Vinene fra den spanske Bodegas Tridente har masser af lækkerhed. Den labre storesøster Rejón er saftig og lækker, men denne billige og villige lillesøster Tridente Tempranillo også har godt med lækkerhed.
Bodegas Tridente ligger i Villanueva de Campean omkring 30 kilometer syd for Zamora udenfor Toro appellationen i vinområdet Castilla y León. Vinhuset er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares, altså Gil familien, som ejer en lang række vinerier i flere områder i Spanien.
De ejer faktisk samlet ikke mindre end 9 vinerier, Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla … ja og så Bodegas Tridente.
De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien i 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og grundlagde i 2008 også Bodegas Tridente projektet.
Bodegas Tridente blev grundlagt som et af de mange opkøb med det formål at lave kvalitetsvine fra deres opkøbte 65 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 40 parceller med masser af tudsegamle vinstokke, som er plantet løbende igennem tiderne.
De fleste af markerne ligger omkring byerne Villanueva og El Pego … men kun sidstnævnte ligger indenfor appellationen DO Toro. Og selve vinproduktionen foregår i Zamora, som også ligger uden for Toro, så det betyder, at vinene fra Bodegas Tridente dermed blot bliver vine fra Castilla y León.
De ældste vinstokke er omkring 130 år gamle, og den bedste mark er Rejón, som netop leverer druer til storesøsteren til denne Tridente Tempranillo. Rejón er ubetinget Bodegas Tridentes absolutte topvin, som er lavet på ren Tempranillo fra de ældste vinstokke.
Udover Tempranillo, så dyrker vinhuset også sortern Prieto Picudo samt Mencía fra nogle marker, som ligger et stykke fra vingården, nemlig i Bierzo og León området. De to druesorter bruges i vinene Tridente Prieto Picudo og Tridente Mencía, mens de resterende øvrige 4 vine alle er lavet på Tempranillo.
Selvom vinhuset er ejet af Gil familien, så er ledelsen af vingården lagt i hænderne på Enrique Busto, mens den ansvarlige vinmager bag vinene er den australske ønolog Frank Gonzales, som dog oprindeligt stammer fra Spanien.
Denne Tridente Tempranillo er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra gamle vinstokke på marker ved bådeVillanueva de Campeán og El Pego i Zamora provinsen. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering lagret på franske egetræsfade i 15 måneder. Den trækker en astronomisk alkoholprocent på 16%.
Næsen er også dødlækker … fed, frodig, opulent med våde fade, mejeri, kul, blæk, blåbær, brombær, kakao, vanilje, kanel, eg, lidt våd hund, men alligevel også med en smule kølighed i frugten. Egefadene og moden, mørk frugt fra gamle vinstokke har virkelig sat sine spor.
I munden er vinen trods den opblæste og buttede næse ganske tør, men med masser af power, kraft og virkelig tæt i smagen. Det er en kraftig spradebasse, men har charme, peberbid, chokolade og fylder massivt i munden og byder på en lille efterbrænder i eftersmagen. Det er lidt for meget, men også dejligt … mit spanske hjerte er vild med billige, lækre lillesøstre, som er gavmilde.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 5/7