Tag-arkiv: muscat

Muscat – der kaldes Moscato i Italien, Muskateller i Tyskland samt Moscatel i Spanien og Portugal – er en hvid druesort, som menes at stamme fra Mellemøsten og har været brugt til fremstilling af vin siden de gamle grækeres tid.

Muscat er én af de mest udbredte hvid druesorter i hele verdenen og foretrækker et varmt klima. Men Muscat trives faktisk under mange forskellige forhold, hvilket også resulterer i mange forskellige vine … fra tørre hvidvine over halvtørre bobler til søde, mørke hedvine.

Derfor findes der heller ingen typisk eller ægte Muscat, men mange inkarnationer, hver med sin egen regionale nuance og karakter. I Italien findes der fx Muscat Blanc à Petits Grains  aka Moscato Bianco, som menes at være den ældste og måske mest værdsatte af druerne i Muscat familien. I det hele taget producerer Italien mere Muscat end noget andet land, stort set i form af Moscato d’Asti, fremstillet af netop Moscato Bianco.

De allerbedste vine på Muscat Blanc à Petit Grains regnes dog at være fra Frankrig, bl.a. med vinene Muscat de Beaumes de Venise, Muscat de Lunel og Clairette de Die. I Sydafrika er denne variant kendt som Muscat de Frontignan og bl.a. kendt fra den berømte Vin de Constance vin fra Constantia.

Andre kendte varianter af Muscat omfatter Muscat af Alexandria, der også er én af de helt gamle, oprindelige sorter, som er kendt for sine lette og frugtagtige hvide vine.

Derudover findes der Muscat Ottonel, der er mere lys og modnes tidligt, mens Muscat Hamburg er en rød druesort, der anvendes til røde bordvine. Endelig findes der de farverige Moscato Giallo og Moscato Rosa, der begge kommer fra det nordlige Italien og bruges til at fremstille en række søde og tørre vine.

Muscat er meget aromatisk druesort, der har en tydelig duft og smag af solmodne druer, mandariner og ferskner. Den kan også have en let note af moskus, en mulig oprindelse til navnet, og dufter derudover ofte floralt af jasminer og roser.

Syren er dæmpet og ofte er sødmen fremtrædende. Den kan være let og delikat i tørre vine fra Alsace, pikant og parfumeret i de let søde mousserende vine fra Asti, eller fed, sød og eksotisk krydret i Beaumes de Venise og Rivesaltes.

Druens store alsidighed gør den populær hos mange vinproducenter. Muscat kan produceres som tør, medium, sød, mousserende eller endda dessertvin og Muscat bruges endda også som borddruer overalt i verden, hvilket er årsagen til, at mange beskriver vine på Muscat som druemost.

På trods af deres lignende navne er Muscadelle, Muscadet, Muscardin og Moscato di Terracina ikke medlemmer af Muscat familien.

2015 Domaine Kumpf et Meyer, Muscat Westerberg, Alsace, Frankrig

2015 Domaine Kumpf et Meyer, Muscat Westerberg, Alsace, FrankrigSå er vi retur hos den unge unge Julien Albertus fra Domaine Kumpf et Meyer, som tidligere har fascineret og betaget mig med deres vine. Denne gang er det med vinen Muscat Westerberg.

Jeg skal ikke skrive en helt masse om vinhuse, men der blot henvise til tidligere indlæg på vinene Riesling Grand Cru Bruderthal og den lille Restons Nature Pétillant Naturel.

Muscat Westerberg er jo ren Muscat … ikke en drue, som ofte finder vej til min blog. Muscat er en lidt sart sort, der ikke kan gro i al slags vejr og klima. Syreindholdet er lavt og det gør, at den ofte bruges i mousserende vine samt dessertvine.

Her har vi dog en tør udgave, hvor druerne selvfølgelig kommer marken Westerberg, som dog ikke er en Grand Cru mark … men en almindelig 42 hektar stor mark mellem Rosheim og Rosenwiller.

På Westerberg er der primært plantet Sylvaner, Gewurztraminer, Riesling og Pinot Noir, men Kumpf et Meyer har altså lidt Muscat på deres parcel. Lavet ved, at vinen gærer helt ud … ingen tilsætningsstoffer og flasket inden filtrering.

Duftmæssigt er der lidt permanentvæske, muskatnødder, spidskommen, koriander, hyld samt en omgang rustik mødding … den skal jeg lige tænke over … men Muscat druen er egentlig meget karakteristisk.

Smagen er sådan lidt afdæmpet, nærmest svag i udtrykket med en lidt nøddet smag samt både lidt metallisk og grøn note. Syreindholdet er lavt, og dermed mangler jeg lidt nerve i vinen. Men ellers en dejlig vin … men slet ikke på niveau med husets Riesling Grand Cru Bruderthal. Måske er jeg blot ikke en Muscatmand.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 110 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Henry Fuchs et Fils, Muscat, Alsace, Frankrig

2011 Henry Fuchs et Fils, Muscat, Alsace, FrankrigDet hører sig til almindelig dannelse … at servere tør Muscat fra Alsace til hvide asparges. Og både dannelse og god smag har de på Gastronomé, så til de hvide asparges fik vi denne Muscat fra vinhuset Henry Fuchs et Fils, som holder til ved byen Ribeauville i Alsace. Match.

Vinhuset ejes og drives af ægteparret Henry og Cathy Fuchs, som er 3. generation på vingården siden grundlæggelsen i 1922. Deres søn – og 4. generation – er dog også allerede involveret i driften. Han hedder i øvrigt Paul.

Familien har lidt over 10 hektar vinmarker i bakkerne rundt om Ribeauville, men fordelt på mange parceller. Siden 2008 har familien arbejdet mod at alle markerne dyrkes økologisk og er i dag da også certificeret økologisk af franske Ecocert.

I kælderen laves vinene på store gamle foudres … helt traditionelt, og med et absolut minimum af svovl før gæringen for at bevare de skrøbelige aromaer i vinene. Familien Fuchs’ mål er at tilskynde vinen i dens naturlige processer og begrænse unødig indblanding.

Vinene laves i 4 serier, nemlig først de unge vine, som Fuchs (godt de ikke hedder Fucks) kalder Generics Wines, derefter Vin de Réserve, Grand Crus og sidst Cuvées d’exceptions. Denne Muscat hører til førstnævnte serie, altså en entry-level vin, en ung vin fra primært de yngste vinstokke. Vinen er 100% Muscat, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om vinifikationen.

fuchs_henry_et_fils__large
Faldt lige over dette herlige billede af familien, da jeg søgte oplysninger. Det kunne jeg ikke stå for.

I næsen finder vi i denne Muscat sødme, lidt Kongen af Danmark bolsjer, blomster, kaprifolier, grønne blade fra vinstokke, grønne asparges … jo, den er sgu god nok samt endelig lidt honning. I munden er vinen let perlende med sødme, abrikos, fersken, grape … og en meget direkte og rustik syre. Herlig vin til de hvide asparges.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, men de har pt. ikke Muscat på lager. Søstervinene på Gewurztraminer og Pinot Gris koster dog 129,95 kr., så mon ikke, at det også er prisen for denne vin?

Rating 4,5/7 

2014 Domaine Beauthorey, Bogus, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine Beauthorey, Bogus, Languedoc, FrankrigBogus betyder falsk, vrøvl eller ævl. Det er også navnet på Christophe Beaus hund samt navnet på én af vinene fra Domaine Beauthorey. Og vinen Bogus er ifølge Beau netop opkaldt efter hunden … og ikke fordi, at man begynder at vrøvle og ævle efter indtagelse af vinen.

Det kan ellers godt være en effekt … kender da mange gode venner, som nemt vrøvler efter indtagelse af lidt vin. Nå, men de vil sikkert sige det samme om mig. Og godt ord igen.

Nå, men Bogus er lavet på 90% Cinsault samt 10% Muscat de Hambourg … i hvert fald ifølge Vinimperiet, mens vinhusets hjemmeside skriver, at de 90% er druen Carignan. Som jeg lige husker vinsmagningen, så lød det som om, at det er Cinsault, som er den rigtige drue i vinen.

Cinsault dyrkes primært i Frankrig og Sydafrika, men som også kan findes i et par enkelte andre vindyrkningsregioner. Cinsault anvendes sjældent alene, men bliver typisk brugt som en blandingsdrue for at bidrage med dens unikke bløde og frugtagtige smagsegenskaber sammen med andre druetyper. Alene giver den typisk vine af ringere kvalitet.

Muscat de Hambourg er nok mere ukendt. Det er en rød drue, og druen kendes da også under navnet Black Muscat. Druen er en krydsning mellem Schiava Grossa – som vi også kender i Tyskland som Trollinger – og Muscat of Alexandria. I Frankrig er den mest kendt i dessertvine som fx Muscat du Ventoux.

Og det er så lidt af en cocktail … disse to druer Cinsault og Muscat de Hambourg, som i Christophe Beaus biodynamiske hænder bliver lidt af en sprængfarlig bombe.

I næsen er her krudt, surkål, blomster, sæbe, røde roser … i det hele taget er vinen meget parfumeret. I munden en virkelig frisk syrlighed, lethed med lyse bær, jordbær, hindbær, ribs og en ganske lækker tørhed.

Købt hos Vinimperiet, pris 86 kr. Ganske fair for sådan en gang vildskab.

Rating 4/7 

2012 Lidio Carraro, Faces Branco FIFA World Cup, Encruzilhada do Sul, Brasilien

2012 Lidio Carraro, Faces Branco FIFA World Cup, Encruzilhada do Sul, BrasilienHvem husker VM i fodbold i 2014? Et par gode bud kunne – udover inkarnerede fodboldnørder – være tyskerne og brasilianerne. Tyskerne selvfølgelig fordi de løb med VM titlen … og brasilianerne fordi de led et forsmægteligt nederlag på 7-1 til netop Tyskland og endda var heldige med at få scoret et enkelt mål i det 90. minut.

Brasilianerne kan dog glæde sig over én ting fra VM … nemlig den officielle FIFA World Cup vin, som blev lavet i 3 udgaver … hvid, rosé og rød. Vinen hedder Faces og det er netop hvidvinen, som vi nu har fået i glasset.

Bag vinen står vinhuset Lidio Carraro a.k.a. Lidio Carraro Vinícola Boutique. Det ligger ved byen Bento Gonçalves i Vale dos Vinhedos (vinmarkernes dal) i Rio Grande do Sul området i Brasilien. Huset har deres vinmarker tæt på hovedbyen Bento Goncalves og i Terras de Encruzilhada do Sul.

Vinhuset er reelt startet i 1970’erne af Lidio Carraro, som kommer fra en italiensk familie, som flyttede til Brasilien i slutningen af 1800-tallet. Han var én af de første til at plante Merlot vinstokke i Serra Gaucha, men lavede alene små mængder vin.

Han fik i 1990’erne hjælp fra sønnen Juliano Carraro, som havde uddannet sig til ønolog på universitetet. Hans store vilje og kærlighed til vine medførte, at vinhuset udvidede både i markerne samt i vinkælderen og samtidig begyndte at markedsføre husets egne vine.

Man startede med at ansætte teknikkeren Monica Rossetti – ja den kønne kvinde på billedet ovenfor – og derefter købte vinhuset i 2001 lidt over 80 hektar jord i Encruzilhada do Sul, et område som senere blev anerkendt som et af de bedste vinområder i hele Brasilien. Vinmarkerne ligger fortrinsvis på bjergsiderne i op til 700 meter over havets overflade.

Lidio Carraros vin bliver alle lavet uden fadlagring for at bevare frugten og terroirets typicitet mest muligt. Vine filtreres ikke, klares ikke og der tilsættes hverken sukker eller syre. Vingården er opbygget efter tyngdekraftens love, for at skåne vinen mest muligt og give den bedste smag.

Det er familien selv der står for det meste, faderen Lidio står for markarbejdet, sønnerne Juliano og Giovanni er begge vinmagere sammen med Monica Rosetti mens datteren Patricia tager sig af marketing og salg.

Den første høst i 2002 kom på markedet i 2004, og allerede i 2005 vandt Lidio Carraro en konkurrence om, at få deres vin repræsenteret i alle afgiftsfrie butikker i brasilianske lufthavne. Det var første gang, at en brasiliansk vin fik den hæder, og det blev et gennembrud for Lidio Carraro, som med et blev verdenskendt. Det betød opstarten på eksport af husets vine til næsten hele verdenen.

Og derudover blev 3 af husets vine så op til VM udvalgt til at være officielle vine til mesterskabet, hvilket yderligere har sat vinhuset på det store verdenskort.

Denne Faces Branco FIFA World Cup er lavet på 3 druer fra 3 forskellige områder i Brasilien, nemlig Chardonnay fra Serre do Sudeste i det sydlige del af Brasilien, Muscat fra Serra Gaucha i øst samt Riesling fra Campanha i vest. De tre druer er vinificeret separat, lavet på ren stål og lagret 6 måneder på ståltanke inden det endelig endelig blend laves. Fordelingen mellem druerne kender jeg ikke.

Vinen er lavet med henblik på at afspejle brasilianske livsglæde og sensualitet samt det tropiske klima. Vinen har efter VM fortsat med at være en del af Lidio Carraros sortiment.

Duftmæssigt en herlig kølig stil, hvor Riesling træder pænt igennem. Der er lidt fersken, citrus, grape, blomster, rosenvand, mineralitet af en slags … nærmest kridt, ganske frisk indtryk. Smagen er meget blid, cremet, rund … god intensitet og stor tørhed. Der er lidt sødme, som er godt integreret i vinen.

Forhandles af Philipson Wine, hvor prisen er 109,95 kr. pr. flaske, men 89,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2014 Domaine de Tavernel, Passerel Blanc Vin de Pays du Gard, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine de Tavernel, Passerel Blanc Vin de Pays du Gard, Languedoc, FrankrigDomaine de Tavernel ligger mellem Provence og Camargue ved den lille by Beaucaire omkring 5-6 kilometer nord for Arles, ikke langt fra bjergkæden Alpilles og kun 400-500 meter fra Rhônefloden i Languedoc.

Og fra vinhuset kommer denne Pays du Gard vin, som helt præcis hedder Passerel Blanc Vin de Pays du Gard.

Vin de Pays du Gard eller IGP Pay du Gard er en betegnelse/klassifikation for en land-/bordvin fra området Gard i Languedoc, og vinene herfra deler en del karakteristika med vine fra Rhône. Betegnelse er blevet anvendt siden 2009. Gard området afgrænses i syd af Middelhavet og i nord af Massif Central.

Vinhuset Domaine de Tavernel er grundlagt i 1925 af familien Amphoux, men er opkaldt efter byens borgmester tilbage i 1830, nemlig Monsieur Tavernel.

Siden 1980 har Pierre Amphoux stået i spidsen for vinhuset, og får i dag hjælp fra datteren Denise Compagne. Sammen driver de lige omkring 100 hektar vinmarker, som siden 1987 har været certificeret økologisk.

Der laves ikke så mange forskellige vine hos Domaine de Tavernel, men Vins De Pays du Gard laves som hvid, rosé og rød. Så laves der en Cuvée Millésime Elevé en Fût de Chêne samt en Vin de Pays des Bouches-du-Rhône, som de kalder Mas du Petit Azégat. På husets hjemmeside er der ingen vin med navnet Passerel, men måske er det “blot” deres almindelige Vins De Pays du Gard.

Hvis vinen er identisk med den Vins De Pays du Gard, som er omtalt på husets hjemmeside, så er vinen lavet på 30% Vermentino, 50% Muscat og 20% Colombard. På Vinimperiets hjemmeside har Bjarne skrevet, at vinen er på 50% Vermentino og 50% Muscat, som det er nok en variation af vinen, og derfor også har fået navnet Passerel.

Passerel betyder “emne” .. og vinen er bestemt også et godt emne som en rigtig festvin, virkelig bællepotentiale. Druerne er høstet med udbytte på 65 hektoliter pr. hektar, og er ellers lavet på ren stål, gæring ved lav temperatur i 10-15 dage og efterfølgende lagret 3 måneder på ståltank.

I næsen er det virkelig eksotiske frugter, blomster, citrus, grapefrugt og en lidt krydret note. Meget aromatisk og parfumeret, men alligevel frisk. I munden er vinen meget let drikkelig, frisk … god frugt og krydrede elementer. Den er også en smule flad i udtrykket, og savner måske en anelse syre, som modstykke til det frugtrige og krydrede. Men ellers virkelig en pleaser.

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 65 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Cave de Beblenheim, Heimberger Muscat Médaillé, Alsace, Frankrig

Kogte hvide asparges, skinke og hjemmelavet mayonnaise … kongespise, intet mindre. Kongespise. Hertil passer fx en hvid Muscat vin, og det blev denne Heimberger Muscat Médaillé fra kooperativet Cave de Beblenheim, selvfølgelig beliggende i byen af samme navn, og tæt på byerne Riquewihr og Zellenberg.

Cave de Beblenheim … eller Cave Coopérative Vinicole de Beblenheim, som det rettelig hedder, blev oprettet i 1952 af en række vinbønder, der besluttede at samle deres ekspertise for at arbejde mere effektivt.

To år senere fik kooperativet deres første guldmedalje. Og generelt er dette kooperativ kvalitetsmæssigt i den høje ende, bl.a. modtog kooperativet i 2010 også 9 guld-, 7 sølv- og 2 bronzemedaljer ved Concours des Vins Paris.

I dag er kooperativets vingård omdrejningspunktet for ikke mindre 150 lokale vinbønder med mere end 285 hektar vinmarker på tværs af fem landdistrikter.

Og der laves en del vine på kooperativet. Vinene er opdelt i forskellige serier, nemlig Médaille et Réserve, Vieilles Vignes, Tradition, Hospices de Strasbourg, Spécialités, Grand Crus, Vendanges Tardives, Sélection de Grains Nobles samt lidt Crémant. Og der laves vine på druerne Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat, Pinot Gris, Gewurztraminer samt Pinot Noir.

Her har vi husets Heimberger Muscat Médaillé d’Or Paris Concours, som er lavet med druer høstet omkring Beblenheim, lavet helt traditionelt af den klare saft med temperaturstyret gæring på kar et par måneder, hvorefter vinen hviler på flaske et par måneder. Kooperativet skriver, at vinen passer godt med asparges … helt perfekt.

I næsen er der lidt hyld, sødme, karameller, gammel kælder … mug er ikke det rigtige ord, men lidt i denne boldgade, men på den gode måde. I smagen er der også nødder, kvæde, sødme … men også en tand flad i udtrykket.

Købt på kooperativet, hvor prisen er 6,30€ … eller omkring 47 kr.

Rating 4/7 

2013 Jeff Carrel, Vieille Mule Blanc, Languedoc-Roussillon, Frankrig

På Restaurant ET stødte jeg igen på navnet Jeff Carrel, hvis Morillon Blanc havde betaget mig totalt, da vi smagte den på Vendia. Så valget til forretten på ET blev uden tøven denne Vieille Mule Blanc.

Jeg har lige skrevet en masse om Jean-François Carrel … eller Jeff Carrel, som han kaldes, på blogindlægget, hvor jeg anmeldte hans 2012 Morillon Blanc, så det skal jeg selvfølgelig sparre jer for i denne omgang.

Vil dog lige gentage, at han er en ny ung stjerne og fransk vins enfant terrible, kalder sig for La Vieille Mule (det gamle muldyr), Eclectic Winemaker og sværger til Languedoc-Roussillon, hvor han har grundlagt vinfirmaet ”by Jeff Carrel” … et negociantfirma, hvor han laver en masse spændende vine.

Vinene bliver normalt produceret og flaske forskellige steder, og denne Vieille Mule Blanc … vel nærmest opkaldt efter ham selv – er produceret på kooperativet SCV l’Agly, som ligger i byen Cases de Pène … tæt ved den anden lille by Espira-de-l’Agly, som formentlig også har givet navn til kooperativet.

Det er under appellationen IGP Côtes Catalanes i Languedoc-Roussillon. Vi er ved foden af Pyrenæerne, hvor vi også finder appellationerne Côtes du Roussillon, Banyuls og Collioure.

Denne Vieille Mule Blanc kommer med en underlig, spøjs og uhøjtidelig etikette, hvor det gamle muldyr eller æsel kigger dig lige i øjnene. Vinen er lavet på 50% Maccabeo, 30% Grenache Blanc og 20% Muscat.

Der laves årligt kunne sølle 6.000 flasker af vinen, baseret på udbytte på blot 27-30 hl/hektar. Sen høst i hånden. Kort gæring. Vinen lagrer uden svovl sur lie indtil steril tapning, men med hele ”gassen” fra både alkoholisk og malolaktisk gæring, som tillader et absolut minimum af svovl. Parker gav vinen 89 point i den foregående årgang.

Duftmæssigt er her æbler, modne pærer … godt med abrikos, meloner, ananas, vanilje, kalk og citrus og appelsinnoter,  Smagen er letkrydret med salvieblade, fin syre/sødme balance, fin tørhed med mineraler og frugtsten. Saftig og lækker … faktisk en skøn vin, som alle ved bordet kunne lide.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 99,95 kr.

Rating 5/7 

2012 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2012 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigLige et par updates, bl.a. med en ny årgang af Cuvée des Collines fra Domaine Sipp Mack … et vinhus, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen.

Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.

Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter, Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.

Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.

Cuvée des Collines er forskellig fra de fleste Alsace-vine, der jo normalt er enkelt-drue vine. Cuvée des Collines har Sipp Mack lavet specielt til Jysk Vin og druesammensætningen består af 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat. Jeg har tidligere smagt vinen, blot i en årgang 2011, men det var jeg ikke specielt begejstret for vinen.

Jeg synes dog, at 2012’eren her er bedre … som om, at vinen har fået en smule mere karakter og den fremstår ikke længere så neutral. Duftmæssigt er der nemlig god friskhed, Rieslingen fornemmes fortsat, lidt sødme … og også en smule syre. Balancen er egentlig ganske fin. Smagsmæssigt fremstår vinen også ganske okay … selvom jeg fortsat foretrækker en ren Riesling.

Forhandles hos Jysk Vin, pris 66,50 kr., men jeg købte min på tilbud til 52 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

1985 Château Bonnet, Entre-Deux-Mers, Bordeaux, Frankrig

1985 Château Bonnet, Entre-Deux-Mers, Bordeaux, FrankrigStore forventninger? Dickens har skrevet om dem, og nu sidder jeg her og skriver om det modsatte. For jeg må indrømme, at jeg ikke havde store forventninger til denne vin, som jeg havde fået af én af mine flinke naboer, nemlig Claus, der nogle gange arbejder i en genbrugsbutik … dog fortrinsvis med møbler.

Denne hvidvin var på en eller anden måde havnet i genbrugsbutikken. Tja, en hvidvin fra 1985. Den har nok levet en omtumlet tilværelse og formentlig heller ikke blevet opbevaret optimalt i dens – for en vin – 29 år lange liv. Jeg havde nok dømt ren kloakvand … men sådanne skulle det imidlertid ikke gå.

Vinen kommer dog af god race, det er nemlig en Bordeaux fra Château Bonnet, som er den kendte og verdensomspændende vinbonde, André Lurton’s fødehjem. Slottet ligger i Entre-Deux-Mers og deraf også navnet på denne gamle hvidvin.

Entre-deux-Mers er et vindistrikt i den sydvestlige del af Frankrig. Entre-deux-Mers betyder mellem de to have og kommer af, at dette område ligger mellem de to floder La Dordogne og La Garonne. De to floder møder hinanden i byen Ambes, nogle kilometer nord for Bordeaux. Entre-deux-Mers omtales i daglig tale som “trekanten”, da det ligger mellem byen Sainte-Foy langs Dordogne floden og byen La Réole langs Garonne floden og byen Ambes, der hvor de to floder møder hinanden. Der produceres hovedsagelig tør hvidvin.

Den traditionsrige, indflydelsesrige og helt sikkert også bare stinkende rige Lurton familie er vi stødt på tidligere her på bloggen, bl.a. ved vinene Chacayes fra Argentina, The Islander Estate Vineyards, Chardonnay fra Australien og Château La Tour de Bessan i Margaux, Lurton-familien er den måske mest indflydelsesrige familie i Bordeaux. Andrés ene søn er administrerende direktør for Château Cheval Blanc og Château d’Yquem, den anden er arkitekten bag den succesfulde udskillelse af Pessac-Léognan, og familien er samlet set er den familie i Bordeaux, der ejer flest vinslotte.

Nå, men André Lurton bor selv på Château Bonnet Mers og har en helt speciel stolthed for slottet. Det er herfra, at hele hans vindynasti blev grundlagt gennem produktion og salg af vin. Slottets historie går tilbage til det 17. århundrede og da André Lurton overtog slottet i 1956, bestod det kun af 30 hektar vinmarker. Hovedbygningen er opført i 1770’erne i Louis-Seize-stil og danner sammen med de 2 sidefløje et smukt ensemble.

André Lurton var dog fast besluttet på at udvikle slottet til et slot, som lavede kvalitetsvin, og ingen penge blev sparet for at nå i mål. Man kan sige, at målet er mere end nået, for der findes ingen producenter i Bordeaux, som laver vin af så høj kvalitet og i så store volumener som Chateau Bonnet. Hele 150.000 kasser bliver det til om året. Der er ca. 300 hektar vinmarker ved Château Bonnet, heraf er 120 hektar reserveret hvidvin med sorterne Sauvignon Blanc, Sémillon og Muscat.

Og det er også lige præcis, hvad denne vin er lavet på, nemlig 55% Sauvignon Blanc, 35% Sémillon 35% og 10% Muscat. Årgangen er 1985 og på etiketten står bl.a. også “Knud Jørgensen – Hellerup”. Nu ringer der måske en klokke for nogle, for Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup har jeg også tidligere berørt her på bloggen.

Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup var etableret i 1903 af Knud Jørgensen, og det blev en respekteret vinforretning, som sønnerne Asger og Robert overtog i  1930’erne. Da de i 1973 var færdige som vinkøbmænd, trådte deres egne sønner ind, nemlig Peter og Flemming. Peter Jørgensen var chef for den vinøse del af forretningen, mens Flemming Jørgensen havde ansvaret for den administrative del af virksomheden. Og Peter Jørgensen blev manden bag danskerprojektet Château Haux.

Nok om det. En anden lille kuriositet er, at der på siden af flasken sidder et lille klistermærke. Herpå står det med sirlig skrift “Serveringen Julen 1986”, men vinen da vist ikke drukket den jul. Det gjorde den imidlertid i går til vores traditionsrige byggemøde, og nu kan jeg så binde historien sammen med starten omkring forventningerne, for vinen var faktisk efter 29 år fortsat sprællevende.

Duften er frisk grape, hvide blomster, melon og lidt muscatnød … måske en anelse kælder eller lidt mulle, men det er ganske svagt. Smagen er frisk, lidt tynd og flad ganske vist, men ret imponerende alderen taget i betragtning. Der er lidt hyld, honning og en fin lethed over vinen. Fantastisk, at en hvidvin kan være så frisk efter 29 år med omtumlet tilværelse … så er der jo håb for os endnu.

I dag kan vinen bl.a. købes hos Theis Vine, hvor en årgang 2008 koster 79,95 kr. Så vil du ha’ samme oplevelse som mig, så køb fluks et eksemplar … så er det bare at vente 29 år !!!!

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Elio Filippino, Moscato d’Asti DOCG, Piemonte, Italien

2012 Elio Filippino, Moscato d'Asti DOCG, Piemonte, ItalienTil aftenens sidste ret, desserten, skulle vi selvfølgelig også nyde et enkelt glas dessertvin, og her havde Thomas valgt denne Moscato d’Asti fra Azienda Vitivinicola di Elio Filippino … fabelagtigt navn i øvrigt.

Vinhuset Filippino har hjemme i byen Neive 12 km. fra Alba i Piemonte og har produceret vine siden det tidlige 19. århundrede. Først i 50’erne kom familiens navn på labels, da man valgte egen produktion frem for at videresælge druerne til andre producenter. Elio Filippino varetager i dag vinproduktionen med hjælp fra hans mor Lucia, hans søster Ivana og hans hustru Miriam.

Produktionen af familiens røde vine sker næsten udelukkende på Piemonte druesorterne Nebbiolo (Barolo, Barbaresco) og Barbera (Barbera d’Alba). Familien producerer dog også to fremragende hvide vine på druerne Arneis og Cortese di Gavi og ligeledes produceres en lækker Moscato d’Asti, og det er netop denne vin, som vi har i glasset.

Duftmæssigt masser af overmodne æbler, honning, nødder, muscat og æblekage/-tærte. Smagsmæssigt selvfølgelig masser af sødme med hint af nødder, men også lidt friskhed, som klæder vinen. Lidt bitter i eftersmagen, hvilket også gør nuancerne i vinen større, så det ikke bare bliver en stor sød frugtbombe.

Forhandles bl.a. af SB Vinimport, pris 77 kr.

Vinanmeldelse 4/7