Tag-arkiv: Tyskland

2016 Weingut Paul Schumacher, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Paul Schumacher, Frühburgunder, Ahr, TysklandVi smagte en enkelt Frühburgunder hos Weingut Paul Schumacher … ellers var resten alene på Spätburgunder. Vi smagte hans Frühburgunder i årgang 2016.

Vinen er lavet som de øvrige, altså tidlig høst, spontangæring ved lave temperaturer og lagret 18 måneder på franske egefade.

Næsen er en kende mere omgængelig end de foregående vine, frugten fortsat tør, lys og stringent med masser af syre. Der er ribs, hindbær, røg, egetræ, røg og en snert af lidt vanilje.

Smagsmæssigt er vinen også tør … sindssyg tør og har samtidig omkring flere tons tanniner. Men denne afstraffelse sker alligevel på en virkelig let, stram og frugtrig facon. Det smager godt, men for pokker hvor er det tørt.

Dansk importør er Rotweiss Vinimport, men denne er ikke i sortimentet og koster 13,50€ på vingården … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, TysklandI filmen Døde Poeters Klub opfordrede professor John Keating de konform- og traditionsopdragne elever på Welton Academy til at begynde at tænke selv, leve livet fuldt ud og Carpe Diem. Den ukonventionelle tilgang medførte en åndelig opblomstring hos eleverne.

Paul Schumacher har også grebet Carpe Diem og lavet en vin, som skal nydes fuldt ud … Spätburgunder Carpe Diem, som er lavet med en blanding af druer fra de yngste vinstokke på de bedste parceller.

Ellers er den lavet som de øvrige … tidlig høst, kold spontangæring og maceration i åbne gæringskar og efter endt fermentering lagring på brugte franske 228 liters bourgognebarriques i 18 måneder,

Duftmæssigt minder vinen meget om foregående, ganske grøn med lys, rustik frugt, hindbær, kirsebær, brombær med modenhed, røg og stram syre. Smagen er også lys, ren og stringent frugt, peber og ganske grøn … stramt og rent.

Dansk importør er Rotweiss Vinimport, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, TysklandPaul Schumacher startede vor lille smagning i den hyggelige bistro med denne almindelige Spätburgunder … som vel – selvom Schumacher ikke er medlem af VDP – kan betegnes som en Gutswein eller basisvin.

Vinen er – som med alle rødvinene hos Weingut Paul Schumacher lavet med tidlig høst, kold maceration og spontangæring i åbne gæringskar alene med druernes naturlige gærceller og en efterfølgende lagring i franske egefade … og denne Spätburgunder basisvin er lagret 18 måneder på brugte egefade. Paul anvender kun fine barriques fra Tonnelier Chassin i Bourgogne.

Duftmæssigt lys, let, syrlig og moden frugt, kirsebær, hindbær, blåbær og mentol. Der er lidt Ahr røg, mineraler og eg … virker meget tør. I munden har vi da også stor tørhed og masser af syre, virkelig et syrehoved med kant og en meget ren, frisk frugt. Det er næsten alt for ung en vin … syrlig, streng og let grøn.

Dansk importør er Rotweiss Vinimport, men denne er ikke i sortimentet og koster 9€ på vingården … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4/7

Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr

Lørdag var vor hele sidste dag i Ahr og den startede selvfølgelig atter med et besøg hos en vinproducent, nemlig hos Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal. Vi havde en tidlig aftale med Anne Schumacher, men det blev nu Paul Schumacher himself, som vi mødte på vingården og forestod smagningen.

Vingården ligger på hovedvejen og minder mest om en forvokset villa, og når du kommer ind, så ligner det mest af alt om en lille bistro eller restaurant, men den fungerer faktisk også som bistro og drives også en gang årligt også som Straußwirtschaft … en slags sæsonåben restaurant, hvor de kan servere deres vine sammen med regionale egnsretter.

Vi blev budt hjertelig velkommen i de hyggelige lokaler med spændende kunst på væggene. Paul Schumacher spurgte til, hvad vi kunne tænke os at smage, og vi svarede – belært af de foregående dage – at vi gerne ville koncentrere os om de røde vine.

Nu laver Weingut Paul Schumacher også primært Früh- og Spätburgunder – og derudover alene lidt Riesling – så valget og vor bevidste selvofring var nok alligevel ikke stor. Men det betød blot, at vi kunne have fuld fokus på de dejlige rødvine.

Historien

Weingut Paul Schumacher er ikke et gammelt vinhus i Ahr, men etableret for 10-12 år siden, hvor Paul besluttede selv at lave egne vine fra sine marker. Indtil da havde han både arbejdet for et af de store kooperativer og samtidig også leveret sine druer til dem.

Sammen med sin hustru – som vistnok hedder Ulla – driver Paul 5,2 hektar vinmarker, hvor de bedste marker klart er Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay.

Han dyrker 70% Spätburgunder, 12% Frühburgunder, 15% Riesling og så lige 2% Merlot. Vinstokkene med Riesling er primært på hans Leutesdorfer Gartenlay mark, der ikke ligger i Ahr, men i Mittelrhein vinregionen … et par parceller, som han overtog i 2014.

På markerne i Ahr er 75% af Schumachers vinstokke typisk mellem 40-70 år gamle, så det betyder – sammen med omsorg for druerne i markerne, håndkraft samt et meget hårdt og slidsomt arbejde – at der virkelig er kvalitet i hans vine, som også har fået flotte anmeldelser fra de store vinguider.

Paul Schumacher har således høstet 3 stjerner hos Eichelmann og Vinum med en særlig udmærkelse for hans 2015 Spätburgunder, som en af de bedste og endda til en attraktiv pris.

Smagningen i den hyggelige bistro

I den lille hyggelige bistro serverede Paul Schumacher en række af sine vine for de vinglade danskere. Det betød et lille smageprogram, som så sådan her ud:

Paul Schumackers vine er klart til den mere stringente og mere syrerige side, men utrolig elegante. Det var selvfølgelig alle meget unge vine, som – uden undtagelse – vil havde godt at lagring nogle år, men de bedste var klart vinene fra Rosenthal og Kräuterberg.

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Rundvisning i vinkælderen

Efter smagningen – og køb af lidt af Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder – fik vi en rundvisning i vinkælderen … en ganske overraskende lille kælder, meget tætpakket med også med et langt, stort og hvælvet rum til at lage vinene på barriques.

Som hos nogle af de andre producenter vi besøgte, så havde Paul også et lille skattekammer med nogle af hans ældre vine. Vi fik undervejs også en god snak om vin og produktionen.

Sammenlagt et fint lille besøg, som heller ikke varede så lang tid, men stor tak til flinke Paul Schumacher.

2016 Weingut Rebenhof, Erdener Treppchen Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Rebenhof, Erdener Treppchen Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandLige en Riesling mer’ fra Johannes Schmitz på Weingut Rebenhof, nemlig hans 2016 Erdener Treppchen Riesling Spätlese Trocken … en lidt sødere vin end den foregående fra Mosel vinmageren.

Der er igen ikke mange oplysninger om produktionen af vinen, som dog formentlig er lavet på rustfrie ståltanke. Vinen har 8.7 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på en okay inderlighed, abrikos, kvæde, fersken, en smule fedme, nødder, våde fade, muskatnød, svagt lidt lemon, citron og søde krydderier.

Vinen er ikke vildt sød og er samtidig en smule flad i syren. Der er søde æbler, syltede citroner, men ender med at være en smule varm i udtrykket.

Der er ikke set en importør herhjemme, men på vingården koster vinen 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Rebenhof, Ürziger Würzgarten Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Rebenhof, Ürziger Würzgarten Riesling GG, Mosel, TysklandI den lille by Ürzig i det store sving på Moselfloden mellem Bernkastel-Kues og Traben Trabach finder vi Weingut Rebenhof, som står bag den næste vin … en 2017 Ürziger Würzgarten Riesling Großes Gewächs.

Vinhuset drives af Johannes Schmitz sammen med hustruen Doris. Det er et gammelt vinhus etableret helt tilbage i 1867, så det er også et vinhus med en stolt gammel historie. Johannes laver alene vine på Riesling fra sine 6 hektar stejle vinmarker, hvor de bedste marker klart er Lösnicher Försterlay, Ürziger Würzgarten og Erdener Treppchen. Den årlige produktion ligger på omkring 60.000 flasker vin.

Siden 2010 har Johannes også drevet et topmoderne Vinothek, som han kalder Riesling Manufaktur Rebenhof, hvor man både kan smage og købe Johannes’ vine.

Her smager vi nu Johannes’ 2017 Ürziger Würzgarten Riesling Großes Gewächs, hvor druerne kommer fra en lille parcel, som er specielt god … men jeg har slet ikke kunnet finde nogle oplysninger om vinen, så derfor springer vi direkte på mine smagsnoter.

Duftmæssigt klart Riesling med svag fragrans af petroleum, meget inderlig og samtidig med grønne æbler, abrikos, lidt nødder, en flot buket blomster, appelsinskal, lemon samt våde fade.

Smagen er æbler, god fylde, en vis sødme, som bare råber Mosel udover det hele, ja faktisk en rimelig pæn sødme, en rank og varm syre, meget rund og ganske smagfuld.

Der er ikke set en importør herhjemme, men på vingården koster vinen 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2007 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2007 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder, Ahr, TysklandMin sidste note for aftenen blev på atter en vin fra Peter Kriechels kælder … en 12 år gammel 2007 Marienthaler Rosenberg Frühburgunder. Og hvorfor ikke slutte sådan en festlig aften med manér?

Vi havde et par timer tidligere smagt vinen i årgang 2012, men nu var det altså en 5 år ældre Marienthaler Rosenberg Frühburgunder. Den er selvfølgelig lavet som 2012’eren, altså med 18 måneders lagring på franske barriques. Det er en Lagenwein og sammen med Goldkapsel vinene en del af husets topserie kaldet Kultweine. Den har 1,4 gram restsukker pr. liter.

Som med 2012’eren er det en utrolig let, syrlig og næsten svævende aroma med kirsebær, ribs, brombær, klart mere moden i frugten og fortsat med masser af fadpræg, flæsk, tobak og lakrids. Den har igen den klassisk røgede og syrlige Ahr næse, som er så bedårende … og sammen med modenheden spiller det max.

I munden er det så ultra blødt, cremet og lækkert … lidt mørkere og måske endda også med en tak mere sødme, men vinen er totalt livlig og sprællevende med masser af tørre tanniner. Der er fortsat frisk og syrlig frisk frugt med ribs, kirsebær, grønne elementer og gud hvor det smager godt.

Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske af 2015’eren koster 519 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2016 Weingut Max Schell, Grand Max S Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Max Schell, Grand Max S Spätburgunder, Ahr, TysklandWeingut Max Schell laver også en Grand Max S Spätburgunder … hvor druerne også kommer fra Ahrweiler Rosenthal marken, men vinen er her blot lagret længere tid. Denne årgang 2016 har også fået 3. pladsen her i 2019 i kategorien Bester Spätburgunder Premiumwein des Jahres.

Vinen er lavet med de bedste druer fra Ahrweiler Rosenthal og høstet med lavt udbytte. Så er vinen herefter lavet med gæring og maceration store 900 liters Rollvermenter egefade og er efter endt fermentering lagret 20 måneder i nye barriques. Der er 2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt … hold nu op, hvor det dufter godt. Power, krydret og animalsk næse med jordbær og kirsebær, næsten tørrede blomster, syrlig med grønne urter, mineraler samt røg. Der er tobak, mynte og klart fadpræg med eg, vanilje, kanel og chokolade.

Smagsmæssigt er vinen bare sindssyg blød, cremet ,,, har en lille fedme, et lidt røget præg, syren er tilstrækkelig, tanninerne tydelige og samlet bliver vinen også en smule saftig … men for pokker, hvor smager den fandens godt.

På vingården koster en flaske 22,50 … svarende til 167 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Max Schell, Grand Max Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Max Schell, Grand Max Spätburgunder, Ahr, TysklandDet sidste vinhus, som Peter Kriechel synes, at vi skulle smage et par vine fra, var Weingut Max Schell, som ligger på Rotweinstraße i Rech. Vi startede flot med denne 2017 Grand Max Spätburgunder, hvor druerne faktisk kommer fra topmarken Ahrweiler Rosenthal.

Vingården er grundlagt af Max Schell for tre generationer siden … dengang som en almindelig gård med vinavl. Den drift forsatte datteren Beate sammen med hendes mand Bernhard Schulze-Ickingh, som egentlig kom fra et arbejde i mejeribranchen. Men det var Bernhard, som startede vinproduktionen op på vingården og løbende udvidede driften.

I dag drives Weingut Max Schell af Bernhard og Beates to børn Wolfgang og Annika Schulze-Icking. Wolfgangs hustru Katarina, som har erfaring fra sit job som hoteldirektør på det store Hotel Hohenzollern og er certificeret vinkonsulent, hjælper også til.

Det er måske også meget godt, for udover vinproduktionen, så udlejer familien også et par ferielejligheder.

Det er et lille familieforetagende … og de har alene 2 hektar vinmarker, men fordelt på en lang række parceller på spændende marker som Mayschoßer Mönchberg, Recher Blume, Hardtberg og Herrenberg, Dernauer Goldkaul, Walporzheimer Pfaffenberg samt Ahrweiler Silberberg og Rosenthal.

Og det er netop fra Ahrweiler Rosenthal, at druerne til denne vin Grand Max Spätburgunder kommer fra. Faktisk kommer druerne fra den øverste del af marken. Vinen er lavet med gæring og maceration i egefade og er efter endt fermentering lagret 16 måneder på nye 300 liter egetræsfade.

Næsen er sådan ganske lys og moden frugt, tør og støvet med blæk, jordbær, hindbær samt en mørk syrlighed. Der er en smule tobak, røg og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen tæt med masser af power, kraft og virkelig meget smag. Det er en intens vin, klart Ahr stil med syrlig nerve, røg, en lille sødme og nogle ristede elementer. Der er blide tanniner med voldsom lang eftersmag.

På vingården koster en flaske 16,80 … svarende til 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 WG Mayschoß-Altenahr, Pinot Noir R, Ahr, Tyskland

2017 Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Pinot Noir R, Ahr, TysklandHar man sagt A må man også sige B. Så derfor skulle vi også smage en Spätburgunder fra det andet helt store kooperativ i Ahr … Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr. Det blev med deres 2017 Pinot Noir R.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Vinproduktionen i Ahr-dalen var dengang i dyb krise gennem næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim også kom ind under Mayschoß-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.

Her smager vi deres 2017 Pinot Noir R, som er lavet med gæring samt maceration i egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret på nye barriques. Vinen er 2,6 gram restsukker pr. liter.

Næsen er ikke sådan voldsom eksplosiv, men meget blid, let næse med kirsebær, hindbær, måske endda lidt tørret frugt, blomster, mentol samt et klar præg fra fadene med eg, kanel og vanilje.

I munden har vinen en god syre, egentlig en frisk, lidt mørk Spätburgunder med en tak for megen peber, hvilket gør den en smule stram og stærk. Syren er dog meget herlig og løfter vinen med en syrlig, fin og stringent nerve.

På kooperativet koster en flaske 20,90€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5/7