Tag-arkiv: Frankrig

2020 Domaine Alary, l’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Alary, L'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigVi sluttede med denne l’Estévenas Cairanne fra Domaine Alary og det var en vin, hvor jeg klart smagte noget Syrah fra Rhône, men det er nu også en vin, som jeg har smagt tidligere i år blot i årgang 2019, mens dette var årgang 2020.

Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Nu er det en gammel offset trykker, der har løftet halen, for nu kommer der masser blæk og svedig animalsk svedighed med flæsk, krølfedt, mejeri, sorte oliven og tør engelsk lakrids. Frugten er også kølig og kraftig med blåbær, brombær og hindbær, der næsten er opulent og på vej til at blive småvammel. Det suppleres af lidt tørrede blomster, knuste sten og fadnoter af vanilje og lidt chokolade.

I munden er vinen – som 2019’eren – kraftig med både en pæn portion sødme, men også nogle tørre elementer som engelsk lakrids, sød lakrids og lakridspiber, sød tobak, peber, tjære samt en plade af bitter chokolade. Frugten er sort, kirsebær, hindbær, blommer, mens tanninerne er klare og tætte. Det er en kødfuld og tør vin med en maskulin kraft. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, Frankrig

2018 Pierre-Henri Cosyns, Le Fruité, Bordeaux, FrankrigDenne Le Fruité fra Pierre-Henri Cosyns er næsten en naturvin på biodynamisk druer fra Côtes de Bourg på højre side af Gironde floden i Bordeaux og var svær at gætte, selvom jeg faktisk var inde på, at det smagte lidt af Merlot.

Men det gættede jeg dog ikke på, men det er også en svær vin i en blindsmagning, for den er fra et ganske lille vinhus, der ligger i Teuillac under Côtes de Bourg appellation appellationen. Vi er dog i Bordeaux og vinfirmaet hedder Cosyns Seas og omfatter driften af Château Grand Launay, men også vine under brands som Château  Haut Lorettes, Château Lion Noir, Château Canterane le Pin Franc samt en række vine under Pierre-Henri Cosyns navnet.

Pierre-Henri Cosyns er da også vinmager og 3. generation på familiens vingård. Han overtog driften i 2007 og det første han gjorde, var at omlægge hele driften til biodynamisk avl og fortsatte endda – som første i området – med at lave vinene uden tilsætning af svovl.

 Côtes de Bourg er absolut heller ikke den mest kendte region i Bordeaux. Den er beliggende over for langt mere kendte Margaux lige på den anden side af Gironde-floden, men der laves dog fine og  glimrende bordeauxvine her … især til prisen.

Denne 2018 Le Fruité er lavet på 70% Merlot samt 30% Malbec, som er dyrket biodynamisk og i vinkælderen gæret på naturlig vis og vinificeret uden tilsætning af svovl.

Nu er der sgu møj under skoene … animalsk, landlig og svedig med en mørk landlighed, syrlig mødding og en smule behåret. Det stinker af øko-børge med saltlakrids, sorte blommer, lidt brombær … men også svagt fadpræg af lidt bitter chokolade, røg og tobak.

I munden er vinen dog ikke helt så fed og powerfuld, men har noget peber, grønne urter og virker lidt blå i smagen, hvis I forstår? Frugten er hindbær, brombær og blommer, der er lidt bitterhed, tydelige tanniner og okay eftersmag. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  half_thumb

N.V. Les Petites Parcelles, Soléra, Bordeaux, Frankrig

Vi nappede da endnu en lille anderledes vin fra Sophie og Sébastien Cantury på Les Petites Parcelles. Det blev denne Soléra i en 0,5 liter lerflaske.

Det er vin, som er lavet på et ukendt mix af forskellige druer og fra forskellige årgange … det er måske derfor, at vinen hedder Soléra. Det skulle efter sigende vist være en blend af 2017, 2018 og 2019.

Igen er vinen lavet uden svovl og med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … men bare druer der gærer med skindet i en tank, så det bliver en orangevin. Vinene er også flasket uden brug af svovl. Der er kun lavet 160 flasker.

Hvis Kaizen var grumset, så er denne decideret beskidt væske med en let svag orange farve, men duften er mere tiltrækkende, selvom den er cool funky. Der var én, der kaldte det en surfervin og det giver egentlig god mening, for den er saftig, juicy, tropisk og helt Hawaii. Der er fodsved, bonevoks, karamel, bivoks, brændenælder, tropisk frugtjuice og mjød … måske med en smule oxyderede noter. Mums.

I munden er det en saftig surfer … pærer, fersken samt mango og samtidig en smule saltet. Syren er den voksne i dette selskab på en moden og halvoxyderet måde … giver bid, friskhed … og så alligevel med en rigtig lækker smag. 91 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin har solgt 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Les Petites Parcelles, Kaizen, Bordeaux, Frankrig

Les Petites Parcelles er en ultralille, vild garage- eller artisanproducent, der drives af ægteparret Sophie og Sébastien Cantury. Vinhuset holder til tæt på byen Langon i Sainte-Croix-du-Mont, hvilket ligger i den nederste del af Bordeaux. Vi starter med at smage deres 2021 Kaizen.

Det lille uortodokse vingård ligger lige op af Garonne floden og vi er vel nærmest i Graves området … men så hører alle sammenligninger med de almindelige Graves vine også op. For hos den lille mikrovingård laves ingen vine efter de mindste traditionelle regler … snarere tværtimod.

For som navnet Les Petites Parcelles antyder, så vinificeres de enkelte marker for sig og der er mange … og de er små. Vinhuset er startet i 2017, hvor Sophie og Sébastien Cantury overtog gården og mindre end 1 hektar vinmarker, men alle fordelt på rigtigt mange forskellige parceller.

De har helt præcis 85 ares, hvilket svarer til 0,85 hektar …. altså ganske lidt. Alt drives øko og biodynamisk og alle vine frigives i små buttede 0,5 liter flasker og på papiret er alle vinene orange. Man er ikke bange for at macerere i over et halvt år … og heller ikke bange for oxidation og flor!

Og som om det ikke er nok, så tegner Sophie alle labels i hånden og flaskerne skal helst være genbrug. De beskedne hektar marker samt de mange parceller … og deres filosofi betyder også, at der kun laves et mikroskopisk antal vine fra den enkelte mark … ofte nede omkring 100 flasker og meget sjældent over 300 flasker af hver vin.

Denne Kaizen – der vistnok er en årgang 2021 – skulle være lavet på ren Sémillon og lavet uden svovl og med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … men bare druer der gærer og macererer i en tank, der nu lige måtte passe. Vinene er også flasket uden brug af svovl. Der er kun lavet 240 flasker.

I glasset ligner den også lidt smågrumset morgenurin, mens duften også har øko-bio kant, grøn, urtet, saltet med katteurt, humle, landlig armsved samt en oxyderet sødme. Der er voks, stikkelsbær, lime, lidt sure sokker og heksesammenkog.

Smagen er frisk og saltet … egentlig blød og syremæssigt bestemt heller ikke vild. Det er frisk lemon, saft fra umodne, grønne æbler samt denne kalkede og saltede mineralitet. 88 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin sælger 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Domaine l’Ancienne École, Esprit du Nord Vin de France, Rhône, Frankrig

Vi sluttede Domaine l’Ancienne École med en Vin de France vin, men dog fortsat med druer fra Vinsobres, men da den er på ren Syrah, så opfylder den ikke appellationens regler, men lavet i samme ånd som vinene længere mod nord … Esprit du Nord Vin de France 2017.

Druerne er også her helt økologiske, håndplukkede og naturligt gæret i store betonkar, hvorefter vinen er lagt i store gamle egefade i 300 dage og har her undergået malolaktisk gæring. Vinen aftappet fuldstændig ufiltreret. Der laves årligt 600 flasker.

Det dufter faktisk af noget nordlig Rhône vin … flæsk, røget bacon, sorte oliven, saltlakrids samt en kølig stenet mineralitet. Det dufter vildt godt … frugten er tæt, kompakt og alligevel med landlig slagside og en bondsk karakter, godt med solbær, hyldebærsuppe, blommer samt let røg, røget salami, ristet kaffe og mørk bitter chokolade.

I munden er vi også lige røget et niveau op … tør, intens, urtet og mineralsk. Der er lidt tørre granitskæver, koldrøg, ren og mørk frugt, overmodne kirsebær og morbær, sorte oliven og på denne ret friske, frugtrige og kølige facon. Der er friskhed i frugten, mens tanninerne nok ikke er helt så vilde som i Nordrhône … men det er sgu ret tæt på, hvorved vinen bare smager røvgodt. 94 point og dermed er det samtidig en rigtigt godt køb.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine l’Ancienne École, La Dame Anglaise Vinsobres, Rhône, Frankrig

Som nævnt tidligere, så laver Domaine l’Ancienne École 2 forskellige AOC Vinsobres vine. Denne engelske dame La Dame Anglaise Vinsobres har Anna Thorburn nok opkaldt efter sig selv.

Som den anden Vinsobres vin er den lavet på 50% Grenache og 50% Syrah fra vinmarker på sydvestvendte skråninger i 400 meters højde med en jordbund af primært kalksten, sand og ler.

Druerne til vinen er håndplukket og vinen er fermenteret i gamle cementkar og har fået malolaktisk gæring. Modsat dens søstervin l’Essentiel er 75% af denne vin lagret  over 2 år på et mix af nye og gamle fade. Der laves årligt 1.500 flasker af vinen.

Fadpræget kan allerede duftes fra første snif … virker opulent, tyk samt fed med både sød finsk og engelsk tør lakrids, vanilje, sød tobak og lakridskonfekt, landlig, flæsket og røget … har saftige blommer, en snas brombær og solbær, noget meget modent over frugten og så kul, koldrøg, ristede kaffebønder og utrolig koncentreret.

I munden er det en fed og tæt vin … igen med en forstærket mørk frugt, brombær, blommer og solbær, rig og fyldig med pænt saftige tanniner. Det er en lille Rhône bombe af smag, men er klart fyldigere og mere tæt, voldsom og tykkere end l’Essentiel … men damm, den smager godt. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine l’Ancienne École, l’Essentiel Vinsobres, Rhône, Frankrig

Den næste vin fra Anna og Wilson Thorburn på Domaine l’Ancienne École blev så en AOC Vinsobres vin, for det var nemlig deres 2017 l’Essentiel Vinsobres.

Vinen er lavet på et mix af 50% Grenache samt 50% Syrah fra nogle marker på sydvestvendte skråninger i 400 meters højde med en jordbund af primært kalksten, men også sand og ler.

Druerne er håndplukkede, vinen er økologisk og fermenteret i cementkar og har fået malolaktisk gæring. Den er også lagret på cement med bærmen … og der laves årligt 3.500 flasker af vinen.

Hold nu kaje for en duft … tætpakket frugt, meget ren og frisk i frugten med brombær, solbær, blommer, en fin bondsk landlighed, mælkede noter, sød tobak, vanilje … og virker faktisk kølig samt en smule parfumeret.

Sådan smager vinen også … ren, kølig med bittersød frugt, der kommer også lidt peber, men mest af alt den friske frugt, ren frisk med kirsebær og brombær. Alt leveres pænt og nydeligt med cremet og blød smag, velintegrerede tanniner … intens og lækker vin, der giver 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine l’Ancienne École, Terra Firma Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

Domaine l’Ancienne École ligger lidt nord for Vinsobres i Drôme sydøst for Vaucluse i Rhône. Herhjemme er det Hands on Wines, der importerer vinene og jeg smager nogle stykker fra huset og starter med denne 2020 Côtes du Rhône Villages.

Vinhuset Domaine l’Ancienne École er grundlagt i 2007 af det engelske par Anna og Wilson Thorburn, som havde forelsket sig i området i det sydlige Frankrig. De arbejdede begge som advokater i London, men da de under en tur til Rhônedalen i 1997 blev ledt af de små landeveje grundet et cykelløb, så kom forbi ejendommen og var omgående solgt.

Men det var dog først i 2006, at de besluttede at kvitte deres job som advokater i London og købte ejendommen. Først flyttede Anna og deres 2 børn ned på vingården og senere fulgte Wilson med, så de i 2007 kunne etablere Domaine l’Ancienne École.

De navngav vingården Domaine l’Ancienne École – Domæne Den Gamle Skole – da de fra den tidligere ejer opdagede, at bygningerne tidligere havde fungeret som den lokale skole i 1950’erne og 60’erne og valgte også den californiske valmue Eschscholzia Californica som deres logo, for den vokser også rundt om på ejendommen.

De har nu siden starten øget deres vinmarker fra lidt over 5 hektar til nu lidt over 13 hektar med primært  Syrah og Grenache, der alle dyrkes økologisk. Men derudover har de også 3 hektar med skov … og så lidt udlejning af ferielejligheder.

Det er Anna, der er vinmager og hun laver 1 rosé og 4 rødvine, der alle er lavet med spontangæring og lagring på stål, beton eller gamle fade. Den samlede produktion for huset er omkring 15.000 flasker årligt.

De fleste af  vinene er under appellationen AOC Vinsobres, som er en nyere appellation stiftet i 2006 … og for at få denne AOC status, så skal vinene indeholde mindst 50% Grenache samt 25% Syrah og/eller Mourvèdre. Vinsobres var tidligere en del af Côtes-du-Rhône Villages AOC.

Vinsobres er et bjergrigt område og vinmarkerne er højt placeret … faktisk er det et af de nordligste vinområder i Sydrhône, hvilket har givet det tilnavnet Nord du Sud. Det betyder, at vinene herfra er mere ranke i stilen og har et lidt højere syre niveau.

Jeg skal i alt smage husets 4 rødvine, hvor to netop er AOC Vinsobres vine, mens en enkelt er en AOC Côtes du Rhône Villages, mens husets topvin blot en Vin de France … men det skyldes, at den er på ren Syrah.

Samlet er det disse vine.

Den første vin … Terra Firma er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah fra sydvestvendte skråninger i 400 meters højde med en jord bestående af en blanding af kalksten og ler.

Druerne er alle er høstet med maskiner. Efter høsten er gæring og maceration sket i termokontrollerede epoxyforede cementkar med druernes egne gærceller. Derefter er der sket malolaktisk gæring og så en let filtrering inden aftapning på flaske.

Sikke da en dejlig duft … klart Rhône med en landlig lys lethed, blomsterpotpourri, tørret kød, jod, engelsk lakrids, lakridspiber og lakridskonfekt, brombær, solbær samt grønne urter … og læg dertil en lille portion sødme.

I munden er det også en rigtig saftig bandit … højt niveau for en entry-level vin. Frugten er fyldig og saftig, brombær, hindbær samt tranebær … en lille frugtbombe med runde tanniner. Der er balance i vinen og det er mellem et let bitter syre og så en sødlig frugt. Det er måske ikke kompleks, men fandeme en god Côtes du Rhône Villages, så dermed 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Domaine Alary, Cairanne La Jean de Verde, Rhône, Frankrig

Vi bliver da i Rhône, men mere klassisk, for her er det Cairanne La Jean de Verde 2019 fra det franske vinhus Domaine Alary, der ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue i Rhône.

Jeg skrev om vinhuset, da jeg for knap et år siden smagte husets La Gerbaude Côtes du Rhône, så  det gør jeg ikke denne gang.

I stedet kigger vi nærmere på denne Cairanne La Jean de Verde, som er familien Alarys topcuvée frembragt fra mere end 60 år gamle og ekstremt lavtydende vinstokke fra en lille, højtbeliggende mark på 1,5 hektar, som er købte af en vis monsieur Jean de Verde tilbage i 1850. Det er primært Grenache – 90% –  tilsat 5% Carignan og 5% Mourvèdre.

Som det er tilfældet med Alarys andre vine, dyrkes den efter biodynamiske principper med en traditionel vinifikation. Her udføres daglig pigeage under den 15-20 dage lange gæring. Efter assemblagen er vinen lagret 12 måneder foudres. Vinen fik i årgang 2016 hele 96 point i Wine Advocate.

Nåååå for lækker næse … røget kød, flæsk, sorte oliven, lakridsrod, tør engelsk lakrids, mørk frugt, sorte kirsebær, blåbær, hindbær og alt med en vis balsamisk syre.

I munden runger vinen og spiller på alle tangenter. Det er knastørt, intenst med tør engelsk lakrids, bittersort te, masser af udtørrende tanniner og rå garvesyre, granitagtig mineralitet … dybt, tørt og så alligevel er der også en svag lille frugtsødme, som dog ligger dybt, næsten umærkeligt, men giver dog lidt modspil til alt de tørre og mere rå elementer. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Château Saint-Cyrgues, Le Clos des Enfants Sauvages Sans Sulfites, Rhône, Frankrig

Næste vin er den økologiske Rhône vin Le Clos des Enfants Sauvages uden tilsatte sulfitter og den kommer fra vinhuset Château Saint-Cyrgues, der ligger på Route de Montpellier i Saint-Gilles i Costières de Nîmes grænsende op til Camargue regionen ved mundingen af ​​Rhône floden. Jeg smager vinen i en frisk årgang 2021.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1991 og drives i dag af Loïc Ferraud med hælp fra sin far Jean-Pierre. Château Saint-Cyrgues er dog reelt et gammelt vinslot, der er bygget på ruinerne af kirken Saint-Cirice de Marge i 1654.

Dette kloster havde på et tidspunkt været en del af Saint Cyrgues munkeordenen, hvor dyrkning af vin var en del af munkenes daglige ritualer. Chateau Saint Cyrgues blev under den franske revolution beslaglagt som gejstlig ejendom, hvorefter det skiftede hænder mange gange.

Da vinmarkerne kan minde om markerne i Châteauneuf-du-Pape, så har der de senere år været fokus på vinproduktionen med helt nye tilplantning af markerne i 1971, hvilket er fornyet i 2014. I dag drives alle markerne 100% økologisk.

Jean-Pierre Ferrauds søn Loïc Ferraud overtog driften i 2016, men har egentlig en handelsuddannet. Han er den 6. generation og blev inspireret til at lave vin fra sin bedstefar, som også tidligere ejede vinmarker og lavede vin. Loïc arbejder i dag sammen med godsets ønolog forat skabe vinene fra Château Saint-Cyrgues.

Denne Le Clos des Enfants Sauvages Sans Sulfites er lavet på 2/3-dele Syrah samt 1/3-del Mourvèdre. Efter høsten er druerne blevet afstilket, hvorefter vinen har gæret ved 22 grader i 10-15 dage. I mellemtiden udføres en nænsom ekstraktion, før vinen slutteligt lagrer 6 måneder på neutrale fade og 2 måneder på flaske.

Sikke en let og luftig aroma med lys frugtsødme og godt med blomster. Den har et venligt ansigt, så åbent, glad og smilende, hvor frugten er jordbær, brombær, kirsebær og så sødlige fadnoter med lakridskonfekt, vanilje og let mælkechokolade.

I munden er det pivfrisk og pebret frugt. Det er brombær og kirsebær, lidt bondsk og rustik med bitter sort te, peber og noget tørt engelsk lakrids, saftede og alligevel tørre tanniner … masser af bid, grov syre og bitter frugt i eftersmagen. 89 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7