Tag-arkiv: 3

Middel. Det er dermed gennemsnitlige vine, som man ellers kan hægte ord som enkel, uskadelig og okay på. Det er drikbart og i Parkers verden vel et sted mellem 70-79 point.

2016 Bodegas Fariña, Tartana Tempranillo, Castilla y León, Spanien

2016 Bodegas Fariña, Tartana Tempranillo, Castilla y León, SpanienEr du en størrelse 50’er er du stor, er du til 50’er Rock’n’Roll er du gammel og kan du fås for en flad 50’er er du billig. Vi er hurtigt dømmende. Men billig er næste vin, som er en Tartana Tempranillo fra Bodegas Fariña.

Vinhuset ligger på to adresser i appellationen D.O. Toro i vinregionen Castilla y León, nemlig på den oprindelige adresse i byen Casaseca de las Chanas, omkring 30 kilometer fra byen Toro, hvor Bodegas Fariña også har bygget et stort, topmoderne vineri.

Bodegas Fariña er grundlagt tilbage i 1942 af Salvador Fariña i Casaseca de las Chanas. I dag drives vingården fortsat af familien, nemlig af 2. generation Manuel Fariña sammen med hans søn Bernardo Fariña.

Manuel Fariña – som I kan se på billedet ovenover – er pioner og vel nærmest fader til vinregionen samt den drivende kraft i hele regionens moderniseringsproces. Det lå altid i kortene, at han skulle følge i faderens fodspor, så efter færdiggørelsen af vin-studierne i Requena, Valencia og Bordeaux vendte han i 1969 hjem for at overtage driften i familieforetagendet.

Med inspiration fra Bordeaux ændrede Manuel driften på vingården på en lang række områder, bl.a.  forrykkede han høsttidspunktet til september for at nedbringe alkoholniveauet og installerede helt nyt og moderne udstyr til produktionen.

På et tidspunkt, hvor ingen i branchen havde tiltro til Toro som kvalitetsregion, omdannede han Toro til en DO appellation, og han blev den første præsident for regionen.

Som en gestus, og for at overbevise andre om Toros store kvaliteter og potentiale, forærede han Vega Sicilia 2 hektar vinmarker. Og det har opmuntret mange andre velrenomerede producenter til at købe marker og producere vin i regionen.

Bodegas Fariña har i dag selv 300 hektar vinmarker, men opkøber derudover også druer fra en lang række vinavlere, som dyrker druerne efter familien Fariñas instruktioner.

Familiens egne marker har vinstokke, som gennemsnitlig er 40 år gamle og nogle endda hele 140 år gamle. På markerne dyrker de selvfølgelig primært Tinta de Toto aka Tempranillo, men eksperimenterer meget.

Derfor dyrker de også druesorter som fx Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah, Malvasia, Moscatel og Albillo samt de grønne sorter Albariño, Sauvignon Blanc, Pinto Gris og Marsanne.

De laver vine under både D.O. Toro appellationen samt den noget bredere Tierra de Castilla y León. Rent praktisk sker det ved, at Toro vinene laves på det moderne vineri i Toro, hvor de i kælderen bl.a. har adskillige store 16.000 liter franske egefade og 2.300 barriques, mens Tierra de Castilla y León vinene laves på det gamle vineri i Casaseca de las Chanas.

Denne Tartana Tempranillo er en vino de la Tierra de Castilla y León og selvfølgelig lavet på 100% Tempranillo fra 30 år gamle vinstokke og fra forskellige marker fra nogle af de vinavlere, som leverer druer til Bodegas Fariña.

Helt præcis sker selve indkøb, høst og forberedelse af druerne via selskabet Dueba Vitivinicola, som ligger på samme adresse som Bodegas Fariña i Casaseca de las Chanas. Der står dag også på etiketten, at det er Dueba Vitivinicola, som står bag vinen.

Alle druer høstes med maskiner og afstilkes og presses efter ankomst til vineriet. Vinen laves på rustfrie ståltanke med 7 dages maceration og fermentering ved 26 grader, hvorefter vinen lagrer 4 måneder på 50% franske og 50% amerikanske egefade.

Etiketten er ganske festlig … og lidt sjovt, så er der klisteret et mærket med 2016 ved årstallet, som om der sidder en ældre etiket nedenunder. Jeres flittige – og nu nysgerrige – vinblogger kunne selvfølgelig ikke lade være med at pille klistermærket af.

Underneden står der årstallet 2015, så dette er formentlig en testflaske, som Bodegas Fariña har udsendt til deres kunder før etiketteringen af hele 2016 produktionen.

Duftmæssigt er det en mørk og krydret vin med en vis fedme. Der er både kant og sødme. Der fornemmes solbærmarmelade, hengemte brombær og samtidig er der noget, som stikker lidt af, hvilket giver en lidt sjov, rustik og parfumeret aroma.

I munden er der sød frugt … lidt shaky i smagen med mørke bær, sødme, sæbe, blomster og lakridspiber. Sødmen er i min optik for stor og sammen med det parfumerede, som går igen i smagen, bliver det lidt forvirrende. For mig bliver det lidt en vinøs færdigblandet bearnaisesovs. Jeg drak vinen sammen med bestyrelsen i vinlaughet, hvor en enkelt dog var meget begejstret for vinen. Men hvad får du for en 50’er i dag?

Forhandles af Megavin.dk, hvor den er ny i sortimentet og på introtilbud i uge 15 til 50 kr. ved køb af 6 flasker. Normalprisen er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2015 Indómita, Pinot Noir Gran Reserva, Casablanca Valley, Chile

2015 Indómita, Pinot Noir Gran Reserva, Casablanca Valley, ChileEfter Spätburgunder gudedrikken fra Julia, så lidt mere ned på jorden med samme drue, nemlig i denne 30 kr. billige Pinot Noir Gran Reserva fra det store, chilenske vinhus Viña Indómita.

Vinene fra Viña Indómita er storsællerter hos Fakta kæden … prisbillige vine og rimelig anstændig kvalitet fra et ganske stort vinhus i Chile. Ja, faktisk er huset så stort, at de ejer mere end 1.400 hektar vinmarker i både Casablanca Valley, Maipo Valley og Biobío Valley.

Og selve vineriet har en årlig produktionskapacitet på 27 millioner liter vin årlig og en barriqueskælder med ikke mindre end 2.500 fade. Det gør Viña Indómita til et af de største vinhus i Chile og de eksporterer da også til mere end 50 lande i hele verdenen.

Viña Indómita er grundlagt i 2006 af den store chilenske industrikoncern Bethia Group, der beskæftiger over 4.000 mennesker og i forvejen var beskæftiget indenfor transport, flyindustrien, hesteavl, kommunikation og meget andet.

Og selve vineriet – som I kan se på billedet ovenfor – er i dag også lidt af en turistattraktion med stor gourmetrestaurant styret af topkokken Tomás Olivera, vinsmagninger og mulighed for ture i området på hesteryg.

Druerne til denne Pinot Noir Gran Reserva kommer fra vinstokke i Casablanca Valley. Stokkene er plantet mellem 1998 og 2005, høstudbyttet ligger omkring 90 hektoliter pr. hektar.

Druerne kommes i store tanke, hvor der ligger koldt omkring 5 dage inden tilsætning af udvalgt gær og efter presning, endt fermentering er vinen lagret på egefade i 6 måneder. Derefter klareres vinen, hvilket gøres med Bentonit, som er et naturligt mineral, som bruges til klaring og PH-styring i vinproduktionen i hele verden.

Bentonit blev første gang opdaget i USA for mere end 100 år siden i staten Wyoming i nærheden af Fort Benton – deraf navnet. I dag udvindes Bentonit i USA, i middelhavslandene og i Bayern i Tyskland.

Duftmæssigt forsvandt finheden og elegancen … for denne Pinot Noir vin er langt mere rustik, grov og kompakt med solmodne kirsebær, brombær, grønne blade, vaskepulver – mærke ukendt – og lidt stikkende alkohol. Vi kører nu i en ældre bedaget Skoda og spiser leverpostejmader.

Det er fyldig, kirsebærdrevet vin i munden. Der er sol, sødme … egentlig ganske behagelig og slet ikke totalt dårlig. Den er lidt unuanceret og grovkornet, hvorved man ikke får Pinot Noir druens elegance og lethed frem. Men okay … for 30 kr. kan man selvfølgelig heller ikke forlange alverden, så til prisen er det godkendt.

PS … det meste af flasken står stadigvæk i køleskabet, og så kan det jo egentligt blive dyrt nok ;o)

Købt i Fakta på bud til 30 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2014 Compañía de Vinos del Atlántico, Vinos Sin Ley Old Vine Monastrell, Murcia, Spanien

2014 Compañía de Vinos del Atlántico, Vinos Sin Ley Old Vine Monastrell, Yecla, SpanienVSL Monastrell fra CVA. Masser af bogstaver, men VSL står for Vinos Sin Ley og er en serie af vine, som laves af CVA aka Compañía de Vinos del Atlántico.

VSL serien omfatter vine fra både appellationerne Vinos de Madrid, Rioja samt Yecla, men det er meget normalt for CVA, som faktisk producerer vine fra 18 forskellige appellationer i Spanien. Jeg har tidligere her på bloggen bl.a. anmeldt en Pinyolet Garnacha fra Montsant samt en Columna Albariño fra Rias Baixas fra CVA.

Compañía de Vinos del Atlántico blev grundlagt i 2002 med det formål at forene to vinhuses produktioner, nemlig vinhusene tilhørende Alberto Orte familien og Patrick Mata familien.

Begge familier har – uafhængigt af hinanden – produceret vin i hele Spanien siden slutningen af ​​1800-tallet. I dag producerer CVA – som nævnt – vine i 18 forskellige appellationer i Spanien.

Der er fokus på både kendte vinområder som Yecla, Rioja og Monsant men også på endnu uopdagede vinområder som Vinos de Madrid og Valdeorras.

CVA arbejder primært med traditionelle spanske truetyper fra gamle vinstokke som Garnacha, Monastrell og den sjældne hvidvinsdrue Godello og lavt høstudbytte fra vinmarker der dyrkes efter økologiske principper.

Denne Vinos Sin Ley Old Vine Monastrell er fra appellationen Yecla, som ligger i vinområdet Murcia. Det er selvfølgelig lavet på 100% Monastrell aka Mourvèdre, som kommer fra økologisk dyrkede marker og vinstokke, som er plantet tilbage i 1967 på marker i en højde af omkring 700 meter.

Druerne høstes tidligt om morgen og knuses let, hvorefter halvdelen ligger i åbne tanke og den anden halvdel i lukkede tanke med maceration med skindet og samlet fermenterer 14 dage, hvorefter der sker en malolaktisk gæring inden lagringen 3 måneder på 2 år gamle, franske fade.

Næsen er fed, mørk, solrig, krydret og sød … meget sød med kaffe, sorte overmodne kirsebær, kaktus, grønne lodne blade, fritureolie samt en smule bolsjesyre nedenunder. En ganske opulent og lidt hvalpet næse.

I munden er vinen også meget sød … godt med kaffe og kaffegrums, kakao, chokolade, fed og cremet. Det er blockbuster eller mormor vin … en vin, som mange vil elske. Jeres flittige vinblogger er noget mere forbeholden, da det bliver lidt for opulent, hvalpet og usammenhængende for mig.

Den gode Parker skulle dog vist ha’ givet den 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men den ved køb af 6 flasker havner på 114 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileDjævelsk sort Reserva Privada Cabernet Sauvignon … Casillero del Diablo fra det gigantstore Viña Concha y Toro.

Vinhuset har – bare i Chile – omkring 10.700 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Cachapoal, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er måske nok det største sydamerikanske vinhus, som laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og så dette Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinene Sunrise med den orange etiket og så netop Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og som vi her har i en Reserva Privada udgave.

De ejer udover de mange hektarer i Chile – samt de mange brands – også en række andre vingårde andre steder, bl.a. Viñedos Emiliana, Viña Cono Sur, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards og Trivento Bodegas y Viñedos.

Denne Reserva Privada Cabernet Sauvignon er lavet på 100% Cabernet Sauvignon fra husets stenede marker ved foden af Andesbjergene. Men derudover har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen er krydrede, mørke bær kombineret med et tørt og støvet udtryk. Frugten er røde kirsebær, solbær og blommer. Der fornemmes svagt lidt eg og vanilje.

I munden er vinen fed og fyldig, virkelig præget af eg, krydderier, lidt shampoo og ellers skarp i smagen. Der er lidt tanniner i vinen, men egentlig bløde nok … men det bliver sammenlagt lidt anonymt.

Forhandles i Coop supermarkederne, hvor normalprisen ligger på omkring 120 kr., men ofte fås på bud til halvdelen.

Vinanmeldelse 3/7  

2015 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Pilgertrunk Riesling Feinherb, Rheingau, Tyskland

2015 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Pilgertrunk Riesling Feinherb, Rheingau, TysklandVi har tidligere slået fast, at nonnerne på Klosterweingut Abtei St. Hildegard drikker. Men de er sgu ikke de eneste på klosteret, som går og småpimper af de producerede vine, for det gør pilgrimmene også. I hvert fald er denne vin Pilgertrunk Riesling Feinherb en rigtig pilgrims drik … Pilgertrunk.

Vinen er sidste religiøse souvenir fra et køb hos nonnerne i Klosterladen der Abtei St. Hildegard under vores besøg hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard på vores roadtrip til Rheingau sidst i oktober.

Pilgrims drik … altså Pilgertrunk forbindes oftest med øl, men nonnerne på Klosterweingut Abtei St. Hildegard laver altså en Riesling med dette navn.

Det er en Feinherb, hvilket jo beskriver tørhedsniveauet i vinen og det er sådan set lige mellem halvtør og mild. Der vil typisk være omkring 14-18 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt en sødkrydret vin med kvæde, fedme, sødme, bagepulver og vanilje. Virker en smule indelukket i duften, men ellers godkendt.

Smagen er sød, let perlende og det virker også, som om, at der er et meget svagt tryk i flasken, hvilket letter med en svag hvislen, når låget skrues af.  Smagen er beskeden, fersken, pap og det bliver aldrig hverken kompleks eller spændende. Indtil nu formentlig den svageste vin fra nonnerne. Den kan pilgrimmene godt beholde.

Købt på vingården til 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2014 Motto Wines, Unabashed Zinfandel, Californien, USA

2014 Motto Wines, Unabashed Zinfandel, Californien, USASå er vi der igen … hos Motto Wines aka teamet af vinmagere fra Ste. Michelle Wine Estates med vinmageren Reid Klei i spidsen. Denne gang er det med vinen Unabashed Zinfandel, som er en ærketypisk amerikaner med tonsvis af sødme.

Motto Wines er ikke – som tidligere skrevet – en traditionel vingård, men et vinfirma, som opkøber druer og designer en række vine, som har nogle sjove navne som fx Backbone Cabernet Sauvignon, , Essence Sauvignon Blanc, Gung Ho Red Blend og så denne Unabashed Zinfandel.

Unabashed Zinfandel er nu imidlertid ikke ren Zinfandel, idet der også er stoppet lidt Cabernet Sauvignon i vinen. Druerne kommer fra marker fra hele Californien, og de to druesorter vinificeres separat. Den er delvist lagret på eg og stål, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om produktionen.

Lad os i stedet smage på denne Unabashed Zinfandel, som duftmæssigt udsender en virkelig sød aroma med fed, chokolade, kirsebær, blommer, boysenbær samt en anelse eg.

I munden er det desværre – efter min mening – alt for sødt med både vanilje, chokolade og nærmer sig langsomt et niveau som saftevand med søde hindbær, kirsebær og et touch krydderier. Men … alt, alt for sødt til min smag.

Forhandles af Winefamly til 79,65 kr. mod en normalpris på 135 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

N.V. Cantina Marsaglia, Birbét, Piemonte, Italien

N.V. Cantina Marsaglia, Birbét, Piemonte, ItalienVi slutter vor lille piemontiske rundtur ved byen Castellinaldo d’Alba i Roero hos Cantina Marsaglia, som står bag denne lille søde dessertvin Birbét.

Cantina Marsaglia aka Marsaglia Società Agricola Semplice drives af Marina og Emilio Marsaglia med stor hjælp fra deres voksne børn Enrico og Monica, men det var imidlertid deres oldefar Secondo Marsaglia, der grundlagde vinhuset for mange, mange år siden. Men i dag videreføres familiens traditioner med produktion af en række klassiske vine samt selvfølgelig en smule agriturismo.

En af deres vine er denne lille Birbét, som alene trækker 5,5% alkohol og er lavet på druen Brachetto eller Brachetto del Roero, som den også hedder. Det er en drue, som alene findes i Piemonte og typisk anvendes til billigere Vino da Tavola vine eller Spumante vine.

Man troede egentlig, at den var i familie med den franske druesort Braquet, men det har nyere undersøgelser forkastet. Nogle gange anvendes druen også som en mindre andel i vine på Ruchè … druen, som jeg næsten lige har skrevet om.

Hos Cantina Marsaglia er denne vin lavet på 100% Brachetto og efter endt fermentering er vinen lagret videre på de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden flaskning. Det er en vin, som skal drikkes helt ung, hvilket selvfølgelig kan være svært at vurdere, når det er en Non Vintage … altså uden årgang.

Og det er sgu sød sukkersaft – virkelig juice – hvor næsen byder på jordbær, søde appelsiner, let gærede blommer. Har du nogensinde drukket ren druesaft uden alkohol, så er du på sporet. Det er vinens svar på en Jordbær-Breezer – hvis der findes en sådan – blot uden alkohol.

Og det er i munden også ganske sødt … bællepotentiale og lidt af en tørstslukker. Der er Verdi med jordbær eller saftevand med en smule alkohol. Det smager sådan set fint nok, men pazzzzz … jeg står sgu af.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 105 kr. Hvis du køber 6 flasker er prisen 92 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 3/7  

2016 Weinbau Oswald Trapl Schilcher, Schilcher Rustical Ried Lestein, Weststeiermark, Østrig

2016 Weinbau Oswald Trapl Schilcher, Schilcher Rustical Ried Lestein, Weststeiermark, ØstrigMed næste vin er vi i vinområdet Weststeiermark … nok det mindste vinområde i Østrig, hvor de primært laver rødvin på den lokale sort Blauer Wildbacher og drikker den lokalt.

Og det er netop sådan en vin, som vi nu har i glasset, nemlig rosévinen Schilcher Rustical Ried Lestein fra vinhuset Winbau Oswald Trapl Schilcher aka Weinbau Eduard Oswald vulgo Trapl, som dog til dagligt blot kaldes Weinbau Oswald og nogle gange Weinbau Trapl.

Vinhuset med det sjove navn ligger ved byen St. Stefan ob Stainz i Weststeiermark, hvilket er i det sydøstlige hjørne af Østrig vel omkring 20-30 kilometer sydvest for Graz.

Weinbau Oswald Trapl Schilcher har en lang historie, da vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1572, hvor det blev drevet af Trapl familien, men siden 1765 har det været familien Oswald, der har stået for driften af vinhuset i St. Stefan ob Stainz.

I dag ejes vingården af Eduard Oswald, men siden 2015 har det været nevøen Fabian, som har været ansvarlig for produktionen af vinene på gården, dog fortsat med hjælp fra Eduard.

Familien har omkring 4 hektar vinmarker og laver primært Schilcher rosévine som denne Schilcher Rustical Ried Lestein. Omkring 80% af produktionen består af disse vine, men der laves også en enkelt rødvin og lidt hvidvine på Klevner og Sauvignon Blanc.

Schilcher rosévinene laves på druesorten Blauer Wildbacher, som er en drue, der primært kendes i dette område. Druen har været kendt siden 1500-tallet og skulle vistnok være i familie med den mere kendte Blaufränkisch.

Vinene skal drikkes unge og Weinbau Oswald Trapl Schilcher siger selv, at de højt kan gemmes 18 måneder fra høsten. Det er virkelig også terrassevin, som bedst nydes på en skøn sommerdag. Vinen laves på rustfrie ståltanke, men ellers ingen oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er det stikkelbærbuske, grøn elementer, let parfume, frisk og skarp syre og ellers godt blandet saftevand. Sådan smager den sådan set også … godt med jordbær, blid syre, men lidt kantet smag, men bestemt godkendt. Virkelig en terrassevin.

Købt på vingården, hvor prisen er 7,50€ … svarende til omkring 56 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2011 Domaine Helan Mountain, Merlot, Ningxia, Kina

2011 Domaine Helan Mountain, Merlot, Ningxia, KinaKina er i dag blandt de 10 mest vinproducerende lande i verdenen og det bedste område er Ningxia provinsen, hvor vi netop finder Domaine Helan Mountain aka Guangxia Yinchuan Helan Mountain Winery, som står bag denne Merlot rødvin … eller 美樂紅酒, som det hedder på kinesisk.

Domaine Helan Mountain er grundlagt i 1997 på ørkenjord i Ningxia provinsen, som jo netop er Kinas mest lovende vinområde, hvor man drager stor fordel af et kontinentalt klima samt en undergrund, der er rig på mineraler fra bjergkæden.

Den ansvarlige vinmager hos Domaine Helan Mountain hedder Susan Mickan og hun får hjælp af vinkonsulenten Philip Laffer. Philip er en erfaren herre med over 40 års vindyrknings-erfaring og blev bl.a. i 2002 kåret til årets vinmager i Australien.

Domaine Helan Mountain råder over ikke mindre end 930 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 10.000 tons druer og dermed en ordenligt røvfuld vine.

Domaine Helan Mountain råder desuden over det bedste udstyr fra Italien samt en tappelinie, der kan tappe 8000 flasker i timen og en gærings kapacitet på 15000 tons. Vineriet er endda ISO 9001 og ISO 14001 cerfificeret … jo de kinesere er ikke sådan at bide skeer med.

Domaine Helan Mountain er ejet af det internationale vin og spiritus firma Pernod-Ricard, som åbenbart har sat sig for at producere Kinas bedste vine, når det handler om at leve op til de internationale standarder.

Siden september 2009 har Domaine Helan Mountain da også vundet 56 medaljer i 18 konkurrencer i fem forskellige lande for deres vines bemærkelsesværdige høje kvalitet og de er dermed Kinas mest vindende vinproducent.

Nå, men her er det altså husets Merlot baserede vin, men jeg har ingen oplysninger om produktionen … overhovedet, så i stedet springer jeg direkte til mine smagsnoter.

Næsen er meget speciel og anderledes … moden med lakrids, mælkechokolade, kanel, mørke bær, godt med mentol samt en lidt sødgæret duft og samtidig en lidt stikkende duft i næsen. Derudover er der noget lidt udefinerbart over vinen, som stikker ud og pirrer næsen.

I munden er vinen pebret og sød … to smage, som ikke helt passer pisse fedt sammen. Peberen fylder godt i munden og derudover er det mørke bær og godt med tanniner. Det er bestemt drikkelig, men det bliver ikke min favoritvin.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske pt. er på tilbud til 118 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2015 Cave Saint-Marc, Rhône Rive Gauche Vin de Pays du Vaucluse, Rhône, Frankrig

2015 Cave Saint-Marc, Rhone Rive Gauche Vin de Pays du Vaucluse, Rhône, FrankrigFra et af de talrige kooperativer i Frankrig har vi her en Rhône Rive Gauche Vin de Pays du Vaucluse. Kooperativet hedder Cave Saint-Marc eller helt korrekt Cooperative Agricole de Vinification Saint-Marc.

Kooperativet – der i dag også kaldes Rhône Rive Gauche aka RRG – ligger lidt syd for  byen Caromb og vel omkring 10-12 kilometer sydøst for Gigondas og Vacqueyras. Det er grundlagt tilbage i 1928 af en flok lokale vinavere, men tæller i dag knap 300 vinavlere, som leverer deres druer til fællesskabet.

og de laver en lang række vine fra primært AOC Ventoux og specielt under Rhône Rive Gauche navnet en række mere moderne vine.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar de tilknyttede vinavlere ejer, men Cave Saint-Marc skulle efter sigende være den største producent i Ventoux området.

Denne Rhône Rive Gauche Vin de Pays du Vaucluse er – så vidt jeg kan se – lavet på 20% Grenache, 40% Merlot og 40% Caladoc. Sidstnævnte drue er en sydfransk rødvinsdrue, som  er en krydsning mellem Grenache og Malbec.

Caladoc er mest udbredt i Languedoc, hvor den bruges i blandinger. Det er en sygdomsresistent sort, som giver aroma, farve og tannin til vinen. Den modner sent og giver pæne udbytter.

Vinen er lavet ved afstikning af drueklaserne, en fermentering i rustfrie ståltanke 8-10 dage ved 25-28 grader … og lagring kan jeg ikke se, så formentlig er den flasket direkte fra tank.

Duften er solbær, grønne vinblade, krydret med lidt kant, alkohol og kampfer. Der fornemmes også en smule sødme. I munden er det tørt, blåbær og igen lidt kantet med jern og bitterhed. Ikk’ rigtigt noget at skrive hjem om.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 3/7