deres ambition var at lave lette og elegante vine og det da også hvad vingården i dag er kendt for. Deres marker består i dag af 16 lieux-dits i Pommard, Beaune, Chorey-les-Beaune, Savigny-les-Beaune, Pernand-Vergelesses og endda også på Corton højen.

Denne 2021 Chorey-Lès-Beaune Tue Boeuf er selvfølgelig lavet på Pinot Noir druer fra den 1,3 hektar store mark Tue Boeuf, hvor der er vinstokke, der er plantet tilbage i begyndelsen af 1970’erene.

Druerne er høstet manuelt ved håndkraft og afstilket 100%, mens gæringen finder sted i temperaturkontrollede ståltanke. Under den alkoholiske gæring smages mosten dagligt. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på de klassiske 228 liter barriques, hvoraf 25-30% er nye fade.

Duften er meget aromatisk … lidt medicinsk med hæfteplaster, gazebind og ellers noget humus, blæk, tjære og frugten er også til den lidt mørkere side med kirsebær og tranebær suppleret med lidt skovbund, ristede svampe, lakrids, kanel og nøddekompot.

Også i smagen virker frugten lidt til den mørke side … der er sorte kirsebær, tranebær og saftige jordbær, har en meget elegant frugt og en nærmest jernet mineralitet. Der er cedertræ, tobak, skovbund, lette tanniner og ganske elegant. 93 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7