Tag-arkiv: blaufränkisch

Blaufränkisch er en herlig rød druesort, som vi nok mest kender fra Østrig, men findes flere steder i Europa, bl.a. i Tyskland – hvor druen kendes under navnet Lemberger – Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Serbien, Italien og Ungarn.

I Ungarn kaldes druen blot Kékfrankos og indgår også i de såkaldte Egri Bikavér vine … dem som kaldes tyreblod. I Østrig er der 3.340 hektar vinmarker med Blaufränkisch, hvilket gør druen til landets næstmest plantede rødvinsdrue efter Zweigelt.

I Tyskland er der 1.729 hektar vinmarker med Blaufränkisch og de fleste af markerne ligger i Württemberg regionen. Blaufränkischs tyske navn Lemberger stammer fra det 19. århundrede, hvor druen blev importeret til Tyskland fra Lemberg i Nedre Styria i det nuværende Slovenien.

Blaufränkisch modner sent og giver vine, der rige på tannin og syre, kan udvise en udtalt krydret karakter og er velegnede til af lagring. Druen kan give meget høje udbytter … helt op til 100 hektoliter pr. hektar, hvorfor reduktion af udbyttet er nødvendigt for at producere god kvalitet.

Blaufränkisch kan vinificeres på forskellige måder, og derfor findes der også forskellige stilarter både med og uden fadlagring.

Man mente oprindeligt, at Blaufränkisch var en klon af Gamay fra Beaujolais, hvilket måske mest skyldes, at Blaufränkisch i Bulgarien også kendes under ​​synonymet Gamé. Imidlertid har DNA test vist, at Blaufränkisch stammer fra en krydsning af Gouais blanc og Blaue Zimmettraube.

2020 Weingut Prieler, Blaufränkisch Oggau, Burgenland, Østrig

2020 Weingut Prieler, Blaufränkisch Oggau, Burgenland, ØstrigJeg har smagt 2-3 vine fra Weingut Prieler på Hauptstraße i Schützen am Gebirge i Burgenland og alle gange været imponeret og nu smager jeg så deres 2020 Blaufränkisch Oggau.

Her kommer Blaufränkisch druerne fra 9 forskellige parceller i Oggau … marker med både kalksten og skifer og de er alle høstet ved håndkraft.

Vinen er spontangæret med hele klaser på ståltanke mens den efter endt fermentering er lagret hele 28 måneder på brugte Stockinger kæmpefade.

Duften er sådan en kombination af noget mørkt og seriøst … og noget syrligt og æterisk. Der er samtidig noget kødfuldt over vinen, mens frugten næsten ikke kan være i sig selv … for frugten nærmest brister op i næsen med jordbær, sorte kirsebær, blommer, brombær og lidt mørk chokolade, espresso og en snert lakrids og vanilje.

Uha … sikke en lækker saftighed, masser af mørk frugt med sorte kirsebær, brombær samt salte syltede citroner og en helt kasse med lemon, der giver vinen fint med bitterhed. Den er saftig og læskende med knastørre tanniner, der bider og kæmper imod en alt for saftig side … men hvor smager det absolut forførende. Syren er maskulin og får hjælp af en stenet mineralitet … uha for et godt køb og bør blive revet ned af hylderne. 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Prieler, Blaufränkisch Ried Marienthal, Burgenland, Østrig

2020 Weingut Prieler, Blaufränkisch Ried Marienthal, Burgenland, ØstrigGert E havde også taget en drømmevin med … en 2020 Blaufränkisch Ried Marienthal fra det østrigske vinhus Weingut Prieler på Hauptstraße i den lille østrigske by Schützen am Gebirge.

Det er dermed en søstervin til den 2020 Blaufränkisch Leithaberg Ried Pratschweingarten, som jeg anmeldte sidst i juli måned og var helt oppe at ringe over. Dette her er lige så godt … også endda med et ekstra lille plus.

Blaufränkisch Ried Marienthal er lavet med Blaufränkisch druer fra ældre vinstokke på marken Ried Marienthal, der er et unikt stykke land, hvis navn kan dateres helt tilbage til 1476. Den ligger på en østvendt bakke med udsigt til selve Neusiedlersee, hvor markens kølige kalk og sand møder varmere vinde fra den enorme sø og skaber helt unikke betingelser.

Der er ikke sket afstilkning, så de hele klaser er spontangæret i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med maceration i samlet 4 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 26 måneder i store, brugte 500 liter egetræsfade.

UHA UHA vi fortsætter på et vildt højt niveau og dette dufter eminent godt og læskende saftigt. Det er en buket sommerblomster, mælkede noter, ymer, ristede svampe og en smuk og delikat frugt af kirsebær, Fabbri Amarena kirsebær i sirupslage, hindbær, rabarber, blommer og tørrede figner. Frugten virker samtidig let, vibrerende og suppleres med fadnoter af våde fade, sød lakrids, lakridskonfekt, vanilje, espresso, chokolade samt små syrlige citrusdrops.

Smagsmæssigt er det utroligt hvor meget frugt, der er proppet ned i denne vin, som virker både bondsk, animalsk, blomsterrig og æterisk let i udtrykket. Vinen har samtidig denne vilde og utøjlede syre, som giver liv sammen med brombær, kirsebær, rabarber, citroner, lemon og det giver et meget let udtryk … meget lettere end man jo normalt lige finder i østrigsk Blaufränkisch.

Denne syrlige lemonbitterhed suppleret med lidt citronskal, en omgang tørre og finkornede tanniner og de blomstrende elementer er med til at give en frisk, livlig, sprød og smuk vin, der virker let som de smukkeste ballerinaer og er skræmmende god drømmevin, så dermed 97 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 669 kr., mens prisen er 599 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Weingut Prieler, Blaufränkisch Leithaberg Ried Pratschweingarten, Burgenland, Østrig

2020 Weingut Prieler, Blaufränkisch Leithaberg Ried Pratschweingarten, Burgenland, ØstrigFra Georg og Weingut Prieler på Hauptstraße i den lille østrigske by Schützen am Gebirge smager jeg så endnu en vin og på Georgs ubetinget ynglingsdruesort, som er Blaufränkisch. Vinen er hans 2020 Blaufränkisch Leithaberg Ried Pratschweingarten.

Til denne vin kommer alle Blaufränkisch druerne fra nogle  ældre vinstokke på marken Ried Pratsche ved Leithaberg i bakkerne lige bag Oggau og de er høstet med håndkraft. Der er ikke sket afstilkning, så de hele klaser er spontangæret i temperaturstyrede rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 28 måneder i store 500 liter egetræsfade.

WAUW … eller måske nærmere dobbelt WAUW, for det dufter sgu rasende godt. Fagpræget springer op i næsen sammen med saftige blommer, sorte kirsebær, Fabbri Amarena kirsebær i sirupslage, lidt modne brombær, tørrede figner, citronskrald, nougat, våde fade, sød lakrids, kanel, lakridskonfekt, vanilje, espresso og mørk chokolade.

I munden er det også et vinøst kraftværk, hvor duften både er dyb, intens og samtidig også utrolig frisk. Det er en mørk frugt med både brombær, sorte kirsebær samt citroner, men det er samtidig med en lemonbitterhed, en dyb og maskulin syre suppleret med tørre tanniner, der er med til at give vinen bid.

Det er sgu en en vild Blaufränkisch, der virker lettere til bens, mere luftig, lysere og elegante end normalt for østrigsk Blaufränkisch vin, så dermed er vinen i en liga for sig. 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 335 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Tóth Ferenc Winery, Egri Kékfrankos Superior, Eger, Ungarn

2018 Tóth Ferenc Winery, Egri Kékfrankos Superior, Eger, UngarnTóth Ferenc Pincészet aka Tóth Ferenc Winery ligger i vinregionen Eger i vinområdet Felső-Magyarországi – det område, der til dagligt også bare kaldes den øverste ungarske vinregion – og derfra smager vi nu en 2018 Egri Kékfrankos Superior.

Vinhuset er grundlagt i 1983, hvor Ferenc Tóth og hans hustru droppede deres almindelige jobs og startede med at lave vin. Tóth kommer fra en familie, der i tidernes morgen også var vinavlere.

Vingården ligger i Szépasszonyvölgy … som direkte oversat betyder dalen med smukke kvinder og det er et sted, der er meget besøgt af turister og hvor der findes mange vinerier indenfor kort afstand.

Ferenc Tóth – blot kaldet Feri – havde en drøm om at dyrke druer, lave god vin af dem og vise vinene til andre. Og det har vingården nu gjort i 40 år, men siden 2006 med næste generation ved roret i form af datteren Kata og hendes mand … og siden 2020 med den ansatte vinmager Miklós Gergely Filep.

Samlet har den lille familie 25 hektar vinmarker, der er plantet til med druer som Kékfrankos, Menoire, Cabernet Franc, Pinot Noir, Merlot, Kadarka, Cabernet Dorsa, Olaszrizling, Furmint, Rajnai Rizling og Olaszrizling … og sikkert også flere sorter.

Her smager vi husets Egri Kékfrankos Superior 2018 og druen Kékfrankos er vi stødt på mange gange, for det er nemlig ungarsk for Blaufränkisch. Her er druerne alene fra én mark, nemlig Síkhegy marken, hvor stokkene er omkring 10 år gamle.

Gæringen og maceration er sket i ståltanke med løbende pump over og efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder på egefade på mellem 5 og 20 hektoliter. Der er lavet beskedne 5.000 flaske af vinen, som har 1,9 gram restsukker pr. liter.

Det er en frugtrig sag, hvor der er blåbær, brombær, sorte kirsebær samt en smule hindbær, men derudover også flæsk og bacon, kakao, blæk, grafit … og med mere luft i glasset kommer kirsebærnoterne mere og mere frem.

I smagen er der godt med kraft, men på en elegant, kølig måde … nærmest med vulkansk mineralitet, koks, jern og samtidig meget saftig. Frugten er blåbær, kirsebær og ribs, der er mælkechokolade og vanilje, en frisk syre og slanke, syrlige tanniner, der bidrager til dette kølige, friske og stringente udtryk. 93 point.

Forhandles af Winen.dk, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Gut Oggau, Atanasius, Burgenland, Østrig

2021 Gut Oggau, Atanasius, Burgenland, ØstrigGut Oggau har vi mødt før på Houlbergs Vinblog og er absolut ét af Østrigs mest spændende og nytænkende huse, der ligger i byen Oggau am Neusiedler i Burgenland. Her smager vi deres 2021 Atanasius.

Vinhuset  laver vine på de lokale druer Blaufränkisch, Zweigelt,  Grüner Veltliner, Zierfandler og Rösler.

I den unge serie hedder vinene Theodora, Winifred og Atanasius, mens forældrene er Emmeram, Timotheus, Josephine og Joshuari, mens de gamle – og topvinene – er Mechthild og Bertoldi.

Atanasius er dermed barnebarnet i familien og som sin søster Theodora, så har han en meget imødekommende personlighed. Det er en vin lavet af 50% Zweigelt og 50% Blaufränkisch, der er gæret på store fade 500-1.200 liter med skindkontakt i 3 uger. Vinen lagrer på samme fade i omkring 12 måneder uden omrøring. Aftappet uden klaring, filtrering og tilsætning af svovl.

Mørk, svedig, animalsk bio-bio kant, har krudt, stald, dampende mødding, våd mos og skovbund. Det er sgu beskidt og svedigt med kakaopulver og mørk chokolade. Med luft i glasset dukker der skam også en smule vaniljesødme op.

I munden er vinen let mundperlende med æblemostsaftighed, rabarbersaft, noget lemonbitterhed, lidt grønne jordbær, småbitre tranebær … lidt funky og spicy. 90 point

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Moric, Blaufränkisch Lutzmannsburg Alte Reben, Burgenland, Østrig

2016 Weingut Moric, Blaufränkisch Lutzmannsburg Alte Reben, Burgenland, ØstrigNæste i vinsmagningen var denne fine Blaufränkisch Lutzmannsburg Alte Reben fra den fabelagtige Weingut Moric.

Roland Velich fra Weingut Moric er nok én af de bedste østrigske fortolkere af vine på Blaufränkisch … måske endda den allerbedste og sidst, da jeg smagte en 2013 Blaufränkisch Neckenmarkt Alte Reben fra ham, der skrev jeg også om vinhuset.

Atter er det svært at finde mange oplysninger om produktionen, men hvis den er lavet som de øvrige, så er med spontangæring i åbne kar med maceration over 3 uger og derefter lagring i 20 måneder på bærmen i store 500 og 1.000 liters egefade inden flaskning uden klarering eller filtrering.

I næsen fornemmer man da også noget eg fra start sammen med en saltet saftighed. Der er lakrids, jod, røg, lejrbål, tørret kød, rosmarin, gazebind, let vanilje og en frugt bestående af brombær, ribs og virker tæt, kompakt og intens … men på en luftig måde

Smagsmæssigt er vinen utrolig jernagtig og mineralsk … har nærmest et skelet bestående af jern og sten, mens frugten er sorte kirsebær, tranebær, hindbær og ribs med en vild syrlig grøn note, lidt gran, mørk chokolade og let ristede aromaer. Det er en vin, der helt er skåret i jern … meget kraftigfuld, men på denne lette, overdådige samt fine måde. Mums. 96 point.

Forhandles af Österreich Vin, hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Rosi Schuster, Aus den Dörfern Rot, Burgenland, Østrig

2019 Weingut Rosi Schuster, Aus den Dörfern Rot, Burgenland, ØstrigNæste vin var charmerende og kommer fra den dygtige og unge Hannes Schuster på vinhuset Weingut Rosi Schuster i St. Margarethen ved Neusiedler søen i Burgenland.

Her på Houlbergs Vinblog har jeg efterhånden skrevet om det fabelagtige vinhus flere gange, men kvaliteten bliver altså også bare ved med at stige.

Det er denne basisvin Aus den Dörfern Rot et godt eksempel på. Den er lavet på 60% Zweigelt, 30% Blaufränkisch og 10% Sankt Laurent fra marker i 150-180 meters højde høstet i slutningen af september og start oktober.

Den er gæret med en tredjedel hele klaser, en tredjedel hele druer, og en tredjedel afstilkede og knuste druer. Gæring er sket spontant alene med de naturlige gærceller og efter endt fermentering er den lagret 10 måneder med en del i store brugte egefade og en del i ståltanke.

Duftmæssigt har vi fat i en svedig landmand, dejlig animalsk med mødding, tjære, blæk, en dyb mørk frugt af sorte kirsebær, blommer og figner, kakao, tørret kød og våd hund, lidt behåret og har også lidt søde fade, men på en eller anden måde virker det hele pænt let.

I munden har vinen da også en koncentreret og vild frisk frugt, bondsk og saftig … virkelig en bondevin. Der mest kirsebær, som er akkompagneret af laurbærblade, grafit og grove tanniner, men der er god balance og god syre. Det er lækker vin … fantastisk og hurtig at drikke, så 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Markowitsch, M1, Carnuntum, Østrig

2016 Weingut Markowitsch, M1, Carnuntum, ØstrigNæste vin havde vi alle omkring bordet svært ved at identificere, men den var også svær. Det var denne bordeauxinspirerede vin M1 fra Weingut Markowitsch i Østrig.

Weingut Markowitsch er en gammel kending her på bloggen, så ham gider vi ikke skrive mere om. Han var faktisk nok én af de første østrigske vinproducenter, som virkelig imponerede mig.

Hans M1 er et Merlot blend, som i denne årgang 2016 er lavet på 80% Merlot samt 20% Blaufränkisch fra den 3,3 hektar enkeltmark Ried Aubühl, som er det varmeste marker i Arbesthaler Hügelland i Carnuntum.

Markowitsch plukker druerne til sit absolutte flagskib over flere høstrunder, så hver eneste drue realiserer sit fulde potentiale og efter høst spontangærer mosten med de naturligt forekommende gærstammer med 24-30 dages skindkontakt ved 30-32 grader og efter endt fermentering er M1 lagret i 2 hele år på 225 liter franske barriques samt 500 liter egefade.

Duftmæssigt er der skrald på fadlagringen … godt med vanilje, kanelsnegle, chokolade og gammelt teaktræ. Det suppleres fint af en federe frugt med sødme … solbær, søde kirsebær, blommer og nogen marmeladefedme … måske en tak for meget. Derudover er der blæk, trækul, cedertræ, nelliker og småsur tobak … samlet en moden og fyldig vine med sødt fadpræg.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor fadpræget er pænt stort, hvilket giver en fyldig, sødlig, krydret og kraftfuld vin med en frugt af solbær, blommer og svesker, en grøn urtet kant, kakao samt blæk, peber, chokolade og nelliker. Der er drøn på drengen og så er det alligevel med en kølig østrigsk præcision.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Kolonne Null, Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen, Württemberg, Tyskland

N.V. Kolonne Null, Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen, Württemberg, TysklandMed næste Kolonne Null alkoholfrie vin er vi fortsat i Tyskland, for vinen er lavet i et samarbejde med Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen og det er denne røde Non Vintage Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen.

Vi er nu i Württemberg eller  mere præcis i byen Öhringen, hvor familien Fürst Kraft nu i 27 generationer har drevet huset, der oprindelig blev grundlagt tilbage i 1256. Det gør også vinhuset et af de ældste familiedrevne vinhuse i hele Tyskland og drives i dag af ansatte Joachim Brand.

Vingården har samlet 17 hektar vinmarker og laver årligt 140.000 flasker vin på specielt Riesling, Weißburgunder, Chardonnay og Sauvignon Blanc samt de røde druer Lemberger, Spätburgunder, Trollinger og Merlot.

Huset er medlem af både VDP og var medstifter af HADES, der jo er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye fade af egetræ i vinproduktionen.

Udover Fürst Hohenlohe Oehringen består HADES også af både Jürgen Ellwanger, Weingut  Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Drautz-Able.

Cuvée Rouge No.1 Edition Fürst Hohenlohe Oehringen er et blend på druesorterne Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot samt Lemberger. Vinen er lavet i samarbejde med Kolonne Null og så lavet på ståltank aka edelstahltank, men der ligger ingen oplysninger om en eventuel lagring på fade.

I glasset ligger der sig lige et lille hvidt lag ovenpå den fyldige røde farve, hvilket virker lidt underligt, men det fortager sig hurtigt og så kommer der en duft af en mørk, tæt frugt med brombær, solbær, sød tobak samt et sødere fadpræg med let vanilje … meget rund, fyldig og virker så behagelig.

Smagsmæssigt er det en lidt jammy vin, men frugtintensiteten er egentlig god og der er proppet med kirsebær, tranebær, hyldebær, tranebær, druesaft og ultra-soft Bamseline tanniner, en mørk og lidt rustik syre, men virkelig saftig, blød og rund.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Gut Oggau, Joschuari, Burgenland, Østrig

2017 Gut Oggau, Joschuari, Burgenland, ØstrigVinvennerne på jobbet skulle smage lidt anderledes og god Blaufränkisch fra biodynamiske Gut Oggau og det er vinen, som de har kaldt Joschuari.

Gut Oggau er absolut ét af Østrigs mest spændende og nytænkende vinhuse, der ligger i byen Oggau am Neusiedler i Burgenland.

Vinhuset med det sjove navn drives af Eduard Tscheppe og Stephanie Tscheppe-Eselböck. Han er søn af en vinmager, og hun datter af en 2-stjernet michelinrestaurant-ejer.

De grundlagde vinhuset i 2007, da de overtog et gammel vinhus Weingut Wimmer med tilhørende 10 hektar marker omkring Oggau og gik i gang med at producere vine efter deres egne idéer.

Parret dyrker markerne helt biodynamisk, og arbejder meget klassisk i vinkælderen. De bruger ingen tilsætningsstoffer af nogen art, presser vine ved at trampe i mosten med fødderne, anvender spontangæring i åbne kar, bruger ingen filtrering og så laver de fremragende vine.

Vinene markedsføres alle med et tegnet hoved på hver etikette … nærmest opdelt i en fiktiv familie i 3 generationer, de unge så både forældrene og bedsteforældrene. Der findes i alt 9 vine i familien … med stamtræ og det hele. Nogle påstår, at alle navne er taget fra de tidligere beboere af den gamle vingård Weingut Wimmer.

Alle ansigterne er tegnet til den enkelte vins personlighed og etiketterne bag på flaskerne nævner også vinenes personlighed frem for en detaljeret beskrivelse af smag, område og lagring. Hos Gut Oggau er det ikke så meget druesorten, som det er alder og terroir, der betyder noget.

Og vinhuset laver vinene på de lokale druer, dvs. Zweigelt, Blaufränkisch, Grüner Veltliner, Zierfandler og Rösler. I den unge serie hedder vinene Theodora, Winifred og Atanasius. Forældrene er Emmeram, Timotheus, Josephine og Joshuari, mens de gamle – og topvinene – er Mechthild og Bertoldi.

Denne Joshuari er den voksne generation af vinene fra Gut Oggau. Søn af Metchild og Bertholdi, lavet på 100% Blaufränkisch, der er gæret på 500 og 1.200 liter træfade med 3 ugers maceration og efterfølgende lagring 18 måneder på 500 liter egefade.

Shit … i bogstaveligt forstand, for der er øko mødding, havvand, søtang og fodsved, mælkede noter, drikkeyoghurt, lettere reduktiv med en mørk animalsk frugt, boysenbær, brombær, blåbær, sorte kirsebær, svage fadnoter og pænt med tulipaner.

Smagen er næsten sitrende Ribena samt en doven sodavand …  men bare vild blød, lidt bamset med en frisk, saftig og intens frugt og endda også tanniner og garvesyre, men vist ikke helt så stram som 2014’eren. Det er virkelig elegant på en stram, tæt og powerfuld måde, masser af brombær, sorte kirsebær, solbær … har crazy saftighed.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7