Tag-arkiv: Tyskland

2020 Weingut Herzer, Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, Saale-Unstrut, Tyskland

2020 Weingut Herzer, Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, Saale-Unstrut, TysklandI det ganske lille vinområde Saale-Unstrut syd for Berlin finder vi i den idylliske landsby Roßbach nogle få kilometer fra katedralbyen Naumburg, Weingut Herzer, som står bag denne 2020 Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken.

Vingården er grundlagt i 1992, da den blev købt af Stephan og Andrea Herzer. I Roßbach købte de en historisk gård og startede med at lave vin, hvor Stephan – der er civilingeniør – står for marker og produktionen i kælderen, mens Andrea, der selv kommer fra en familie af vinproducenter i Laucha, står for bogholderiet.

Siden 2000 har de parret produceret og markedsført vinene under deres eget navn Herzer og alle fra deres 20 hektar vinmarker, der så ligger med de bedste parceller på Naumburger Steinmeister, Großjenaer Blumengrund, Freyburger Schweigenberg og Dorndorfer Rappental.

Udover vinproduktion, så har familien også udlejning af en lille ferielejlighed, som mange andre vinhuse i det tyske også har.

Omkring 3/4-dele af produktionen hos Weingut Herzer er hvidvine, som nu fx denne 2020 Naumburger Steinmeister Weißer Burgunder Kabinett Trocken, men jeg har ingen oplysninger om hverken produktion eller pris.

I næsen har vinen lidt fylde, mens frugten nærmest er melon, pærer, sandeltræ, blomster og lidt Faxe Kondi. Smagen er – som duften – lidt til den neutrale side, men der kommer dog lidt lemon, grape, sødme og virker samlet meget blid. 87 point.

Ingen forhandler herhjemme, så prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Ferienweingut Jung, Languicher Maximiner Herrenberg Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

2016 Ferienweingut Jung, Languicher Maximiner Herrenberg Riesling Auslese, Mosel, TysklandJeg sluttede smagningen af Ferienweingut Jung med yderligere sødme, som nu for alvor mærkes, for den næste Riesling var nemlig en Auslese … en 2016 Languicher Maximiner Herrenberg Riesling Auslese.

Det betyder da også, at alkoholprocenten nu er nede på 7%, men jeg har ikke rigtigt noget info om produktionen, men den skulle vistnok være lavet ved, at druerne efter nænsom presning hviler i 24 timer inden gæring, som sker indtil man opnår det ønskede sukkerindhold, hvorefter gæringen stoppes. Vinen er så blot lagret 12 måneder.

Nu kan du snakke om tyktflydende … vi er lige røget på nektarniveau og hurra for det. Det er vin med fed viskositet, virkelig råsaft med en tørret frugt, abrikos, fersken og bagte æbler og så fornemmer man også – midt i nektarsødmen – lidt petroleum og en tom flaske med terpentin.

I munden kan du virkelig mærke sødmen … et olieret sukkerchok med fedme, har en kompleks balance mellem den søde fedme samt en let syre, der er langt mere raceren, kontrolleret og afmålt. Der er ananas, lidt pærer, modne æbler, honningmelon, grillede citroner tilsat råsukker og bare dejlig, blød, cremet … og sød. 93 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Ferienweingut Jung, 1908 Maximin Herrenberg Riesling Spätlese Feinherb, Mosel, Tyskland

2020 Ferienweingut Jung, 1908 Maximin Herrenberg Riesling Spätlese Feinherb, Mosel, TysklandVi fortsætter i samme niveau, men nu er det en tak sødere med en Spätlese Feinherb og så fra en anden mark. Jeg smager således 1908 Maximin Herrenberg Riesling Spätlese Feinherb i årgang 2020 fra Ferienweingut Jung.

Her er vinificeringen også sket på store egefade, men inden med nænsomt presning af de friske druer, hvorved den friske juice selv løber i kælderen og her startes gæringen spontant i store egefade alene med druernes egne gærceller.

Når gæringen er 30-50% færdig tilsættes der gær og vinen gærer indtil det ønskede sukkerindhold er opnået. Så sættes der køl på tanken og gæringen stoppes.

Herefter kommer den på nye tanke hvor den står yderligere i 12 måneder og frigives til salg omkring 30 dage efter tapning.

Duftmæssigt er det en lille fyldig kraftbasse … men en luftig kraftbasse, som i næsen giver små prik af petroleum, benzin og terpentin, mulle kælder,  men der er også smule tropisk fyldig frugt af abrikos, fersken, bergamotte, mandariner og ganske lidt nødder.

Smagen er sådan lidt til den fyldigere side, nærmest som en tyktflydende æblemost, der suppleres med grillet lemon og syltede citroner, hvilket er med til at give en mørkere og mere alvorlig syre, mens sødmen virker lidt neddroslet trods Spätlese Feinherb niveau. Der er masser af smag, denne lidt lemonagtige bitterhed, intens saft og lang, lang eftersmag, så 93 point.,

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Ferienweingut Jung, Herrenberg Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2020 Ferienweingut Jung, Herrenberg Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandMed næste Ferienweingut Jung Riesling går vi et år bagud, for vi har nemlig fat i husets 2020 Herrenberg Riesling Spätlese Trocken … og atter begejstres jeres flittige vinblogger.

Det er igen en enkeltmarksvin, hvor druerne nu kommer fra husets  Longuicher Herrenberg mark, som er husets deres klart stejleste vinmark med en stor hældning på over 75%.

Her er vinificeringen også sket på store egefade, men inden med nænsomt presning af de friske druer, hvorved den friske juice selv løber i kælderen og her startes gæringen spontant i store egefade alene med druernes egne gærceller.

Når gæringen er 30-50% færdig, så tilsætter Christopher dog en udvalgt gærtype og vinen gæret frem til sommeren efter. Herefter kommer den på nye tanke hvor den står yderligere i 3 måneder og frigives til salg 30 dage efter tapning.

I næsen sidder alt de helt rette steder. Vinen har nu også smidt noget af alt det forsigtige, men har fortsat i duften en lidt feminin, luftig og let side, men man mærker et sejere bundtræk. Frugten er fersken, modne æbler … men nu suppleres de af mere eksotiske frugter som let mango, mandarin og lidt abrikos.

Smagen er også dybere og lidt mere eksotisk … har både fersken, abrikos og mango, men noget lemon og citroner. Det virker elegant og stoisk med et vandløbs stille ro, har fin balance mellem den hvide frugt, en forførende og kontrolleret syre samt denne friske, lette og luftige nerve, som er så fin. 92 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Ferienweingut Jung, Longuicher Maximiner Herrenberg Riesling Excellentis Trocken, Mosel, Tyskland

2021 Ferienweingut Jung, Longuicher Maximiner Herrenberg Riesling Excellentis Trocken, Mosel, TysklandMed næste Riesling fra vinmageren Christopher Jung på Ferienweingut Jung er vi så på enkeltsmarksniveau, for vinen er deres Longuicher Maximiner Herrenberg Riesling Excellentis Trocken i årgang 2021.

Maximin Herrenberg mark har en undergrund med både grå og blå skifer og ligger på Mosel flodens anden side i forhold til Longuich og helt ned til selve floden med et perfekt placering.

Det er en mark, som andre lokale producenter har parceller på, som fx Weingut Carl Loewen, Weingut Heinz Schmitt Erben, Weingut Bernhard Eifel og endelig Weingut Carl Schmitt-Wagner.

Ellers er vinen lavet lidt efter Christopher Jungs normale opskrift, altså med nænsomt presning af de friske druer, hvorved den friske juice selv løber i kælderen og her startes gæringen spontant alene med druernes egne gærceller.

Når gæringen er 30-50% færdig, så tilsætter Christopher dog en udvalgt gærtype og vinen gærer i omkring 12-16 uger.  I den første 1/3-del af gæringen holdes temperaturen lidt koldere og resten af gæringsprocessen er uden temperaturkontrol.

Herefter står den 4 uger med gæren og kommer så på nye tanke, hvor den lagrer yderligere 4 måneder inden aftapning.

Igen får vi denne fine, sarte side frem … forsigtig, sagte, varsom og med et feminint anstrøg, små olierede antræk til nogle små tertiære petroleum aromaer og en frugt, der er inderlig og luftig. Måske er vi her bare lige en tand dybere og mere kompleks. Der er fersken samt æbler, lid moreller, mandariner og let nøddet moselsødme.

Hvor smager det godt … ikke helt så let som Languicher Riesling Trocken, men dybere og lidt kraftigere. Det giver en syre, som virker mere maskulin, grovere, stærkere og længere … mere røget. Frugten er æbler … mere koncentrerede og citronerne virker næsten syltede og samlet giver det kraft og saft. Det giver et fint bid og tosselang eftersmag, så dermed 91 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino til 149 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Ferienweingut Jung, Languicher Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2021 Ferienweingut Jung, Languicher Riesling Feinherb, Mosel, TysklanVi fortsatte med søstervinen i form af denne 2021 Languicher Riesling Feinherb fra Christopher Jung på Ferienweingut Jung og nu var der så skruet bare en smule op for sødmen.

Det er lavet på samme måde som den tørre udgave, altså med druer fra alle familiens marker og dermed også fra vinstokke i alle typer skifer.

Efter ankomst til vinkælderen, så presses druerne nænsomt og den friske juice løber selv i tankene og her startes gæringen spontant alene med druernes egne gærceller.

Når gæringen er 30-50% færdig, så tilsætter Christopher dog en udvalgt gærtype og vinen gærer i omkring 10 uger. Herefter står den 4 uger med gæren og kommer så på nye tanke, hvor den lagrer 5 måneder inden aftapning. I modsætning til den tørre udgave, så indeholder vinen 20 gram restsukker pr. liter.

Duften er faktisk også næsten den samme … luftig, let og inderlig, men man fornemmer dog en tak mere sødme. Frugten er mest æbler, fersken, moreller og mandariner, men selvfølgelig også den klassiske moselsødme med lidt karamel.

I munden er der selvfølgelig også mere sødme, men der er dog fortsat en levende, ren og stringent syre, så dermed ligger vi ikke så langt fra den tørre Trocken udgave. Der er æbler, fersken, men også nogle citroner, som dog har en snas mindre citronsyre.

Smagsmæssigt er vinen ikke så forsigtig og sart som den tørre udgave, men har en lækker fin og klassisk frugt med grønne æbler, citroner og igen mærkes en stenet mineralitet. Sødmen er heller ikke her så overvældende, men bidrager til en saftig smag, der atter bare fungerer så godt. Syren giver denne fine renhed, som sammen med mineraliteten giver en flot vin, så 90 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino til 129 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Ferienweingut Jung, Languicher Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2021 Ferienweingut Jung, Languicher Riesling Trocken, Mosel, TysklandJeg startede den vinøse seksløber fra Ferienweingut Jung på entry-level niveau, altså med en Gutsriesling og det blev så denne 2021 Languicher Riesling Trocken.

Her er vinen lavet med druer fra alle familiens marker og dermed også fra vinstokke i alle typer skifer. Druerne høstes manuelt, men andet er heller ikke muligt på de stejle marker.

Efter ankomst til vinkælderen, så presses de nænsomt og den friske juice løber selv i kælderen og her startes gæringen spontant alene med druernes egne gærceller.

Når gæringen er 30-50% færdig, så tilsætter Christopher dog en udvalgt gærtype og vinen gærer i omkring 10 uger. Herefter står den 4 uger med gæren og kommer så på nye tanke, hvor den lagrer 5 måneder inden aftapning.

Duftmæssigt overrasker den  … langt over forventningen for en almindelig billig Gutsriesling. Der er noget let, luftig og inderligt, har denne fine og nærmest sarte kombination af små antræk til tertiære aromaer som fx petroleum og grøntsagsfond, men samtidig en fin frugt af æbler, fersken, moreller og så en snert af den klassiske moselsødme.

I munden er der mere syre på drengen, men den er forsat til den lidt forsigtige og sarte side. Der er grønne æbler, citroner med mineralsk nerve, men samtidig lidt afdæmpet, hvilket giver vinen denne fine og saftige smag, der bare fungerer supergodt. 91 point, hvilket er et sensationelt højt niveau for en entry-level vin.

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino til 129 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

Houlberg smager en kasse drønlækre Mosel vine fra Ferienweingut Jung

På Raiffeisenstraße i byen Longuich tæt ved floden i Mosel finder vi vinhuset Ferienweingut Jung, som Højbjerg Vine i Aarhus tidligere i år har haft besøg af til en lille vinsmagning.

Mads fra Højbjerg Vine synes dog, at vinene fra den unge og fremadstormende vinmager Christopher Jung fortjener lidt mere opmærksomhed, så derfor har jeg fået en kasse af Jungs gode Riesling vine, som jeg nu smager og anmelder.

Ferienweingut Jung

Vingården ligger idyllisk på den romerske vinrute i den lille og smukke vinby Longuich ved floden i Mosel ikke så langt fra Trier, der er den ældste by i Tyskland.

Vingården drives af den unge Christopher Jung  sammen med sine forældre Erich og Rita Jung. Christopher er derfor også vokset op med vin og altid vidst, at han ville følge i sin fars fodspor.

Christopher er selv uddannet ønolog og vinmager på Geisenheim i Rheingau og har efter endt uddannelse arbejdet på praktikophold i New Zealand samt hos producenter i Tyskland, bl.a. hos Schlossgut Diel i Nahe og det har kun overbevidst ham om, at han har truffet det rigtige karrierevalg.

Mens far Erich hjælper Christopher med vinene, så står mor Rita for arrangementer, passer vinsalget i deres moderne Vinothek og står også for udlejning af husets 3 ferielejligheder og gæsteværelser … for det er jo en Ferienweingut. Rita har mottoet; Lær af fortiden, drøm om fremtiden, lev i nuet.

Har lige stjålet et fotos fra Højbjerg Vines Facebook side med Mads og Christopher Jung i forbindelse med vinsmagning i Mads’ butik

Jeg kan ikke umiddelbart se, hvor mange hektar vinmarker, som familien selv ejer, men de er parceller på vinmarkerne Longuicher Maximiner Herrenberg samt Longuicher Herrenberg, Longuicher Probstberg, Feller Maximiner Burgberg og Schweicher Annaberg … alle i en omkreds af 5 kilometer fra vingården.

Familien siger selv at de er meget privilegerede, da de har tre forskellige slags skifer, som gør mange af deres vine individuelle.

De har den klassiske blå og grå skifer samt grå skifer blandet med kvarts. På deres bedste marker har de rød skifer med en masse jern .. og alle markerne ligger på stejle skråninger ned til Mosel floden.

På markerne dyrkes de selvfølgelig mest Riesling, men derudover også lidt Weißer Burgunder, Blauer Spätburgunder og Dornfelder.

Vinene

Alle vinene fra Mads fra Højbjerg Vine importeres til Danmark sammen med Primovino i Børkop. Mads havde fundet 6 vine frem og det bestod af disse;

Jeg har som vanligt jo linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Konklusion

Men skal jeg forsøge at komme med en eller anden form for konklusion, så blev jeg allerede ved husets basisvine meget glad og imponeret, for specielt den første Languicher Riesling Trocken viser virkelig høj klasse, som fra første fløjt imponerende mig.

Languicher Riesling Trocken har denne lette og forførende næse, mens smagen er mere syrlig og præcis. Men derudover er Jung et gode eksempel på, at der findes små producenter, som bare laver vildt flotte vine. Riesling som specielt 1908 Maximin Herrenberg Riesling Spätlese Feinherb og deres Auslese er også fabelagtige.

2022 Weingut Margarethenhof, Weissburgunder, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Margarethenhof, Weissburgunder, Pfalz, TysklandAlle gode gange 3 … for den sidste vin fra Weingut Margarethenhof i denne omgang var også fra 2022 årgangen og det var deres Weissburgunder.

Det er en vin, som Yvonne Libelli og  Martin Lucas laver masser af og er ganske populær lokalt … når det altså ikke lige skal være på Riesling.

Vinen er lavet med spontangæring på Edelstahl aka ståltanke, hvor den så også efterfølgende er lagret en periode, men her er der en smule mere sødme og restsukker … 6,4 gram pr. liter.

Her er duften mere neutral … mere blid og frugten nu bare mest eksotisk og virker nærmest læskende på en blid og cremet facon. Det er abrikos, fersken og melon, lidt Københavnerstang … rar, sød, venlig og omgængelig.

I munden er det lidt samme historie, melon, fersken, gule æbler, en sødbitter lemon … et okay syreniveau og virkelig en lille tørstslukker med blide elementer. Det er en vin, der kalder på terrasse, gæster, sol og godt vejr. 89 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2022 Weingut Margarethenhof, Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Margarethenhof, Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandLad os fortsætte en stund hos Weingut Margarethenhof, som også laver sprøde hvidvine på andre druer end Riesling, for her smager Houlberg så deres 2022 Sauvignon Blanc.

Yvonne Libelli fra Weingut Margarethenhof er også meget klar i spyttet, når hun bliver spurgt om, hvilke andre druer som er vigtige på vingården … for det er uden tøven Sauvignon Blanc og Weissburgunder.

Denne Sauvignon Blanc er produceret fra tre parceller med hver sit unikke mikroklima. Den ene parcel er kølig og giver en masse grønne noter til vinen i form af stikkelsbær, citrus og grape, men en anden parcel fx er varm og modner druerne helt anderledes.

Vinen er som mange Gutsweine kun lavet med ausbau på Edelstahl aka ståltanke, hvor den så også er lagret en periode. Vinen er – som deres foregående Gutsriesling –  kun lavet med ausbau på Edelstahl aka ståltanke, hvor den så også er lagret en periode. Den har 2,1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen lidt samme sjæl som foregående Gutsriesling, nemlig med en kombination af Sauvignon Blanc druen friske og grønne karakter, men også nogle lidt eksotiske frugter. Det er dermed hyld, grøn peber, stikkelsbær samt mango og abrikos, lidt røg og grapeagtige elementer.

I munden er det samme historie med nogle grønne, friske og ranke stenfrugter, stikkelsbær, hyld og citrus, men også den tropiske note hænger ved, mens syren her bliver lidt læskende, rar, venlig og vel også omgængelig, men stadigvæk rigelig til at give en frisk vin, så dermed lander jeg på 89 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7