Tag-arkiv: Frankrig

2017 Château de Beauregard, Pouilly Fuisse Vers Cras, Bourgogne, Frankrig

2017 Château de Beauregard, Pouilly Fuisse Vers Cras, Bourgogne, FrankrigAftenens anden hvidvin blev denne 2017 Pouilly Fuisse Vers Cras fra det burgundiske vinhus Château de Beauregard aka Joseph Burrier.

Burrier familien har været vinbønder i Bourgogne i over 500 år og købte Château de Beauregard i 1883, så familien har været ejere af vingården i 6 generationer.

Slottet ligger ved højdedragene Solutré og Vergisson mellem byerne Pouilly og Fuissé i Bourgogne og er bygget i tidsrummet omkring 1809-1816 af en af Napoleons officerer efter hjemkomsten fra et succesrigt togt.

Château de Beauregard er en af de største vingårde i hele Beaujolais- og Mâconnais regionerne. Samlet har slottet 43 hektar vinmarker fordelt i både Pouilly-Fuissé, Saint Veran, Mâcon, Fleurie og laver derudover også vin fra Moulin-à-Vent samt Beaujolais-Villages vine.

De fleste hvidvine er vinificeret på Château de Beauregard i Fuissé, mens de røde laves i Fleurie på Domaine de Poncié, der også er ejet af Château de Beauregard.

Siden 1970’erne har vingården været drevet af Jacques Burrier, men i 2000 blev Frédéric Marc Burrier som 6. generation leder af Château de Beauregard.

Udover at vinificere egne druer, så ejer familien også négociant virksomheder under navnet Maison Joseph Burrier og endnu to under navnene Château du Clos og Domaine de la Rochette.

Denne Pouilly Fuisse Vers Cras er med 100% Chardonnay fra det lille climat Vers Cras, der ligger på et plateau på mount Pouilly. Cras betyder kalk på den lokale dialekt og henviser til den kalkede jordbund suppleret med noget ler.

Der er vinstokkene gennemsnitligt omkring 35 år gamle. Vinen er for 25% vedkommende gæret og lagret i nye 228 liters barriques, men hovedparten er gæret og lagret i tidligere brugte fade. Den laves kun omkring 10.000 flasker årligt af denne vin.

Der er fra start krop og fedme, har en dejlig aroma af brunet smør, masser af nødder, skumgummifiduser, vanilje og lakridskonfekt og en frugt med mest pærer, æbler, appelsinskal samt mandler.

I munden er vinen meget elegant … ikke overdone eller fed, men har en flot krop, der er blød, blid og venlig. Frugten er mest af alt pærer, fersken, gule æbler samt syltede citroner. 93 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 F.E. Trimbach, Riesling Selection de Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 F.E. Trimbach, Riesling Selection de Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigLegendariske Trimbach er nærmest synonym med god alsacevin og holder til i den idylliske 800 år gamle by Ribeauvillé, mens huset selv er grundlagt i 1626, hvor Jean Trimbach begyndte at producere vin for første gang.

Herhjemme er vinene blevet forhandlet af Sigurd Müller Vinhandel igennem mange, mange år og derfor var det også helt naturligt, at vi startede med en vin derfra … en 2018 Riesling Selection de Vieilles Vignes.

Det er en vin, der er lavet på Riesling druer fra Grand Cru marken Rosacker og lieu dit Muehlforst i Hunawihr og lieu dit Vorderer Haguenau i Ribeauvillé.

Markerne indeholder samme kalkstens jord og er henholdsvis syd og sydøstvendte, mens vinstokkene der er mere end 70 år gamle.

Vinen er vinificeret i ståltanke og gamle fade, men ingen malolaktisk gæring. Den bliver blot aftappet i foråret efter høsten og lagres så minimum 2 år i flasken inden den frigives. Den er ganske tør med under 0,3 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der let petroleum og lidt diesel, citroner, gulerødder … eller i hvert fald lidt grøntsagsfond, gærede æbler, abrikos og man kan fornemme lidt krop, men også en vis luftighed.

Smagsmæssigt er det bundet forbandet godt sammen, godt med citroner og grape, en kontrolleret god syre, æblesyre, pivfrisk og mineralsk med en smule hvid peber i slutfasen. Det er en meget lækker Riesling … som altid fra Trimbach … 93 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 237,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Domaine Benoit Girardin, Santenay, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Benoit Girardin, Santenay, Bourgogne, FrankrigJeg smagte tidligere i år en fin 2020 Santenay 1’er Cru Clos Rousseau fra Domaine Benoit Girardin og nu smager jeg atter en vin derfra … og det er også en 2020 Santenay, men nu med druer fra forskellige marker.

Sidst skrev jeg en masse om vinhuset og dets historie … nu kigger jeg blot denne gang nærmere på denne 2020 Santenay, hvor Pinot Noir druerne kommer fra 1,5 hektar lerholdige marker med 30 år gamle vinstokke i Santenay passet med biodynamisk tilgang.

Druerne er 100% afstilket, har spontangæret med naturlige gærceller og har gennemgået en 25 dages lang maceration med en mild ekstraktion, daglig pumpover og slutteligt lagret 18 måneder på brugte neutrale fade.

Sikke dejlig duft … sød og animalsk stald, landlig og samtidig med utrolig fin, let og luftig frugt af både jordbær, rabarber, tranebær og ribs og samtidig fint afdæmpet fadpræg med kanel, vanilje, tørt træ, tørrede blomster, violer og let champignon.

I munden er det en meget ren, elegant og frugtrig vin med lys frugt, ribs, tranebær, rabarber og umodne jordbær, delikat frugtsødme og frugtsyre, syrlige drops, bitter lemon. Læg dertil en lille grøn kant, rolige tanniner og samlet en fin, let bourgognevin. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine de Colette, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de Colette, Fleurie, Bourgogne, FrankrigJeg elsker Beaujolais og jeg elsker vinene fra Domaine de Colette, hvor jeg mest har smagt deres Morgon eller Moulin à Vent, men ikke tidligere denne Fleurie, som jeg nu smager i årgang 2022.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Gamay, som kommer fra 50 år gamle vinstokke på deres sydøstvendte skråninger lige under det berømte kapel ved Fleurie.

Den er lavet med hele drueklaser, som gærer efter macération carbonique metoden i 8-9 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten  på større, brugte fade i 6 måneder. Derefter flaskes vinen.

Dejlig bondsk næse … blomster samt tonsvis af kirsebær suppleret med en smule ribs, hindbær, brombær, godt med lakrids, fennikel og træ samt en omgang blækagtig sværte. Det er virkelig en klassisk beaujolaisvin med fin og afdæmpet animalsk næse.

I munden er der en saftig og igen bondsk vin … kirsebær, nogle ret tørre tanniner med et godt bid, lidt peber og egentlig også en tydelig mineralitet. Kirsebærrene suppleres af lidt lemon og hyben, der lige bidrager med syre og friskhed. Bondsk og herlig … 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Château Terrebonne, Côtes de Provence Rosé, Provence, Frankrig

2021 Château Terrebonne, Côtes de Provence Rosé, Provence, FrankrigPå Route de Cabasse let nord for Flassans-sur-Issole i Provence finder vi Château Terrebonne og det er derfra, at jeg nu smager en Côtes de Provence Rosé i en smuk vinflaske.

Château Terrebonne er en del af det store Les Grands Chais de France, også kendt som GCF-Group. Det er en koncern, som vi  herhjemme nok mest kender som vinhuset bagved de pænt ikoniske J.P. Cheney med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud.

Le Groupe GCF ejer en lang, lang række vinhuse i Frankrig og producerer vine under navne som bl.a. Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Domaine de la Ville de Colmar, Domaine de la Baume, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Lacheteau, Arthur Metz og mange flere.

Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich. Gruppens hovedkontor og deres vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

I mere end 10 år har GCF-Group nu været Frankrigs største privatejede producent og eksportør af vine. De har mere end 3.000 ansatte og en koncernomsætning på over 1.100 milliarder euro i 2018 … så det er altså big business. Château Terrebonne er blot ét blandt omkring 29-30 vinehuse … måske endda endnu flere i dag.

På Château Terrebonne har man samlet 140 hektar vinmarker med sorter som fx Cinsault, Grenache, Syrah, Cabernet-Sauvignon, Ugni Blanc og Rolle. Vinhuset holder til i en gammel gård fra 1896, men den blev totalt renoveret i 2012.

Vinen er lavet på et blend bestående af 45% Grenache, 25% Cinsault, 15% Rolle og 15% Syrah. Druerne høstes fra husets marker mellem Aix-en-Provence og St. Tropez. I vineriet bliver de nænsomt presset og skallerne sorteres hurtigt fra, så vinen dermed får sin karakteristiske laksefarve.

Gæring sker på ståltanke og dér er vinen også lagret kortvarigt sur lie inden aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt er det melon, fersken, jordbær, let hyben og en smule havtorn samt bløde citroner. Det virker rundt, poleret, glatslebet og afpudset med lidt tørsøde krydderier.

I munden er det en blød rosé … selv alle citronerne virker blide og til at snakke med. Der er også nogle lidt røde frugter som moreller, lyse jordbær samt en blid syre, hvor der kommer lidt hvid peber, grape og samlet gør det syren tilstrækkelig rank og frisk … så der er virkelig dømt forår på terrassen. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Franck Balthazar, Cornas Chaillot, Rhône, Frankrig

2016 Franck Balthazar, Cornas Chaillot, Rhône, FrankrigPå Rue des Violettes i Cornas finder vi vinproducenten Franck Paul Rene Balthazar og vi sluttede mødet hos Sune med netop en vin derfra … en 2016 Cornas Chaillot.

Det familiedrevne vinhus er grundlagt tilbage i 1931 af Francks bedstefar Casmir Balthazar, der købte nogle vinstokke og plantede andre, men først langt senere i 1980 lavede sine allerførste vine.

Franck Balthazar overtog vingården med dens dengang 2 hektar vinmarker fra sin far René i 2002. Derefter har Franck løbende købt flere marker og udvidet til samlet 3,5 hektar. Han har bl.a. overtaget en gammel mark med over 100 år gamle Syrah vinstokke fra Noël Verset, den i dag pensionerede Cornas ikon vinmager.

Noël Verset er i øvrigt Francks onkel, hvilket også betyder, at Franck er fætter til Alain Verset, der som Franck er nevø til Noël Verset … et navn, der jo også forpligter.

Franck laver omkring 8.000 flasker hvert år i en lille kælder bag en lokal kirke. Ved at gære hver parcel separat, er Franck i stand til at demonstrere den ekspressive værdi af sine jorder. Hans filosofi i vingården og i kælderen er rent traditionel og afspejler de store Cornas producenter, der gik forud for ham.

I vingården og kælderen er han et enmandsshow, hvor han laver en vildgæring med hele klaser i cementtanke, meget lidt overpumpning og han lagrer vinene i 600 liter demi-muids. Han er både purist og traditionalist og har perfektioneret sin metode til dyrkning og vinificering af Syrah druen.

Mens Franck Balthazar er blevet verdenskendt for sine suveræne vine fra Cornas, så har han i senere år tilføjet en serie vine fra Cotes de Rhône og Crozes-Hermitage til sortimentet.

Men her er det altså Francks 2016 Cornas Chaillot, hvor Syrah druerne netop stammer fra onklen Noel Versets legendariske parcel med mere end 100 år gamle stokke, som Balthazar har overtaget for 15 år siden. Vinen gæres med stilkene og med de vilde gærstammer gennem omkring 2 uger inden efterfølgende lagring i 18 måneder i store gamle 600 liter fade.

Slam in your face … stenet, mineralsk slag af granit til snuden med mentol, eukalyptus, æteriske dampe, let terpentin, blåbær, ribs, godt med nelliker, blomster, nogle mælkede noter, peber, sorte oliven, lidt oksefond, flæsk og bacon, lakrids, rustikke fade og trænoter … alt på en gang, mørk og intenst, men også vildt dragende.

I munden er smagen nærmest også blå … tanninsk, mineralsk og granitagtig. Det er bare en kølig, iskold, cool og alligevel cremet vin, hvor den mørke frugt kommer med masser af sort peber med denne lille ribsagtige syrlighed, har masser af tanniner og denne mineralske nerve … WAUW og 96 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Domaine de la Taille aux Loups, Montlouis sur Loire Clos de Mosny, Loire, Frankrig

2018 Domaine de la Taille aux Loups, Montlouis sur Loire Clos de Mosny, Loire, FrankrigMarken Clos de Mosny i Montlouis sur Loire er en monopolmark hos Domaine de la Taille aux Loups. Vi er hos en af Loires store stjerner, nemlig Jacky Blot, som Sune tidligere har serveret en Petillant Nature Brut fra.

Jacky Blot driver 2 vinhuse i Loire, nemlig Domaine de la Taille aux Loups og Domaine la Butte. Han har været vintosset siden sin ungdom, hvor han først startede med at arbejde med vin på en restaurant i Paris. Siden hjalp han en række vingårde i Loire med at sælge deres vin … men det var ikke tilstrækkeligt, han ville lave sine egne vine.

Så i 1989 købte han Domaine de la Taille aux Loups i Montlouis med gamle Chenin Blanc marker og det blev startskuddet til en nærmest kometagtig karriere. Berømte franske vinkritikere som fx Bettane og Desseauve har således givet de sjældne maksimal 5 stjerner til La Taille aux Loups som en af Frankrigs verdensklassevingårde.

Siden har Jacky Blot udvidet vinhuset med yderligere marker … ikke kun i Montlouis og nabokommunen Vouvray, men han har sgu også købt Domaine de la Butte i Bourgeuil, hvor han har knap 15 hektar vinmarker med bl.a. gamle Cabernet Franc vinstokke.

På Domaine de la Taille aux Loups laver Jacky både sjove mousserende vine samt flotte enkeltmarksvine på Chenin Blanc med lokalt terroir præg. Jacky er selv Bourgogne freak og anvender fade fra Bourgogne og tilpasset i størrelse og beskaffenhed til hver enkelt mark og årgang … men maksimalt 10% af fadene er ny, da fadene blot skal bidrage til strukturen og teksturen i vinen.

Montlouis sur Loire Clos de Mosny er lavet på ren Chenin Blanc, der kommer fra 70-80 år gamle stokke på den 12 hektar monopolmark Clos de Mosny, der er omgivet af flere hundrede år gamle mure på en sydvendt skråning med en fabelagtig udsigt til byen Cher.

Druerne er høstet med et udbytte på 25-35 hektoliter pr. hektar og er lavet traditionel, men uden hverken malolaktisk gæring og ingen chaptalisering. Efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie 12 måneder på fad med 1/3-del nye fade, en 1/3-del fade brugt én gang og så endelig resten på fade brugt 2 gange før.

I næsen er der masser af kraftige noter … linolie, honning, mandler, abrikos, fersken, nedfaldsæbler, røgede noter, virker meget moden, saltet med ler, er let oxideret og samtidig eksplosiv. Den dufter lidt som god champagne, blot uden brus … og der er også valnødder, citroner og kalket mineralitet.

Smagen er blød … dejlig blød, cremet med fin elegance, meget fin, sart og smooth med blød frugt, pærer, gule æbler, fersken, abrikos samt fennikel. Vinen har midt i det bløde og cremede samtidig en smuk tør, kølig og slank smag, der gør vinen frisk og vital. Det er dermed 93 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 299,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Clos de la Roilette, Fleurie Cuvée Tardive, Bourgogne, Frankrig

2021 Clos de la Roilette, Fleurie Cuvée Tardive, Bourgogne, FrankrigJeg har tidligere – både i 2021 og senest her i februar – smagt en lækker 2019 Fleurie fra det lille vinhus Clos de la Roilette, men nu smager jeg en 2021 Fleurie Cuvée Tardive.

Derfor skal jeg heller ikke igen skrive om vinhuset, men blot se nærmere på denne vin, der laves som den almindelige Fleurie.

Man skulle måske tro, at den er lavet på sent høstede druer qua navnet Tardive, men ordet Tardive er tilføjet fordi Alain mener, at denne vin er den, man skal drikke senest og altså har det største lagringspotentiale.

Clos de la Roilettes Fleurie Cuvée Tardive er lavet på håndplukkede druer fra 90 år gamle vinstokke og er gæret i hele klaser i åbne tanke med hatten af druer nedsunket i mosten. Her gærer vinen i cirka 14 dage, inden den overføres til store gamle foudres indtil sommeren efter høst.

Det nærmest stinker af Beaujolais … grøn peber, blæk og bananer, gærede blommer, godt med kirsebær, knuste hindbær, knuste sten, mentol, blomstergødning og bio bio-svedig landlighed.

I munden er det en vin, der virkelig klinger i munden med skinger frisk frugt, småbitter sort te, lemon og grønne blade. Syren er let, let til bens og danser tango for to. Den har en vis tæthed og det passer sgu meget godt med tangoen, der også kræver både koncentration, temperament og sensualitet … det har denne vin i vid udstrækning på en nærmest old-school måde, så 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 190 kr., mens prisen er 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2022 Wölffer Estate, Summer in a Bottle Côtes de Provence Rosé, Provence, Frankrig

2022 Wölffer Estate, Summer in a Bottle Côtes de Provence Rosé, Provence, FrankrigWölffer Estate ligger på Long Island i vinområdet New York State … faktisk på den nederste østlige tange … den del af halvøen, som man kalder Hamptons.

De har sjovt nok lavet en rosé i Frankrig og det er denne 2022 Summer in a Bottle Côtes de Provence Rosé.

Vinhuset er jeg stødt på tidligere i forbindelse med nogle online-smagninger med vinene fra New York State, hvor Wölffer Estate var repræsenteret af vinmageren Roman Roth … og det er ham, som I kan se på fotoet nedenunder.

Wölffer Estate er et vinhus, der er grundlagt tilbage i 1988 af Christian Wölffer, men det drives og ejes i dag af hans to sønner Marc og Joey Wölffer sammen med vinmageren Roman Roth.

Samlet har vinhuset 69 hektar vinmarker inklusiv den roste 22 hektar store vinmarker Sagaponack. Men derudover råder Wölffer Estate også via lejeaftaler over 21 hektar på North Fork, altså på den øverste tange af Long Island. Men derudover ejer vingården faktisk også 81 hektar vinmarker i Argentina og 1 hektar på Mallorca i Spanien.

Det er et innovativt vinhus, der laver række spændende og karakterfulde vine skabt ud fra en grundlæggende ambition om at kombinere europæiske elegance med Long Island-terroirets særlige karakter. Ud over rød, hvid, rosé og mousserende producerer man også Cider og Gin.

De laver i dag en række spændende rosévine i både Hamptons på Long Island og i Mendoza i Argentina. Jeg har tidligere smagt deres 2020 Rosé Table Wine … men nu har de også villet lave en rosévin fra nok verdens bedste roséområde … Côtes de Provence i Frankrig.

Så var der ikke langt fra tanke til handling, så derfor rejste det lille trekløver til Provence, men de brugte næsten 2 år på at finde den helt rigtige franske vingård.

Det lykkedes dog i 2022 og så kunne de endelig realisere drømmen om at lave klassisk fransk Provence-rosévin, hvilket endda er fra vinmarker passet efter bæredygtige principper.

Vinen er et blend af 65,5% Grenache, 20,5% Cinsault, 12,5% Vermentino og endelig 1,5% Syrah, som er høstet over en periode på 4,5 uge … først med Grenache og Syrah, mens de øvrige druer er høstet senere.

Vinificeringen er sket dirigeret af Roman Roth i rustfrie ståltanke med nogle af de principper, som vinhuset normalt anvender på Long Island. Først kommer druerne igennem automatisk optisk sortering inden en blid presning, hvorefter mosten køles ned.

Gæringen er så sket ved 17 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie i ståltankene i 2,5 måned inden aftapning på flaske. Den er tør med kun 0,4 gram restsukker pr. liter. Der laves årligt ikke mindre end 40.833 kasser af denne vin.

Sikke en smuk flaske … den lever klart op til navnet Summer in a Bottle og selvom det endelig er blevet anstændigt forårsvejr, så kan man da komme helt i sommerhumør. Og det er vist også første gang, at jeg har smagt en fransk vin fra et amerikansk vinhus … men én gang skal jo være den første.

I glasset er det en lys rosé … den helt rigtige Provence farve, mens duften er frisk, venlig og frugtsød. Det er jordbær, fersken, mandarin og altheabolsjer, blomster, let citrus … men syren virker afdæmpet, sart og forsigtig.

Smagsmæssigt er det en lækkerblød sommervin, der vil gøre enhver sommergæst sommergejl. Den er så venlig, læskende og smager sgu bare rigtig dejlig med en god sødme … jordbærsødme, ferskensaftig og pæreagtig rundhed. Syreniveauet er lavt, men har til gengæld en sødlig bitterhed, som holder alle tingene i skak. Det er en vin med kæmpestor slubregaranti … 91 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Château Capion, Terrasses du Larzac, Languedoc, Frankrig

2016 Château Capion, Terrasses du Larzac, Languedoc, FrankrigVi slutter Château Capion vinene med klasse … en af deres topvine og det er en Terrasses du Larzac i en årgang 2016 lavet med lidt mere TLC end de foregående vine.

Den er i årgang 2016 lavet på 60% Syrah, 30% Grenache og 10% Mourvèdre  fra området Terrasses du Larzac i Coteaux du Languedoc, hvor jordbunden er meget gruset af kalksten, ler og sand.

Druerne er høstet ved håndkraft med første sortering i markerne, men efter ankomst til vineriet, så er druer først opbevaret i kølerum inden næste sortering før vinificeringen.

Der sker dog først en kølig premaceration og forgæring inden selve den alkoholiske gæring og maceration i  termoregulerede kar over 21-28 dage ved 24-28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på 600 liters egetræsfade.

Så for pokker … nu er farven bare mere blæksort … og det er duften sgu også, for det er en tæt, intens, magiterning af en vin, hvor der er godt med tør engelsk og sød finsk lakrids, sort kirsebærsauce, noget blåbær og brombærmarmelade, kul, tjære og nogle grønne urter som timian og oregano, kanel og vanilje.

Hvor smager det godt … ren smøreolie for sjælen, tyk, kraftfuld og intens med en lav viskositet. Det smører hele kæften med en mørk tjære, tør engelsk lakrids, lidt peber og mørk syre, mens tanninerne er kraftfulde, intense og mørke, men aldrig vilde. Det er et monster af en vin, men heldigvis på den helt rigtige måde. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7