Tag-arkiv: Toscana

2020 Casa Emma, Chianti Classico Riserva Vignalparco, Toscana, Italien

2020 Casa Emma, Chianti Classico Riserva Vignalparco, Toscana, ItalienJeg smagte skam endnu en vin fra Casa Emma … og lige et step op, for det var nemlig deres 2020 Chianti Classico Riserva Vignalparco, der udelukkende er lavet på Sangiovese.

Produktionen er næsten som hos foregående lillesøster … blot med lidt mere TLC … altså tender, love and care … og Sangiovese druer fra husets Vignalparco mark på 2 hektar i 480 meter højde. Marken drives bæredygtigt … en flok gæs både gøder og holder græsset nede.

Gæring og maceration er sket i ståltanke. Derefter har vinen også gennemgået malolaktisk gæring i betontanke inden 24 måneder på tonneaux egefade brugt en eller to gange før og så yderligere 12 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Dekadence … er mit første indtryk, for i næsen har vinen denne ædle, overlegne og næsten aristokratiske duft af gammelt teaktræ og mahogniskab. Dyb og mærk. Koncentreret og træt. Frugten er da også til the dark side med solbær og brombær, suppleret med gran, violer og røg, mens fadnoterne er mørke og fede … mørk chokolade, kaffe, nougat, kardemomme samt en anelse kanelsukker.

I munden er der cremet og mundsmeltende med en tør … ja faktisk knastør kerne, hvor tanninerne er så markant, stramme, stringent og mundudtørrende … hold nu kæft. Frugten skubbes lidt i baggrunden, men virker lysere af ribs, hindbær og grønne jordbær, men det kan også skyldes syren, der som tanninerne er vild, ren og vild. Det er absolut på Brunello niveau … bare på en lidt anden måde, men jeg knuselsker sgu da bare denne vin, så 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Casa Emma, Chianti Classico, Toscana, Italien

2020 Casa Emma, Chianti Classico, Toscana, ItalienVi skal med de næste vine et smut til Toscana … eller helt præcis til San Donato i Poggio, hvor vi finder vinhuset Casa Emma, der i 1969 blev købt af Fiorella Lepri. Jeg smager først deres 2020 Chianti Classico.

Fiorella Lepri kom som ung hver dag forbi vingården, der ligger omgivet af vinmarker, smukke olivenlunde og har en flot, stor gårdsplads. Da hun hørte, at ejeren en florentinske adelskvinde Emma Bizzarri havde besluttet at opgive ejendommen og flytte til Firenze, så købte hun den i 1969.

Hun tog telefonen og ringede til Emma Bizzarri og tilbød at købe gården og således købte hun gården uden at fortælle det til hendes mand eller hendes familie. Hun besluttede dog, at vingården skulle hedde Casa Emma i respekt for den gamle adelskvinde.

Og siden 1969 har hun og familien så lavet vin på Casa Emma … i dag med sønnen Alessandro Bucalossi som ejer, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på den ansatte vinmager Marco Salvadori, der siden 2012 har stået for produktionen af vinene.

Vingården har samlet 28 hektar vinmarker og i rigtig toscansk stil 1.000 oliventræer. Markerne ligger i 430 meters højde … nærmest i en amfiteaterlignende form med perfekt nærhed til havet i lille dal.

På markerne har Casa Emma vinstokke med Sangiovese, Merlot, Ciliegiolo, Canaiolo og sorte Malvasia druer.

Denne 2020 Chianti Classico er lavet på Sangiovese, Canaiolo og Malvasia Nera, som kommer fra husets marker i 420 meters højde. Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke. Derefter har den gennemgået malolaktisk gæring i betontanke inden 12 måneder på barriques og yderligere 6 måneder på flaske.

Sikke da en dejlig duft … dyb, animalsk og landlig med en koncentreret frugt af kirsebær og kandiserede ribs, nogle kogte champignon, hæfteplaster, kardemomme og vanilje … samt lidt cedertræ.

Smagen hænger sgu også ret godt sammen. Den har en frisk, lettere mørk og koncentreret frugt, hvor det mest er kirsebær, der kommer frem suppleret med et lille peberbid. Syren er en kende rustik, men det passer meget godt ind i billedet på denne Chianti Classico, der absolut leverer varen uden noget bullshit. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Altesino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Altesino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienGert E’s første røde bidrag var denne 2017 Brunello di Montalcino fra det toscanske og historiske vinhus Altesino Società Agricola, der holder til på Località Altesino i den østlige del af Montalcino.

Vinhuset har sine  rødder tilbage til 1500-tallet og holder til i den gamle ejendom Palazzo Altesi fra det 15. århundrede. Det var den  toscanske familie Tricerchi, der oprindelig byggede ejendommen og familiens skjold af marmor kan fortsat ses over den gamle dør.

Vinene laves i dag fortsat i de oprindelige gamle kældre under Palazzo Altesi, men produktionsfaciliteterne er helt nyrenoverede og topmoderne. Vinene laves dog fortsat med respekt for husets traditioner og der anvendes i høj grad store botti.

Altesino er den største jordejer af den berømte enkeltmark Montosoli. Som de første i Brunello di Montalcino lancerede Altesino i 1975 en vin fra marken som enkeltmarksvin – det blev en slags introduktion af Cru-konceptet i Montalcino. Altesino var ligeledes de første til at benytte barriques i Montalcino i 1979.

Siden 2002 har Altesino været ejet af Gnudi Angelini-familien, men arbejder sammen med Paolo Caciorgna. Altesino ejer i dag 55 hektar vinmarker over hele Montalcino og derudover ejer Gnudi Angelini-familien også vingårdene Caparzo i appellationen Brunello di Montalcino og Borgo Scopeto i Chianti Classico zonen.

Denne Brunello di Montalcino er – som huset skriver – lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 2 år i egefade samt yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Fra første snif fornemmes fadlagringen … der er cedertræ, tørt træ, meget hjemlig og tæt som riflet fløjl, blæk, champignon, violer, tobak, læder, chokolade og en rank og skarp frugt med jordbær, kirsebær samt en omgang røg samt en snert vaniljesødme.

I munden virker frugten lettere, lysere og mere fokuseret … er ret balanceret med hindbær, tranebær og ribs. Samtidig er der også et markant tanninbid, god syre og flot balance. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor nyere årgange af vinen koster 359,95 kr. for en flaske og 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, Italien

2019 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, ItalienNæste vin er også et gensyn, genbesøg eller reunion, for det er vinen Monte Antico Toscana IGT, som er fra Empson & Co. aka Neil & Maria Empson, der driver et af de største  eksportfirmaer indenfor salg af italiensk vin, men også selv laver lidt vin.

Historien om vinhuset fortalte jeg sidste år, hvor jeg også smagte denne Monte Antico Toscana IGT i årgang 2017 … men her er det 2019’eren.

Monte Antico Toscana IGT er lavet på  85% Sangiovese, 10% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, som kommer fra kalkstensholdige samt lerede marker i både Maremma og Chianti i 400 meters højde.

Efter høsten og en nænsom selektering har vinen gæret under temperaturkontrollerede forhold på stål ved 25 grader over 15-20 dage, mens den efterfølgende har lagret 3 år, hvoraf 1 år har været på 10-20% nye franske barriques og resten på  5-6 år gamle slavonske fade.

Duftmæssigt minder vinen om 2017’eren med denne fine og sjove balance mellem italiensk syre, en poleret sødme og fadnoter … og så ellers masser af blomster. Det giver en lille charmetrold med frugt af umodne kirsebær, jordbær, svesker, røg, violer, en vaniljestang samt walesboller … meget lækker.

Smagen er både meget frugtrig og vel nærmest blomstret. Der er ikke stor dybde, men virker frisk og let tør med lyse blomster samt en lysere frugt af tranebær, umodne kirsebær, moreller, lemon, som samlet giver denne lystige, runde og lettilgængelige smag. Det virker samtidig som en vin, som er letdrikkelig, ubekymret og frisk, så dermed 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster109 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Gagliole, Rubiolo Chianti Classico, Toscana, Italien

 2021 Gagliole, Rubiolo Chianti Classico, Toscana, ItalienGagliole er en af Toscanas absolut ældste ejendomme med et storslået ry og rygte … derfra smager jeg nu denne 2021 Rubiolo Chianti Classico.

Gagliole ligger for enden af en bakketop og en allé med snorlige rækker af cypresser nær Castellina in Chianti. Vi er i et billedskønt område i Toscana og Antico Podere Gagliole er er gammel vingård, der er nævnt for første gang i år 994 i et lokalt skrifte, hvor kongens søn giver ejendommen i gave til sin højtelskede hustru.

I dag drives ejendommen i smuk toscansk stil med en enestående udsigt af 3. generation af Bär familien i form af Monika og Thomas Bär-Bettschart, som samlet har 10 hektar nær vinhuset, men også i Panzano, hvor de også har bygget et nyt og topmoderne vineri.

Monika og Thomas kalder selv Gagliole for et sted, hvor drømme og ambitioner flyder frit … hvor man hver årgang stræber efter at gøre det bedre end sidst.

Denne indstilling har også smittet af på et stort fokus på biodiversitet og økologi, hvilket har medført økologisk certificering og et hav af farverige roser og markblomster i vinmarkene.

Den nænsomme behandling af vinmarkerne fortsætter i produktionen. Efter manuel indhøstning og sortering af druerne presses de og mosten tages videre til næste skridt i produktionen.

Druerne fra de ældste stokke gærer og lagrer i nogle særlige fade ved navn Culte, hvilket er små franske fade af særlig høj kvalitet og mosten fra yngre stokke gæres og lagres i en kombination af andre franske fade og stål.

Gagliole er ikke gået ubemærket hen blandt verdens prominente vinanmeldere, som alle understreger Gaglioles høje kvalitetsniveau – som fx Monica Larners fra The Wine Advocate.

Denne Rubiolo er lavet på ren Sangiovese druer, der kommer fra vinmarker i Castellina og Panzano. Panzano markerne er domineret af ler og store sten, mens vinmarkerne i Castelline har en lidt løsere jordbund med god dræring.

Kombinationen giver både flot syre og stor koncentration og selve produktionen sker i Gaglioles splinternye vineri i Panzano, hvor man har omfavnet kombinationen af teknologi og tradition på bedste vis.

Efter håndsortering af de afstilkede druer, gæres mosten i ståltanke og lagres efterfølgende på en kombination af 50% små franske fade og 50% cementtanke efterfulgt af 3 måneders lagring på flaske før frigivelsen af vinen.

BUM … sikke dejlig duft! Dejlig dyb og svag landlig aroma med sødkirsebær, jordbær, ribs, sød tobak, rå champignon, violer, støvet med svag lakrids, balsamisk eddike og noget estragon.

Smagen er venlig, rund og samtidig med Sangiovese druens lidt støvede udtryk, frugt med kirsebær, svesker og hindbær, en rund og venlig – endda saftig – syre med en sødbitter kant, venlige tanniner, et godt bid … men mest af alt meget saftig, imødekommende samt endda flink. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese Riserva, Toscana, ItalienHvis Montecucco Sangiovese fra Azienda Agricola Biologica Orciaverde er god, så er denne Montecucco Sangiovese Riserva bare lige en tak bedre og det gælder da også årgang 2018.

Vinen er som forrige lillesøster lavet på 100% Sangiovese fra Simone Governis allerbedste marker i Montecucco. Druerne er vinmarker fra skråningerne ned mod floden Orcia.

Som med lillesøsteren har vinen gæret med temperaturstyring med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 18 måneders modning på franske egetræsfade og derefter er vinen så lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Nu er farven i glasset næsten også helt Brunello farvet … medium i styrke og med en brun/orange kant. Igen minder duften om forrige lillesøster, men det er blot med flere fadnoter og som 2017’eren nu også med noget, der minder om et gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, finsk lakrids, vanilje, kaffe og kakao. Derudover er der nogle klassiske noter med speciel og pikant tobak, rå champignon, skovbund samt frugt, der måske i første omgang virker mørk, men alligevel mest er ovre i ribs, hindbær og tranebær.

Smagsmæssigt er du i drømmeland … lige en tak mere rund end lillesøsteren. Det er så smooth, cremet og vedkommende … er så balanceret og smager sgu rasende godt. Den har både en fin, sart, præcis og luftig nerve, lidt mere fad end lillesøsteren og lys, moden frugt af hindbær, ribs, rabarber, bitre tranebær og så alligevel en smule sødme. Med luft i munden mærkes også lidt virile tanniner, som dog virker end smule mere tøjlet end i 2017’eren. Igen må jeg falde jeg hovedkulds med et brag for vinen … niveauer over fine, intetsigende og tandløse Brunello’er. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker. Igen må jeg sige, at den pris kun opfordrer til at fylde kælderen … vild godt køb.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, Italien

2019 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, ItalienSiden jeg første gang i 2021 smagte en vin fra Azienda Agricola Biologica Orciaverde har jeg sagt det … det er bare et fremragende hus og vinene er helt fantastiske køb, men nu er andre også ved at få øjnene op for huset, hvorfra jeg igen smager et par vine … først denne Montecucco Sangiovese 2019.

Orciaverde ligger en spytklat syd for Stazione Sant’Angelo-Cinigiano ved Montenero i Montecucco området. Montecucco er en nyere appellation, som fik sin egen DOCG klassifikation i 1998. Det ligger mellem Brunello og Morellino di Scansano i den sydlige del af Toscana. Området dækker en række kommuner i Grosseto provinsen, herunder Castel del Piano, Cinigiano, Civitella Paganico, Campagnatico, Roccalbenga, Arcidosso og Seggiano.

Appellationen er slet ikke så kendt som den feterede nabo Brunello mod nord, men det er et område ideelt til dyrkning af Sangiovese og på trods af den relative anonymitet, som områder har haft, så er der her en lang historie for dyrkning af druer.

Man fokuserer på traditionelle druesorter og fremstillingsmetoder, men ikke desto mindre er resultatet en række yderst interessante vine og mange eksperter spår da også Montecucco en spændende fremtid. Samtidig er vinene billigere end i Brunello, så der er også basis for at finde gode vine til fornuftige penge.

René Langdahl Jørgensen har for nyligt også fremhævet netop Montecucco DOCG som et af Toscanas mest spændende områder og prisforskellen til Brunello gør Montecucco til en decideret no brainer.

Vinhuset Orciaverde er blandt Montecuccos mindste – men spændende – producenterl Der er beliggende på en skråning af Monte Amiata i 250 meters højde og de har deres marker lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino.

De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Azienda Agricola Biologica Orciaverde drives af Simone Governi, som samlet har 40 hektar jord, men ikke al jorden er vinmarker … faktisk kun 4 hektar, men dette har været løbende stigende, lige siden Montecucco fik sin DOCG status.

Markerne drives økologisk i respekt med naturen … og de gælder både vinmarker, hvedemarker og olivenlunde. Vingården blev i 2007 certificeret økologisk. Udover landbruget, produktion af olivenolie og vin, drives der også et lille agro turismo med udlejning af ferielejligheder.

Denne Montecucco Sangiovese har jeg tidligere smagt i både årgang 2017 og 2018. Den er selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese, som håndhøstes fra små parceller med ler og tufa-kalksten ned mod Orcia floden

Mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 10 måneders modning på franske egetræsfade.

Fra starten er Brunello sammenligningen tydelig rent duftmæssigt, for der er godt med tobak og skovmandsskjorte, rå champignon og skovbund, østershatte, violer, en moden og balsamisk frugt af ribs, tranebær og lidt mørkere solbær. Men fornemmer også klart nogle fade, der giver vinen en lidt oaky aka egeagtig aroma.

Det bedste er dog smagen … mums … den er måske endda lidt mere tæmmet end 2018’eren, for det er virkelig skruet sammen, så alt er både blødt, så præcist, balanceret og elegant. Frugten smager bare så godt … hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær, men lidt sødere end i 2018’eren, dog fortsat frisk, streng, ren og lys.

Vinen virker ret tør og tanninerne er egentlig ikke tydelige i starten, men kommer så alligevel snigende og udtørrer munden. Sikke et bid. Igen må jeg bare sige, at jeg igen igen er imponeret over denne lille mini Brunello … et vildt godt køb. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2018 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienDenne Do Ut Des IGT fra Fattoria Carpineta Fontalpino ved Monteaperti nær den historiske by Castelnuovo Berardenga er jeg pjattet med … og nu smager jeg vinen i årgang 2018.

Det er en vin, som jeg har smagt masser af gange og endda også skrevet om her på vinbloggen i både årgang 2007, 2012 og 2017. Do Ut Des IGT er i denne årgang 2018 – som årgangen før – lavet på et blend af 33% Merlot, 34% Petit Verdot samt 33% Cabernet Sauvignon.

Familien Cresti håndhøster druerne fra den sydøstvendte Montaperti vinmark i 220 meters højde i det sydlige Chianti Classico. Marken har en undergrund med sand og sten.

Efter høst har druerne gennemgået spontangæring alene med de naturligt forekommende gærstammer, mens 25 dages udblødning af drueskallerne ved 28-30 grader har bidraget med yderligere farve, smag og tannin.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske 225 liters barriquefade fra Allier og Trochet og efterfølgende 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I næsen er der skråtobak, cedertræ, tørt egetræ, violer samt en dyb mørk og lakridset aroma. Frugten læner sig en smule op af noget, der kan minde om Bordeaux … er ganske dyb med solbær, brombær samt kirsebær. Der er et gedigent aftryk af fadene med let lakridskonfekt, finsk lakrids, kul, koks, toast, ristede noter, vanilje, chokolade, men samtidig får man også denne italienske, balsamiske syre … det er en rigtigt velfungerende cocktail.

Det er også smagsmæssigt en voldsom lækker vin … og som 2017’eren rund, cremet, fyldig og monster meget intens i alle smagsnuancerne. Det er fløjl og velour med atter med den lille italienske og balsamiske nerve af tør syre samt tørre tanniner, der lige markerer, men aldrig bider sådan for alvor. Der er virkelig fin balance i vinen, krydderierne blander sig i smagsspektret og eftersmagen er fin og lang. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Villa Poggio Salvi, Caspagnolo Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2022 Villa Poggio Salvi, Caspagnolo Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienDen næste vin jeg smagte fra Villa Poggio Salvi, var deres fine og venlige Caspagnolo Chianti Colli Senesi og i en årgang 2022.

Igen er der Merlot i vinen, men her er det dog kun 10%, da vinen jo primært er baseret på 90% Sangiovese og her kommer druerne fra husets egne sydvestvendte, mergelrige vinmarker i bakkerne vest for Siena i Monteriggioni området.

Druerne er høstet manuelt, men gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke ved 28-30 grader over 10-12 dage med hydrauliske nedstempling af drueskallerne.

Derefter er vinen blot flasket og har så lagret så 3-4 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 55.000 flasker af vinen.

Dejlig imødekommende duft af søde kirsebær, virker saftig med en ganske gammel balsamisk eddike, solbær, blommer, skovbund, tobak og grønne krydderuter … alt virker pakket godt ind i easygoing bløde pakker, som man ved, vil varme hele kroppen

Sådan er smagen også … blød, pleasende og saftig, men det er fortsat med en klar italienske syre samt virile tørre tanniner, som opvejes af en smule sødme … blød, rund og venlig … smager rigtigt godt, så dermed 90 point … og kommentaren; godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men kan fås til 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Villa Poggio Salvi, Lavischio IGT, Toscana, Italien

2021 Villa Poggio Salvi, Lavischio IGT, Toscana, ItalienJeg har efterhånden 3 gange smagt Villa Poggio Salvis Brunello di Montalcino i årgang 2016, 2017 og 2018 … men huset laver skam også andre spændende vine og nu tester jeg 2 af dem og den første er denne 2021 Lavischio IGT.

Det er en vin, som er lavet på ren 100% Merlot og har sit navn Lavischio efter en lille flod, som omkranser dele af Villa Poggio Salvis vinmarker.

Druerne er høstet manuet fra 10-20 år gamle og tætbeplantede Merlot vinstokke, som passer perfekt til det solbeskinnede samt ler- og mergelholdige terræn.

Gæring og maceration er sket i ståltanke ved 28-30 grader over 10-12 dage med hydrauliske nedstempling af drueskallerne. Derefter er vinen blot flasket og lagrer så 5 måneder på flaske inden frigivelse og der laves årligt 20.000 flasker af vinen.

I næsen er det bredriflet fløjl, hjemlig og comfortabel, fed mørk frugt af brombær, blåbær og solbær, tørrede tranebær, tyk lakrids, tørret kød og bacon, lidt parfumeret trøffel og chokolade.

Smagen er mørk, fed, tør og alligevel samtidig syrligere end man normalt ville finde i Merlot, men syren er virkelig italiensk, viril og stram. Det er solbær, brombær, hindbær og ribs, ganske fast, ren, tør med er tannisk bid, nerve og frugtrig smag. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan fås til 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7