Rueda Masterclass med MW Jonas Tofterup

Forleden var jeg til en MasterClass med temaet Rueda … henlagt til de fabelagtige lokaler hos erhvervsskolen College360, der uddanner vore fremtidige kokke, tjenere og sommelier.

Det var Danmarks første Master of Wine Jonas Tofterup, der skulle fortælle om Rueda området, vinene og forestå en smagning af 10 udvalgte vine fra området.

Derefter ville der være lejlighed til at smage flere vine i en walk around smagning hos en række producenter, hvor en række samtidig også ledte efter importører i Danmark.

Det var en MasterClass, som Jonas havde kaldt; Rueda – meget mere end forfriskende hvidvine. Deltagerkredsen var mest vinhandlere og folk fra restaurantbranchen og selvfølgelig en flok af de studerende på skolen … og så et par vinnørder som mig …  jeg spottede da også overvinnørden René Langdahl Jørgensen.

De fleste kendte jeg dog ikke, men mødte heldigvis også gode folk som Mads fra Højbjerg Vine og Claus fra Propperiet. Og sikke fine faciliteter, som College360 har og de studerende skulle også hjælpe med det praktiske med at skænke de vine, som vi undervejs skulle smage i erhvervsskolens restaurant.

Rueda området

Rueda er en historisk vinregion, der ligger godt 170 kilometer nordvest for Madrid. Regionen ligger som nabo til Ribera del Duero blot 45 kilometer fra Valladolid og den berømte Douro flod strømmer også igennem det nordlige Rueda.

Rueda er – som Ribera del Duero – en del af Castilla y León vindistriket og er i dag  Spaniens suverænt vigtigste og mest kendte hvidvinsregion. Det er primært kendt for sine tørre, aromatiske og friske hvidvine lavet overvejende på druesorten Verdejo.

Vinregionen er opkaldt efter den lille by Rueda og området ligger nærmest fladt  i en fordybning skabt af Dueroflodens sedimentering ved dens udstrømning mod Atlanterhavet for 28 millioner år siden.

Historisk set går vinproduktionen i Rueda langt tilbage og Verdejo druen er sporet tilbage til Vestafrika, hvorfra den kom til Rueda med Maurerne. De første Verdejo vine kan dateres helt tilbage til det 11. århundrede, så der er produceret vin i området i århundreder.

Selvom Rueda er temmelig fladt, så ligger det relativt højt over havets overflade i 700-870 meters højde spændt ud over området i en trekant mellem de tre byer Segovia, Ávila og Valladolid,

Klimaet, kulturen og appellationen

Rueda ligger således i et barsk klima … vintrene er lange og kolde, mens foråret er meget kort med stor risiko for frostskader langt ind i maj måned. Faktisk er området kun frostfrit i en forholdsvis kort tid fra 6. juni til 17. september.

Somrene er til gengæld varme og tørre … afbrydes kun af uvelkomne storme. Samtidig er nedbørsmængden i Rueda endda begrænset til omkring sølle 400-500 mm om året, mens regnen på den anden side af bjergene i fx Rías Baixas ligger et sted mellem 1.400-1.800 mm.

Den enorme forskel mellem de høje dagstemperaturer om sommeren og efteråret samt de kølige nattetemperaturer ned til 2-4 grader allerede i september, er kernen i at skabe balancerede vine.

Sukkeret dannes i takt med sommerens varme dage, mens druens syre fastholdes gennem den køligere nat. Derfor kommer vinene fra Rueda altid med en fantastisk syre og frugt balance. De tørre somre tvinger også vinstokkende til at trænge dybt ned i jordbunden efter vand og er med til at give vinene et delikat mineralsk præg.

Rueda er en relativt stort region med omkring 20.000 hektar vinmarker, der dyrkes af blot 75 forskellige vinerier. Det er altså et område, hvor der findes få, men meget store producenter, som råder over et stort antal hektar … selvom der selvfølgelig også findes små producenter.

Man har nemlig i Rueda en stærk og stolt vinkultur … og tidligere gik flere vinbønderne og familier sammen i såkaldt peñas, som er små grupper af familier, som sammen lavede deres vine og lagrede dem i underjordiske små huler … men i dag er de fleste dog efterhånden ophørt eller opslugt af større vinproducenter.

Ser man på, hvor producenterne holder til, så er de primært koncentreret to steder … de fleste ligger mellem Rueda by østpå op mod Valladolid, mens der også er en koncentration længere mod syd mellem Ávila og Segovia … første område mest præget af ler i jorden og det sydligere med mere sandet jord.

Allerede i 1977 startede arbejdet på at lave en DO aka Denominación de Origen appellation for Rueda og det fik Rueda i januar 1980 som første i Castilla y León og dermed endda 2 år før Ribera del Duero fik deres appellation. Under DO Rueda er der hele 72 kommuner, hvoraf 53 ligger i  Valladolid-provinsen, 17 i Segovia provinsen, og 2 i Ávila provinsen.

Druerne og vinene i Rueda

Verdejo er den mest udbredte drue i Rueda, som i dag står for produktion af 35-40% af al DO appellations hvidvin i hele Spanien og de 20.000 hektar vinmarker giver i alt omkring 110 millioner flasker vin årligt.

Ud af de mange hektar udgør Verdejo også 86,56%, mens de øvrige sorter primært er Sauvignon Blanc med 7,36% og Viura med 5,27% og resten fordelt på sorter som Palomino, Chardonnay, Viognier samt ganske lidt af Merlot, Syrah, Grenache, Tempranillo og Cabernet Sauvignon.

Som nævnt er Verdejo stjernen i Rueda … men mens at stamme helt tilbage fra 1100-tallet og komme fra det nordlige Afrika. Druen var egentlig glemt i mange hundrede år, men fik en opblomstring i løbet af 1980’erne af Rioja producenten Marques de Riscal, som i stedet for den gamle stil satsede på friske og aromatiske vine.

Verdejo modner tidligt og er moderat produktiv. Druerne har tynde skaller og er modtagelige for meldug. Da den er meget overfølsom for iltning, så derfor høster man den ofte om natten, hvor der er køligt og fugtigt.

Vinene på Verdejo egner sig bedst til at blive drukket unge og er som regel både friske, aromatiske og fyldige med urteagtige samt nøddet karakterer med afbalanceret syre og noget kælderpotentiale.

Jonas Tofterup fortalte, at Verdejo vinene ofte er billigere vine … en vinavler i Rueda vil ofte alene kunne få 0,50-0,60 euro pr. kilo druer, mens fx prisen på Albarino druer i Rías Baixas ligger omkring 4 euro pr. kilo, da de er langt mere efter efterspurgte hos forbrugerne.

Imidlertid er efterspørgslen – og produktionen – af Verdejo vine stigende på verdensplan. I dag står Rueda og deres Verdejo drue som det ultimative glas hvidvin, der kan produceres på den i Spanien og nye typer med bl.a. mere fadlagring er også dukket op. Man har også forsøgt at gøre det nemmere for forbrugerne af navigerer i området efterhånden forskellige vine.

I Rueda finder man således i dag flere typer vine og disse kan inddeles i disse klasser, hvilket for de hvide vine er:

  • Blanco
  • Blanco Dorado (oxidativ)
  • Blanco Pálida (fino)
  • Blanco Espumoso (mousserende)
  • Gran Vino de Rueda
  • Vino de Pueblo (villages)

Derudover er der rosévin, men de røde vine er inddelt helt klassisk i:

  • Joven
  • Crianza
  • Reserva
  • Gran Reserva

På de hvide vine kan du finde disse mærkater

Gran Vino Rueda er den nye kategori og betegnes som toppen af de hvidvinene og kræver, at vinstokkene er mindst 30 år gamle og så er der også restriktioner for størrelsen af høstudbyttet.

Vinene i MasterClass smagningen

Denne tirsdag formiddag med Jonas Tofterup ved roret skulle vi smage disse 10 vine, som Jonas fortalte om … en efter en med en række relevante kommentarer og indsigt:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser af vinhusene samt mine anmeldelserne er vinene. Men det var absolut et bredt udvalg af, hvad Rueda kan byde på af forskellige vine i helt forskellige prisklasser.

Vinene fra walk around smagningen

Efter selve MasterClass’en kunne vi lige besøge kantinen, hvor andre af skolens studerende kokke havde forberedt lidt mad, men derefter gik jeg rundt og smagte lidt flere vine hos en række udvalgte producenter.

Det var ikke fordi, at jeg var speciel tørstig og sådan en lille walk around smagning er jeg heller ikke speciel vild med. Jeg vil helst nu sidde ned, så jeg i ro og mag kan smage vinene ordentlig. Så det gjorde jeg også … hentede et glas, satte mig ned og smagte.

Det blev dog kun til 5 vine blandt de 66 vine, som man kunne finde på de 25 forskellige små boder … men heraf havde jeg jo allerede lige smagt 10 af dem til MasterClass smagningen og jeg spottede også flere vine, som jeg tidligere har smagt og anmeldt på bloggen.

Men samlet smagte jeg disse 5 vine:

Konklusion

Fed dag … professionelt og fedt at få så megen information om et område, som man tror man kender til … men alligevel ikke ved satans meget om. Den viden øgede denne dag, så stor tak til Jonas Tofterup for at guide os igennem dagen med masser af information og smagte vine … der viste lidt om spændviden i Rueda.

2019 Chiesa del Carmine, Il Campanile, Umbrien, Italien

2019 Chiesa del Carmine, Il Campanile, Umbrien, ItalienNæste vin kommer fra det spændende umbriske vinhus Chiesa del Carmine og vinen er denne spændende Il Campanile … en IGT vin lavet på Sangiovese, Merlot og et skønt fieldblend af lokale druesorter.

Chiesa del Carmine er oprindelig en gamle kirke fra 13-hundrede tallet, men udgør i dag både vineri og agriturismo.

Vingården ligger ved foden af ​​Monte Tezio i en fredet dal med betagende udsigt i alle retninger.

Derfra kan man se Monte Subasio og Assisi mod syd, det antikke slot Antognolla mod vest og de gamle skove og Apeninerne mod nord og ligger faktisk kun 20 minutter fra Perugia og endda ganske tæt på den toscanske grænse.

Chiesa del Carmine og det tilstødende bondehus med plads til 14 gæster var gamle dage været en driftig landejendom med forskellig planteavl, vinmarker og store olivenlunde, men ejendommen blev sidst i 1950’erne forladt til forfald og stod som en ruin frem til 2009, hvor den blev købt af det engleske ægtepar Jeremy og Jacqueline Sinclair.

Gennem 10 år restaurerede de den gamle kirke og bondehuset, så det i dag  er en blomsterende vingård med ældgamle olivenlunde, en trøffelskov og græsgange, der producerer en række økologiske produkter og 5,7 hektar vinmarker … og lidt agriturismo.

Dyrkningen følger økologiske principper i såvel vinmarken som i vineriet med en særlig fokus på jordkvaliteten. Om vinteren plantes et dækkende lag af hestebønner mellem vinstokkene og de pløjes ned i jorden om foråret sammen med afskåret løv fra vinstokkene.

Til at hjælpe med vinproduktionen har Sinclair parret hyret vinmageren Giovanni Dubini, der selv ejer og driver sit vinhus Azienda Agricola Palazzone i Orvieto.

Il Campanile er lavet på 60% Sangiovese, 10% Merlot og så består sidste 30% af et fieldblend af umbriske druesorter … jeg kan ikke se nogle steder, hvilke sorter der er tale om.

Druerne høstes manuelt med udvælgelse af klaserne i perioden fra midten af september til slutningen af oktober. Gæring og maceration sker temperaturkontrolleret  i rustfri ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 9 måneder på 225 liter franske barriques og yderligere et par måneder på flaske.

I glasset er vinen egentlig ganske lys … tæt på at være transparent, men også kun tæt på. Til gengæld er skæret lidt orange, som en god Brunello, men duften er også lidt der hen af. Fremragende aroma af tørrede champignon, gærede kirsebær, hindbær, ribs, røg, violer og snert af lidt gran … dufter vild godt.

Smagen er både tør og har lys frugtsødme … de to spiller bare rigtig godt sammen. Syren er spillevende og frisk, men samtidig har vinen også lidt lemonagtige elementer, der gør vinen lys. Det bakkes godt op af en frugt med hindbær, ribs og tranebær, tørre tanniner der lige bider, vrinsker og er mørkere, hvorfor man kunne forledes til at tro, at der i de sidste 30% kan være en smule Sagrantino, der har et bæst af et tanninbid, men her spiller alt alarmerende godt sammen og det giver en rigtig fænomenal italiensk vin. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2021 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienVinen Pistus Etna Rosso fra det sicilianske vinhus I Custodi har jeg smagt mange gange og altid været begejstret for … og nu er det så årgang 2021 i glasset.

I Custodi  er et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige vinmarker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og i dag samlet omkring 58.000 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Pistus Etna Rosso har jeg – som skrevet indledningsvis – smagt får, bl.a. i årgang 2017, 2018 og 2020 … og er virkelig en charmetrold, som også i årgang 2021 er lavet på 80% Nerello Mascalese samt 20% Nerello Cappuccio.

Druerne er fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle. Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke.

I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 6 måneder på flaske. Huset laver årligt cirka 30.000 flasker af denne vin.

Fabelagtig duft … jeg siger det bare! Vinen er samtidig lys og transparent i glasset og har lette, luftige og luftbårne aromaer af jordbær, hindbær, hyben og samtidig feminin og blomstret. Man kan samtidig godt fornemme den italienske og stringente syre, hvilket så kun forstærkes med lille landlighed, tydelig mineralitet og ganske, ganske svagt små toastede noter samt karamel.

Hvor smager vinen også fremragende … har en frugt, der er let, lys og friske med hindbær, lyse kirsebær, ribs og granatæbler samt en rigtig tæt og frisk syre med lemon bitterhed. Smagen er åleslank, frisk plus balanceret … læskesart, feminint med bid, let peber og samtidig pæn, smuk og drikkevenlig. Lækkerier. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 220 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Domaine de la Tête Noire, Soif de … Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de la Tête Noire, Soif de ... Cotes du Rhone Villages, Rhône, FrankrigVi skal igen smage vine fra Rhône og flere fra vinhuset Domaine de la Tête Noire, hvorfra vi starter med en 2019 Soif de … Côtes du Rhône Villages.

Domaine de la Tête Noire ligger på adressen Route des Princes d’Orange et stenkast vest for Gigondas kun 35 kilometer fra de gamle pavers hovedsæde i Avignon, 25 kilometer fra Chateauneuf-du-Pape og lige op imod bjergrækken Dentelles de Montmirail.

Vinhuset er forholdsvis nyt og grundlagt i 2008 af de 2 belgiere Jean-François Lénelle og Hubert Toint, men de måtte dog på grund af sygdom igen sælge ejendommen, hvorved den i 2015 blev købt af Winsley de Maria med forældrene Lucien og Raymonde ved roret … og hunden Niskha som almindelig forstyrrende element.

Winsley de Maria var blot 23 år, da han overtog ansvaret for driften af huset og dets 22 hektar vinmarker, der bl.a. omfatter vinmarker i både Gigondas, Vacqueyras og Cairanne.

Allerede ved overtagelsen var driften økologisk, hvilket har været  Ecocert certificeret siden 2012 og dette har Winsley de Maria blot fortsat med. Han går meget op i, at alt laves i samarbejde med og respekt for naturen.

Omkring 6 hektar af vinmarker er under appellationen Côtes-du-Rhône Villages, herunder laver Domaine de la Tête Noire altså også denne 2019 Soif de … Cotes du Rhone Villages, der er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Carignan, som er høstet med et udbytte på 44 hektoliter pr. hektar fra 35 år gamle stokke.

Soif de betyder tørst efter … og det skyldes måske, at vinen udelukkende er lavet på ståltanke, for at sikre mest muligt frugt. Alle druerne er først afstilket inden 3 ugers gæring og maceration i store rustfrie stålkar. Efter endt fermentering er vinen også lagret samlet 9 måneder i ståltanke.

Dejlig duft og bestemt en del lysere og lettere i aromaerne end lige forventet. Den har en dejlig lys og landlig mødding, virker faktisk en del saftig med levende og frisk frugt, der mest er lyse kirsebær, ribs og jordbær, en sød garrigue – hvis en sådan findes – eller i hvert fald en krydderdusk med lidt let sødme og vinøs forår.

I smagen er frugten lidt mørkere, men det bliver aldrig en fed, dybsort og flæsket, men har i stedet en frugt med tranebær, lidt hindbær og en lille lemon bitterhed og friskhed. Der kommer et ganske lille touch af peber, men mest af alt er vinen let, saftig og næsten læskende … så navnet – tørst efter – passer sgu vinen helt perfekt. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Quinta do Pégo, Late Bottles Vintage Special Edition Port, Douro, Portugal

2018 Quinta do Pégo, Late Bottles Vintage Special Edition, Douro, PortugalAftenerne bliver pludselig hurtigt mørke … men så er det jo godt, at man kan sætte sig i en hyggekrog med et glas portvin, som nu fx en 2018 Late Bottles Vintage Special Edition Port fra Quinta do Pégo.

Quinta do Pégo har jeg skrevet om før, så det gør jeg ikke denne gang.

I stedet kigger jeg bare nærmere på denne 2018 Late Bottles Vintage Special Edition, der er lavet på et mix af  Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão.

En Late Bottled Vintage er jo lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på fad i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Denne portvin har Quinta do Pégo lagret i deres kældre i 4½ år inden aftapning og 2018 var en fremragende årgang. Det betyder bl.a. at huset i det år ikke har lavet en klassisk vintage, så det i sig selv kan allerede betyde, at dråberne er af en højere kvalitet.

Virker den i næsen ikke en smule blomstret? Jo, det vil jeg mene, men omgående kommer der fede lakridsagtige noter frem, blommer, indkogt kirsebærsauce, noget svagt mentol og balsamico noter, let peber og en anelse varme fra alkoholen fornemmes også.

Smagen er dog langt bedre end duften … der er styrke fra alkoholen, men holder sig fint sammen med en lille nektarsødme, en fed, lækker og intens frugt med blommer og sorte kirsebær. Der er nødder, finsk lakrids og et godt spark, hvor vinen næsten smelter i munden og gør hyggekrogen lige en tand hyggeligere .. dejlig portvin, så 90 point.

Vejledende udsalgspris er på 149,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Domaine André Colonge et Fils, Beaujolais-Villages, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine André Colonge et Fils, Beaujolais-Villages, Bourgogne, FrankrigNæste vin er en 2021 Beaujolais-Villages, som kommer fra vinhuset Domaine André Colonge et Fils, der ligger midt i den lille landsby Lancié i Beaujolais.

Familien Colonge har været vinbønder helt siden 1789 og gennem alle årene er driften og færdighederne gået i arv fra generation til generation.

Domaine André Colonge et Fils har samlet 37 hektar vinmarker, der er fordelt på de 4 appellationer Fleurie, Brouilly, Beaujolais Villages og Beaujolais.

Hvis vi ikke lige snakker Beaujolais nouveau, så laves alle deres vine med hele klaser samt en traditionel semi-carbonic maceration ved kontrollerede temperaturer på 25-30 grader.

Der anvendes alene gør fra Beaujolai, og den gennemsnitlige maceration varer 7 dage for Beaujolais og Beaujolais-Villages samt 8-12 dage for deres Fleurie og Brouilly vine.

Lagring varer cirka 6-8 måneder i tank i enten rustfrie ståltanke eller cementtanke og den malolaktiske gæring sker normalt i slutningen af november, mens vinene stadig ligger på bundfaldet.

Det dufter af Beaujolais … bondsk, landlig og herlig med en lys, let og luftig side. Der er grønne bananer, tulipaner, penalhus, champignon, lyse kirsebær og ribs … lidt grøn og stilket i aromaerne.

I munden er vinen også let … lidt mager, grøn og stilket … frugten mest tranebær, hindbær og lyse kirsebær, egentlig ganske saftig med nogle jernagtige noter og har en eftersmag, der fader rimelig hurtigt, men alligevel efterlader en med indtrykket af en lys, rank, mager og frisk Beauojais med en anelse peber i eftersmagen. 90 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2020 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDen næste vin havde jeg også smagt før … det er en Côtes du Rhône Villages fra La Bastide Saint-Dominique og her smager jeg vinen i en årgang 2020.

Vinen er lavet på 50% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre og 15% Carignan. Druerne kommer fra markerne Champovin og Bois Lauzon, hvor vinstokkene er mellem 20-60 år gamle.

Efter manuel høst og sortering afstilkes druerne inden gæring og maceration ved 28 grader i store temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke. Processen tager 18 dage med daglig punchdown. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på cementtanke inden aftapning på flaske.

I næsen er der syrligt mejeri, en mørk og gæret frugt af både blåbær, solbærmarmelade, blommer og granatæbler, noget engelsk lakrids, snustobak, tryksværte, blæk og sorte oliven… har en lys og frisk syre, der gør næsen forholdsvis frisk, har lidt mentol og virker i det hele taget meget ren og frugtsyrlig.

Smagen er tør … sådan virkelig tør engelsk lakrids tør … har bitre tranebær, syrlige kirsebær og jordbær, virkelig frugtrig, ren og klar, har vild god intensitet og smag … mørk og stærk samt et let bitter peberbid i eftersmagen. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr. mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienFor et år siden smagte jeg denne Croceferro Etna Rosso fra det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien. Dengang var det i  årgang 2019, men nu smager jeg vinen en årgang nyere.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Også i denne nyere årgang er vinen smuk lys og transparent i glasset, mens duften er ret landlig med mødding, svedig landmand og samtidig parfumeret med en blomstret note, en let og luftig frugt af jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler. Den har også en sødme, søde krydderier … virkelig pirrende med kanel, bagepulver, nougat, karamel samt vaniljesukker

Smagen er også let … luftig og omgående kommer syren frem, som har lemon bitterhed og syrlige citroner. Dette lille bitterhed går sgu igennem hele smagspaletten. Frugten er tranebær, syrlige hindbær, kirsebær og granatæbler … samtidig smager vinen faktisk også en kende blomstret, krydret og har en mineralsk nerve. Tanninerne er vildt tørre, men på en lys og blomstret måde … masser af nerve, så dermed 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Kabinett Trocken, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Kabinett Trocken, Pfalz, TysklandI disse tider, hvor der i supermarkederne bliver mindre indhold i varer som kød, smør, tandpasta og meget andet, så er det da rart, at der i denne 2022 Riesling Kabinett Trocken fra Weingut Rudi Rüttger er 33,3% mere indhold.

Vinen kommer nemlig i en stor 1 liter flaske, som den unge og dygtige Rudolph Rüttger har lavet på 100% ren Riesling fra kalk- og sandholdige skråninger omkring Rüttgers hjemby Neuleiningen i det nordlige Pfalz.

De friskplukkede druer presses umiddelbart efter høst og mosten har så gæret på ståltanke ved 16 grader og efter endt fermentering også lagret på tankene. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen allerede fra første snif helt læskende med champagnebrus is, kvæde, stikkelsbær og lidt gærede grønne æbler og citroner. Der er også næsten nogle lidt tropiske frugter … fersken, mango, hvorfor det således ikke er ultrastreng og klassisk Riesling.

Smagen er også saftig og læskende med multifrugtjuice, grønne æbler og en syre, der aldrig bliver helt Riesling vild, men dog giver en frisk og let sød vin. Den har dog både lidt sødbitter lemon, mineraler og limonadesaft. Mums på en sommerdag og med 1 liter i flasken er det også til alle gæsterne. 88 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 World Wild Wines, Ideal Tinto, Dão, Portugal

2018 World Wild Wines, Ideal Tinto, Dão, PortugalVi slutter det portugisiske vinøse rally næsten hvor vi startede, for vi skulle nemlig også smage den røde udgave af Ideal vinen fra World Wild Wines og Carlos Raposo … det blev denne 2018 Ideal Tinto.

Igen er vi ude i et field blend, hvor druesorterne til vinen er typiske Dão druer som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Jaen og Alfrocheiro og sikkert mange flere.

De kommer alle fra monovarietale marker med vin stokke på mellem 30 og 60 år i Senhorim subregionen og tilhører vinavlere, som Carlos arbejder sammen med og driver deres marler økologisk.

Vinen er lavet med gæring i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke over 6 uger inden den malolaktiske fermentering er sket på brugte franske egetræsfade fra Puligny-Montrachet, hvor vinen lagrede i yderligere 18 måneder. Herefter blev fadene der skulle blendes til Ideal udvalgt ved prøvesmagning.

Duften er lidt animalsk og vild … lidt kødfuld med blæk, har stor tørhed, har røg, sort peber, lidt papkasser, lakrids og en frugt, der mest er mellemrød som hindbær, kirsebær og blommer … men fornemmer også noget træ.

Frugten virker egentlig både fyldig og frisk, igennem sådan nogle mellemrøde frugter af hindbær, kirsebær og blommer, mens vinen også har nogle tørre og halvsøde tanniner. Der er i det hele taget en let sødme over vinen, hvilket giver en vis dybde, selvom det heller ikke er en super kompleks vin. 89 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger