Én af nytårsaftens store vine var denne Châteauneuf-du-Pape fra huset Clos du Mont-Olivet. Vinen er deres topvin Cuvée Papet opkaldt efter en af husets forfædre. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset i et blogindlæg om deres “almindelig châteauneuf“, så det har jeg linket til.
Vinen her kommer fra husets 3 bedste marker, nemlig La Crau, Bois Dauphin og Pied de Baud. De ældste vinstokke er fra 1901, og Cuvée Papet laves kun i de allerbedste år. Her i årgang 2004 er vinen lavet på 80% Grenache, 10% Mourvedre og 10% Syrah. 50% af vinen lagres i foudres og 50% i tank. Her i årgang 2004 er der lavet 10.000 flasker af vinen.
År 2004 havde en tør, men ikke for varm sommer. Druerne modnede langsomt. Plukningen var meget vigtig, da der var stor forskel i modningen i de forskellige markstykker selv af samme druevarietet. Arbejdet i kælderen var det samme, men med hensyntagen til denne årgangs langsomme modning, er denne årgang mere klassisk end 2003.
Thierry Sabon synes selv bedst om denne vin pga. den fine balance. Alkoholen er næsten så høj som 2003, men vinen er klart mere frisk. Selv om vinen allerede er god nu er det en vin, der vil modne perfekt.
Lad os smage denne 8 år gamle vin. I glasset er vinen teglfarvet med et svag orange skær, som indikerer lidt alder på vinen. Duftmæssigt klar Rhône duft, der er Châteauneuf sødme, der er lavendel, trøfler, modne frugter, en smule peber og tobak. Smagsmæssigt en super blid vin, men dog fortsat med fin syre, der er lidt appelsin, alderen mærkes også i smagen. Havde heldigvis husket at dekantere vinen 3 timer inden vi smagte den. Husk altid dette med en Châteauneuf-du-Pape. Klasse.
Fås hos Jysk Vin, pris ligger på 395 kr.