Tag-arkiv: Bourgogne

2022 Domaine Lucien Muzard et Fils, Santenay Champs Claude, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Lucien Muzard et Fils, Santenay Champs Claude, Bourgogne, FrankrigSantenay ligger syd for Chassagne-Montrachet og markerer slutningen af vinregionen Côte d’Or. På adressen Rue de la Cour Verreuil i Santenay finder vi Domaine Lucien Muzard et Fils og jeg sluttede mit besøg på S’vinbar med et glas 2022 Santenay Champs Claude derfra.

Domaine Lucien Muzard et Fils er grundlagt tilbage i 1960’erne af Lucien Muzard, selvom familien egentlig er en kendt gammel familie i Santenay og har været vinavlere i mange, mange generationer.

Lucien fik i 1987 hjælp fra sønnen Claude, som sluttede sig til faderen og derefter sluttede Claudes broder Hervé sig også til det lille team … og siden 2019 har de endda fået følgeskab af Claudes datter Capucine, så i dag laves vinen eaf Claude, Herve og Capucine

De har sammenlagt 16 hektar vinmarker, der ligger fordelt med parceller på marker i Santenay, Chassagne Montrachet og Pommard. De laver klassiske vine … altid lagret på egetræsfade med en andel nye fade alt efter vin og årgang … ofte 30-40% nye fade.

Her smagte jeg så deres 2022 Santenay Champs Claude, hvor Chardonnay druerne kommer en 1,5 hektar stor enkelt mark, der ligger nær landsbyen Chassagne Montrachet på en østvendt, let skråning. Det er kun 20 meter under Premier Cru marken Morgeot, Chassagne i 270 meters højde og har vinstokke plantet tilbage i 1990 og 2005.

Efter høsten er druerne presset og får tid til at falde til ro i egetræsfade inden gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller. Derefter sker der malolaktisk gæring og den lagrer så 10 måneder … delvist på 350 liter fade og resten i kar inden den endelig sammenstikning og aftapning på flaske.

Dejlig næse … helt Chassagne Montrachet blid og intens … der er hasselnødder, er blød og opulent med masser er smørfedme, brunet smør, vanilje, lakridskonfekt, mælkechokolade, toast, honning samt akacieblomster og en frugt af pærer, fersken og syltet lemon … uhh det dufter dejligt.

Smagen er præcis, ren, klar og alligevel med en smørret fedme, fersken, pærer, syltede pærer endda, let abrikos, mango samt en ret frisk, levende og stringent facon. Der mærkes dette fede fadpræg på en slank og fin måde … 95 point.

Importør er Copenhagen Wine, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Domaine de la Grosse Pierre, Fleurie Bel-Air, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de la Grosse Pierre, Fleurie Bel-Air, Bourgogne, FrankrigNæste vin på S’vinbar blev lidt beaujolais … en Fleurie Bel-Air i årgang 2022 fra Domaine de la Grosse Pierre, der ligger list øst for byen Chiroubles.

Det er et vinhus. der er grundlagt i 1960’erne af Georges Passot, mens driften i 1979 blev overdraget til næste generation i form af Véronique og Alain Passot.

Men siden 2018 har det været deres datter Pauline Passot, der som 3. generation nu har overtaget driften.

Det var egentlig ikke planen, at Pauline skulle overtage den fædrene vingård, for hun studerede erhvervsøkonomi og arbejdede samtidig på en vinbar i Dublin. Derefter rejste hun tilbage til Frankrig og fik der arbejde som sommelier i Restaurant Pierre Orsi i Lyon.

Derefter rejste hun ud i den store verden … besøgte bl.a. til New Zealand og Chile, men endte med at rejse tilbage for så at studere ønologi i Beaune inden hun vendte hjem til Chiroubles. Der startede hun i 2016 med at lave sin egen vin  … en Domaine Pauline Passot, Grille-Midi Chiroubles.

I 2018 overtog hun så driften af familiens vingård, der i alt har 9 hektar vinmarker, hvor de meste ligger i Chiroubles, men familien har også 0,8 hektar i Morgon samt 0,5 hektar i Fleurie.

Denne 2022 Fleurie Bel-Air er lavet med Gamay druer fra den østvendte skråning Bel-Air i Fleurie. Marken har 60 år gamle stokke plantet i en jordbund af rosa granit. Vinen er lavet med spontan gæring i betontanke med 10-12 dages maceration og efter endt fermentering er vinen også lagret 11 måneder i betontankene.

Lækker duft … bondsk, landlig med fed og mørk jord, jod, blod, tør grafit, tulipanstilke og en frugt med sorte kirsebær, ribs, granatæbler og grønne urter, mørk chokolade og sød lakrids.

I munden er det en cremet, mørk og fed beaujolaisvin … egentlig ganske ulig Fleurie, for der kommer fond, oksefond, meget saftig med grafitagtige elementer, sorte kirsebær, jordbær og kandiseret lemon … livlig, energisk og frodig med denne læskende måde, så dermed 92 point.

Importør er Terroiristen, hvor en vin koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Domaine Famille Paquet, Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Famille Paquet, Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs, Bourgogne, FrankrigMâcon ligger jo i den sydlige del af Bourgogne og tæt ved Pouilly Fuissé og Mâcon på Rue des Valanges ved foden af klipperne​​Solutrés og Vergissons ved byen Davayé finder vi Domaine Famille Paquet, hvorfra jeg nu smager en 2023 Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs.

Historien om Domaine Famille Paquet startede i 1980, hvor de to ægtefolk Jocelyne og Michel Paquet grundlade Domaine des Vallanges i Davayé med oprindeligt 6 hektar vinmarker, som dog løbende blev udvidet med nye erhvervelser.

De videregav dog senere driften til deres 3 sønner Jean-Baptiste, Mathieu og Camille Paquet, som også havde ambitioner og udvidede ejendommen … i 2014 med erhvervelse af en 2 hektar stor ejendom i Solutré-Pouilly … hovedsageligt i Pouilly-Fuissé appellationen.

Samme år opkøbte brødrene også 10 hektar i Mâcon-appellationen, hvilket udvidede sortimentet og et par år senere i 2016 overtog de tre sønner også en 12 hektar stor familieejet vingård, men det var først i 2019, at reelt lagde alle erhvervelserne sammen og skabte Domaine Famille Paquet.

I dag har man således samlet set 30 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 50 parceller, der ligger i appellationerne Mâcon-Villages, Saint-Véran og Pouilly-Fuissé. Familie havde allerede året før i 2018 startet med omlægning af markerne til økologisk drift og vinhuset blev certificeret i 2021.

Det er Camille Paquet, der står for administration af vinmarkerne og laver vinene, mens Mathieu & Jean-Baptiste står for markedsføring og salg af vinene.

Her smager vi huset basis Mâcon-Villages, som Camille har kaldt Nos Cinq Terroirs … de 5 terroirs og det skyldes, at alle Chardonnay druerne til vinen kommer fra marker ved de 5 landsbyer Cruzille, Lugny, Prissé, Loché og La Roche-Vineuse … 80% i den nordlige del af Mâconnais og 20% i den sydlige del.

Vinstokkene på disse marker er plantet mellem 1929 og 2015 …efter høst er druerne presset blidt, hvorefter gæringen er sket i ståltanke og der får vinen også malolaktisk gæring. Der er slet ikke brugt træ i vinifikationen, så lagringen er blot sket sur lie i ståltankene.

Hvor dufter den godt … blød, parfumeret, blomsterrig og alligevel noget afdæmpet med en hvid, blød frugt af fersken, honningmelon, pærer, dåsepærer, mango, ananas, smør, honning, søde krydderier, virker saftig og læskende.

Uhmmm hvor er det blød, cremet og mundsmeltende … alt er pænt, poleret, afpudset, glatslebent og lækkert. Det er en vin, som alle vil synes om, for det vandkæmmede hår sidder rigtigt med en sødlig og venlig side. Syren er også blød, medgørlig … frugten mest dåsepærer, honningmelon og fersken … måske endda lidt flere eksotiske frugter og dermed bliver det frugtmos for voksne … smager rigtigt godt, så samlet 92 store point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Domaine Château Chardonnay, Les Combes, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Château Chardonnay, Les Combes, Bourgogne, FrankrigDen sidste Chardonnay vin fra Domaine Château Chardonnay i den burgundiske lille by Chardonnay blev deres 2023 Les Combes … den med den sorte etiket.

Her kommer Chardonnay druer fra 70 år gamle vinstokke på lieu-dit’en Les Combes, som er en kalkrig bjergskråning ved byen Chardonnay … marken er østorienteret og således rettet mod den opgående sol.

I modsætning til de forrige to Domaine Château Chardonnay vine, så er denne både gæret og lagret på egetræsfade, så vi kommer fra vin på ren stål til vin på delvis eg og nu altså 100% vinificering på eg. Der er kun lavet 2.978 flasker af vinen.

Det er fortsat ingen fed eller fadpumpet Chardonnay, men den virker nu utrolig delikat, fin og sart i duften. Du kan klart dufte de delikate aftryk fra fadene og man må bare sige, at fadlagring altid bare klæder Chardonnay … også når det er så diskret som her. Den har en frugt af bløde pærer, gule æbler, fersken suppleret med lidt nødder, vanilje og kandiseret citron, mens der også kommer en fin kalket og kridtet mineralsk note.

I munden er Les Combes mere fed og vel også mere burgundisk end de foregående 2 vine fra vinhuset. Det er cremet, blødt og ret saftigt, meget indbydende med pærer, æbler, fersken og syltede citroner, en smule hvid peber, lakridskonfekt og vanilje … syren fin og fed, smager fremragende og – efter min mening – klart den bedste i trioen fra Domaine Château Chardonnay. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Domaine Château Chardonnay, La Montagne, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Château Chardonnay, La Montagne, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter da med endnu en hvid burgundisk Chardonnay fra Domaine Château Chardonnay i byen Chardonnay i Mâconnais og det er med en 2023 La Montagne.

Denne vin kommer fra 10 år gamle Chardonnay vinstokke plantet tilbage i 947 på den 0,51 hektar store lieu-dit kaldet La Montagne, der ligger tæt ved Bray i Clunysois bjergene.

I forhold til den foregående vin, så er både gæringen og lagring her sket på en kombination af i både ståltanke og egetræsfade og der er kun lavet 1.422 flasker af vinen.

Den delvise vinificering i egefade giver på ingen måder stor fedme eller smørfrakke til vinen, der som foregående står fuldstændig ren, upoleret og usminket. Der kommer dog duftmæssigt en lille note af nødder samt grønne æbler og pærer, der er suppleret med en smule kalket og kridtet mineralitet, der dog virker en tak varmere end Beauvois.

I munden giver del devise faglagring en mere cremet, blød og olieret fornemmelse, hvor frugten er bløde pærer, gule æbler og nu også lidt fersken. Det betyder også, at syren er blidere, rundere … ligger nu helt i baggrunden sammen med lidt grillede citroner. Det er klart blødere, varmere og rundere end Beauvois … 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Domaine Château Chardonnay, Beauvois, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Château Chardonnay, Beauvois, Bourgogne, FrankrigMan tror det måske ikke  … men der findes faktisk en fransk by, som hedder Chardonnay og på adressen Place Jean-Baptiste Roux i den lille burgundiske by med kun 203 beboerne finder man også endda også Domaine Château Chardonnay, som jeg nu smager en række vine fra … startende med en 2023 Beauvois.

Det gamle slot er oprindelig fra det 14. århundrede og tilhørte kirken og derefter adskillige familier i Bourgogne, inden det endelig i 1902 blev overtaget af Bretin familien, der igen startede produktion af vine på stedet.

Siden er vingården gået i arv fra generation til generation i familien, men den blev i 2019 lejet af de 3 venner og vinavlere Romain Poncet samt Jean Christophe Taboulot og Jheriko Seveli.

De har lejet vingården og dens i alt 30 hektar vinmarker med både Chardonnay, Gamay og Aligoté. Alle vinmarkerne ligger ved byerne Chardonnay og Bray. Før vennernes overtagelse, så blev alle druer blot solgt til det lokale kooperativ Coopérative de Lugny.

Denne 2023 Beauvois er selvfølgelig på Chardonnay fra den 1,1 hektar store lieu-dit kaldet Beauvois beliggende helt på toppen af ​​en bjergskråning ved landsbyen Chardonnay i Maconnais under AOC Mâcon. Der er kun lavet 3.960 flasker af vinen.

Denne enestående placering giver vinstokkene udsigt til alle fire verdenshjørner og en dominerende position over landskabet. Her er jorden rig på kalksten, hvilket også er karakteristisk for Mâconnais-regionen. Vinen er vinificeret på gærresterne for at fremhæve kalkstenskarakteren, hvilket tilfører kompleksitet og dybde.

Duftmæssigt er vinen meget clean, mere ren og ganske mineralsk … der er både kridt, kalkpudset og hvid, mens frugten er grønne pærer, æbler og hybenroser … ingen dillerdaller, fad eller fede noter, men fremstår kølig og usminket.

Sådan er smagen nærmest også … halvsure grønne æbler, umodne pærer og så noget citrus, hvilket giver en rank, ren, kølig og ganske frisk vin. Syren er præget af citrusfrugterne … clean, klinisk, steril,. præcis, syrlig og  frisk, så her får du virkelig uforfalsket Chardonnay fra Château Chardonnay i Chardonnay. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Château de Pierreux, Beaujolais-Villages Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2020 Château de Pierreux, Beaujolais-Villages Chardonnay, Bourgogne, FrankrigJeg var forleden dag på bistro, hvor jeg bestilte et glas lækkert Beaujolais-Villages Chardonnay fra Château de Pierreux, der ligger i Odenas i Beaujolais’ bakkede landskab i Brouilly appellationen.

Château de Pierreux har en historie, der går helt tilbage til den 13. århundrede og et par af slottets gamle tårne menes at stamme tilbage fra den gang.

Dengang var slottet en del af en forsvarspost, men er blevet renoveret af mange omgange gennem tiden. Dets kældre stammer fra begyndelsen af ​​det 17. århundrede, mens selve bolig, som man finder den i dag, er fra det 19. århundrede.

Det menes, at ejendommen i det 14. århundrede var hjemsted for Jacques Cœur, der var administrator af den kongelige mønt og det siges, at han stod bag produktionen af sølvmønter fra Galena minen i Pierreux.

Senere fortegnelser viser, at en militær tjenestemand med navnet Thibault ejede ejendommen og var kendt som Monsieur de Pierreux, mens det senere har været ejet af Arthaud de la Ferrière og derefter Charpin-Feugerolles, der mistede sine 3 børn i 2.- verdenskrig og derefter af  familien Goazre de Toulgoët Treanna, som ejede det frem til 2002.

I 2002 blev slottet købt af familien Boisset, der via deres store selskab Boisset Collection ejer og driver flere  af de prestigefyldte vingårde og vinmarker i Bourgogne og handler med vin på verdensplan.

Bare i Frankrig ejer Boisset Collection hele 21 vinslotte eller vingårde, mens de i Californien i USA ejer 19 vinhuse. Det er med andre ord en pænt stor vinfamilie.

På Château de Pierreux har man omkring 110 hektar vinmarker i Brouilly-appellationen, men opdelt i ikke mindre end 110 parceller med marker præget af granitjord blandet med sand, porfyr, skifer og flint. De fleste marker er tilplantet med Gamay … og en lille smule Chardonnay, men der produceres mest rødvine og kun en enkelt hvidvin og det er denne Beaujolais-Villages Chardonnay.

Chardonnay druerne til denne vin har altid kommet fra 3 små parceller og det er Le Roux på 0,5 hektar, Le Savigny på 0,7 hektar og  Le Gonnu på 2,2 hektar, men i denne årgang 2020 er der kommet en 4. parcel med og det er Le Grand Vernay på 2,9 hektar.

På disse vinmarker er Chardonnay vinstokkene 4-11 år gamle og vinen er lavet ved, druerne først er presset og mosten derefter har ligget kølig inden gæringen, der er sket ved lave temperaturer ved 12-16 grader med 1/3-del i ståltanke og 2/3-dele i 450 liters demi muids egefade.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i 9 måneder på egefade med 1/3-del i nye fade, 1/3-del i fade brugt en gang og 1/3 i egefade brugt 2 gange før … derefter er vinen blandet og lagret samlet i omkring en måned inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt dejlig blød og intens aroma … den er småfed med lidt nødder, mjød, bivoks suppleret med frugt af abrikos fersken, kvæde, pærer og virker lidt bondsk og har derefter en duft af tørre papkasser samt noget fennikel og løvstikke.

Det smager den vildt godt … blød, cremet og saftig med honning, nektariner, abrikos, pærer, noget kandiseret grapefrugt, overmodne æbler, æblemost og pigeonæbler. Det er en utrolig lækker vin og til pengene et rigtigt godt køb med burgundisk kvalitet. 92 point.

Forhandles af Ludvig Bjørns Vinhandel, hvor en flaske normalt koster 195 kr., men i øjeblikket kan fås til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Domaine du Petit Pérou, Brouilly Pisse Vieille, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine du Petit Pérou, Brouilly Pisse Vieille, Bourgogne, FrankrigVi skal nu til et lille familiedrevet vinhus lidt øst for den lille by Villié-Morgon i Beaujolais og det er Domaine du Petit Pérou, hvorfra jeg nu smager deres 2023 Brouilly Pisse Vieille … gammel pis.

Domaine du Petit Pérou er grundlagt før første verdenskrig af Jean Thévenet, som havde 4 hektar vinmaker i Morgon samt 4,5 hektar i Brouilly, men alle de dyrkede druer blev solgt til en række vingrossister.

Under sønnen Henri Thévenet voksede ejendommen til 12 hektar, men det blev dog Henris søn Roger Henri Thévenet, der arvede 3,5 hektar og egentlig i 1970’erne startede Domaine du Petit Pérou og ved siden af salget af druer også lavede egne vine, som bl.a. blev solgt til de bedste vinbarer i Paris.

Sammen med sønnen Laurent ekspanderede Roger, således de i 1985 samlet havde 10 hektar og siden 1995 har familien Thévenet selv brugt alle druer til deres egne vine.

I dag er det dog 5. generation i form af Hugo Thévenet, som langsomt er begyndt at overtage en del af produktionen fra sin far Laurent og nu fuldstændig står for hele markarbejdet. Hugo blev i 2015 færdige med sine studier indenfor vin og økonomi.

Her smager vi hans 2023 Brouilly Pisse Vieille, hvor Gamay druerne kommer fra en lille lieu-dit med navnet Pisse Vieille og Thévenet har en lille del af den 22 hektar store mark … en af de mange marker i Brouilly, der samlet har 1.200 hektar vinmarker.

Pisse Vieille betyder faktisk gammel pis … og marken skulle efter sigende ha’ sit navn fra en ældre og tunghør dame, som overhørte den lokale præst sige “gå og synd ikke mere” til en vinbonde, der ofte kom for at bekende sine små synder. På fransk var det “allez et ne pèche plus” .. men hun hørte det som “allez et ne pissez plus”.

Hun fortalte det til sin mand … og lige siden har vinbondes mark heddet det lidet charmerende navn Pisse Vieille.

Vinen er  lavet med en 8-14 dages semi-carbonic maceration, hvorefter vinen hurtigt køles ned til 20 grader, hvorefter den er lagret 12 måneder på egefade.

Duften er arketypisk Beaujolais … landlig, blomstret og har masser af knaldrøde kirsebær, saftige jordbær, knuste hindbær, friske ribs, lidt banan og bitter vermouth. Man kan også fornemme lidt fad, men det fylder dog meget, meget lidt.

I munden er der en ren, syrlig, lys og utrolig lækker Beaujolais, hvor frugten er rysteribs, hindbær, umodne kirsebær og lidt citron. Det er dermed en både utrolig frisk og samtidig læskende saftig vin, som er ung, viril og spændstig. Der kommer lidt fennikel, hvid peber, mens der er sparsomt med tanniner … kun ren, syrlig og frisk drikkeglæde og ikke meget gammel pis … 93 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Closerie des Alisiers, Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2023 Closerie des Alisiers, Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigFra Stéphane Brocards vinhus Closerie des Alisiers smager vi nu en fin lille Petit Chablis og det er det er i årgang 2023, men jeg har dog smagt vinen før i årgang 2019.

Vinen er selvfølgelig 100% Chardonnay fra marker, der ligger lige udenfor det store og udstrakte plateau ovenfor 1. Cru og Grand Cru Chablis markerne.

På dette plateau er jorden – som under Chablis – lige så rig på fine mineraler og trods vekslende lag af kalksten og ler, så er der i selve overfladen godt med mange fossiler rester … men ellers ligger de fleste af markerne ikke i samme læ som i det “rigtige” Chablis.

Druerne er høstet ved optimal modenhed og presses skånsomt, så kun den rene most finder vej til den færdige vin. Gæringen er sket på rustfrie ståltanke og ligeledes lagret på ståltanke inden aftapning på flaske.

Vinen har duftmæssigt både nogle lidt grønne, friske og kalkede mineralske noter, men også nogle lidt fyldige, småfede, kandiserede Faxe Kondi elementer. Der er pærer, fersken, syltet og saltet citron, lidt grape samt lidt blomster, godt tørhed, papkasser og lette nødder.

I munden er det en rund Petit Chablis … er ikke vild syrlig, men har dog nogle saltede, syltede citroner, grønne æbler og en blød, rund og føjelig frugtsyre. Dybden er ikke så stor, hvorved det aldrig bliver en fin eller sofistikeret, men det er saftigt, saltet og pænt lækkert, så dermed 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune, Bourgogne, FrankrigNu smager jeg den sidste ud af 4 vine fra Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil. Reelt set har jeg nok smagt dem i forkert rækkefølge, for jeg startede med 1er Cru vinene og slutter nu med denne billigere 2022 Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra nogle forholdsvis højt beliggende vinmarker, som nyder  godt af et lidt køligere klima end vinmarkerne på de lavere skråninger.

Jordbunden i Hautes-Côtes de Beaune er varieret med en blanding af kalksten og mergel blandet med ler og kridt. Mangfoldigheden er med til at bidrage til kompleksitet i vinene derfra.

Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur. Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over 8 måneder inden aftapning på flaske.

Hvem sagde, at man ikke kan få god bourgognevin til billige penge? Denne vin modbeviser denne påstand, for duftmæssigt er det bare fremragende med lidt umamiagtige noter, nødder, nøddekerner og cedertræ … våde fade og virker en tak mørkere end den foregående Savigny-lès-Beaune. Det er fortsat ualmindelig dragende og frugten er også jordbær, hindbær samt lyse og søde kirsebær.

I munden er det også virkelig lækker burgundisk druesaft … måske en anelse mere rustik end de forrige fra Dubreuil, men fortsat med en fin, feminin og frisk frugt, hvor det igen er kirsebær, jordbær samt ribs og lemon med en dejlig rund bitterhed. God syre, lidt sødme, lidt kant og runde tanniner … det er fandeme god vin … pardon my french og jeg hoster gladelig op med 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7