Tag-arkiv: Toscana

2019 Tenuta Sette Ponti, Orma, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Orma, Toscana, ItalienNår vi lige har smagt både Tenuta Sette Pontis smukke Crognolo og forleden topvinen Oreno, hvad er så mere naturligt end at smage vinhusets anden topvin, der simpelthen bare hedder Orma.

Som I måske har læst i  et af de tidligere indlæg om vinene fra Tenuta Sette Ponti, så kommer Orma vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri.

Orma ejendommen købte Antonio Moretti Cuseri – den store modemogul – i 2004 efter i mange år at ha’ ledt efter en yderligere vingård til at lave kvalitetsvine … og Orma må siges at opfylde det kriterie, da ejendommen ganske vist kun har 5,5 hektar vinmarker, men de ligger til gengæld lige mellem Sassicaia og Ornellaia.

Og disse 2 ikoniske vinhuse ville også gerne ha’ haft fingrene i de eksklusive 5,5 hektar, men det blev den stenrige Antonio Moretti Cuseri, der skaffede sig skødet på jorden.

Så dermed laver Antonio både den Sangiovese baserede Tignanello dræber Crognolo, kultvinen Oreno og derudover altså Orma … lidt af et felt af vine … vildt.

Orma er fremstillet på et bordeauxblend af 50% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc, som håndhøstes fra den famøse mark i smørhullet. Vinen er lavet med gæring over 15-18 dage i ståltanke og er så lagret 18 måneder på 225 liters franske barriquefade og 12 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Og det er på mange måder også – som Oreno – en kult vin, som fx i denne årgang er endt 16 pladser foran Ornellaia på James Sucklings Top 100 og har med 97 point fået samme point som Sassicaia.

Duftmæssigt er vinen pænt tør, mørk og har en vis modenhed, solbær, brombær, blommer, skovbær, skovbund, sandeltræ og andet tørt træ, klar, moden og balsamisk syre … dejlig aroma.

Vinens styrke er dog mest i munden, hvor det er ultra smooth, cremet og så bare skide tørt. Tanninerne udtørrer munden med stor og overbevisende kraft, stramme, uforsonlige og samtidig med en rig balsamisk syre, kirsebær, ribs og tyttebær … men vildt pågående, rund og skarp. Smuk vin og jeg ligger lige mellem 6 og 6,5 fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2018 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienTenuta Sette Ponti er vi før stødt her på Houlbergs Vinblog, bl.a, med flere årgange af husets topvin Oreno, men denne gang er det husets Crognolo i en årgang 2018.

Vinen er Sangiovese baseret … helt præcis på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra højtliggende og sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 14 måneder, hvorefter den flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Dejlig duft … tør med jordbær, hindbær, tranebær, lyse blommer, der egentlig er meget friske. Det suppleres sandeltræ, tørt træ, violer og lidt mentol, timian samt estragon. Der er grønne blade, brændt note, balsamisk syre, tør jord, kaffe og  mørk chokolade.

Hvor er vinen let, cremet og elegant i munden … let og endda lysere, mere frisk og rank, end duften egentlig lagde op til. Det er en spinkel, fin og ren vin med lyserød frugt, hindbær, ribs og tranebær, blide og venlige tanniner, pæn og bare så elegant. Samtidig har vinen nogle mineralske elementer, som er med til at give vinen dette rene udtryk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Il Palazzone, Rosso del Palazzone, Toscana

N.V. Il Palazzone, Rosso del Palazzone, ToscanaIl Palazzone Società Agricola ligger under 1 kilometer sydvest for Montalcino by på de smukke, nordvestlige skråninger. Derfra smager jeg denne spændende Rosso del Palazzone, der er et blend af forskellige årgange.

Il Palazzone er oprindelig grundlagt i 1985, men i år 2000 blev huset købt af newyorkeren Richard Parsons, der er tidligere har været CEO for Citi Group, CBS og Paramount.

I dag ejes Il Palazzone dog af det amerikansk ægtepar Peter og Kirsten Kern. De har tidligere rejst meget i Toscana og har nu taget skridtet mod deres drøm om at eje en vingård i Montalcino. De har ikke erfaring med at lave vine, for Kirsten har arbejdet i kokke- og restaurantbranchen og Peter har arbejdet med medier og rejser.

De har samlet 5 hektar vinmarker, der er fordelt på de 3 marker Le Due Porte, Vigna del Capa og La Vecchia. Selvom ægteparret har en stor passion for vin – særligt Brunello – så har de ansat ægteparret Laura Gray og  Marco Sassetti til at drive vingården, hvilket sker sammen med vinmageren Paola B. Martino.

Laura er egentlig fra Scotland og har en uddannelse indenfor engelsk litteratur fra University of Oxford og er også uddannet sommelier, men hun har nu boet i Montalcino siden1995 og siden dengang altid arbejdet med vin, mens hendes mand Marco kommer fra den nærtliggende by Saint Angelo in Colle og står for det meste af markarbejdet.

Laura har siden 2003 været leder af Il Palazzone, som også drives miljømæssigt bæredygtigt. Det vil sige, at pesticider og andet kemi i markerne er bandlyst. Alt arbejde i markerne foregår også manuelt, hvor man har valgt også at bandlyse maskiner.

Ydermere gør man meget for biodiversiteten og laver forskellige tiltag for at øge diversiteten af insekter ved at plante flere andre planter og blomster i og omkring vinmarkerne.

Det særlige ved Il Palazzone er, at samtlige 5 hektar marker udelukkende er tilplantet med Sangiovese Grosso druer, altså den klon af Sangiovse, som anvendes til Brunello vinene.

Der laves i øjeblikket 4 forskellige vine, herunder 2 forskelige Brunello vine. De 2 Brunello’er laves totalt ærkeklassisk med lagring i 4 år på store slavonske egefade og derefter to år på flaske. Denne Rosso del Palazzone er en lille anderledes vin, som er lige præcis i denne udgave 1/21 er lavet på Sangiovese Grosso druer fra 3 årgange.

Når man laver Brunello’erne, så vinificeres hver mark separat og først senere finder Laura ud af, hvor meget der skal anvendes fra de forskellige marker i den endelige vin. Resten bruges så i denne Rosso del Palazzone, så dermed bliver det en mini-Brunello med rester fra forskellige årgange.

I denne 1/21 er der fx 10% af årgang 2020, 60% af årgang 2019 og endelig 30% af årgang 2018, altså simpelthen egetønder frasorteret Brunello produktionen. Dermed har vinen også ligget på fad i op til knap 2 år og efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 2 måneder.  Det lyder sgu da lidt spændende.

Duften er fin … tør og støvet med bitre kirsebær, godt med røg, tørv, skovbund, tør tobak, en balsamisk note, pænt med egetræ, et strejf af kakao og mørk, småbitter chokolade samt en vis lethed med en buket blomster.

I munden er vinen sådan forholdsvis let og nærmest læskende. Vinen  har – selvom den reelt er lavet af fade med Sangiovese Grosso vin, der kunne være endt som ægte Brunello – mindre dybde, men til gengæld en lys, fin og frisk frugt, nærmest som en toskansk udgave af piemontisk Langhe Nebbiolo, men til billigere pris,

Det smager vildt godt og du får klart et strejf af Brunello på en virkelig charmerende måde med lyse og modne bær, kirsebær, lidt hindbær og pænt elegant med lette og fine tanniner, frisk, legesyg og har også en lille sødme i slutfasen. Den har denne imødekommende ærlighed og er virkelig svær ikke at holde af … og til prisen er  vinen bare en no-brainer. Houlberg er på 5 tomler med pil op.

Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Tenuta Sette Ponti, Oreno 20 Anni, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Oreno 20 Anni, Toscana, ItalienSidst jeg smagte den flotte supertoscaner Oreno fra Tenuta Sette Ponti kaldte jeg vinen for en intim dans, elskov og saftigt samleje mellem Bordeaux og Italien. Nu smager jeg Oreno i årgang 2019 og den seksuelle spænding er bestemt ikke blevet mindre.

Det er 3. gang, at jeg smager Oreno, for jeg har smagt vinen i årgang 2017 og 2018, hvor jeg også fortalte hele historien om vingården, der ligger i et fjernt, uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo.

Oreno er som nævnt en IGT supertoscaner lavet på et Bordeaux blend med 50% Merlot, 40%, Cabernet Sauvignon samt 10% Petit Verdot, der kommer fra op til 75 år gamle vinstokke, der er plantet 250 meters højde på Tenuta Sette Ponti ejendommen.

Vinen har sit navn efter floden, der krydser Tenuta Sette Pontis jorder og den er lavet med 25 dages fermentering ved kontrollerede temperaturer efterfulgt af en maceration. Herefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Med denne årgang 2019 fejrer vinhuset også 20 året for Oreno, så denne årgang af vinen er således lidt en jubilæumsudgave og den har også fået fabelagtige anmeldelser, bl.a. 99 point af James Suckling, der endda har sat vinen på sin Top 100 og hele 61 pladser foran en anden supertoscaner Ornellaia.

Igen har Oreno fra første fløjt klare bordeauxfile ansigtstræk og attributter, meget solbærdrevet frugt suppleret med brombær, lidt blommer, balsamico, jord, skovbund, cigaræsker samt egetræ, toast, tobak, bagepulver, let mentol og tørre krydderier. Der sniger sig oss’ en lille sødme ind med en lille rulle Mariekiks, vanilje … men meget diskret og afstemt og sluttelig lidt blomster, tørrede roser samt en stenet og mineralsk note.

Smagsmæssigt er det atter et gadekryds, bastard og hybrid mellem Bordeaux og Italien … et lille kærlighedsbarn, som endnu ikke er helt voksen men fyldt med potentiale og kompleksitet. Der er fed, lækker og fyldig moden frugt med solbær som i Bordeaux og en ren, stram og småbitter italiensk syre med et markant tanninbid, hvor munden udtørres med kontrolleret tørhed. Hvor smager det wunderbar og hænger sindssygt lang tid i munden. Houlberg bukker sig i støvet, hvor vinen netop lige rammer 6,5 finger. Savlende godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Piemonte, Italien

2017 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Piemonte, ItalienDen sidste Brunello har jeg skam også smagt før og kommer fra Podere la Vigna. Sidst jeg smagte vinen var i årgang 2015, men nu er den så sidste vin i smagningen af de 4 Brunello di Montalcino 2017 vine.

Azienda Agricola Podere la Vigna ligger ved den lille by Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino og drives af familien Rubegni, som i flere generationer har lavet vin fra deres 4 hektar vinmarker i 320-240 meters højde i bakkerne ved Montalcino området.

Det er i dag Andriano Rubegni og hans hustru Sonia, der laver 4 forskellige vine, en grappa samt lidt olivenolie. Det er selvfølgelig en Rosso di Montalcino, IGT vinen Maritato og så 2 Brunello’er … denne samt en Riserva,

Deres almindelige Brunello di Montalcino 2017 er lavet med Sangiovese druer, der typisk høstes i slutningen af september. Vinen er lavet i store 50 hektoliter ståltanke med daglige punchdown over 18-20 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret mindst 2 år på store 20-30 hektoliter egefade og 6 måneder på flaske efter aftapning.

Igen fabelagtig lækker aroma, hvor fadaftrykket er tydeligt, men egentligt doseret ganske fint, for det overdøver ikke en lidt mælket og drikkeyoghurtagtig aroma med jordbær, svesker, kirsebær og en smule blommer,  tobak, skovbund, champignon og fra fadene også kakao og en café-latte … næsten spot-on som 2015’eren.

Smagen er sådan lidt småsaftig, men lidt med lidt mere kant end forrige Brunello di Montalcino, for der er mere bitterhed, en lidt grovere syre, vildt tørre tanniner og tilsammen giver det vitterlig godt bid. Vinen har en ren og bitter frugt, tørrede tranebær og småsure kirsebær, garvet læder, violer og en sindssyg lang og monstertør eftersmag. Til prisen virkelig value-for-money.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 La Magia, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 La Magia, Brunello di Montalcino, Piemonte, ItalienDenne Brunello di Montalcino 2017 vin nr. 3 er fra Fattoria La Magia di Schwarz Fabian, der ligger 5 kilometer syd for Montalcino i Toscana … og dén har jeg altså ikke smagt før. Jeg har dog smagt deres fine Il Vispo Toscana IGT … men nu er det altså the real Brunello stuf.

La Magia blev oprindelig grundlagt i 1974, men allerede i 1979 købt af Schwarz familien, som forlod deres hjem i Merano i Südtirol aka Alto Adige for at bosætte sig her.

Det var Harald Schwarz, hustruen Gabriella Zeitler og Haralds far Herbert Schwarz, der havde sat sig for at blive vinproducenter, selvom de intet vidste om vinfremstilling, men bare elskede Montalcino området og Brunello vinene.

I dag er det Haralds og Gabriellas søn Fabian, som står for driften af Azienda Agricola La Magia. Han startede allerede med at arbejde på vingården i 2005, men overtog i 2011 det fulde ansvar. Han er selv uddannet vinmager fra Istituto Agrario di San Michele all’Adige og driver nu vingården med hjælp fra far Harald samt sin hustru Lisa Tinturini.

Navnet La Magiat kommer fra ordet magione, der betyder hus og vinhuset ligger på en gammel asfalteret romersk vej og resterne af en historisk bygning, der i oprindelig var anvendt som hvilested for pilgrimme på vej til klosteret Sant’Antimo længere nede i dalen.

Der er far Harald, som renoverede ejendommen efter overtagelsen og både designede og byggede vinkælderen … i en ottekantet form, så han nemmere kunne nå alle gæringskarene. Senere er der i 2008 også installerede solcelleanlæg på ejendommen, således vineriet i dag er selvforsynende,

Schwarz familien har samlet 52 hektar jord, men det er alene 15 hektar, som er vinmarker. Til gengæld består det af én samlet stor vinmark beplantet med Sangiovese og klassificeret som Brunello di Montalcino DOCG.

Markerne ligger i 400-500 meters højde i læ ved bjerget Amiata og med udsigt ned mod Sant’Antimo klosteret … og endda Molino di Sant’Antimo vingården, som vi smagte lige før. Alle marker drives fuldstændig økologisk … certificeret siden 2012.

Denne La Magia Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese fra over 40 år gamle stokke i det sydøstlige Montalcino. De økologisk dyrkede druer høstes af flere omgange, aå kun perfekt modnet frugt finder vej til den færdige vin.

Mosten gærer frugtbevarende på ståltank og store fade med hele 40 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen lagrer herefter 36 måneder på 500 liter franske egetræsfade, heraf 1/3 helt nye og resten 1 år gamle. Efter yderligere 6 måneder på flaske er vinen klar til frigivelse.

Uha … vi kravler da vist lige et niveau op … ren, intens, mineralsk og urtet næse, en direkte, præcis og skarpslebet frugt, mørk, dyb samt en smule animalsk med sorte kirsebær, brombær, æterisk intensitet, ristede champignons og østershatte, mintpastiller, medicinskab og så alligevel lidt sødme, vanilje og mælkechokolade. Det er som om, at alle tingene sidder de rigtige steder, i rigtige portioner og med rigtig volumen. Det er sgu åndeløs godt.

Hvor smager det også godt. Det kan godt være, at dette ikke er en 2016’ener, men fader vor, hvor sidder det i skabet. Lad os starte med tanninerne, der er tørre, smertende tørre og vilde, men straks de vil overtage styringen, så kommer der en bølge af mørk, intens frugt og den har en lille frisk sødme med, hvorved vinen næsten bliver saftig og læskende. Men den er langt mere end det … slank, ren, skarp og ultrapræcis, røget, mineralsk, støvet og sødsyrlig med tør engelsk lakrids … og dermed bedste Brunello i mands minde.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 429,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 369,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, Italien

2017 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, ItalienNæste Brunello har jeg også smagt før, for det er nemlig Molino di Sant’Antimos Brunello di Montalcino Paolvs … faktisk smagt både i årgang 2011, 2015 og 2016, men nu er det altså 2017’eren.

Vinen er selvfølgelig lavet næsten på samme vis som den foregående årgang, dvs, med druer fra 25 år gamle vinstokke på markerne Pian di Rota, Romana og Castello i omkring 250 meters højde. Efter høsten afstilkes druerne og presses blidt inden den alkoholiske gæring i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over 7 dage efterfulgt af eftermaceration i 10-15 dage.

Derefter er vinen lagret 36 måneder i store 60 hektoliter egefade, hvorefter vinen flaskes og lagrer ekstra 4 måneder inden endelig frigivelse til salg.

I næsen er det et niveau op … lækker, lækker duft, som har en lidt smålandlig og småanimalsk side, hvor der først dukker en lys og sød frugt op … hindbær, kirsebær og rabarber, våde fade, tobak, tør jord, svampe, lakrids, kamfer, hæfteplaster, chokolade, kanel og let vanilje. Det er meget let og dufter vitterlig voldsomt godt.

Jeg synes egentlig, at 2016’eren var pænt let i munden, men det er vist lige så udtalt her i 2017’eren. Frugten er mindst lige så ren med kirsebær, tranebær og hindbær, mens tanninerne faktisk er en tand mere krigeriske og vilde … uden de okkuperer munden fuldstændigt, men blot markerer og blærer sig. Den lidt lysere frugt giver vinen et meget klædeligt bittert bid, men det er uden at miste varme, kraft, elegance og finesse. Igen er jeg solgt … fucking tæt på 2016’eren, men 5,5 tomler med pil op er også ret overbevisende.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienBrunello di Montalcino 2016 er den bedste årgang i mands minde, måske nogensinde, har Søren Frank tidligere skrevet, mens der har været noget mere stille om årgang 2017.

Men derfor er der altså også lavet glimragende vine i den lavere ratede årgang 2017 og det tester Houlberg nu i en lille mini-test med 4 x Brunello di Montalcino 2017 og starter med Villa Poggio Salvis.

Villa Poggio Salvi ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano og er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin.

Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Deres Brunello di Montalcino har jeg faktisk smagt før … blot i årgang 2016. Nu er det 2017’eren, som er på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen først lidt forsigtig … faktisk næsten som 2016’eren, dog mere lukket og måske endda også mere rank, hvilket da bestemt ikke gør noget. Men den skal lige ha’ tid til at lukke op, hvorefter der kommer tørt træ, tobak, lidt småsød samt ret let frugt med kirsebær, hindbær,  brombær, blommer, appelsinskal, roser og kaktuspiller.

Smagsmæssigt er vinen virkelig pænt tør og allerede ved første luftindtag, så melder tanninerne sig også, tørre, stramme og bare så udtørrende, at munden efterlades lige så tør, som den allervarmeste sommerdag i Sahara ørkenen. Vinen er slet ikke så fløjlsblød som 2016’eren, men har denne rene, klare og stringente frugt, men samtidig også mere kant … men absolut slet ikke så ringe.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Poliziano, Lohsa Morellino di Scansano, Toscana, Italien

2018 Poliziano, Lohsa Morellino di Scansano, Toscana, ItalienJeg har før smagt vin fra vinhuset Poliziano … et spændende vinhus ved Montepulciano. Nu smager jeg igen en vin fra huset … deres 2018 Lohsa Morellino di Scansano.

Azienda Agricola Poliziano ligger smukt lige på den vestlige side af byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter og er etableret i 1961, da Dino Carletti købte 22 hektar jord ved Montepulciano og plantede de første vinstokke.

I dag er vingården noget større og tæller samlet 120 hektar vinmarker. Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, der var født i Montepulciano og i øvrigt var kendt som Il Poliziano … deraf navnet på vingården.

I dag drives vingården af Dinos søn Federico Carletti. Han er selv uddannet i 1978 fra universitetet i Firenze indenfor land- og vinbrug. Han overtog driften fra faderen tilbage i 1980, hvor økonomien på vingården skrantede noget … de første mange år med hjælp både fra studiekammeraten Carlo Ferrini og Dinos gamle lærer Maurizio Castelli.

Carlo Ferrini er siden blevet en af Italiens mest berømte vinmagere, og har siden 1992 – sideløbende med jobbet som chef for Chianti Classico Consortium – arbejdet som vinkonsulent for en række vinhuse i specielt Toscana.

Han laver i dag i øvrigt også sine egne vine, som er virkelig hypede og topvinen Giodo Brunello koster flere tusinde kroner. Og så hjælper han altså også fortsat Federico Carletti på Azienda Agricola Poliziano.

En del af Polizianos 170 hektar, som blev købt i slutningen af 1990’erne, ligger ikke omkring Montepulciano, men i kommunerne Cortona og Magliano i Toscana. Faktisk ligger kun lidt over halvdelen af husets vinmarker omkring vingården i Montepulciano.

Opkøbet i de nye områder kickstartede projektet Terre del Poliziano, som omfatter produktion af vine fra appellationerne Cortona DOC, Maremma DOC og  Morellino di Scansano DOCG. Vinen fra de områder sælges som enten In Violas di Terre del Poliziano eller Lohsa di Terre del Poliziano.

Her er det netop en Lohsa Morellino di Scansano, som jeg har fået i glasset … lavet på under appellationen Morellino di Scansano DOCG. Denne er på 85% Sangiovese og 15% Ciliegiolo.

Vinen er lavet på husets vineri i Magliano, hvor fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke over 15-20 dage. Morellino er i øvrigt det lokale navn for Sangiovese i denne del af Toscana.

Efter endt fermentering har vinen lagret 10 måneder …50 % på brugte franske barriques og tonneaux, mens de resterende 50% har lagret på store cementtanke. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 2-4 måneder før frigivelse.

Næsen har en lettere sødlig, aromatisk duft med blomsterpollen og håndsæbe, søde kirsebær, brombær og blommer. Der er lidt vanilje, candyfloss, urter og balsamisk syre, tør jord, sødbrændte fade og i det hele taget meget tilgængelig med let mentol og en nærmest pirrende kant.

I munden har vinen lidt samme venlige ansigt, venlig, småsød samt småbitter og ganske imødekommende. Den har saftige kirsebær, lidt tørret i frugten og så alligevel med en ganske fin syre. Det er sgu da skruet ganske godt sammen og vinen har fin lang eftersmag, så Houlberg rater den til 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Tenute Poggiocaro, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Tenute Poggiocaro, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienUnder navnet Tenute Poggiocaro laver mega- og kæmpestore Schenk koncern Vino Nobile di Montepulciano, Rosso di Toscana og så denne Brunello di Montalcino og nok også flere. Jeg smager denne i kongeårgangen 2016.

Schenk mastodonten har jeg skrevet om før … de laver  over 600 forskellige vine og bare i koncernen italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen,

Denne Brunello er- så vidt jeg kan se – produceret på Schenk Italias produktionsanlæg Lunadoro, som ligger ved landsbyen Valiano i Montepulciano området.

Den er lavet på 100% Sangiovese fra udvalgte marker omkring Montalcino, men ellers er der ikke mange oplysninger om, hvordan vinen er lavet … udover, at den er lagret i minimum 2 år på de store,
traditionelle botti-fade og flere måneder på flaske før frigivelse.

Duftmæssigt en vild eksplosiv næse … ikke helt stilfærdig og eftertænksom, men med bulder og kraft. Det er en kirsebærbaseret næse, næsten med tørrede kirsebær, amarena kirsebær, læder, røg, allehånde, enebær, laurbærblade, tør jord og våde fade samt en tør, lille og støvet sødme.

I munden er vinen først og fremmest meget saftig på en lettere måde end forventet. Der er blommer, kirsebær, en fin tørhed, men tanninerne er ikke vilde … blot tørre. Det er fortsat en frisk og meget ung vin, hvor de modne Brunello noter ikke er helt færdigudviklede, men til gengæld får du en let, læskende og frisk vin med et god bid med nogle bitre elementer. Nice og Houlberg ligger sådan lige et stykke mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7