Jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog kæmper sig ufortrødent videre gennem de mange Weingut Solveigs vine … og nu er vi nået til 2012 med Pinot Noir Present.
2012’eren er også lidt særegen og fremstår klart lysere end forgående 2011. Det er også mere parfumeret, sådan nærmest med lidt jordbær drikkeyoghurt, hindbær, blomstersæbe, håndsæbe og med masser af lys syre, røg, lak og fernis, men samlet lys. streng og lidt grøn aroma med de blomstrede elementer.
Smagen er dog blød, afbalanceret med tanniner, men rund og ganske helstøbt, i hvert fald i forhold til foregående. Det er smagsmæssigt også en lysere vin, lidt speciel og fortsat med blomster, grønne grene, ribs, hindbær og krydrede noter.
Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.