Tag-arkiv: 4½

2009 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2009 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienVi var også så heldige, at vi skulle smage Isolation Ridge Vineyard Riesling fra Frankland Estate med lidt alder … og det blev en 9 år gammel 2009’er.

Vinen er lavet nogenlunde på samme måde som de foregående vine, blot lagret mere på eg. Ved ankomst til vingården presses druerne straks. Derefter hviler de natten over inden gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8 uger. Men denne 2009’er Isolation Ridge Riesling har efter endt gæring lagret 12 måneder på store gamle egetræsfade og har således fået mere eg end foregående 2014’er.

Duften virker umiddelbart lidt mere gæret og flad, mens der ganske vist er petroleum, men ikke helt så tydelig, som i 2014’eren. Der er mere sødme, frugten mere som modne nedfaldsæbler, abrikos, lidt honning og en duft som et gammel sengetæppe … rund, varmt, lidt brugt og der udover også lidt rene mineraler.

Smagsmæssigt er det også mere rundt, igen mindre syre og plus på modenheden og sødmen. Er den måske en smule oxyderet i smagen? Det er nærmest lidt muskatkrydret sødme, syren lidt mere kluntet og tilbageholdende, men slutter så med lang og livlig eftersmag med både grape, bitterhed og elegance.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 359,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Nassos, Priorat, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Nassos, Priorat, SpanienSå støder vi igen på den altfavnende Javier Rodríguez fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo. Han laver vine fra de fleste områder i Spanien og her er det hans vin fra Priorat … og den kaldes bare Nassos.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León. Vinhuset drives som skrevet af Javier Rodríguez, som kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Rodríguez Sanzo er således siden starten blevet en pæn stor affære, og huset har i dag en kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Denne Nassos er lavet på 100% Garnacha aka Grenache, som er købt fra udvalgte vinavlere i Priorat og en række marker i omkring 300 meters højde.

Inden gæringen gennemgår druerne en 5 dage lang kold maceration, der trækker aromaer og farvestoffer ud af drueskindet. Herefter gæres druerne og trækker yderligere på skindet i 21 dage. Derefter lagret vinen 9 måneder på 300 og 500 liters fade af fransk og amerikansk eg.

Duftmæssigt har vinen en tætpakket og syrlig mørk frugt, blåbær, sorte kirsebær, enebær samt en herlig landlighed. Derudover er der engelsk lakrids, skråtobak, chokolade, baconfedt og samtidig er vinen en smule parfumeret, har næsten lidt æter, urter samt balsamiske noter. Hmmm.

I munden går de balsamiske elementer igen … masser af syrlighed i den mørke frugt, så det bliver på ingen måder en tung eller klumpet vin, for udover masser af syre er der også godt med tørhed, bidende peber samt tonsvis af tanniner. Det bliver lidt sur hønserøv, men på en dejlig straffende og smertelig facon. Like it.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Château Ferrande, Graves Blanc, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Ferrande, Graves Blanc, Bordeaux, FrankrigChâteau Ferrande er et af de mange vinslotte aka brands, som er ejet af den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel, som jeg skrev om forleden. Her smager vi en hvid Bordeaux fra Graves og lavet på druerne Semillon, Sauvignon Gris og Sauvignon Blanc.

Hvis du vil læse lidt mere om Castel koncernen, så har jeg i mit blogindlæg om vinen Terre de Provence fra Château Cavalier skrevet lidt om huset og de forskellige vinslotte og brands, som Castel familien ejer.

Château Ferrande ligger på venstre bred i Bordeaux … i kommunen Castres sur Gironde i Graves. Den smukke palæagtige ejendom aka slot  – som I måske kan fornemme på etiketten og se på billedet ovenover – er bygget i slutningen af det 19. århundrede på et sted, hvor romerne i gammel tid havde slået sig ned en periode og måske endda dyrket vin.

Châteaux & Domaines Castel købte Château Ferrande i 1991 fra admiral Delnaud, som selv havde ejet ejendommen siden 1960 og elskede vin og hestevædeløb. Castel havde dog forinden købet drevet slottet siden 1976 via lejekontrakt.

Château Ferrande har i dag sammenlagt 97 hektar vinmarker, hvoraf de 90% er med de røde sorter Cabernet Sauvignon og Merlot, mens der alene er 7 hektar med hvidvinsdruer og det er netop druesorterne Semillon, Sauvignon Gris samt Sauvignon Blanc.

Det giver basis for blot 2 vine … en rød og så denne hvide Graves, hvor blendet af druerne er 40% Semillon, 30% Sauvignon Gris og Sauvignon Blanc.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke ved lav temperatur for at bevare størst mulig friskhed og skulle være lagret dels på egetræsfade og dels på ståltanke i kortere tid.

Næsen er fersken, bananer, kvæde og lidt støvet indtryk, svage sherrynoter, mandler og nogle grønne elementer som salvie, tjørnebusk … samlet lidt rund med en svag sødme. Det er ikke knastør mineralsk, men rund, behagelig som et par gamle hjemmesko.

I munden er der dog mere spræl, men igen på en rund facon med lidt grape, lime, gule frugter, muskat, grønne elementer og er også en anelse sødkrydret, men har samlet set en god balance. Behagelig vin er vist rette betegnelse.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Weingut Konstanzer, Spätburgunder vom Vulkan, Baden, Tyskland

2014 Weingut Konstanzer, Spätburgunder vom Vulkan, Baden, TysklandFra Weingut Konstanzer i Ihringen i Baden smager jeres flittige vinblogger nu denne Spätburgunder vom Vulkan.

Vinhuset hedder også Weingut Horst & Petra Konstanzer, da det drives af ægteparret, som startede vingården i 1983 … mest som en sidebeskæftigelse til deres daglige job med sølle 1 hektar vinmark.

I dag er de dog gået ind i projektet fulltime, lever og ånder for vin.  De har nu samlet 10 hektar vinmarker, som passes økologisk. Det er ægteparret, som I kan se på billedet ovenover. Udover vinproduktionen har de også udlejning af et par værelser på vingården.

Weingut Konstanzer laver omkring 16 forskellige vine og herunder altså denne Spätburgunder vom Vulkan, hvor druerne kommer fra forskellige marker i det gamle vulkanske område i Kaiserstuhl. Vinen er lavet med spontangæring, maceration omkring 20 dage og efter endt gæring er vinen lagret på egefade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

Duftmæssigt er det en fin Spätburgunder med lidt tjære, violer, blomster, sæbe, granatæbler, ribs, kirsebær, tør eg, kanel, nelliker, kardemomme, lidt kakao og ganske frugtrig. Syren er stram, stringent … men med luft i glasset brækker syren over, hvorved syren fader og vinen hurtigt virker ældre og mere moden.

I munden er det hindbær, ribs, salt, krydret frugt, venlig og omgængelig med en markeret syre, jern, eg og røget sødme, mens eftersmagen slutter med nogle bitre noter.

Købt hos Jysk Vin for 90 kr. De havde vinen på prøve, så den er ikke i deres sortiment … i hvert fald ikke endnu.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Dönnhoff, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling GG, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Dönnhoff, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling GG, Nahe, TysklandVin nr. 16 i smagerækkefølgen ved det uofficielle europamesterskab i tør Riesling blev denne Niederhäuser Hermannshöhle Riesling GG fra Weingut Dönnhoff aka Weingut Hermann Dönnhoff, der ligger i byen Oberhausen i Nahe.

Vingården er grundlagt af Hermann Dönnhoff, men drives i dag af 3. generation i form af Cornelius Dönnhoff. Han har samlet 25 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Schloßböckelheimer Felsenberg, Oberhäuser Brücke og Leistenberg, Norheimer Dellchen og Kirschheck, Kreuznacher Kahlenberg og Krötenpfuhl samt Roxheimer Höllenpfad.

Niederhäuser Hermannshöhle er Weingut Dönnhoffs bedste mark, og den har i over 100 år været den højeste rangerede vinmark i området, beliggende i 150 meters højde med 60 år gamle vinstokke i jord af sortgrå skifer blandet med vulkanske sten, porfyr og kalksten.

Navnet Hermannshöhle refererer til dels ordet Herman, som er afledt af Hermes, den romerske vogter for budbringere og rejsende, mens höhle skyldes en lille minehule – Höhle – på den midterste del af vinmarken.

Druerne til vinen er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet helt klassisk på rustfrie ståltanke og derefter lagret på 1.200 liter Stückfass – egefade af tysk eg.

Duftmæssigt synes jeg, at vinen stikker lidt ud … meget grøn, nærmest som en hel grøntbutik med en afskåret blomsterbuket, blomstervand, grønne stilke, nogle salte mineraler og egentlig ganske kæk og frisk syre.

Det smager sådan set fint … god balance uden dog at dupere, måske lidt grøn og ufærdig, rå og upoleret. Syren er sådan set også ganske tør og skarp, men alt for ung og lukket efter min mening … lukker ikke rigtig op for sluserne. Men klart en vin, som vil modnes med elegance i kælderen.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland koster en flaske 49€ … svarende til 365 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Julien Cecillon, Syrah Les Graviers, Rhône, Frankrig

2017 Julien Cecillon, Syrah Les Graviers, Rhône, FrankrigDen anden Syrah fra Nancy Kerschen og Julian Cécillon er denne Syrah Les Graviers … mere klassisk, mørk power fra Rhône … dyb som natten.

Vi er dog ikke som med forrige vin i det nordlige Rhône, idet druerne til Syrah Les Graviers er et negociant blend fra Syrah fra 3 steder i det sydlige Rhône, primært fra marker i Drôme og Ardèche regionerne samt en mindre end fra marker omkring Tournon. Det er omkring 40% fra Ardèche og Saint-Martin d’Ardèche, 40% fra Drôme Provencal og 20% Rhône Septentrional.

Les Graviers betyder grus, og det referer selvfølgelig til undergrunden i markerne. Druerne afstilkes 100% og fermentering sker i både beton- og ståltanke. Derefter lagrer vinen 10 måneder … 90% af vinen i brugte egefade og resten i beton- samt ståltanke. Der er lavet 11.000 flasker af denne vin.

Duften er dyb, mørk frugt, solbær, blåbær, blommer … godt gæret med sortbrune jernbanesveller, tjære og timian. Smagen er fuldfed, mørk frugt, sæbe, mælkesyrer, kul, godt med tanniner, men er samtidig blød og cremet. God Rhône … men når ikke samme kvaliteter som sin lyse storesøster.

Forhandles af Risgaard Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Frankrig koster vinen omkring 9-10€ … svarende til 67-75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, Portugal

2017 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, PortugalJeg drak forleden et lille glas af denne skønne hvidvin Alvarinho Soalheiro fra det portugisiske vinhus Quinta de Soalheiro.

Vinhuset ligger fuldstændigt i den nordligste del af Portugal … lige op til grænsen af det nordvestligste Spanien med Rías Baixas lige ovenfor. Men vi er i Minho provinsen, der også populært kaldes Vinho Verde regionen. Det skyldes selvfølgelig, at vi der finder appellationen Vinho Verde … Spaniens største appellation, som er kendt for den kendte portugisisk hvidvin Vinho Verde, som produceres i gigantisk antal i Portugal.

Og denne Alvarinho Soalheiro er netop sådan en Vinho Verde, som er lavet på 100% Alvarinho … men lad os inden vi kigger videre på vinen, først se nærmere på vinhuset

Quinta de Soalheiro er startet i 1974, hvorJoão António Cerdeira plantede sine første vinstokke og fik vingården op at stå med hjælp fra sin fader António Esteves Ferreira. Den første vin blev dog først sendt på markedet i 1982.

Der er fortsat en familiedrevet vingård, som i dag driftes af Maria Palmira Cerdeira og hendes to børn Maria João Cerdeira og António Luís Cerdeira … sidstnævnte står i dag for produktionen. De er Maria og António på billedet ovenover.

Quinta de Soalheiro har selv alene 10 hektar vinmarker, men har derudover 30 hektar lejet fra lokale vinavlere. Soalheiro betyder meget passende et solrigt sted og er en reference til det portugisiske klima, som vinhusets vinstokke har så godt af.

Vinen er som nævnt på 100% Alvarinho fra marker i både Melgaço og Monção. Druerne er høstet med håndkraft, og hviler efter presning koldt i 48 timer, hvorefter vinen gærer på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det fersken, gule æbler, en astronaut-is samt en Kung Fu is, blomster, lidt fedme og næsten olieret. Der er sgu smæk på aromaerne med pænt sødme. I munden er det en fyldig vin, god klar frugt, gule æbler, moden frugt, lidt citron, men ellers meget blød og cremet, men lidt vag i syren.  Der er nogle søde krydderier og ellers også nogle bitre og mineralske elementer i eftersmagen.

Købt hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Domaine Bernollin, Bourgogne Les Corbaisons, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Bernollin, Bourgogne Les Corbaisons, Bourgogne, FrankrigBourgogne Les Corbaisons fra Domaine Bernollin er en af de vine, som ikke var med til en tidligere smagning af vinene fra Knud Kjellerup, men det råder vi hermed bod på.

Det er den røde entry-level basisvin hos Domaine Bernollin, selvom det faktisk er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Les Corbaisons, der ligger på et plateau syd for Buxy, omkranset af Montagny 1. Cru marker mod nord og vest.

Marken er beplantet med Pinot Noir, og den gennemsnitlige alder er omkring 40 år. De ældste vinstokke er omkring 70 år gamle. Druerne høstes ved håndkraft, og passerer et sorteringsbord inden vinificering, så kun absolut sunde druer kommer i gæringskaret.

Den samlede cuvage aka vinificering sker i åben tank og varer omkring 3 uger med 7 dages kold maceration ved 9 grader, hvor juicen optager frugt og farve fra de faste stoffer. Derefter omkring  8–10 dages alkoholgæring ved 25-28 grader og efterfølgende 2–4 dages eftermaceration ved 18-20 grader.

Herefter hældes vinen på egetræsfade, hvor den malolaktiske gæring foregår, og lagringen på fad varer 12–14 måneder. Der anvendes 25 % nye egetræsfade og udelukkende franske fade.

Duftmæssigt lidt et blomsterpotpourri, hindbær, bolsjer, bagepulver, sødme, eg, godt med frisk frugt og måske endda også lidt varm i frugten. Smagsmæssigt er der jern, sten, hindbær, godt med frugtsødme og samtidig blød, let og fin. Det er god Pinot Noir uden helt at blæse en bagover.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Kalkmergel, Pfalz, TysklandDen anden Spätburgunder fra Weingut Jülg til test fra de herlige folk hos Propperiet Vin Import er denne Spätburgunder Kalkmergel fra hans serie af Terriorweine … niveauet over Gutsweine, altså basisvinene.

Som jeg skrev i foregående blogindlæg om storesøsteren Spätburgunder Sonnenberg, så har Jülg sine marker både på den tyske og franske side af grænsen, da de strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Og druerne til denne Spätburgunder Kalkmergel er også både tyske og franske … nemlig 20% franske druer og 80% tyske druer fra nogle af husets marker med kalkmergel.

Kalkmergel er en betegnelse for mergel med ekstra stort indhold af kalk. Mergel er en slags ler- og siltaflejringer med  mindst 10% kalk, men når kalkindholdet er større anvendes betegnelsen kalkmergel.

Halvdelen af vinen har lagret på store gamle træfade, den anden halvdel har lagret på barriques, som var 2-3 år gamle. I alt har vinen tilbragt 15 måneder på fad. Vinen er tappet ufiltreret.

Vinen har en nice … lidt varm næse med kirsebær, røg, fin frugtsyre, blæk, estragon, fennikel, lakrids, brugt sengetøj, grønne vinblade, en let sødme og godt med krydderier. Syren er meget frisk.

Smagen sidder sådan set lige i skabet … tør, frugtrig med god og stringent syre, lidt jern og en vis bitterhed. Vinen er en kende rustik, men har masser af Spätburgunder kvalitet … og det er Houlberg jo altid vild med.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Zenato, Alberto IGT, Veneto, Italien

2007 Zenato, Alberto IGT, Veneto, ItalienDen 25. februar 2012 – lige omkring det tidspunkt, jeg startede vinbloggen – havde Steffen denne IGT vin Alberto fra Zenato Azienda Vitivinicola med til vores vinaften. Og denne aften – 6 år senere – blev det en reprise.

Zenato ligger lige ved bunden af Gardasøen i byen San Benedetto, lidt udenfor den smukke by Peschiera. Det er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametre som nyskabelse, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård Tenuta S. Cristina in San Benedetto di Lugana ligger og hvor familien også selv bor.

Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella og Amarone. Der har Zenata ejendommen Tenuta tenuta Costalunga in Valpolicella med tilhørende 20 hektar vinmarker. Vinhuset slogan er da også; The Soul of Lugana and the Heart of Valpolicella … eller på italiensk; L’anima del Lugana e il cuore della Valpolicella.

Samlet ejer Zenato omkring 75 hektar vinmarker, og huset drives fortsat af Sergio Zenato samt hustruen Carla samt deres børn Alberto and Nadia. Det er Nadia på billedet ovenover.

Børnene har dog efterhånden overtaget det meste af driften og fortsætter driften med samme ildhu som Sergio. Nadia håndterer markedsføring og de salgsfremmende aktiviteter for huset, mens sønnen Alberto er ansvarlig for alle aspekter af produktionen, fra dyrkning af vinstokke til afslutningen af aftapningen.

Denne Alberto IGT er en Rosso del Veneto vin, som er lavet på Cabernet Sauvignon, Merlot og Corvina, men forholdet mellem de tre druesorter kender jeg ikke. Det er såmænd også svært at finde oplysninger om vinen, så produktionen kender jeg ikke.

Det er heller ikke en vin, som Zenato laver længere … sidste producerede årgang var 2009 … og denne flaske var også Steffens sidste eksemplar. Vinen blev lavet i begrænset antal … kun 3.900 flasker af denne 2007’er.

Duftmæssigt har vi en herlig landlig aroma … lidt som en ko, der ikke har vasket sig i 14 dage, lidt papkasser, en gummipakning samt tæt, mørk, kraftig og moden frugt, svedsker, blommer, dadler, kul, malm og en blomstermark. Det er både kompleks, tæt og fyldt med overmoden frugt.

Smagen er både sød og tør … endda måske lidt stærk, for det er en kraftbasse, som ikke er gået kold. Der er tonsvis af tanniner, solmoden frugt, vanilje, blæk og det hele pakket meget blødt ind i cremet elegance, dog bider alkoholen en smule.

Oprindelig købt hos Theis Vine, hvor en flaske dengang kostede 245 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7