Tag-arkiv: sangiovese

Sangiovese er en rød, italiensk druesort, som er den mest plantede sort i hele Italien med omkring 70.000 hektar vinmarker – svarende til omkring én ud af to vinstokke i Italien – og druen er samtidig næsten synonym med rødvinene fra Toscana.

Sangiovese spiller hovedrollen i klassikere som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino. Sangiovese og Toscana er haft denne kærlighedsaffære gennem generationer, selvom nyere forskning har afsløret, at druen måske slet ikke er så gammel, som man engang troede.

Navnet Sangiovese skulle stamme fra det latinske ord sanguis Iovis – Jupiters blod. Udenfor Toscana er Sangiovese også meget udbredt i Lazio, Umbrien, Marche og på Korsika. På Korsika er sorten kendt som Nielluccio og er dér noget anderledes end  andre Sangiovese vine.

Sangiovese blomstrer tidligt og modner langsomt og sent, hvilket gør den vanskelig at dyrke. Druen er særlig værdsat for sin høje syre, faste tanniner og afbalancerede natur. Udbytterne kan være høje, men de bedste kvaliteter opnås ved lave kvantiteter.

Derudover har Sangiovese et meget tyndt skind, hvilket også giver yderligere vanskeligheder, bl.a. er druen modtagelig for rådne under fugtige forhold.

Vine på Sangiovese har typisk en lidt salt smag med saftige, mørke kirsebær med en note af violer. Derudover byder druen på duft og smag af ribs, kirsebær, og blommer med toner af jord, læder, urter og krydderier. Vinene har høj syre og mange tanniner, hvilket giver et vist lagringspotentiale og de lagres ofte på fade.

På verdensplan har Sangiovese rejst til Californien og Australien, hvor dens høje syreindhold er et aktiv i det varme klima.

2019 Villa Sant’Anna, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2019 Villa Sant’Anna, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienVino Nobile di Montepulciano er jo den ypperste vin omkring byen Montepulciano og den skulle jeg selvfølgelig også smage fra kvinderne på Villa Sant’Anna, så den smagte jeg i årgang 2019.

Faktisk lavet Villa Sant’Anna 2 forskellige Vino Nobile di Montepulciano vine … denne og så den eksklusive topvin Poldo Vino Nobile di Montepulciano.

Vino Nobile di Montepulciano 2019 er lavet på 85% Sangiovese og de sidste 15% er Merlot, Mammolo, Canaiolo og Colorino, der alle er høstet fra 17. september til 9. oktober på husets marker i 260-320 meters højde.

Gæring og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 24 måneder på små og medium egefade og derefter flasket og lagret i yderligere 12 måneder. Der laves årligt omkring 26.000 flasker af denne vin.

Så røg niveauet da lige et par trapper op … møglækker duft med ristede svampe, champignon, mørke kandiserede kirsebær, sorte blommer og lidt ribs, sød finsk og tør engelsk lakrids, nougat, godt med egetræ og cedertræ og klart noget vanilje fra træet.

I munden er det en balanceret og frugtrig vin, der stadigvæk føles ganske ungdommelig. Frugten er levende, tør og endda citruspræget med bitter lemon og citroner, der følger brombær, syrlige kirsebær, sorte kirsebær og blommer undervejs. Der er vildt tørre tanniner, der sætter sig på fortænderne og alt er rundt og høj klasse fornægter sig sgu ikke. 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Villa Sant’Anna, Rosso di Montepulciano, Toscana, Italien

2021 Villa Sant’Anna, Rosso di Montepulciano, Toscana, ItalienVi fortsætter hos de 3 gæve kvinder på Villa Sant’Anna anført af Simona Fabroni og det er nu deres 2021 Rosso di Montepulciano, som jeg har fået i vinglasset.

Igen er det en vin, der primært er lavet på Sangiovese … her er det 80% Sangiovese, mens de resterende 20% består af et skønt blend af Cabernet Sauvignon, Merlot, Canaiolo, Mammolo og Colorino.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af september, hvorefter gæringen og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring.

Derefter er vinen lagret 10 måneder på små og medium egefade og derefter flasket og lagret endnu 8 måneder. Der laves årligt omkring 25.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er denne vin nærmest som en forlængelse af husets foregående Chianti, men mørkere, mere fadpræget og dybere med sød tobak og ellers meget tør. Der er blommer og modne kirsebær, gammel balsamico, chokolade, skumfiduser og søde krydderier.

Sådan er smagen også … dybere, mørkere og mere rund end Chianti’en, men fortsat med en syre, der er balsamisk, sød, intens, kraftig og moden på en eller anden måde. Frugten er sorte blommer og sorte kirsebær og søde krydderier. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Villa Sant’Anna, Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2021 Villa Sant’Anna, Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienUn’azienda dal tocco femminile … en vinproducent med et feminint præg. Vi snakker om vinhuset Villa Sant’Anna di Fabroni Anna … en Produttori di Vino Nobile di Montepulciano, der drives af 3 kvinder i form af Simona samt hendes to døtre Anna og Margherita.

Jeg smager nu 3 vine fra de stolte kvinder og starter med et glas af deres 2021 Chianti Colli Senesi … en DOCG vin lavet primært på Sangiovese helt efter de klassiske forskrifter.

Vingården Villa Sant’Anna ligger på adressen Via della Resistenza i byen Abbadia di Montepulciano i Siena området vel omkring 5 kilometer nordøst for selve Montepulciano by.

Vingården stammer helt tilbage fra 1800-tallet og familien Fabroni har i over 200 år lavet vin på gården … en tradition som stadig i dag videreføres med passion og dedikation.

Det er Simona Fabroni, som har holdt liv i familiehistorien og genfødt vingården, hvilket sker med hjælp fra hendes to døtre Anna og Margherita. Hun har faktisk knyttet til et helt kvindeligt team, der er engageret i dyrkningen og produktionen  af ​​de prestigefyldte vine, som også har gjort Villa Sant’Anna til anerkendte vinproducenter i Montepulciano.

Siden Simona overtog driften i 1989, så har hun forbedret vinstokkene, tilplantet nye vinmarker og fornyet egefade og -barriques. Der sker stor vedligeholdelse af ​​de århundrede gamle underjordiske kældre, hvor alle vinene lagres og raffineres ved naturlig temperatur.

Før Simona genrejste vingården, så havde man blot solgt alle druerne fra husets sammenlagt knap 10 hektar i løs vægt til andre producenter, men i dag laver huset deres egne vine … både Chianti, Rosso di Montepulciano og Vino Nobile di Montepulciano.

Jeg starter med at smage deres 2021 Chianti Colli Senesi, der er lavet på 90% Sangiovese, 5% Merlot og de sidste 5% er fordelt på druesorterne Canaiolo, Mammolo og Colorino.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af september, hvorefter gæringen og maceration er sket i ståltanke/kar ved 30 grader over 12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret omkring et års tid på store, gamle egefade på 1.900-3.900 liter og først derefter flasket og lagret endnu 8 måneder. Der laves årligt omkring 15.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en temmelig rent mix af en frisk, ung og rød balsamisk frugt og et våd modent fagpræg. Frugten er mest kirsebær og blommer, nogle champignons, sød lakrids, sød mørk pibetobak og tørre papkasser. Har denne typiske Chianti lyse og syrlige nerve.

Sådan smager vinen også … har en syrlig, frisk og urtet frugt med tranebær, umodne blommer, syrlige kirsebær og ribs. Syren er ren, clean og balsamisk, der er citroner, lemon og lidt Campari bitter og pæn stor tørhed, tørre og markante tanniner … virkelig en vin, der kræver noget mad til. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Podere La Vigna, Maritato Rosso, Toscana, Italien

2020 Podere La Vigna, Maritato Rosso, Toscana, ItalienJeg har mest smagt Brunello’er fra Azienda Agricola Podere la Vigna i Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino, men nu har jeg fået hældt et glas op af deres 2020 Maritato Rosso.

Det betyder også, at jeg før har skrevet om huset … og har faktisk smagt deres Brunello di Montalcino i både årgang 2015, 2017, 2018 og senest 2019.

Maritato betyder ægteskab eller at være gift … og vinen er netop et ægteskab mellem 50% Sangiovese, 30% Syrah og 20% Merlot, som Adriano Rubegni håndplukker fra  huset egne marker i 320-340 meters højde. I tidligere år var vinen på 70% Sangiovese og 30% Merlot,

Vinen er lavet med gæring og maceration over 15 dage i store  temperaturstyrede ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske barriques, der er brugt én gang før.

Det er duftmæssigt en mørk og krydret vin … har en dyb lakridset note suppleret med sorte kirsebær, brombær, stegte svampe, tobak, en kaffe espresso samt mørk bitter chokolade. Der kommer også en del balsamiske noter … der er godt med rustik power.

I munden er det også en mørk vin … men frugten virker egentlig lysere, klar, ren og frisk med både sorte og syrlige kirsebær, hindbær og endda lidt ribs. Der er knastørre tanniner, der jo næsten er helt på Brunello niveau og så kommer der i eftersmagen en snas peber og så en syre, der er lidt rustik og kejtet, men bestemt godkendt … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Fabbrica Pienza, Toscano Rosso Newton, Toscana, Italien

2021 Fabbrica Pienza, Toscano Rosso Newton, Toscana, ItalienFra de de to kendte vinmagere, Maurizio Saettini og Michele Corsi på Fabbrica Pienza smagte jeg også den røde udgave af Newton IGT vinen, nemlig deres 2021 Toscano Rosso Newton.

Det er en vin lavet på 100% Sangiovese, hvor 85% af alle druerne er afstilket og de øvrige indgår i vinifikationen som hele klaser.

Gæringen er sket med druernes egne gærceller helt spontant i gæringskar op til 30 grader og den har fået lov af macerere i længere tid end selve gæringen … sammenlagt 90 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 15 måneder i cementtanke. Der produceres 13.000 af denne vin om året.

Det er duftmæssigt en ung, urtet og grøn vin … der er grannåle, gazebind, nelliker, grønne madagascar peberkorn og frisk frugt med både hindbær, granatæbler og små gærede noter. Det er ungt, friskt og følges op med lidt saltlakrids og mentol- og eucalyptus bolsjer.

Smagen er rigtig lækker … både rund og frisk, der er masser af røde kirsebær, jordbær, hindbær og ribs suppleret med lidt citrusnoter, en vild frisk og ung syre samt vildt tørre tanniner, der giver dig stramme trækninger ved mundvigen. Men så er det godt, at vinen også har lidt sødme, som bløder den op og gør det rigtig drikkevenlig med dette tørre syre- og tanninbid. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 La Massa, Carla 6 IGT, Toscana, Italien

2021 La Massa, Carla 6, Toscana, ItalienJeg har også fået tilsendt denne Carla 6 IGT fra Tenuta La Massa i Panzano in Chianti nær Firenz, der modsat foregårende Giorgio Primo IGT, er lavet på ren Sangiovese.

Druerne kommer fra parcel nummer 6 – deraf navnet. Det er en mark på sølle 1,5 hektar og har en undergrund med skifer- og lerjord, mens vinstokkene er plantet i 1999.

Alle druer er alle høstet den 9. oktober, hvorefter gæring og maceration er sket i ståltanke efter en meget streng og omhyggelig sorteret udvalg af både hele klaser og afstilkede druer fra 2 store udvælgelsesborde.

Efter endt fermentering er vinen lagret på franske tonneau, hvoraf 30% er nye fade. Derefter er vinen så lagret videre på betontanke i yderligere 6 måneder inden aftapning på flaske i juli 2023. Der er lavet 4.000 flasker af vinen i denne årgang og som med alle 3 vine hos La Massa er det en IGT Toscana vin.

Som med den forrige La Massa vin, så er det en mørk og samtidig kødfuld vin med tobak, engelsk lakrids, sorte kirsebær, hindbær og en smule svampe, violer, salte kapers samt ny træ, cedertræ og har en lidt krydret note. Derudover er der jord, leret jord, aske og sten.

I munden er det også en mørk og kødfuld vin, hvor der er kraft, saft og syrlig power. Frugten er kølig, ung og rig … igen er der kirsebær og hindbær … måske lidt blåbær, bitter Campari og små citrusperler. Så er der også godt med stramme og tørre tanniner … med lidt luft i din mund, så lammer de dejligt alt i munden med strejf af mineraler, sten og tør lerjord. Vinen har en tør underliggende saftighed med spinkel sødme, masser af viril og silkeagtig struktur. Mums og 95 point.

Vinen kan købes via Kobaj, hvor en flaske koster 573 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Angelo Gaja, Ca’ Marcanda di Gaja Promis, Toscana, Italien

2018 Angelo Gaja, Ca’ Marcanda di Gaja Promis, Toscana, ItalienDe næste to vine var – som forrige sæt – også søskende, for de var begge fra Ca’ Marcanda di Gaja serien fra Angelo Gaja og deres toskanske vinhus. Den første var denne 2018 Ca’ Marcanda di Gaja Promis.

Angelo Gaja er vi jo stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er en levende legende. Han har en stor del af æren for, at kvaliteten i Barbaresco og Italien som helhed, er nået op det niveau det i dag er. Ingen anden vinproducent har i de sidste 50 år haft så meget indflydelse på den internationale vinscene som Angelo Gaja i Piemonte.

Han kaldes også ofte for Kongen af Piemonte og har været krumtappen for kvalitetsproducenter i hele Italien. I 1994 tog han også hul på vinproduktion i et andet af Italiens store vindistrikter, nemlig i Toscana. Først overtog Gaja ejendommen Pieve Santa Restituta  med 16 hektar vinmarker i Montalcino, hvor han nu producerer to Brunello-vine Rennina og Sugarille.

I 1996 købte Gaja endnu en toskansk vingård, nemlig Ca’ Marcanda, som ligger mellem Bolgheri og Castagneto Carducci. Her fik Angelo Gaja – efter lange og seje forhandlinger – mulighed for at købe ejendommen og yderligere 80 hektar jord.

Det var imidlertid Gajas hustru Lucia som fandt på navnet Ca’ Marcanda, som på piemontesisk dialekt betyder noget i retning af ”huset hvor man tinger om noget” … inspireret af de svære forhandlinger om købet. Straks blev 60 hektar plantet til med vinstokke og i dag er der omkring 100 hektar hovedsageligt med Merlot, Cabernet  Sauvignon og Syrah.

Efter overtagelsen blev der bygget et state-of-the-art vineri. Arkitekten Giovanni Bo, som havde arbejdet med Gaja i Barbaresco i mange år, stod for tegning og opførelse af de særprægede bygninger som udgør Ca’ Marcanda. Bygningerne smelter ind i det smukke toskanske landskab, og en stor del af byggeriet er derfor ”gravet ned” i jorden.

Angelo Gaja og hans hustru Lucia har tre børn, hvoraf de to døtre, Gaia og Rosanna, nu også har deres daglige gang i vinfirmaet.

Denne Ca’ Marcanda di Gaja Promis er i årgang 2018 lavet på 55% Merlot, 35% Syrah og 10% Sangiovese. Druerne er hentet fra flere forskellige parceller i Castagneto Carducci, mens Sangiovese druerne kommer fra Pieve Santa Restituta i Montalcino.

Hver druesort er blevet gæret separat i ståltanke. Efter endt malolaktisk gæring blev vinene fra de 3 druesorter modnet separat 12 måneder på en kombination af franske 225 liter barriques samt i ståltanke. Vinene bliver sammenstukket umiddelbar inden aftapning og Promis modner yderligere nogle måneder på flaske inden frigivelse.

Der kommer omgående nogle bordeauxagtige noter med solbær, kandiserede kirsebær, skovbund, cigarkasser, cedertræ og gammelt træ, blyanter, stiftsblyanter, grafit, champignon … godt med dybde og tørt viskelæder.

Smagen er tør, let krydret med lidt balsamico, men samtidig tæt, skarp og med grønne noter. Det er præcist, direkte og som at ligge i midten på motorvejen … alt spiller. Der er godt med tanniner, men de er blide og vinen er generelt meget let, mens frugten er lysere end i duften … lyse kirsebær, hindbær og ribs, masser af syrlighed i virker utrolig frisk i frugten, så dermed 94 point.

Forhandles flere steder, men denne er købt i Salling til 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Tenute Poggiocaro, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Tenute Poggiocaro, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTilbage i marts måned lavede jeg en minitest af 5 Brunello di Montalcino vine fra klasseårgangen 2019 og nu smager jeg endnu en af slagsen … og denne er  lavet af den mega- og kæmpestore Schenk koncern under navnet Tenute Poggiocaro.

Schenk mastodonten har jeg skrevet om før … de laver over 600 forskellige vine og bare i koncernen italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen,

Denne Brunello har jeg smagt før … både i årgang 2016 og 2017, mens denne årgang 2019 er en testvin, der da heller ikke har den normale Tenute Poggiocaro etiket, men blot en Schenk etiket, hvor der står Brunello di Montalcino.

Vinen er da også – så vidt jeg kan se – produceret på Schenk Italias produktionsanlæg Lunadoro, som ligger ved landsbyen Valiano i Montepulciano området.

Den er lavet på 100% Sangiovese fra udvalgte marker omkring Montalcino. Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring og en macerationstid på omkring 20 dage. Efter endt gæring har den så lagret minimum 36 måneder på traditionelle slavonske egefade samt næsten to år på flaske, før den er klar til frigivelse.

I glasset er denne Brunello di Montalcino forholdsvis lys og har faktisk allerede lidt brunlige nuancer i kanten, men duften virker ret moden med skovbund, svampe, champignon, gammelt læderbælte, røg, laurbærblade samt en frugt, der mest er kirsebærdrevet, måske endda lidt kandiserede kirsebær samt let sødme med kanelsukker og allehånde.

Smagen er både ren, klar, tør, moden og alligevel syreligere end duften egentlig indikerede. Det giver en vis friskhed, hvorved den har en frugt af saftige kirsebær, blommer og ribs, men også en smule citrus og en campariagtig bitterhed. Der er pænt med syre, bid, kant og tanninerne er også ret markante. Bestemt godkendt, 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, Italien

2020 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, ItalienFørste gang jeg smagte denne Santa Cristina In Pilli i årgangen 2018 var jeg begejstret. Nu har jeg igen fået et glas af vinen fra Fattoria Ambra i mit glas og er atter ovenud glad.

Da jeg smagte 2018’eren skrev jeg også både om vinhuset og vinområdet Carmignano, så det gør jeg ikke igen, men kigger bare nærmere på vinen.

Santa Cristina In Pilli er lavet på 75% Sangiovese, 10% Canaiolo Nero, 10% Uva Francesca, som man lokalt kalder Cabernet Sauvignon, ,mens de sidste 5% består af en række øvrige godkendte unavngivne druesorter.

Vinen er lavet via gæring og maceration i 15-20 dage i ståltanke med kontrol af både temperatur og med løbende overpumpning. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 50% i franske tonneaux egefade på 350 og 500 liter samt 50% i store 2.500 liter slavonske fade.

Hvor dufter det godt … en dejlig rund, blød og umamiagtig aroma, hvor der mærkes klart fadpræg, men også en dejlig moden og rund frugt med brombær, blommer, hindbær, champignon, svampe, stor dybde og kanel, vanilje, mælkechokolade, lakridskonfekt … men alle fadnoterne er subtile, afdæmpede og kontrollerede.

Smagen er i samme boldgade … har noget fedme, power og en fabelagtig cremet blødhed. Det smager sgu vildt god og er skruet forbandet godt sammen. Der er solbær, brombær, tranebær og lidt blommer, men samtidig sniger der sig også en tørhed ind, som giver et frisk og tørt bid med lidt bitre og tørre tanniner. Frugten bærer også en smule sødme, som gør vinen let saftig … men fortsat med kæmpe bid og varm sjæl. Elsker den. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Tenuta La Massa, La Massa IGT, Toscana, Italien

2020 Tenuta La Massa, La Massa, Toscana, ItalienHos Kobaj indkøbsfællesskabet kan man på deres online-platform også købe flere vine fra den fabelagtige vinmager Giampaolo Motta og hans vinhus Tenuta La Massa. Her smager jeg 2020 La Massa IGT.

Tenuta La Massa ligger i Panzano in Chianti nær Firenze og drives af den dygtige vinmager Giampaolo Motta. Vingården ligger på et sted, som kaldes La Conca d’Oro, det gyldne bassin på grund af de store sydvendte skråninger, der danner et gigantisk amfiteater med form som en muslingeskal.

Giampaolo Motta er oprindelig fra Napoli, hvor hans far havde en læderforretning, som Giampaolo også arbejdede en periode før han slog sig ned i Chianti området. Der startede han med at lave vin, men rejste senere til Bordeaux og arbejdede der i kældrene hos nogle af de meste berømte vinslotte i verden.

Han faldt omgående for Bordeaux, men vendte i 1991 tilbage til Chianti og købte vingården La Massa i Conca d’Oro ved Panzano … en smuk gård med 27 hektar vinmarker, hvor der har været dyrket vin siden 1500-tallet.

Hans idé var at lave Bordeaux inspirerede vine af samme kvalitet i Toscana og hans første vin var vinen Giorgio Primo, som også gjorde La Massa verdensberømt. Vinen var i starten en Chianti Classico DOCG på 96% Sangiovese og 4% Merlot, men i 2002 besluttede Giampaolo at de-klassificere vinen og ændre på blendet, således vinen bedre fangede det lokale terrior.

I dag består vinen af 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 5% Petite Verdot … altså et klassisk Bordeaux blend.

Siden 2008 har Giampaolo Motta haft hjælp fra den franske vinmager og ven gennem mange år Stephane Derenoncourt. Han rådgiver Motta om både markarbejdet og produktionen af vinene i kælderen … måske for at sikre bedst mulig reference til vinene fra Bordeaux.

Giampaolos 27 hektar vinmarker er ikke certificere hverken økologiske eller biodynamiske, Han arbejder dog efter bæredygtige principper og vil ikke have noget at gøre med pesticider eller syntetiske behandlingsmetoder.

Årsproduktionen på La Massa ligger på omkring 160-170.000 flasker, der pt. er fordelt på 3 forskellige vine … og en af dem er så denne La Massa, der også – som vinen Giorgio Primo – startede som en Chianti Classico DOCG vin, men også blev de-klassificeret i 2002 og nu er en IGT Toscana vin.

I denne årgang 2020 består La Massa af 60% Sangiovese, 30% Cabernet Sauvignon, 5% Merlot og  5% Alicante Bouschet, Den er gæret og macereret helt traditionelt og efter endt gæring lagret 12 måneder på franske egefade, heraf 20% nye fade. Det er fortsat – som alle husets 3 vine – IGT vine.

Duftmæssigt er der bestemt nogle bordeauxfile træk … har en lidt støvet aroma med tobak, ristede noter, aske, blyanter, jod, balsamico og en frugt med kirsebær, kirsebærsauce, solbær, hyldebær, lakrids, mintchokolade, røg og mugne blade i skovbunden.

Hvor smager det godt … blødt, rundt og med denne flotte, indsmigrende og elegante frugtsmag. Igen er der masser af sorte kirsebær, solbær og blommer, mens tanninerne er tydelige, men er også godt integrerede. Syren er voldsomt elegant … alt er poleret, vedkommende, frugtrigt og smager vildt godt, så 95 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7