2015 Mas Gabinèle, Tradition Faugères, Languedoc, Frankrig

2015 Mas Gabinèle, Tradition Faugères, Languedoc, FrankrigLidt nord for den lille by Laurens ved foden af bjergkæden Cévennes i den nordlige del af Languedoc finder vi vinhuset Mas Gabinèle. De producerer vine under appellationen AOC Faugères, herunder denne røde basisvin.

Vinhuset er grundlagt i 1998, hvor Thierry Rodriguez købte et par vinmarker af sin ven Gabriel Mas. Gabriel blev venskabeligt kaldt Gabinelle, og da Unà Gabinelà betyder et lille skur, så var det så oplagt at anvende dette til navnet på vinhuset. Thierry Rodriguez havde inden købet drevet et lille handelsfirma Le Prieuré Saint-Sever, som havde specialiseret sig i vine fra området, men købet af markerne blev starten på vinhuset Mas Gabinèle.

Senere i 2013 fik Thierry Rodriguez dog også bygget sin egen vingård med 750 kvadratmeter under tag, en kælder med 20 store rustfri ståltanke, hvilket repræsenterer en samlet kapacitet på 1.330 hektoliter, samt masser af egefade.

Alt udstyr er blevet omhyggeligt udvalgt for at sikre maksimal bevaring af høstkvaliteten og alle tanke har naturligvis automatisk temperaturstyring, så man altid har kontrol over vinen.

I dag har Mas Gabinèle omkring 24 hektar jord, der er erhvervet tålmodigt gennem årene. Det er dog alene 20 hektar, som er omlagt til vinmarker, som ligger i omkring 180 meters højde og er tilplantet med sorterne Carignan, Mourvèdre, Syrah, Grenache,, Lledoner Pellut og Grenache Gris.

Jorden i markerne består af okker, grå eller blå sandsten og er meget stenet. Dette er meget krævende terroir, som naturligvis giver lave udbytter. Landskabet er bølgende, og vinmarkerne er omgivet af naturligt hegn, skov og hule egeskove.

Denne Tradition Faugères er husets røde basisvin, som i årgang 2015 er lavet på 35% Grenache, 30% Syrah, 20% Carignan og 15% Mourvèdre , som kommer fra 30-60 år gamle vinstokke. Udbyttet har været beskedne 20-30 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes manuelt og vinen er fermenteret i de store ståltanke med lang gæring og 20-30 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på en kombination af nye og brugte franske egefade.

Duftmæssigt lægger jeg først mærke til en syrlighed i en lidt mørkgæret frugt. Der er noget virkelig landligt over vinen, som dufter af både bomuld, fåreuld og gedestald, men det er sgu meget fascinerende. Frugten er blåbær, enebær og det hele virker bonedry med masser af blæk, grafit, buksbom, nelliker, læder og samt smule peber, dog slet ikke massivt. Der er samtidig noget virkelig frisk over frugten i vinen … virkelig spændende,

Smagen er tæt og der er bestemt nogle elementer fra Nordrhône med lidt peber og tætte tanniner, som bestemt viser sig frem uden at bide dig. Det er sådant set også lidt rundt og blødt, men uden at miste præcisionen. Der er lidt mint, svag kakao og en superfin balance. Det smager sgu bedre end mange vine fra Rhône … som om, at vinen har et yderligere gear. Like it a lot.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Forstmeister Geltz Zilliken, Saarburg Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Forstmeister Geltz Zilliken, Saarburg Riesling Feinherb, Mosel, TysklandVed siden af friluftsbadet midt i Saarburg finder vi det lille familieforetagende Weingut Forstmeister Geltz Zilliken, som står bag næste vin i glasset … en Saarburg Riesling Feinherb.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, at jeg har købt vinen som en Feinherb. Selvom Feinherb ikke er en reguleret betegnelse, så ligger en Feinherb oftest sødere end Halbtrocken og dermed også væsentligt sødere end Trocken, hvor der maksimalt er 9 gram restsukker pr. liter. I denne Saarburg Riesling Feinherb er der da også 16,9 gram restsukker.

Weingut Forstmeister Geltz Zilliken er grundlagt helt tilbage i 1742, hvor Zilliken familien var vinbønder i Saarburg og Ockfen.  Det var dog den kongelige skovfoged – forstmeister – Ferdinand Geltz, som lagde grundstenen til det vinhus, som vi kender i dag.

Ferdinand Geltz var bl.a. også medstifter af Vereins der Naturweinversteigerer Großer Ring … det som i dag kendes som VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter.  Efter hans død blev vinmarkerne delt i to til hans døtre Antoinette og Ella.

Datteren Antoinette giftede sig med en preussisk major, mens Ella giftede sig med en skovfoged fra Dessau og de fortsatte driften af vingården under navnet Weingut Forstmeister Geltz Krick.

Under anden verdenskrig i julen 1944 blev hele vingården samt de gamle vinkældre ødelagt af et bombeangreb, men Ellas datter Marianne havde en stærk vilje og sørgede for, at vinproduktionen blev videreført.

Hun blev i 1947 gift med Fritz Zilliken og derfra kom vinhuset til at hedde Weingut Forstmeister Geltz Zilliken. Det var også det unge par, som i 1950 købte den ejendom i Heckingstraße, hvor familien Zilliken siden har haft deres hjem og vinproduktion.

I dag drives vingården af næste generation i form af Hanno og hustruen Ruth, men datteren Dorothee er også allerede med i produktionen af husets vine. Det er far og datter, som I kan se på billedet ovenover.

Samlet har familien 11 hektar vinmarker, fordelt med 10 hektar på Saarburger Rausch samt 1 hektar på Ockfener Bockstein … og de dyrker alene Riesling med et gennemsnitlig udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Al vinifikation sker i store, gamle træfade, og det gælder også denne Saarburg Riesling Feinherb, hvor druerne kommer fra vinhuset egne marker … altså her alene fra Saarburger Rausch, hvor druerne høstet manuelt. Vinen har også lagret en periode på de store fuder … men hvor lang tid er ikke oplyst.

Duften er lidt støvet med modne æbler, abrikos og andre tropiske frugter. Der er ingen petroleum og ingen stringent mineralitet, men derimod virker vinen lidt mere varm og fyldig i udtrykket med astronaut-is, svag citrus og grønne urter.

Smagsmæssigt pænt sødme med abrikos, passionsfrugt … en moden frugtsyre og godt med grapebitterhed i eftersmagen. Ved ikke, om jeg er så vild med sødmen i kombination med bitterheden. Jeg synes ikke, at de spiller vildt godt sammen, men vinen har dog samtidig en virkelig god inderlighed og vil vædde med, at denne vin om 5-10 år vil vise ganske megen storhed.

Johs. M. Klein Distribution er dansk importør, men jeg har købt mit eksemplar hos den lokale Vinspecialist. Prisen kan jeg dog ikke huske.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Renato Corino, Barbera d’Alba Pozzo, Piemonte, Italien

2015 Renato Corino, Barbera d'Alba Pozzo, Piemonte, ItalienOg her er det selvfølgelig så 2015’eren af vinen Barbera d’Alba Pozzo fra Azienda Agricola Renato Corino, som vi nu har fået i vinglasset.

2013 var et godt år i Piemonte, en lidt køligere vækst og sen høst gav vine med finesse. 2014 var rigtig skidt, mens 2015 også regnes som et virkelig godt år og Decanter regner fx 2015 bedre end 2013.

Men lad os se, om det også kan smages på Corinos Barbera d’Alba Pozzo. Vinificering er jo totalt uændret … altså i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en forholdsvis kort gæring i 7 dage efterfulgt af en kort malolaktisk gæring samt efterfølgende lagring på egefade i 18-20 måneder inden vinen tappes på flaske uden filtrering.

2015 Barbera d’Alba Pozzo har lidt samme aroma og smag som den tidligere årgang. I næsen er vinen måske en anelse varmere og mere voluminøs og lidt mere vanilje fra fadene. Det er fortsat en landlig og levende vin med fedme, sorte kirsebær, blommer og lidt blæk, kul og støvede elementer.

Smagsmæssigt heller ikke så stor forskel, igen en tæt, fast og fyldig vin med masser af blødhed, søde og sorte kirsebær, blide tanniner, måske lidt peber og mere kanel end 2013’eren. Med det smager fortsat rigtigt godt … meget blid, fast og tæt vin.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 162 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Renato Corino, Barbera d’Alba Pozzo, Piemonte, Italien

2013 Renato Corino, Barbera d'Alba Pozzo, Piemonte, ItalienDen italienske smagning sluttede med lidt Barbera til maden, nemlig vinen Barbera d’Alba Pozzo fra Azienda Agricola Renato Corino og endda i to årgange … vi starter med denne 2013.

Renato Corino ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005. Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ.

Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er.

Corinos Barbera d’Alba Pozzo skiller sig ud fra de andre vine ved, at det er eneste vin med en rød etiket. Det er en enkeltmarks Barbera, hvor druerne kommer fra marken Pozzo, som ligger i La Morra kommunen med vinstokke plantet tilbage i 1950’erne.

Vinificering sker i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en forholdsvis kort gæring i 7 dage efterfulgt af en kort malolaktisk gæring samt efterfølgende lagring på egefade i 18-20 måneder inden vinen tappes på flaske uden filtrering.

Duftmæssigt en lidt fed, flomme og herlig landlig, levende vin med mørke, let søde bær, sorte kirsebær, blommer, blæk, kul, æteriske olier, lidt støvet i udtrykket og med en snert nelliker.

I munden er det en fast, eksplosiv, fyldig og lettere saftig vin med mørke kirsebær, polerede tanniner, lidt jern og tilbageholdt syre. Det er en meget blid, fast og tæt vin.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 162 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, Italien

2014 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, ItalienNæste vin fra Italux blev også en reprise … blot den nye årgang 2014 af den lille, lækre sag Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina fra vinhuset La Ca’ Növa.

Azienda Agricola La Ca’ Növa ligger på en smuk bakketop ved Barbaresco, er ejet af de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca, som er 4. generation af vinavlere. Vinhuset er dog reelt grundlagt i 1970, da Pietro med hjælp fra brødrene begyndte at producere og sælge La Ca’ Növa Barbaresco vine. I dag er den nye, 5. generation i form af Pietros søn Marco Rocca også kommet med i driften.

Marco er – som faderen – af den gamle skole og laver vinene som i gamle dage uden brug af temperaturstyrede tanke, med fermentering i åbne kar, omrøring med en gammel træske og han bruger selvfølgelig også alene druernes naturlige gær ved gæringen.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er Montestefano og Montefico, som leverer druer til husets to topvine … enkeltmarks Barbaresco’er. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de resterende 2 hektar dyrker Pietro og Marco både Dolcetto og Barbera.

Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. La Ca’ Növa er meget selektive med valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider og alene gødning med komøg.

Der produceres i alt omkring 50.000 flasker vin på La Ca’ Növa, fordelt på 3 forskellige Barbaresco’er, men Marco sætter også en ære i at lave god Langhe Nebbiolo, Dolcetto og Barbera.

Denne Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina er den ene af La Ca’ Növas to top enkeltmarks Barbaresco’er og selvfølgelig med druer fra marken Montefico.

Vinen er lavet med 3 ugers maceration og efter endt fermentering lagret i store, gamle 3.000 liters fade, altså helt som de bedste traditionalister. Krav til lagring af en Barbaresco er 2 år, heraf mindst 1 år på fade. Der tilsættes så lav dosis af svovl som muligt og selvfølgelig ingen filtrering inden aftapning.

Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina er en virkelig maskulin Nebbiolo … animalsk, landlig med mødding, tjære, kandiserede violer, æteriske olier, en gammel hest, gazebind, læder samt en parfumeret og svævende lethed.

I munden er det tørt med mørke kirsebær, jern, tobak, fed og mørk jord, insisterende tanniner, grønne grene samt nogle fuldvoksne, rustikke og tætte tanniner. Det er en rustik Nebbiolo, men gud hvor den smager godt. Det bliver aldrig helt fint og let, men mere kantet, blæksort og syrligt på en mandlig facon.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2014 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienVed en Italux italiensk vinsmagning smagte jeg igen denne Montepulciano d’Abruzzo fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio, men nu ikke i årgang 2013, men et år nyere.

Da jeg skrev om 2013’eren skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … og i stedet blot skrive lidt om denne Montepulciano d’Abruzzo, som er husets basisvin. Den er lavet på ren stål … maceration kender jeg ikke, men vinen er alene lagret på ståltanke og flaske efter fermenteringen.

Det er fortsat en ganske charmerende vin, selvom den – i min svage optiklinse – ikke er helt på højde med 2013’eren. Næsen er meget landlig og mørk, igen en sur mødding, en smule bulder og brag, næsten biodynamisk i udtrykket med modne kirsebær samt lidt saltlakrids.

I munden en læskende, blød, flæsket og saftig vin med stor tørhed, blæk, en underliggende stram italiensk syre, fed frugt, men lever ikke helt op til 2013’eren … synes den virker en kende mere voluminøs.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Cantine Fina, Kikè Traminer Aromatico, Sicilien, Italien

2017 Cantine Fina, Kikè Traminer Aromatico, Sicilien, ItalienLad os nuppe endnu en italiensk hvidvin, denne gang vinen Kikè Traminer Aromatico fra vinhuset Cantine Fina, der ligger ved byen Marsala på den vestligste del af Sicilien.

Cantine Fina drives af Bruno Fina samt hans familie, bl.a. med hjælp fra sønnerne Frederica og Pietro. Bruno er selv en berømt vinmager på Sicilien og han rådgiver mange lokale vinbønder om udvælgelse af marker og forbedring af kvaliteten af druerne. Derudover har han altså selv Cantine Fina, som er en større vingård med en årsproduktion på 250.000 flasker vin.

Familien dyrker de lokale hvide druer Grillo, Zibibbo og Moscato di Alessandria samt internationale druer som Chardonnay, Sauvignon Blanc, Traminer og Viognier. De røde er Nero d’Avola, Pericone, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah.

Denne Cantine Fina Kikè Traminer Aromatico er lavet på 90% Traminer aka Gewürztraminer tilsat 10% Sauvignon Blanc, som alene er lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er modnet i 6 måneder inden den er tappet på flaske.

Aromaen er ganske blomsterrig og byder derudover på en smule harpiks, melon, fersken, hyld … igen er vinen aromatisk med en vis pondus, fylde og fornemmet fedme. Der er mere krop i denne vin end foregående.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor der er fylde, fedme og pænt med sødme, men der er også lidt jern og lidt bitterhed. Men samlet er det en easy, let og drikkelig fed vin, som bare er blød, rund og meget smagfuld.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 74 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Tenuta Grimani, Pinot Grigio delle Venezie, Veneto, Italien

2016 Tenuta Grimani, Pinot Grigio delle Venezie, Veneto, ItalienTenuta Grimani hedder også Società Agricola Cavaggioni Dino & Andrea S.S., da vingården drives af Cavaggioni familien. Her smager vi en billig hvid Pinot Grigio delle Venezie fra det italienske vinhus.

Vingården ligger ved den lille by Moschina nær Roncà … det er vel omkring 25-30 kilometer øst for Verona. Tenuta Grimani – der er opkaldt efter en rig venetiansk familie – drives af ægteparret Dino og Maria Cavaggioni samt deres to børn Laura og Andrea. Familien har været vinbønder i Roncà gennem generation, men i dag er det primært far Dino og sønnike Andrea, som laver vinene.

Faktisk er vingården grundlagt tilbage i 1934 af Pietro Dal Care … en bedstefar til Maria Cavaggioni, og de opkaldte vinhuset efter den adelige Grimani familie, som var kendt i hele Roncà og tidligere havde ejet den jord, som i dag hører under Tenuta Grimani.

Samlet har Cavaggioni familien 13 hektar vinmarker, som ligger på et vulkansk område, fyldt med mineraler, hvor der findes mange fossiler fra svundne tider.

Familien laver omkring 80.000 flasker vin årligt, men alene 10.000 flaskes under eget navn, bl.a. denne Pinot Grigio delle Venezie, som er lavet på 100% Pinot Grigio aka Pinot Gris, som dyrkes på marker i 200 meters højde og høstes med håndkraft.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke … og det starter med, at druerne presses inden gæring ved lav temperatur. Derefter lagrer vinen sur lie i 3 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere lagring i 45 dage. Derefter kan vinen sælges.

I næsen er vinen aromatisk, endda lidt parfumeret. Der er sødme, hyld, abrikos, fersken … godt med tropisk frugt. Smagen er en kende nøddet, men ellers meget blød, rund og måske lidt flad i udtrykket, men nu er jeg nok heller ikke verdens største Pinot Gris fan. Der er mandler, lidt muskat, men dækket er lidt punkteret, så det bliver aldrig helt dybt, kompleks eller intens, men smager fint … og til prisen bestemt en god vin.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 56 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigVi snupper lige endnu et glas Bordeaux fra et af Les Châteaux et Domaines Castels utallige vinslotte … her Château Tour Prignac, som ligger i den nordlige del af Médoc halvøen mellem byerne Lesparre-Médoc og Civrac-en-Médoc.

Castel koncernen købte allerede tilbage i 1973 slottet, som er et af de største vinslotte på Médoc halvøen med ikke mindre end 300 hektar jord, hvoraf 144 hektar er tilplantet med vinstokke på en stor mark med 55% Cabernet Sauvignon og 45% Merlot.

Château Tour Prignac er opkaldt det lille tårn, som pryder slottet og dets  historie går helt tilbage til 1500-tallet, hvor det fungerede som hovedsæde for Lesparre familien.

Det var også Seigneurie de Lesparre, der i 1856 udbyggede slottet og startede en større vinproduktion, bl.a. med de to vine – hvidvinen Tartuguière og rødvinen La Tour-Prignac.

I 1935 blev ejendommen solgt til den spanske hertug Duc Del Infantado og meget af vinavlen omlagt til almindelig landbrug, så vinproduktionen på slottet døde langsomt ud.

I 1973 blev slottet dog overtaget af Castel familien og de startede en omfattende renovering og modernisering og fik vinproduktionen tilbage på fode.

Château Tour Prignacs røde Médoc Cru Bourgeois har jeg tidligere smagt, blot i årgang 2012, men denne gang er det i den store årgang 2015 … og så må vi se, om den er bedre end 2012’eren.

Vinen her er lavet på 56% Merlot og 44% Cabernet Sauvignon, selvom forholdet svinger lidt fra år til år. Nogle år er det faktisk fifty-fifty. Det er vinmageren Yannick Gay, der laver vinen med rådgivning fra konsulenten Alain Raynaud.

Druerne kommer fra 10-15 gamle vinstokke, lavet med maceration i 25 dage, men Merlot druerne dog en anelse kortere tid. Lagret 10-14 måneder på barriques, heraf 30% nye.

Den har sgu en lækker duft … mere mørk end lige forventet. Det er sort kul, engelsk lakrids, gamle olierede jernbanesveller, banan, sød og moden frugt, solbær, blommer samt svage elementer af vanilje, kanel, sødbrændte fade, kakao, chokolade samt en intens mørk, balsamisk note.

Smagen er også fyldig, kraftig, rund og blød … en lidt sød og mørk Bordeaux, men meget flot balanceret og totalt drikkevenlig, moden og klar nu. Den er en kende til den sødere side, men det gør nu egentlig ikke så meget, for den smager godt. Der er heller ikke mange tanniner, men lidt træ og masser af moden frugt. Med mere luft i glasset kommer der mere og mere sødme frem … og det trækker lidt ned, men så ka’ du bare drikke den hurtigt ;o)

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Crianza, Ribera del Duero, SpanienI 2013 smagte jeg første gang en flaske Miros de Ribera Crianza fra Bodegas Peñafiel i en årgang 2004. Dengang så etiketten noget anderledes ud end i denne nyere 2014 version af vinen.

Bodegas Peñafiel må ikke forvekles med nabovinhuset Bodegas Resalte de Peñafiel, selvom de begge ligger mellem byerne Peñafiel og Padilla de Duero i Valladolid med en gamle borg Peñafiel på en bjergtop med udsigt til begge spanske vinhuse i det i det velkendte Ribera del Duero område.

Bodegas Peñafiel er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2003 med det formål at lave vine af høj kvalitet. Vingården har samlet 32 hektar vinmarker, som er placeret på parceller omkring både Peñafiel og Castrillo.

På markerne dyrker huset fortrinsvis Tempranillo, men også sorter som Merlot og Cabernet Sauvignon. Ansvarlig for produktionen er vinmageren Alfonso Medina, som gærer mange af vinene i konisk udformede gæringstanke. Ifølge Alfonso øger det ekstraheringen af farve, aroma og tannin.

Ved lagring anvendes der også alene franske egefade, hvilket også adskiller Bodegas Peñafiel fra mange andre spanske vinhuse.

Bodegas Peñafiel laver vine i flere serier, hvilket udover vinene under navnet Miros de Ribera omfatter Mironia, Baron de Filar, Territorio Cepa, Sieta Pasos og Alma Serena.

Denne Miros de Ribera Crianza er lavet med Tinta Fina druer aka Tempranillo fra husets marker i Castrillo de Duero. Vinen er lavet med en kold udblødning af druerne inden gæringen, som sker over 12 dage ved 26 grader i de store koniske rustfrie ståltanke på 17.000 liter. Derefter undergår vinen en malolaktisk gæring og lagrer 18 måneder på franske egetræsfade.

Det er en tætpakket, fed, sødbrændt og mørk frugt, lækkert krydret og med et tvist citron samt lidt mynte eller mentol. Det dufter virkelig lækkert, men lidt fed med blommer, lidt After Eight chokolade og er ganske aggressiv på de sødbrændte fade.

Smagen er blød med en grafitagtig tørhed, sødme … en virkelig intens, fordybet og koncentreret frugt, som alligevel byder på en vis syrlighed, som det aldrig bliver for overdone. Det er ærketypisk Ribera del Duero og har godt med blommer og lidt brændt peber … smager bare godt.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 113,98 kr. og det er faktisk en fin pris.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger