Lørdag … en dag jeg havde set frem til, for et par af mine gode, gamle oldboyskamerater og gode venner havde planlagt en “marinade-aften”, som udover god mad også omfattede smagning af de 4 øverste vine i Mollydookers sortiment, herunder topvinen Velvet Glove.
Jeg havde … for at bidrage til festen … også taget et par flasker med, bl.a. Ben Glaetzers Amon-Ra, som forventelig vil kunne hyle i samme kor som de oppulente australske bulderbasser fra Mollydooker.
Vi lagde ud med Jespers hvidvin, en Chardonnay fra Woodbridge … en af de store vingårde, som er ejet af den amerikanske vinkoncern Robert Mondavi.
Det store vinkoncern blev i 2004 solgt til Constellation Brands for over seks mia. kr., og ejes dermed ikke længere af Mondavi selv, men han har uden tvivl været den producent som har betydet mest for vinindustrien i Californien (og i særdeleshed i Napa Valley).
Siden 1966 har han været med til at gøre området kendt og respekteret og har i mange år kæmpet for at fremme kvalitet både i sit eget vinhus men også i området generelt. Alle i vinverdenen har en mening om Robert Mondavi.
I Frankrig elsker man mest at hade Mondavi på grund af hans forretningsmetoder. Andre steder er der respekt for vinhusets evne til både at lave billige daglig vine og dyre topkult vine, som høster stor anerkendelse ved vinsmagninger.
Historien om Robert Mondavi starter helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor det nygifte par Cesare og Rosa Mondavi fra Sassoferrato i det nordlige Italien, bosatte sig i Minnesota. I 1919 blev det nationale forbud mod salg af alkohol vedtaget.
Dette syntes uforståeligt for italienske familier, for hvem vinen var en naturlig del af hverdagen. Heldigvis tillod et smuthul i loven, at folk kunne lave 200 liter vin årligt til eget forbrug. Cesare blev derfor involveret salg af druer til italienske familier i USA.
Snart efter flyttede Cesare og familien, som nu omfattede en ung Robert Mondavi til vinområdet Lodi, og startede der egen virksomhed, fortsat med salg af druer til italiensk-amerikanske familier.
Roberts første job var sømme kasser sammen for at holde druerne. Robert arbejdede hårdt og begyndte samtidig at udforske den voksende vinindustri. Efter at have studeret økonomi og kemi på Stanford University og taget et lynkursus i vinavl og ønologi ved University of California i Berkeley, grundlage han i 1966 det ikoniske Robert Mondavi Winery nær Oakville i Californien.
Vingårdens berømte indgangsbygning, som er afbildet på nogle af vinene, er ikke til at overse når man kommer forbi og er en af de mest besøgte ejendomme i området.
Vinmarkerne er beliggende dels nær ejendommen, bl.a. vinmarkerne “To Kalon” og “Wappo Hill”. Den første blev oprindeligt beplantet så tidligt som i 1868 og nogle af de aktuelle vinstokke stammer fra 1945. De fleste er dog 25-35 år gamle. Udover vine fra disse to vinmarker henter vinhuset også druer fra andre ejede marker i Napa Valley og i det nordlige Californien.
I 1979 grundlagde Robert Mondavi desuden Woodbridge Winery i Lodi, ca. 180 km. øst for San Francisco Bay, i øvrigt ganske nær ved Robert Mondavis bardomshjem.
Woodbridge Winery blev købt fra et lokalt kooperativ. På Woodbridge producerer man i dag Woodbridge-serien og prestige-serien Twin Oaks. Det er i dag Todd Ziemann, som er kældermester på stedet.
Vinen her er fra Woodbridge serien … en hverdagsvin, hvor man får virkelig meget for pengene. Duften er rigtig Chardonnay, der er fedme, der er eg, fersken, lidt smør. Smagen er frisk, og der er godt med frugt, så egetræet ikke bliver for dominerende. Et dejligt glas vin.
Kan købes i Føtex, prisen ligger omkring 70 kr.
Så fik vi ellers gang i vinene og gætterier på hvilket vinland, som de medbragte vine kommer fra. Steffen lagde ud med denne spændende sag, som viste sig at være en amerikansk Pinot Noir, men ikke blot en tilfældig Pinot Noir, men derimod fra den restaurant, som er med i Alexander Paynes film “Sideways” om to venner, Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.
Aftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.
Nå, fredag aften … roen har sænket sig efter en travl dag. Har været i Ikea sammen med 300 millioner andre mennesker, har fået samlet et stykke Ikea puslespil, har opsat 8 lamper, rettet en skæv hylde og malet et gammelt havebord … så må det være tid til at glas vin. Lyeth … har prøvet deres Pinot Noir med stor succes, så hvorfor ikke også prøve deres Cabernet Sauvignon?
Sidste vin fra Z’IVO Wines blev deres topvin, nemlig denne 2008 Z’IVO Wines, Pinot Noir Whole Cluster. Whole Cluster kan vel nærmest oversættes med “hele klynger eller hele klaser”.
Samme vin, blot en anden årgang, nemlig 2008 … og dette er en stor omgang i området. Man siger, at Pinot Noir fanatikere oprindeligt kom til Oregon, fordi de troede det kølige, våde klima kunne efterligne Bourgogne vine bedre end fx i Californien. Og 2008 var det år, hvor de omsider fik de forhold, som de altid havde drømt om.
Aftenens første rødvin, Pinot Noir …. hurra! (det rimede endda). Jamen, vi elsker jo bare den drue! Z’IVO dyrker sine Pinot Noir druer på 16 ha østvendte vinmarker, som ligger i op til 130 meters højde.
Næste vin fra Z’IVO Wines var denne “Mika”. Gert havde valgt chardonnay glas til vinen, og det var et godt valg, for druerne er 1/3 Pinot Gris fra Abiqua Vineyard i Scotts Mill lige i midten af Willamette Valley, Oregon og 2/3 Chardonnay fra Premier Pacific Vineyards udenfor Carlton, Oregon.
Torsdag var familien inviteret ud til Gert & Merte. Gert er udover at være min gode ven og arbejdskollega, kældermester i vinklubben på arbejde … også min første og bedste vinven, og han havde sørget for, at det blev en rigtig spændende vinaften, hvor vi prøvesmagte vine fra det amerikanske vinhus Z’IVO Wines. Stor tak for denne oplevelse.
Kulden har igen fået fat udenfor, og hvad er så bedre end at varme sig på en god vín indenfor? Okay, brændeovnen bidrager måske også en anelse til festen. Vi skal igen ha’ fat i én af mine ynglings vinmagere, nemlig den skøre, exentriske Charles Smith, han med The Magnificent Wine Company, K. Vintner og så selvfølgelig også vine i eget navn. Den mand sidder bare ikke stille.