Mandag, påskeferie … men ikke det vejr, som mange nok havde håbet på. Her brænder ilden i brændeovnen, og børnene sover, hvorfor jeg lige vil bruge lidt tid på at skrive lidt om aftenens vin.
Ja, normalt er der ikke vin på bordet en almindelig dødelig mandag, men da det er ferie, har jeg gjort en undtagelse. Og en dejlig undtagelse. Har efterhånden smagt denne Johner en del gange, og jeg er meget begejstret for vinen.
Vinen er lavet af Karl Heinz Johner, som laver vine i Baden, Tyskland på hans og sønnen Patricks 18 hektar stor ejendom i hans hjemby Bischoffingen på den vestlige side af Kaiserstuhl.
Domainet er grundlagt i midten af 1980’erne af Karl Heinz Johner, og her arbejder de meget med specielt “spätburgunder” på bourgogne-kloner. Har desværre ikke endnu haft mulighed for at smage Johners tyske pinot, men det må sgu komme en skønne dag.
I 1998 er Karl Heniz Johner også begyndt at arbejde i Wairarapa regionen i New Zealand. Oprindeligt var det i et partnerskab med tredie partner, men pga. uoverensstemmelse trak Karl Heinz og sønnen sig ud og begyndte igen i 2000 med Johner Estate, baseret på 12 hektar vinmarker i Gladstone sub-regionen, heraf er de 8 hektar pinot noir, hvilket også fortæller lidt om Johners primære interesse. Første udgivelse var 2002. I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.
I glasset fremstår vinen meget lys rød, vel nærmest det man kan kalde rubinrød. Næsen er klassisk animalsk, nærmest samme duft, som ofte findes i tyske spätburgundere. Duft af søde kirsebær, sødhed og måske lidt tørrede urter. Det dufter sørme da dejligt.
Smagen er frisk, fortsat præget af røde bær, og ganske harmonisk. Pæn fylde i munden, måske en smule blomme og krydderier, men friskheden er sgu god. Det er et fremragende glas vin, og har altid været begejstret de gange, som jeg har smagt den (dette er vel 5. eller 6. gang).
Prisen ligger omkring 177 kr. hos Estwine, men ak … har netop konstateret, at Estwine ikke længere har Johners New Zealandske vine. Nå, men det er forhåbentligt kun en midlertidig status, for det er bestemt en vin, som jeg gerne vil anbefale.
Kvalitetsmæssigt lidt af et hop denne gang til den legendariske Bin 707.
Næste bourgogne er fra området Gevrey-Chambertin i Bourgogne. Marken Le Champertin har navngivet appellationen, som er en af Bourgognes sværvægtere. Vinene her har stor substans. De er maskuline, mørk i farve og ikke mindst mørk i duften.
Næste bourgogne kommer fra et lille domaine i Morey-Saint-Denis, Domaine Hubert Lignier, som laver vine af fremragende kvalitet selv i vanskelige år. Vinene er derfor uhyre efterspurgte og svære at få fat i.
Torsdag, vinsmagning med vine fra et af verdens bedste vinområder, nemlig Bourgogne! Området som – når det er bedst – kan betage og drage folk til at betale ustyrlige summer for en flaske af denne eliksir, men som desværre for mange bliver et skuffende bekendtskab.
Fra lørdagens Mollydooker ræs var det måske også retfærdigt lige at beskrive denne “Blue Eyed Boy” fra “Down Under”. Det er en voldsom sag, som Sarah & Sparky Marquis har fået lavet.
Lørdag aften var jeg indbudt til et såkaldt “byggemøde”. Det inkluderede en massiv vinsmagning af primært Mollydooker vine, helt præcis 5 stk. fra Sarah og Sparky samt lidt “diverse” vine, herunder en Ripasso, en Amarone, en Chateauneuf, en amerikaner, en bordeaux samt denne Barolo fra Fontanafredda … aftenens bedste vin.
Lørdag aften lige et smut til Toscana i Italien, men sikke et smut. Vinen er denne Bucciarelli Chianti Classico fra det toscanske vinhus Antico Podere Casanova, som ligger i byen Castellina i Chianti.
Vinen lørdag aften er denne charmerende new zealænder, Palliser Estate, som jeg har smagt nogle gange. Fandt den i SuperBest til omkring 125 kr., hvilket næsten er tyveri, da vinen normalt koster omkring 250 kr. i enten Randers Vinhus eller hos Laudrup Vine.
Èn af frédagens vine var denne fra ét af mine favoritslotte i Frankrig, nemlig fra Château de Beaucastel.