Vi spurter afsted med første crémant, som kommer fra det gamle vinhus Dopff au Moulin, der ligger i den smukke, gamle by Riquewihr nedenfor Grand Cru marken Schoenenbourg og denne vin er en Non Vintage Cuvée Julien Crémant d’Alsace Brut.
Vinhuset drives af Dopff familien, der har levet af vinfremstilling siden 1574, selvom det oprindelig gennem årene var som bødkere, for det er først midt i 18. hundrede tallet, at familien med Jean Dopff også begyndte at handle med vin.
Det blev Jeans søn Jean-Gustave Dopff, som startede familiens egenproduktion af vin og også opkøbte vinmarker … i det hele taget lagde grundstenen til det vinhus, som fortsat eksisterer i dag.
Det er også Jean-Gustave, der bygger den nuværende vingård lige udenfor bymuren i Riquewihr … i det område, som kaldes Au Moulin for foden af det berømte og majestætiske Schoenenbourg, en af de 51 Alsace Grands Crus marker, så derfra stammer navnet Dopff au Moulin.
Dofff familien har også i 1976 via Pierre-Etienne Dopff været én af pionererne i etableringen af den succesfulde AOC Crémant d’Alsace appellationen, som nu over 40 år senere står for produktionen af over halvdelen af de producerede crémant’er i Frankrig.
Det var derfor også Pierre-Etienne som på Dopff au Moulin sikrede, at Crémant d’Alsace vinene udgjorde en stor del af husets samlede produktsortiment … og i dag producerer de fortsat lidt over 10 forskellige crémant’er.
Siden 1998 er det Pierre-Etiennes søn Etienne-Arnaud Dopff, som har stået for driften og han fortsætter med at udvikle ejendommen efter de visioner og værdier, som hans forfædre startede … at producere de mest autentiske vine.
Vi smager her husets basis crémant … en Non Vintage Cuvée Julien Crémant d’Alsace Brut tilegnet Etienne-Arnauds bedstefar. Den er lavet på 50% Auxerrois Blanc og 50% Pinot Blanc og reelt set er det alene én årgang, selvom det ikke fremgår på etiketten. Druerne er høstet fra marker med veldrænet lys sandet jord omkring byerne Riquewihr og Colmar.
Vinen er lavet ved, at druerne først presses meget langsomt, hvor omkring 150 kilo druer begrænses til 100 liter most. Remuage sker via Computerstyrede gyropa-letter, hvor flaskerne i faste intervaller roteres og vippes for at samle gærresterne, der herefter fjernes ved degorgering efter 24 måneder.
Meget lige til næse … hyld, pærer, melon, fersken, en halv astronaut-is, hvide blomster, svag salvie, svagt lidt nøder, men ellers let og ikke så dyb, men bestemt godkendt.
I munden er boblerne sådan medium frembrusende med fin tørhed, svag sødme, lys frugt, pærecider, fersken … meget imødekommende, venlig og let at drikke.
Forhandles af Excellent Wines, men prisen kender jeg ikke.
Vinanmeldelse 4,5/7