2020 Yllera Bodegas y Viñedos, Meraldis Verdejo Vinificación Integral, Rueda, Spanien

2020 Yllera Bodegas y Viñedos, Meraldis Verdejo Vinificación Integral, Rueda, SpanienMeraldis Verdejo Vinificación Integral er en Gran Vino de Rueda og kommer fra Yllera Bodegas y Viñedos, som var den sidste vin med i MasterClass’en tidligere … denne blot lige et niveau op.

Vinen er nemlig lavet af Verdejo druer fra mere end 40 år gamle vinstokke placeret i sandet jord ved Segovia, men er efter høst blot presset direkte og mosten gæret over 6 dage i rustfrie ståltanke med druernes egne gærceller og så derefter lagret 17 måneder sur lige i 500 liters egetræsfade.

Dufter sgu nærmest helt biodynamisk, landlig og tæt på oxideret … har note af lidt stearinlys og paraffin, linolie og noget luftigt med en smule umami, karamel og vanilje suppleret med en frugt af syltede limefrugter, grape og søde mandariner, lidt røg og sød lakrids … dufter sgu da for vildt.

WAUW … vinen smelter nærmest i munden, blød og elegant … igen med masser af lemon og grape, som er med til at give en frisk syre midt i alt det bløde, cremede, fyldige og olierede smag. Det smager rasende godt … smørfed med lækker krop, så 94 point.

Ingen importør herhjemme, men på vingården koster vinen 20€ … hvilket svarer til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7