2013 Renato Corino, Barbera d’Alba Pozzo, Piemonte, Italien

2013 Renato Corino, Barbera d'Alba Pozzo, Piemonte, ItalienDen italienske smagning sluttede med lidt Barbera til maden, nemlig vinen Barbera d’Alba Pozzo fra Azienda Agricola Renato Corino og endda i to årgange … vi starter med denne 2013.

Renato Corino ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005. Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ.

Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er.

Corinos Barbera d’Alba Pozzo skiller sig ud fra de andre vine ved, at det er eneste vin med en rød etiket. Det er en enkeltmarks Barbera, hvor druerne kommer fra marken Pozzo, som ligger i La Morra kommunen med vinstokke plantet tilbage i 1950’erne.

Vinificering sker i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en forholdsvis kort gæring i 7 dage efterfulgt af en kort malolaktisk gæring samt efterfølgende lagring på egefade i 18-20 måneder inden vinen tappes på flaske uden filtrering.

Duftmæssigt en lidt fed, flomme og herlig landlig, levende vin med mørke, let søde bær, sorte kirsebær, blommer, blæk, kul, æteriske olier, lidt støvet i udtrykket og med en snert nelliker.

I munden er det en fast, eksplosiv, fyldig og lettere saftig vin med mørke kirsebær, polerede tanniner, lidt jern og tilbageholdt syre. Det er en meget blid, fast og tæt vin.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 162 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7