Tag-arkiv: Piemonte

2021 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, Italien

2021 Parusso, Barbera d’Alba Ornati, Piemonte, ItalienVi fortsætter i det italienske, men tager til Monforte d’Alba i Piemonte og dér finder vi  Azienda Agricola Parusso på vejen mod Castiglione Falletto … og vi smager først husets Barbera d’Alba Ornati.

Parusso har jeg skrevet om masser af gange … og endda selv besøgt. Mit besøg hos Parusso – eller helt præcis Armando di Parusso F.lli Società Agricola – kan du læse om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.

I det blogindlæg fortæller jeg også om vinhuset, historien, familien og alle vinene. Der kan du også se en masse fotos fra vingården bl.a. fra vinkælderen og Giulia Parusso.

Barbera d’Alba Ornati er selvfølgelig lavet på Barbera druer, der kommer fra lidt forskellige marker i Ornati i Monforte d’Alba og der ligger Parussos marker i 350-400 højde på nogle soleksponerede skråninger.

Vinen her er lavet med spontangæring af Barbera druerne alene med de naturligt forekommende gærstammer. Marco Parusso laver gæringen i rustfrie ståltanke, men efter endt gæring og maceration, så er vinen lagret sur lie 5-6 måneder på franske barriques.

WAUW for pokker … har sgu en god kombination af både fylde og tørrede rosenblade. Den fede frugt er både sorte kirsebær, modne blåbær, blommer, sød lakrids, våde fade, sødme, konfekt samt sød, gammel og tyktflydende balsamico, kakaopulver, skovbund og læderfedt samt luftig krydderier med en smule mentol.

I munden er vinen tør, men det er igen med en kraftig og mørk frugt, sorte og syrlige kirsebær, blåbærsyltetøj, ribs, peber, en maskulin og mørk syre, engelsk lakrids og balsamiske elementer. Den er ikke så vamset som 2020’eren, men har et mere syrligt og frisk bid. Jeg lander på 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Giacomo Fenocchio, Anima Arancio Orange Soul, Piemonte, Italien

2021 Giacomo Fenocchio, Anima Arancio Orange Soul, Piemonte, ItalienSelvom solen ikke altid skinner, så kan man da godt nyde lidt vin på terrassen … og det blev så et glas Anima Arancio Orange Soul 2021 fra Giacomo Fenocchio og lavet på skindfermenteret Arneis.

Vi har her fat i en gammelt piemontisk vinhus, der blev grundlagt tilbage i 1864 og ligger i Monforte d’Alba.

Fenocchio-familien holder, nu på 5. generation i kraft af Claudio Fenocchio, stædigt fast i de gamle traditioner for vinfremstilling i en vinverden, der ellers bliver stadigt mere moderne og teknisk orienteret.

Vinhuset har 14 hektar vinmarker med Arneis, Dolcetto, Barbera, Nebbiolo og Freisa. Arbejdet i markerne foregår med udgangspunkt i nogle af de bedst beliggende marker i distriktet, lavt udbytte og fokus på at lade terroiret slå igennem via omhyggelig pleje af de gamle stokke.

Der arbejdes som udgangspunkt uden kemisk sprøjtning og kunstgødning, dog ønsker Claudio Fenocchio at beholde muligheden for at redde en høst med kemisk hjælp i helt ekstremt vanskelige år, klimatisk set.

I kælderen er det tilsvarende filosofien, at lade vinen udtrykke sit eget terroir og frugt, end at præge den med fadsmag. Der gæres kun med druernes naturlige gærceller og i lang tid med skallerne … for Barolo’ernes vedkommende 30 dage.

Vinene filtreres ikke før aftapning, så man anvender alene den naturlige bundfældelse fulgt af flytning af vinen over bundfaldets niveau fra fad til fad.

Denne 2021 Anima Arancio Orange Soul er lavet på ren Arneis, som kommer fra Roero og er fremstillet som en orangevin med 30 dages skindkontakt på ståltank, hvorefter 1 års lagring på et 1.000 liters slavonske egefade modner vinen, før den frigives.

I næsen er der noget tørret abrikos, gule stenfrugter, mirabeller samt æblemost, lidt honning og mjød … ganske animalsk og landlig, gærede noter og samtidig liflig samt dragende.

Smagsmæssigt har vinen en frisk syre og en blød krop, hvor der er sød lemon, tranebærjuice samt en tør garvesyre, som sidder rundt i hele mundhulen med denne landlige, lidt oxidative honningnote, hvilket giver en kompleks og spændende vin. 93 point.

Forhandles af Terroiristen, hvor en flaske i årgang 2018 koster 265 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Fratelli Revello, Barolo Conca, Piemonte, Italien

2016 Fratelli Revello, Barolo Conca, Piemonte, ItalienVi fortsatte med mere Barolo, for næste vin i glasset til byggemødet blev denne 2016 Barolo Conca fra Fratelli Revello.

Historien om vinhuset startede egentlig umiddelbart efter den 2.  Verdenskrig, hvor familien Revello, bestående af Giovanni Revello, Caterina Tezzo og deres børn Ercole, Maria og Giacomo Revello, så flyttede fra Cherasco til den lille landby l’Annunziata i La Morra.

Der lejede Revello-familien et bondehus og i 1955 begyndte Giovanni, hjulpet af sine sønner Ercole og Giacomo, at genplante nogle af vinmarkerne, men alle de høstede druer blev dog solgt.

Det var faktisk først i 1967, at familien for første gang vinificerede en del af høsten og skabte den allerførste flaske Giovanni Revello & Figli Barolo.

Det var dog først med de to brødre Enzo og Carlo Revellos indtræden i 1990, at man stilede mod at sælge vinene under eget navn. De to brødre havde været i lære hos Elio Altare og der fået både inspiration og lyst til at lave egne vine. Der havde de bl.a. lært brugen af grønthøstning, kort maceration og lagring på barriques.

Da de høstede de første druer til Barolo i 1992, så havde de ikke mulighed for at vinificere de enkelte marker separat. Samtidig var man nødt til at sælge en del druer for at skaffe kapital til kælderudstyr.

Situationen var den samme i 1993 og først i 1994 kunne man vinificere og tappe enkeltmarksvine. Udover Barolo producerer Revello også Dolcetto d’Alba og Barbera d’Alba,

Vinhuset har 8,5 hektar vinmarker med parceller på bl.a. Rocche dell’ Annunziata, Gattera, Conca og Giachini. Den samlede produktion ligger på omkring 40.000 flasker årligt.

Denne Barolo Conca er lavet af Nebbiolo druer fra marken Conca, der med kun 2,45 hektar er den fjerdemindste MGA i hele Barolo-produktionszonen. Fratelli Revello har alene 0,7 hektar med stokke plantet tilbage i 1954.

Fratelli Revello har fremstillet vinen første gang i 1997og er en moderne Barolo med kort macerationstid i ståltanke over 10 dage og efterfølgende lagring i 24 måneder på franske barriques, heraf 40%  nye fade.

I næsen har vinen en moden aroma med mahogni, våde fade, violer, tørrede rosenblade, brune blade fra træer i efteråret, knuste sten og lakrids, vanilje … frugten lidt sødlig og varm med kirsebær, hindbær, ribs, røg, noget mentol og små grønne elementer.

Vinen smelter nærmest i munden, mens tanninerne rykker den anden vej, er faste og tørre som en ørkenvind i Sahara og virkelig udtørrer munden med stor beslutsomhed suppleret med lidt lemon bitterhed og godt med lys frugt, struktur og tæthed. 94 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien2016 er også i Barolo en fremragende årgang og det afspejlede sig også i denne Barolo 2016 fra altid fremragende Pio Cesare, så det er sgu en vin, som er svær at blive sur på.

Både vinhuset og denne Barolo har jeg skrevet om tidligere … for vinen har jeg smagt i både årgang 2009, 2010 og 2011. Nebbiolo druerne kommer dels fra husets egne marker, bl.a. Ornato marken i Serralunga d’Alba, Gustava i Grinzane Cavour, Roncaglie i La Morra og Ravera i Barolo -Novello, men også fra nogle af de vinbønder, som Pio Cesare har leveringsaftaler med.

Vinifikationen sker i ståltanke med skinkontakt i omkring 20 dage, hvorefter vinen lagrer i medium ristede franske fade i 3 år med 75% af vinen i 20 til 50 hektoliter fade og 25% i barriques.

Sikke dog en fabelagtig aroma … skøn blanding af hestestald, violer, rosenblade, tobak, stuvede champignon, modne, fine, lyse kirsebær, ribs og tranebær, godt med mentol, lidt tobak, fint og let fadpræg og det er både med røg, teaktræ, lakrids samt en snas mælkechokolade og vanilje. Alt er doseret så smukt og imponerende.

UHA … det smager godt og man forstår fuldstændig, at huset på etiketten har skrevet; Please, don’t call it regular. For det er sgu ret enestående med lyse kirsebær, ribs, granatæbler, æblesyre, modne og stramme tanniner, røg, vanilje samt et fantastisk syrebid i ganen. Bider virkelig på en moden måde, så 96 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 799 kr., mens prisen er 625 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2018 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienÅhhhh Barolo … elsker bare denne drik og denne gang er det med en 2018 Barolo Ciabot Tanasio fra Sobrero Vini, der ligger på adressen Via Alba Monforte tæt ved Castiglione Falletto.

Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2013, 2015 og 2016, så vinhuset har jeg skam skrevet om tidligere.

Vinen er opkaldt efter husets gamle vingård Ciabot Tanasio og den er lavet med druer fra 55 år gamle Nebbiolo stokke på de 3 marker Valentin, Pianta samt Pernanno.

Selve maceration og gæring sker i rustfrie ståltanke over 35 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 6 måneder i ståltankene og først derefter lagres vinen mindst 24 måneder på slavonske 2.500 liter egefade.

Dermed er produktionen således meget traditionel og der anvendes slet ikke franske fade, da de ifølge Pier Franco Sobrero afgiver alt for megen vanilje til vinen. Efter endt lagring flaskes vinen fuldstændig ufiltreret.

I glasset er ligheden med tidligere årgange slående … næsten lys og transparent med en lidt brunmoden kant, mens duften faktisk virker moden og egentlig også ret venlig med tørrede røde roser, blomster, violer, læder, cedertræ, tør kakao, skal fra mandarin og en rund, blød frugt med blommer, jordbær, kirsebær … virker total drikkeklar med en imødekommende og artig sjæl.

Som med både 2015’eren og 2016’eren er det en varm og lidt fyldig Barolo, der virker klar og drikkemoden. Det er blødt, varmt og rundt, men fortsat med tørre tanniner, som dog også med et massivt indsug af luft lige får sig sat i munden, men de virker næsten enten for flinke eller for dovne til rigtigt at gøre noget ved sagen. Det giver i stedet en utrolig drikkeklar vin, som er saftig og læskende med nogle absolutte Barolo kvaliteter, så 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Picollo Ernesto, RoveRina Spumante Brut, Piemonte, Italien

N.V. Picollo Ernesto, RoveRina Spumante Brut, Piemonte, ItalienForleden smagte jeg en 2022 Gavi Rovereto fra Azienda Agricola Picollo Ernesto di Picollo Gianlorenzo – eller også blot kaldet Casa Ernesto – og nu smager jeg endnu en vin fra huset … den mousserende RoveRina Spumante Brut.

Det er en mousserende vin, der er lavet på 100% Cortese druer og samtidig på den lidt billigere charmat metode, hvor moussen i vinen dannes via produktion i trykbeholdere, hvilket er sket over 3 måneder.

I næsen er der et meget frisk brus, som lige får næsehårene til at flimre, mens duften er meget ren, klinisk og krisp. Der er blid toast, svagt lidt nødder, let nougat og en blød frugt af pærer, fersken, hyld samt noget sødt i stil med flødekaramel.

Brusset er også stort i munden med en lidt jernagtig smag, grønne æbler, grønne æbler, lemon samt småsure citroner og samlet er det en rigtig frisk vin, der har et godt bid … mineralsk, ren og pivfrisk, så dermed 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Elio Altare, Barolo, Piemonte, Italien

2006 Elio Altare, Barolo, Piemonte, ItalienJan havde også medbragt en fremragende 2006 Barolo fra den eftertragtede Elio Altare … der startede den modernistiske bølge i Piemonte og dermed var en af de første, som afkortede macerationsperioden og brugte små franske barriques til sine Baroloer.

Historien om Elio Altare startede i 1976, hvor Elio havde besøgt Bourgogne og var blevet inspireret til selv at lave vin på familiens vingård i La Morra. Gården Cascina Nuova havde Elios bedstefar Giuseppe Altare købt i 1948, da familien flyttede til området fra byen Dogliani.

Men familien solgte blot druerne fra de tilhørende marker til kooperativer og andre opkøbere og det fortsatte, da Elios far Giovanni Altare overtog gården. Derfor var faderen heller ikke meget for idéen om selv at skulle producere vine.

Ja faktisk syntes Giovani slet ikke om Elios idéer … først begyndte Elio at foretage grøn høst og forholdet mellem far og søn gik helt galt i 1978, da Elio med en motorsav skar de gamle store træfade – de såkaldte botti – i stykker for at lave plads til de mindre barriques.

Det fik den konsekvens, at hans far smed ham på porten og gjorde ham arveløs. Elio fortsatte dog med at arbejde med vin … og efter faderens død i 1985 arvede søsteren – der ellers ikke var videre vininteresseret – familieejendommen Cascina Nuova og vinmarkerne.

Elio tog et banklån for at købe Cascina Nuova af søsteren og nu kunne Elio for alvor udfolde sine ideer. Og siden har Elio Altare produceret stor vin på vingården, og selvfølgelig benyttet sig af korte macerationstider og en vis anvendelse af barriques.

Det vigtigste udgangspunkt for produktion af fremragende vine er dog Altares vinmarker og hans kompromisløse holdning til høstudbyttet. Af de 9 hektar Altare har til sin rådighed, ejer han selv de 5 hektar, mens resten er på lejebasis. Høstudbyttet ligger meget beskedent på 20-25 hektoliter pr. hektar.

Siden 2000 har Elios ældste datter Silvia også deltaget i driften, selvfølgelig også med hjælp fra hustruen Lucia. Den yngste datter Elena arbejder imidlertid i Tyskland.

Elio laver 13 forskellige vine, herunder flere Barolo’er og denne er blot hans almindelige Barolo. Druerne kommer fra forskellige marker ved både La Morra, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba og Barolo. Vinstokkene er mellem 20 og 30 år gamle.

Denne basis Barolo er lavet med kort maceration i 4-5 dage og derefter lagret i franske barriques i 24 måneder. Der produceres årligt omkring 10.000 flasker af denne vin.

Næsen er mørkere og dybere end forventet … virker tæt og mørk med dybe fadnoter, kødfuld med syrlig mødding, oksefond og våde fade med vanilje, kanel og dyb lakrids. Det mørke frugt virker endda lidt syrlig med ribs, tranebær, blåbær, violer, blomster, jord, våde rabarberblade … lidt storladen og fed Barolo.

Smagen er tør og tanninerne vilde … de viser atter tænder, brøler, snerper og sætter sig med karakterfasthed på tænderne, som helt blotter sig som det mest udsatte gebis. Det er så stramt og strengt med et vildt bid, men samtidig med en utrolig balance. Frugten er så også nærmest stram, jernholdig, umoden med ribs, syrlige kirsebær samt lidt tobak … flot. 96 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en nyere årgang koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 La Biòca, Barolo Monvigliero, Piemonte, Italien

2015 La Biòca, Barolo Monvigliero, Piemonte, ItalienJeg har tidligere haft Barolo fra La Biòca i vinglasset og været ret himmelhenrykt … og det er jeg såmænd igen med denne Barolo Monvigliero 2015.

La Biòca betyder pindsvin, men det er også betegnelsen for en hårdhudet person. Dermed passer ordet Biòca meget godt til Bisso Atanassov, som er idémanden bag La Biòca.

Da han tilbage i 2012 slog sig ned i Serralunga d’Alba med en målsætning om at lave vin på niveau med de bedste producenter i Barolo og Barbaresco, så sagde mange, at projektet var tosset og at det ville være umuligt at gennemføre … og bare prisen på gode vinmarker kan afskrække enhver, men ikke den hårdhudede Bisso.

Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har tilbragt sin ungdom i Moskva, har ønologi uddannelse fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Graham Beck i Sydafrika, Château Engarran i Languedoc, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion.

Sammen med en flok russiske investorer fik han dog opkøbt en række vinmarker … lidt af et kæmpe projekt, men i dag ejer og lejer La Biòca samlet 16,5 hektar vinmarker, hvor dog alene 9,1 hektar pt. anvendes til produktionen, mens 7,4 hektar er købt for nyligt i kommunen Roddino og vil blive tilplantet over de kommende år.

Huset har parceller på marker som Bussia, Ravera, Monvigliero, Castagni og Croera i Barolo, Ronchi og Secondine i Barbaresco samt San Sebastiano ved Monforte d’Alba.

Siden 2018 har Bisso Atanassov dog ikke længere været en del af vinhuset … til gengæld er vi stødt på Bisso i andre sammenhænge, for han hjælper i dag Taverna Wines ved siden af sit eget soloprojekt Quila .. men er også vinmager for det danske par Ann og Michael Dupont og deres piemontiske eventyr Mille Vite.

Men denne 2015 Barolo Monvigliero er altså lavet af Bisso … i hvert fald i starten og det er med Nebbiolo druer fra Monvigliero marken i omkring 380 meters højde på en bakkekam ved byen Verduno, der på modsatte side passeres af floden Tanaro. Betingelserne giver et lidt køligere mikroklima. Samtidig er jordbunden sandet og medvirkende til at levere lette Nebbiolo vine.

Vinen er lavet med en 100% afstilkning, en kold udblødning af druerne i 2-3 dage inden gæring i rustfrie ståltanke over 7-10 dage. Herefter har vinen hvilet med skallerne i eftermaceration i 20 dage inden lagring i 18 måneder på 500 liters franske tonneaux fade og 300 liters blandede egefade.

I næsen er det træolie, linolie og virker vegansk, har noget grøntsagsfond, brændt karamel, ristede noter, kandiserede noter, cedertræ, lærkeskud og en meget moden frugt, sorte kirsebær, sorte blommer, brombær, lakrids, peber, tjære, jern, gamle havelåger samt gammelt træ, kanel, vanilje … meget blød og imødekommende.

Uha, hvor det smager godt … har denne lidt easygoing og typiske bløde La Biòca karakter, men det er med et godt bid og en god syrlig nerve. Det er atter brombær og blommer, fennikel … det smager sgu bare herregodt, så 96 point.

Vinene fra La Biòca forhandles af Propperiet Vin Import, men denne vin er ikke i sortimentet, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2018 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienDenne Barolo Gramolere fra Giovanni Manzone vandt en lille Barolo smagning i årgang 2015. Nu har jeg atter vinen i glasset, men i årgang 2018 og det er fortsat en lille vindervin.

Vinen er lavet ved, at gæringen og maceration sker over 30-40 dage ved 28 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 liter egefade efterfulgt af lagring i betontanke 2-3 måneder og efter aftapning på flaske – uden hverken klaring eller filtrering – og sluttelig lagret yderligere 10 måneder.

Næsen er nærmest parfumeret … men det er en parfume med arketypiske og klare noter af tørrede rosenblade, violer, blomster, røg, læder, umodne kirsebær, ribs, kamfer, pilleglas, fennikel samt lidt fadpræg med vanilje, karamel og gazebind.

Som med både 2015’eren, 2016’eren og 2017’eren har vinen denne flotte kombination af let sødme samt en frisk frugt, hvor det både er ribs, lidt umodne blommer og hindbær … lidt juicy og saftig, men der er sgu også knastørre og vilde tanniner, der sætter sig i kæften, men også har en smule frugtrig rundhed, der bløder det op og giver god balance. Hvor smager det godt. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 409,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Brandini, Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2020 Brandini, Rocche del Santo Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, ItalienAgricola Brandini ligger på adressen Borgata Brandini ved den lille by Brandini blot en kilometer vest for La Morra i Piemonte og drives af de to søstre Serena og Giovanna Bagnasco. Derfra skal vi smage en 2020 Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore.

Vinhuset Brandini er reelt grundlagt i 1985, hvor de to søstres forældre med far Piero Giuseppe Bagnasco i spidsen købte den lille vingård Azienda di La Mona, der havde 4 hektar vinmarker og blot solgte druerne til de lokale kooperativer.

Pietro arbejdede på det tidspunkt for administrerende direktør for Gruppo Fontanafredda … den store vinkoncern grundlagt af Oscar Farinetti, som også er Pieros gode ven og faktisk også senere er kommet med i ejerskabet af Agricola Brandini.

Det var dog først i 2007, at Agricola Brandini startede med at sælge vinene under eget navn, da driften blev overtaget af de to energiske døtre med Giovanna Bagnasco som den drivende kraft. Hun er selve vinmageren, hvor Serena i dag står som direktør for vingården, mens Oscars datter Natale Farinetti er med i bestyrelsen.

I dag har Giovanna og Serena Bagnasco samlet 18 hektar vinmarker beliggende mellem La Morra, Serralunga d’Alba og Monforte d’Alba i helt op til 450 meters højde. Siden søstrene overtog driften er den omlagt til økologisk og på markerne dyrkes helt klassiske druesorter som Dolcetto, Barbera og Nebbiolo samt Pinot Noir, Arneis, Chardonnay og Viognier

I vinkælderen får Giovana hjælp af konsulenten Giuseppe Caviola, der selv er kendt for sine anmelderroste vine på fra sin egen vingård Ca`Viola i Dogliani. Men på Agricola Brandini laver de årligt omkring 40.000 flasker vin. Det er bl.a. 4 forskellige flotte Barolo’er … R56, Annunziata, Meriame og Cerretta.

Alt arbejde i marken udføres med håndkraft af familien og et hold medarbejdere for at sikre den bedste kvalitet … og det indebærer fx et  smerteligt lille udbytte fra de dyre hektarer i La Morra og Serralunga.

Den økologiske og bæredygtige tilgang går også igen i vinhusets brug af korkpropper … eller nærmere manglende brug af disse, for de benytter i stedet en ny slags prop … Nomacorc Green Line, som er en slags plantebaseret prop, der skulle være mere miljøvenlig og ha’ de samme egenskaber … let åbning og lukning samt konsistent og kontrolleret iltforsyning. I modsætning til de almindelig propper af kork, så skulle der ikke komme propfejl, altså hvor der opstår trichloranisol i vinen.

Min egen mening er … jeg er sgu ikke fan. Nomacorc Green Line propperne virker alt for kunstige og næsten lidt plastagtige, hvad de jo så ikke skulle være. De kan heller ikke anvendes til Coravin, for så pisser vinen bare ud af det lille hul. Nej lad os for fanden få nogle gode, gammeldags flotte og lange korkpropper,

Nå, men det var et sidespring. Jeg læste i øvrigt også, at den dygtige og smukke Giovanna Bagnasco er kæreste med Carlo Mondavi, der – udover at være barnebarn af den legendariske Robert Mondavi – til dagligt driver Raen Winery i Californien, og dermed ofte må pendle den lange vej mellem de to vinhuse in the name of love.

Men vingården er også et herligt sted at rejse til, for udover vinproduktionen, så indeholder den smukke ejendom også et agriturismo med udlejning af værelser og ferielejligheder med svømmepøl i haven samt en tilhørende restaurant. Bare du ikke kommer en onsdag, for der er restauranten lukket.

De tilbyder også de besøgende at deltage i kokkeskoler, hvor man sammen i grupper lærer at lave italienske retter som ravioli og andre lækre ting … bl.a. med grøntsager fra husets egen økologiske køkkenhave.

Denne Rocche del Santo Barbera d’Alba Superiore er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store, gamle fade inden aftapning på flaske.

Som sidst jeg smagte vinen, så har den en dejlig fed, fyldig og mørk duft med sorte kirsebær, blommer, hindbær og en ordentlig omgang sød finsk lakrids og nogle flæskede aromaer. Det er en maskulin vin, hvor der kommer søde krydderier, let rosinagtige noter samt lidt kakaopulver.

I munden har vinen denne Barbera typiske bløde og mørke frugt med blåbær,  sorte kirsebær og knuste kirsebær, meget blød med en lille syrlighed, men slet ingen tanniner, så dermed er den behagelig i munden og alligevel med en klar syre, hvilket også gør den mere interessant end mange almindelige Barbera vine. 91 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7