2011 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, Baden, Tyskland

2011 Weingut Karl H. Johner, Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, Baden, TysklandIngen tvivl om, at Karl Heinz Johner er stolt af denne vin, som vi var heldige at smage under vort besøg på vingården.

2011 var et godt år med perfekt modnet druer og kvaliteten var så høj at Johner valgte at lave en enkeltmarks vin af de bedste fade som ellers normalt bruges i deres SJ vin og det blev til denne Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg.

Oberrotweiler Eichberg marken er en af Karl Heinz’ 3 bedste marker. Den ligger på en bakke mellem Bischoffingen og Oberrotweil. Det er bl.a. der, at vinhuset dyrker deres Spätburgunder druer til topvinen Blauer Spätburgunder SJ.

Marken ligger optimalt eksponeret for solen … Karl Heinz siger, at den bliver kysset af solen hele dagen og jorden er lerholdig med vulkanske sten. Navnet Eichberg betyder vel frit oversat “egebjerget” og det støder man ofte på i Tyskland og skyldes der i tidligere tid har stået egetræer på stedet.

Denne Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg er kun lavet denne ene gang, altså i årgang 2011, men er ellers lavet ligesom deres almindelige topvin, dvs. med maceration i 4 uger og derefter lagring på nye barriques i 18 måneder.

Næsen er rund, blid med eg, jord, lakrids, hindbær, kirsebær, champignon, trøfler og lidt blomster. Der er animalsk stald, men sødmen er ikke så fremtrædende, men virker på en eller anden måde meget luftig.

Smagen er – hold da op – cremet, ja faktisk så meget, at smagen nærmest glider, opløses og smelter i din mund. Luftig elegance, ingen kanter af nogen slags … fortsat med koncentreret frugt og syre i en underskøn balance. Hvor er det dog godt.

Smagt på vingården, hvor den kostede 100€, men er udsolgt. Kan fortsat købes herhjemme i Vinbutikken, hvor en flaske koster 798 kr.

Rating 7/7 

Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen

Sidste besøg på vores roadtrip anno 2016 blev Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen, som Jan tidligere havde besøgt og næsten er et must-visit på en vinøs dannelsesrejse i Kaiserstuhl. Og heldigt for os var både Karl Heinz og hustruen Irene Johner hjemme … ja selv sønnen Patrick Johner stak kort lige hovedet ind i smagelokalet under vort besøg.

johner-indgangen
Indgangen til vingården

I gården blev vi mødt af Irene, som viste os ind i smagelokalet, som  allerede var godt besøgt. Karl Heinz sad der allerede og snakkede med gæsterne og serverede ivrigt vinene og virkede til at være i både hopla og særdeles godt humør,

Weingut Karl H. Johner er grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der?

Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance. Da han ikke havde arvet en vingård, så gik han i stedet i gang med at opkøbe små parceller, og i dag har vinhuset da også hele 17 hektar i Kaiserstuhl, men fordelt på lidt over 60 forskellige parceller.

Og hans mission må siges at være lykkedes, for i dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

johner-udsigt-fra-smagelokalet
Udsigten fra smagelokaet

De 17 hektar vinmarker – fordelt på lidt over 60 parceller – ligger alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarkerne tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen.

De bedste marker er Bischoffinger Steinbuck, Bischoffinger Enselberg og Oberrotweiler Eichberg.

Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde. Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle.

Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt på vingården i Bischoffingen.

I 1998 er Karl Heniz Johner også begyndt at arbejde i Wairarapa regionen i New Zealand. Oprindeligt var det i et partnerskab med tredje partner, men pga. uoverensstemmelse trak Karl Heinz og sønnen sig ud,

I stedet købte de i 2000 Johner Estate med 12 hektar vinmarker i Gladstone sub-regionen i Wairarapa, heraf er de 8 hektar Pinot Noir, hvilket også fortæller lidt om Johners primære interesse. Første udgivelse var 2002.

I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.  Irene fortalte under vort besøg, at hun også tager med Karl Heinz til vingården i New Zealand en gang årligt og er med til al arbejdet i marken.

Efter vi blev bænket i smagelokalet fik vi hurtigt stukket et glas vin i hånden. Ikke så meget pjat der. Der var netop én af vinene fra deres vingård i New Zealand, et helt frisk udgiver glas 2016 Sauvignon Blanc Ouvertüre … virkeligt grønt, syrligt og frisk.

Derefter sørgede Irene for, at vi smagte lidt hvidvine, og vi koncentrerede os om deres Weißer Burgunder & Chardonnay, Weißer Burgunder SJ,  Chardonnay SJ samt en Grauer Burgunder.

Derefter gik vi over til de dejlige røde Spätburgundere – og nu begyndte Karl Heinz at tage over – så vi røg vist igennem hele batteriet af deres Spätburgundere, både fra vingården i Bischoffingen og gården i New Zealand.

Vi smagte bl.a. deres topvin Blauer Spätburgunder SJ i både 2011 og 2012 årgangen, men derudover havde Karl Heinz netop i dag åbnet en flaske af den ellers udsolgte Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg i årgang 2011 grundet besøg af en ældre, tidligere nabo. Den skulle vi da også lige ha’ lov af smage.

Det er en enkeltmarksvin, som Johner valgte at lave i netop 2011, hvor druerne var helt perfekte og kvaliteten speciel høj.

Normalt bruges druerne ellers i topvinen Blauer Spätburgunder SJ, men det betød også, at vinen kostede 100€ og faktisk blev revet væk. I Danmark kan du dog fortsat finde et eksemplar hos Vinbutikken til 798 kr.  Jeg gav mig god tid til at nyde vinen og lave smagsnoter, så dem skal jeg selvfølgelig nok smide på bloggen bagefter.

Karl Heinz er en rigtig hyggelig fætter … god med grin, og der spares ikke på vinen, når han hælder op. Han har en fantastisk energi, er utrolig imødekommende og har et smittende humør.

Jan spurgte ham på et tidspunkt, da vi snakkede om en af de mange Spätburgundere; barriques oder foudres. Så kiggede han på sin store mave og slog en kæmpe latter op … og snart skraldgrinene hele smagelokalet.

Vi sluttede – efter de mange Spätburgundere – med at smage et Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec blend var gården i New Zealand og den var faktisk overraskende god. Men sådan er det generelt med vinene fra Johner … fantastisk kvalitet.

johner-produktionstanke
Nogle af tankene til vinproduktionen i kælderen

Vi ende med at købe lidt forskelligt, lidt hvid samt lidt Spätburgundere, og vi fulgte derefter med Irene ned i kælderen.

Karl Heinz var pludseligt røget af sted sammen med den tidligere nabo, som skulle se nogle marker. De nåede dog at snuppe resten af flasken Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg med … og jeg nåede ikke at få et foto af den herlige vinbonde. Men sådan går det jo engang imellem.

johner-der-findes-vine
Her drøner Irene rundt for at finde de vine, som vi bestilte

2011 Weingut Hubert Lay, Ihringer Fohrenberg Spätburgunder Spätlese Trocken Unfiltered SL, Baden, Tyskland

2011 Weingut Hubert Lay, Ihringer Fohrenberg Spätburgunder Spätlese Trocken Unfiltered, Baden, TysklandOg fra Gisela und familie kommer netop næste vin, denne Ihringer Fohrenberg Spätburgunder Spätlese Trocken Unfiltered … én af de vine, som vi ikke smagte hos vinhuset, men endte med at købe et par stykker af.

Og det er vel meget passende med netop sådan en Spätburgunder, når det nu er fredag … den dag om ugen, hvor der i det houlbergske hjem bør komme sådan slige sager på bordet.

Denne her vin hører til familiens Premium vine … SL, som står for Selektion Lay. Det er de bedste vine fra Weingut Hubert Lay. Denne er lavet med druer fra marken Ihringer Fohrenberg og Spätlese … altså sent høstede druer for at give mere kraft til vinen.

Efter presning og maceration har vinen ligget 11 måneder på egefade og der er efterfølgende ikke tilsat svovl og vinen er også flasket helt ufiltreret. Den har en søstervin – lavet på samme måde – som er filtreret.

Næsen er sådan nærmest lidt støvet med lidt grønne animalske noter, sådan lidt mødding, stor tørhed, lakrids, læder, mentol og elementer af hindbær og kirsebær. I munden er vinen syrlig, lidt kantet og grøn, som om den ikke er helt moden endnu … lidt sjovt, når druerne jo er høstet sent. Der er godt med bid, grafit og virker langt kraftigere end andre vine fra området.

Købt på vingården til 13,50€ … eller omkring 100 kr.

Rating 4,5/7 half_thumb

Besøg hos Weingut Hubert Lay i Ihringen

Vi havde flere steder hørt om – og fået anbefalet – den lille økologiske producent Weingut Hubert Lay. Da Lay også ligger i Ihringen, så slog vi efter besøget hos Dr. Heger et smut forbi netop Hubert Lay i udkanten af byen … godt gemt væk inde i en baggård.

Men et skilt udenfor med teksten Ökologisches Weingut Hubert Lay, et tilsvarende tekst med Weingut Hubert Lay over porten og maleri og tekst indenfor porten afslørede dog – sammen med en ældre bedaget Mercedes 200D fra sidst i 1970’erne samt en endnu ældre traktor beregnet til vinmarkerne – at vi var på rette spor.

lay-porten
Lidt tekst … vistnok om druer og druesaft

Der så både imidlertid både mørkt, lukket og øde ud … og vi var også snart på vej til at luske ud igen, da fruen i huset tonede frem fra privaten. Mægtig, stolt og ganske gæstfri.

Det var Gisela Lay i egen person. Hun bød os velkommen, men snakkede ikke engelsk … alene tysk … og i rigelige mængder. Jeg fik på bedste skoletysk fremstammet, at vi skam næsten var født til at snakke tysk, og så blev vi ledt ned i det lille smagelokale i bunden af gården.

lay-gisela-foran-smagelokalet
Her står Gisela Lay ved indgangen til smagelokalet

Og der fik vi en overordentlig omgang snak … men ganske vist mest envejs. Vi nikkede nogenlunde på de rigtige tidspunkter, og forsøgte flere gange at lede snakken hen på vinene, men uden større  held. Vi hørte dog også en del om vingården … og forstod dog også det meste … eller i hvert fald noget.

lay-smagelokalet
Det ydmyge smagelokale

Vingården drives af Hubert og Gisela Lay, som overtog driften i 1987 efter Adolf og Johanna Lay. Hubert og Gisela er 4. generation, men derudover deltager parrets ene søn Christian Lay også i driften efter endt uddannelse som ønolog fra Weinsberg. Derudover havde Christian også stået i lære hos Karl Heinz Johner … som vi faktisk havde planlagt at besøge efter Lay. Så Gisela bad os hilse hos Johner.

Den anden søn Matthias arbejder imidlertid som maskintekniker med CNC maskiner. Det fik vi også en lang historie om … men den skal jeg undlade at trætte jer med.

Den lille familie har samlet 4,5 hektar vinmarker, som siden 1990 har været drevet økologiske under Ecovin certificering. De bedste marker er Ihringer Fohrenberg og Ihringer Winklerberg.

Vi fik også forevist et flot foto af Corinna Trescher … nu Corinna Lay, Christians kone, som i 2011 var blevet kåret som det års Badischen Weinprinzessin. Jo, det var familien bestemt stolt af og smuk ser den skønne vinprinsesse da også ud på billedet, som prydede det lille bord, som vi havde sat os ved.

lay-vinprinsessen
Præmier og et foto af 2011 udgaven af Badischen Weinprinzessin

Vi smagte et par vine … alene Spätburgundere. Der var ingen åbne flasker og det virkede ikke, som om der dagligt – endsige ugentligt – var besøg fra nysgerrige vinturister som os. Vi smagte også et par vine – som velvilligt blev åbnet – af meget små glas … tæt på snapseglas størrelse.

Vinene var ikke kolde, og de små glas gjorde dem heller ikke ære. Umiddelbart ikke noget særligt, men vi endte med at dele en kasse med lidt blandet Spätburgunder, bl.a. lidt ufiltreret af slagsen.

En tak til den storsnakkende Frau Lay ;o)

Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen

Weingut Dr. Heger stod højt på vores ønskeseddel over producenter, som vi gerne ville besøge, så efter Bercher satte vi kursen fra Burkheim mod Ihringen.

Vingården med den store produktionshal bagved ligger vel nærmest midt i Ihringen. Vi fik strategisk parkeret i skyggen, da temperaturen denne dag efter nåede godt over 35 grader.

Efter at ha’ ringet på døren, så åbnede Birgit Schillinger – som passer Vinotheket slash smagelokalet slash salget – og bød os hjertelig velkommen. Hun havde travlt med mange besøgende, men efter vi havde bænket os, så kom der hurtigt lidt vin på bordet.

Vi efterspurgte at smage lidt Riesling samt Spätburgunder, og startede selvfølgelig med de hvide. Da der var travlt, så overlod Frau Schillinger os med 4 flasker Riesling, som vi selv kunne skænke fra, og vi fik derefter også lov at smage lidt ældre sager, bl.a. en herlig 2007 Achkarrer Schlossberg Riesling GG.

dr-heger-i-smagelokalet
Travlhed i smagelokalet … nok at se til for Birgit Schillinger

Weingut Dr. Hegers er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.

Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

dr-heger-gode-vine
Nogle af de smukke Riesling’er, som vi smagte

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Joachim Heger blev også i 2013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

dr-heger-vi-laver-noter
Vi fik også noteret, hvad vi bedst kunne li’ – og bestilte også lidt

Efter de hvide Riesling’er smagte vi næsten alle husets Spätburgundere, bl.a. også både en Frühburgunder samt Spätburgunder fra Weingut Fischer og selvfølgelig den flotte Mimus og de ganske imponerende Grosses Gewächs, bl.a. deres topvin Ihringer Winklerberg  Spätburgunder GG i flere årgange.

dr-heger-reolen
Lageret bagved butikken med vine klar til salg

Vi købte begge lidt forskelligt, både Riesling og godt med Spätburgunder … så Frau Schillinger fik godt travlt, da hun både passede smagelokalet, skulle forestå fakturering og derefter både finde og pakke vinene ude bagved. Vi tilbød dog fluks vores assistance og hjalp med at pakke vores vine i kasser … og det blev kvitteret med en flaske Grauburgunder, som hun mente, at vi kunne nyde om aftenen.

Vi fik ikke set kælderen eller produktionslokalerne, men ville heller ikke spørge den travle dame, som havde rigeligt at se til. Alligevel et herligt besøg … hvor kvaliteten af vinene bare er outstanding.

dr-heger-kasser
Weingut Dr. Heger

2015 Domaine Giraud, Côtes du Rhône Les Sables d’Arène, Rhône, Frankrig

2015 Domaine Giraud, Côtes du Rhône Les Sables d’Arène, Rhône, FrankrigHvorfor ikke nuppe mer’ Rhône? Vinen hedder Côtes du Rhône Les Sables d’Arène og kommer fra vinhuset Domaine Giraud, som ligger i udkanten af Châteauneuf-du-Pape by.

Vinhuset er grundlagt i 1974, da Pierre Giraud slog pjalterne sammen med Mireille Buou, blev gift og lejede 4 hektar vinmarker.

Pierre kom fra en familie, som havde været vinavlere i mere end 600 år og Mireilles familie ejede et destilleri, som Pierre og Mireille samtidig overtog. De opkøbte i løbet af de kommende år flere vinmarker og i 1981 skiftede de destillationsapparaterne ud med store betontanke og foudres.

Derefter startede de reelt vinproduktionen med årgang 1981 som domænets første officielle vin. Man debuterede med to cuvéer, den bedste kaldt Les Gallimardes efter navnet på det lieu-dit, hvor de gamle Grenache stokke voksede.

Domain Giraud drives i dag af Pierre og Mireilles to børn Marie og François. Marie er uddannet ønolog og har i dag ansvaret for kælderen og selve vinfremstillingen, mens François har ansvaret for markerne. I forbindelse med generationsskiftet byggede familie også en mere moderne og tidssvarende vinkælder til produktionen.

I forbindelse med generationsskiftet blev der også indledt et samarbejde med den nu så anerkendte vinkonsulent Philippe Cambie, som også har været med til at højne kvaliteten af vinene fra Domaine Giraud.

Familien ejer i dag omkring 30 hektar, hvoraf 8 hektar er samlet på omkring Gallimades og huset har i dag også parceller på de berømte marker Pignan og La Crau. Hovedparten af vinstokkene i Domaine Giraud er mere end 100 år gamle, og de nurses efter alle kunstens regler.

I meget gode årgange fremstiller de en special cuvée, der hedder Les Grenache de Pierre, som udelukkende er fremstillet af druer fra 100 år gamle Grenache-stokke fra den sandholdige del af La Crau.

Markerne har været certificeret agriculture biologique … altså økologiske siden 2011. Søskendeparret vinificerer druesorterne hver for sig, afstikler hele høsten og lagrer Grenache samt Mourvedre i tanke, mens Syrah lagres i barriques.

Vinenes kvalitet har resulteret i flotte bedømmelser fra bl.a. Robert Parker (op til 99 points og citat “Domaine Giraud is one of the up-and-coming superstars of the appellation”), Wine Spectator (op til 98 points) samt The Rhone Report (op til 100 points). Men også det førende franske vintidsskrift La Revue du Vin de France har fået øjnene op for Domaine Girauds vine.

Denne Côtes du Rhône Les Sables d’Aréne er vel nærmest en søstervin til vinen Côtes du Rhône Les Grenaches de Sixte, som har samme designede etikette, men kommer fra vinmarken Sixte, som en af de bedste vinmarker i Lirac. Denne kommer – som navnet indikerer – fra marken Les Sables d’Arène … som frit oversat betyder “sandet i arenaen” med reference til den sandrige vinmark.

Vinen er – som søstervinen – fra 60-årige vinstokke, men hvor Côtes du Rhône Les Grenaches de Sixte er på ren Grenache, så er denne vin lavet på et blend af Grenache, Syrah, Mourvedre og Cinsault. Der er ikke mange oplysninger om fremstillingen eller fordelingen mellem de forskellige druesorter, men vinen fra Syrah druerne er lagret på eg … de øvrige i betontanke.

Duftmæssigt er der Rhône for alle skillingerne … kødfuld med peber, grønne urter, mentol, røde peberfrugter, lakrids, mørke bær, svag blomme og en dyb kælderskakt. I munden er der peber, solbær, mørke kirsebær, gærede mørke bær, kraft og saft, let sødme sammen med urter og lavendel. Ganske habil Rhônevin.

Købt hos The Wine Company, hvor prisen er 125 kr. ved køb af 1 flaske og 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  half_thumb

2009 A. Clape, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2009 A. Clape, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMidt i alt det tyske geil … skal I også lige ha’ lidt andet at varme jer på og hvad er så bedre end klassisk Rhônevin og her endda fra af de bedste producenter i det nordlige Rhône … A. Clape?

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin i 1949. Auguste Clape var en af de første i Cornas, der begyndte at lave vin i eget navn.

Dengang ejede familien nogle af de bedste skråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

Domainet har 5,5 hektar i Cornas samt 1 hektar under appellationen AOC Côtes du Rhône og Vin de Table. I Cornas er markerne stejle med hældning på op over 60 grader. Clapes parceller i Cornas fordeler sig på Coteau de Tezier, Les Renards, La Cotes, Les Mazards, Chaillot og Sabarotte.

I dag er Auguste en ældre, furet mand og for længst gået på pension, så domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden. Vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres …  1.200 liters fade, som man kender fra Alsace.

Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg. Vi er tre om at træffe beslutningerne, men vi er sjældent uenige. Vi kender jo vinen. Men hvis vi bliver uenige, så er det min far, der har det sidste ord, fortæller Olivier Clape.

Her er det dog ikke en vin fra Nordrhône, men netop fra Clapes 1 hektar mark under AOC Côtes du Rhône. Men det er fortsat ren Syrah fra 50 år gamle stokke, fermenteret med alle stilkene og lagret i 11 måneder i både betontanke samt de store, gamle foudres … ligesom de andre vine hos Clape.

Og hvor er der bare dybde i Clape … det er netop velhængt kød, mejeri og læder. Virkelig animalsk med råt kød, engelsk lakrids, gazebind, kærnemælk, peber, roser, nogle mørke bær, næsten blommer …. uhhhhhh, det dufter godt. Klasse fornægter sig sgu ikke.

I munden er der saft og kraft, peber, mørke bær … meget mere “juice” i forhold til dens storesøstre, men fortsat med nerve, kraft, blod, lakrids, røg og snustobak. Hvor er Clape bare altid godt.

Mener, at jeg købte vinen for en del år siden hos Bichel Vine til 193,25 kr. I dag koster den sgu nok en del mere.

Rating 5,5/7 half_thumb

2012 Weingut Freiherr von Gleichenstein, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2012 Weingut Freiherr von Gleichenstein, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandFra vort germanske togt lige én af de mange smagte vine … en Oberbergener Bassgeige Spätburgunder fra Weingut Freiherr von Gleichenstein, som vi passerede i Oberrotweil, men ikke besøgte.

Weingut Freiherr von Gleichenstein holder som nævnt til midt i Oberrotweil … ikke langt fra Salwey i en imponerende bygning med en tilhørende kæmpe park omkranset af en lang mur. Vinotheket/vinbutikken ligger i en gammel lade ud til hovedvejen.

Vingårdens historie går helt tilbage til 1490, hvor klosteret St. Blasien byggede vingården, som en af deres mange vingårde. Siden 1634 har vingården været i familien von Gleichensteins eje.

Og familien von Gleichenstein har titlen Freiherr … en slags adelstitel, som vel nærmest svarer til baroner. I Tyskland er det den næstlaveste rangerede adelstitel … over Ritter (en slags ridder), men under fx Graf of Herzog … greve og hertug.

I dag drives vingården af Freiherr Johannes og Freifrau – ja det hedder det sgu – Christina von Gleichenstein. De overtog i 2002 driften efter Johannes far Freiherr Hans Joachim von Gleichenstein. Fra at være et landbrug med forskellig avl, så producerer familien i dag udelukkende vin.

Weingut Freiherr von Gleichenstein har samlet 50 hektar vinmarker, og de ligger lidt spredt i Kaiserstuhl. Det er bl.a. markerne Oberrotweiler Henkenberg, Ihringer Winklerberg, Achkarrer Schlossberg og så Oberbergener Bassgeige. Det er netop sidstnævnte, som har leveret druerne til denne Oberbergener Bassgeige Spätburgunder.

Bassgeige betyder i øvrigt kontrabas og er bogstaveligt symbol for byen Oberbergen. Navnet skyldes, at marken – set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn. Kontrabassen kan ses ved indgangen til byen – smukt udsmykket med blomster – og ved det lokale kooperativ Winzergenossenschaft
Oberbergen, som også har kontrabassen som deres logo.

bassgeige
Her lige en blomsterdekoreret kontrabas på vej ind i Oberbergen

På de 50 hektar dyrker vinhuset druesorterne Spät-, Grau- og Weißburgunder samt Muskateller, Chardonnay og Müller-Thurgau.

Denne Oberbergener Bassgeige Spätburgunder har lagret 15 måneder på barriques, som tidligere er brugt to gange tidligere. Den er godt tør … i hvert fald er der alene 0,8 grad restsukker pr. liter.

I glasset virker vinen knap så transparent som de andre Spätburgundere, som vi smagte i Kaiserstuhl. Næsen er klar Spätburgunder … lidt landlig og sødmefuld stald, men også lidt kaktus, sæbe, en dyb syre, eg, blåbær, granatæbler og krydrede elementer med nelliker og et lidt støvet udtryk.

I smagen en god omgang peber, fin lethed egentlig, lidt ribs … meget easygoing og nem. Syren bliver dog en spids for anstrengt og det hele lidt for pebret, stramt og der savnes lidt blødhed til at binde det hele sammen.

Pris på vingården er 15,00€ … eller 112 kr.

Rating 3,5/7 half_thumb

Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim

Efter enhver weinfest kommer der endnu en dag … her skønt suppleret med svag og selvforskyldt hovedpine. Selv en tidlig løbetur op i vinmarkerne over Oberbergen – med et betagende view over byen – kunne ikke helt kurere den infame banken … men dann haben Wir doch anderes Metoden … nemlig flere besøg hos vinproducenter.

Vi havde alene kunnet få 2 overnatninger på Scwarzer Adler – full besetzt – så vi skulle desværre flytte hotel og havde valgt Kreutz-Post i Burkheim til vores sidste overnatning. Derfor var det selvfølgelig helt naturligt at starte dagens besøgsrække med Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Weingut Bercher er et lille familiedrevet vinhus, som kan spores helt tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien Bercher fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl.

I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie og siden 1756 har familien haft til huse i den historiske ejendom, hvor man næsten kan mærke historiens vingesus.

bercher-den-gamle-vingaard
Den gamle ejendom tilhørende Weingut Bercher

Franz-Michael Bercher byggede den flotte og imponerende ejendom i 1756 og den er fortsat i dag hovedsæde for vinhuset og familien i flere generationer. Den indeholder bl.a. en imponerende stor vinkælder, hvor alle husets vine bliver produceret og lagret … og den ligger lige under hovedejendommen og er ganske imponerende med virkelig højt til det hvælvede loft.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne Burkheimer Feuerberg, Burkheimer Schloßgarten, Jechtinger Eichert og Sasbacher Limburg. Der dyrker familien sorter som Spätburgunder, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Muskateller, Riesling, Scheurebe, Chenin Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Lemberger.

bercher-et-kig-ind-i-gaarden
Et kig ind til gården bag ejendommen

I dag er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

bercher-inde-i-smagelokaletDet ene smagelokale hos Bercher

Vi ringede på udenfor hoveddøren og blev vist ind i et af husets gamle smagerum … solid, ældre tysk stil med masser af træmøbler fra en svunden tid. Da gårsdagens vinfest stadig boblede i kroppen, så holdt vi os til smagning af husets Spätburgundere.

Vor vært præsentere os ganske kort for vinene – en efter en – men da den værste travlhed var taget af, så satte han sig ned ved vort bord og gav sig god tid til at fortælle om vinene.  Det viste sig, at det netop var Martin Bercher … en af husets ejere.

Da han fandt ud af, at vi havde taget den lange vej fra Danmark til Kaiserstuhl alene for at smage deres vine, så åbnede han virkelig op og vi fik et herligt indblik i vinene og produktionen hos Bercher. Vi var specielt betaget af deres Spätburgunder Sasbacher Limburg … en Erste Lage vin, som vi købte en kasse af.

bercher-gg
Her nogle af de herlige sager, som vi smagte

Da temperaturen igen nærmede sig de 35 grader anbefalede Martin, at vi skulle leje et par cykler og alene bevæbnet med badeshort og et håndklæde cykle en tur til Burkheimer Baggersee for et kold dukkert … et sted, hvor de lokale tyskere valfarter til om sommeren.

Et godt råd … men vi havde nu i stedet planer om flere besøg hos vinproducenter, selvom en kold dukkert lød som frelse for både de høje temperaturer og det fortsat værkende hoved.

Vi fik efter smagningen en stor rundvisning i kælderen … både det imponerende rum til lagring af vinen på store, gamle egefade og nye barriques samt produktionslokalerne længere inde i kælderen. Specielt det store lagringsrum med 5-6 meter til det hvælvede loft er helt fantastisk … og en total overraskelse, når man går ned af den stejle trappe under ejendommen.

bercher-gamle-fade-og-nye-barriques
Gamle egefade og nye barriques i kælderen

Efter rundvisningen fandt Martin vores vin … og en ekstra flaske vin som gave … en Weissburgunder, som han mente, at vi skulle drikke om aftenen.

bercher-martin-fortaeller
Martin Bercher fortæller om produktionen

Sammenlagt et helt fantastisk besøg … og stor tak til Martin Bercher for at give sig tid til at fortælle om vinene og vise ejendommen frem for os. Vi slutter selvfølgelig lige med et par turistbilleder fra kælderen.

bercher-to-danskere-i-den-store-kaelder
Her får man lidt fornemmelsen af størrelse af vinkælderen

bercher-houlberg-og-martin-bercherMartin Bercher og Houlberg

bercher-i-kaelderenEndnu et view fra kælderen

Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein

Efter 2 x vinbesøg hos henholdsvis Weingut Franz Keller Schwarzer Adler samt Weingut Salwey havde feststemningen ramt de to randrusianere i Oberbergen … og hvad er så mere naturligt at feste videre til en vaskeægte sydtysk vinfest?

Vi havde inden vores ankomst til Kaiserstuhl kort snakket om, at der i weekenden 26.-29. august blev afholdt den årlige Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein … men blot som én mulighed ud af mange.

Men nu virkede et besøg på vinfestivalen som det mest naturlige i verdenen og så var der ikke langt fra tanke til handling. Vi sprang på en af de mange busser, som fragtede vinglade tyskere og andet godtfolk til Breisach … og vi to var således dermed en officiel del af dette godtfolk af anden herkomst, to skandinaviske vikinger i Rheinland til vinfest.

weinfest-pladsen
En stor og hyggelig plads – Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg

Det var mit første besøg på en vinfestival, som bød på en lang række boder med fortrinsvis vin, men også alskinds mad som currywurts, flammkuchen, Jägerschnitzel mit Spätzle samt specialiteter fra Baden området. Et rent slaraffenland for vinelskere, gourmeter og godtfolk. Og vinfesten er da også et rent tilløbsstykke.

Det er primært kooperativer, som viser deres vine frem på Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg, bl.a. kooperativer som Winzergenossenschaft
Oberbergen, som vi havde passeret tidligere på dagen på vej til Salwey, Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, som jeg for et knap et par år siden stødte på i kælderen på Nimb, da jeg smagte deres lille undseelig Blauer Spätburgunder Riserva, som jeg fandt ganske spændende.

Samlet var der omkring 16 store vinkooperativer samt 8 private, selvstændige vinproducenter, nemlig Weingut Abril, Weingut Bercher-Schmidt, Weingut Peter Briem, Weingut Engist, Friedrich Kiefer, Weingut Hiss, Staatsweingut Freiburg og Weingut Rudolf Zimmerlin … eller sagt på en anden måde … rigtig stor mulighed for at smage vin fra Kaiserstuhl og omegn.

Og da hvert vinhus vel havde omkring 20-25 forskellige vine, som kunne købes by-the-glass til mellem 1,50-5,00 €, så bød vinfesten således på ikke mindre end rundt regnet 400-500 forskellige vine … lidt af en opgave at komme igennem.

Vi gjorde dog et hæderligt forsøg. Først skulle vi købe det obligatoriske vinglas og så var det ellers bare at gå i gang. Og folk var i god stemning, glade og meget imødekommende.

weinfest-hornmusik-ii
Die Bremer Stadtmusikanten

Der var underholdning i form af hornorkesteret Die Bremer Stadtmusikanten samt dans til et ældre, bedaget med stadig fungerende populærorkester kaldet Big Daddies. En sand folkefest … og vi var midt i orkanens øje. Herligt. Man havde også kåret en lokal Weinprinzessin, men hende så vi nu ikke, da kåringen sket, mens vi sad i bussen på vej til vinfesten.

frei0095
Her får I dog et foto af årets weinprinzessin

frei0114
Okay, så et mere … og prinsessen har naturligvis et glas vin i hånden

Big Daddies
Og selvfølgelig også et foto af Big Daddies

weinfest-hornmusik
Hornmusik for fuld udblæsning

Vi fik smagt meget forskelligt og der var bestemt rigtigt mange gode vine blandt dem, som vi valgte ud. Vi skiftedes til at købe to glas for derefter at udfordre hinanden på, hvilken druesort vinene var lavet på. Vi fik smagt os igennem nogle druesorter.

Underligt nok var en del af de røde Spätburgunder vine ikke kolde i mange boder, hvilket var lidt en skam. Alligevel imponerede en Spätburgunder Oberbergener Baßgeige Edition Terrior fra netop kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen samt en Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Vini Grande fra Burkheimer Winzer.

Da temperaturerne imidlertid lå lige under 30 grader, så holdt vi os dog mest til de kølige hvidvine, dvs. masser af Weisser Burgunder, Grauer Burgunder, men også andre druesorter som Scheurebe, Chardonnay, Riesling, Rivaner fik vi smagt.

weinfest-striebeleStriebele – en specialitet i Baden

Også de fristende madboder blev besøgt, bl.a. fik vi en Striebele … en specialitet fra Baden. Det er slags vaffel, hvor dejen langtsomt hældes i frituren, således den danner en sjov kugle, som serveres med puddersukker ovenpå.

weinfest-nat
Masser af mennesker til vinfesten

Vi havde egentlig snakket om at tage første bus hjem … men hyggede os, så vi snuppede en langt senere bus, da fyrværkeriet for længst havde oplyst nathimmelen til alle store tilfredshed. Er man til fest, så er man til fest.

Vejret var fantastisk, og da vi ankom til hotellet ved 01.30-tiden var der fortsat 28 grader. Vi kunne lige nå et sidste glas Spätburgunder … og det blev et glas Franz Anton Selection, som vi nød på bænken udenfor hotellet.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger