Tag-arkiv: Ahr

Der har siden det 8. århundrede været dyrket vin i Ahr dalen, der ligger ved den lille vulkanske bjergkæde Eifel og dækker 548 hektar vinmarker. Ahr ligger geografisk lige ovenover Mosel og dermed en af de mindste og nordligste regioner i Tyskland, kun overgået af Saale-Unstrut og Sachsen.

Det meste i Ahr drejer sig om rødvin og specielt Spätburgunder, selvom det samtidig er det område i Tyskland, hvor der forholdsvis findes flest marker med den sårbare diva Frühburgunder. Omkring 87,5% af produktionen i Ahr er rødvin og 342 hektar er med den elskelige Spätburgunder drue.

Området er i dag præget af små og spændende vinproducenter, selvom over halvdelen af produktionen faktisk kommer fra tre store kooperativer, nemlig Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Dagernova Weinmanufaktur og Ahrweiler Winzer-Verein.

Kooperativers store omfang er historisk betinget, for allerede tilbage i 1868 blev det første kooperativ i Mayschoß dannet, da en lang række vinavlere var i nød og gik sammen for at stå stærkere og i en periode frem til 1898 blev der i alt dannet 20 kooperativer i Ahr dalen … et usædvanligt højt antal for et sådant lille område.

I dag er mange dog fusioneret eller nedlagt, så der alene er de nævnte 3 kooperativer tilbage og omkring 80% af alle vinavlere I Ahr har helt små marker og leverer deres druer til disse kooperativer.

Kooperativerne fylder dog slet – hverken i indflydelse eller i bevidstheden hos forbrugerne – ikke så meget som fx i Soave, for Ahr er nemlig i stedet mest kendt de mindre selvstændige vinhuse, som producerer Spätburgunder vine i særdeles høj kvalitet anført af bannerfører som fx Jean Stodden og Meyer-Näkel.

Samlet findes der i dag omkring 65 selvstændige producenter, som har vinproduktion som deres hovederhverv. Men det er klart en lille håndfuld, som har markeret sig internationalt, mens de fleste er små producenter, som primært sælger deres vine i Tyskland.

I Ahr er nogle af vinmarker sindsygt stejle og nok nogle af de stejleste marker, som jeg endnu har set. Området er dog forholdsvis overskueligt med de 548 hektar, som er fordelt på 49 marker omkring 16 byer.

Generelt er jorden i Ahr dalen meget klippefyldt, men der er alligevel forskel fra den nedre del til den øvre del. Den nedre del er dalen, som jeg selv ville den øvre del længst mod øst – mellem Walporzheim og  Heimersheim – er det bredeste stykke, og der er siderne heller ikke så stejle som på den midterste eller øverste del.

I den nedre del er jorden mest kraftfuld med mere lidt mere löss, sand og grus, men jorden i den øvre del, altså den mere smalle dal længst mod vest mellem Altenahr und Marienthal, er langt mere mager, vulkansk og præget af skifer.

Mange af vinmarkerne er meget gamle og anlagt i terrasser og nogle terrasser er endda så små, at de kun omfatter 40 vinstokke, men alle næsten utilgængelige på de sindssygt stejle marker.

Man har siden 1960’erne foretaget en såkaldt flurbereinigung, hvilket er et tysk ord for en slags landreform, hvor man bl.a. har renoveret mange af markerne, således de nemmere kan anvendes i produktionen i dag, fx ved anlæg af små veje over nogle af vinmarkerne, hvorved høsten bliver en anelse nemmere.

Den mest plantede druer er – som nævnt – Spätburgunder med samlet 342 hektar marker. Derefter følger Blauer Portugieser og Riesling med hver 43 hektar marker og så kommer ellers i mindre omfang druer som Frühburgunder, Regent, Dornfelder, Müller-Thurgau, Domina, Weißer Burgunder og Kerner.

Det er ubetinget er Spätburgunder, som er vigtigste vin i Ahr, og druen fik yderligere medvind i forbindelse med landreformen – der flurbereinigung – hvor mange vinstokke med Blauer Portugieser blev erstattet med Spätburgunder og generelt har Spätburgunder vundet mere og mere frem i Ahr.

Forholdsmæssigt har Ahr størst andel af Frühburgunder, men mange producenter dropper løbende den sarte drue, idet området næsten er blevet for varmt for druen. Derfor er Frühburgunder i dag også plantet på de dårligste marker … der hvor der er mest skygge og koldeste temperaturer.

2012 Josten & Klein, Pinot Noir, Ahr, Tyskland

Hvorfor ikke blive ved de to unge fyre … Marc Josten og Torsten Klein? Det gør vi med husets basis Spätburgunder … eller Pinot Noir, som drengene selv skriver på etiketten af denne lille charmerende Gutswein fra deres marker i Ahr. Men selvom det er en basisvin … så er det altså ret godt.

Og generelt synes niveauet for husets basisvine overraskende højt … i hvert fald de to basisvine, som jeg har smagt … denne Pinot Noir samt deres Riesling. Og de to Lagenweine … klasse. Det er vist en producent, som vi skal ha’ udforskes noget mere. Voldsomt interessant.

Drengene selv – det tør jeg godt kalde dem, for de er fra henholdsvis årgang 1978 og 1981 – har en filosofi, som de kalder SUA SPONTE. Det betyder noget i retning af “ved egen kraft” eller “af egen drift”.

Det er deres motto og er valgt fordi det også beskriver deres tilgang til vinproduktionen. Deres vision er intet mindre end at lave de bedste vine området, innovative topvine fra Mittelrhein og Ahr, og med den allerstørste respekt for naturen.

Druerne til denne Pinot Noir kommer fra husets vinmarker i Mayschoß og Ahrweiler. Efter høst afstilkes druerne og gærer mellem 10 og 12 dage på skindet. Herefter lagres vinen i egetræstønder i omkring 6 måneder.

I næsen er der kirsebær, hindbær, let kostald, lidt rustik … lidt til den mørke side med skovbund, kastanjer, lidt blæk, søde bolsjer eller vingummebamser, men samtidig fin lethed. I munden går letheden igen med jordbær, mineraler, lidt jern, blid syre og god intensitet. Smager altså bare godt.

Forhandles af WineFLY, pris 100 kr.

Rating 5/7  

2013 Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, 140 Jahre Spätburgunder Trocken, Ahr, Tyskland

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr … fornemt navn, og dækker over, hvad der påstås at være vinverdenens ældste kooperativ, grundlagt 20. december 1868 af 18 fremsynede tyske vinbønder. Og dette historiske kooperativ står bag næste vin … endda en jubilæumsvin … 140 Jahre Spätburgunder Trocken.

Kooperativet ligger på den herlige adresse Ahrrotweinstraße i byen Mayschoß i Ahr, og blev – som nævnt – grundlagt tilbage i 1868 … men faktisk af nødvendighed. Vinproduktionen i Ahr-dalen havde været i en dyb krise i næsten 10 år pga. dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera og et sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim også kom ind under Mayschoss-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber til vinfremstilling, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 samt en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 420 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder også, at kooperativet har en årlig produktion på lidt over en million liter vin, omkring 1.300.000 flasker og dermed er blandt Tysklands mellemstore vinerier. Og – hvis de selv skal sige det – også et af de bedste. De har i hvert fald fået lidt priser, bl.a. er de udnævnt til “årets opdagelse” i år 2000 og fik samtidig 3 drueklaser i Gault Millau.

Der blev i 2008 lavet en speciel vin fra den fantastiske 2007 årgang for at fejre kooperativets 140 års jubilæum. Og det er faktisk denne vin, som man tilsyneladende er fortsat med at producere. Her har vi den i hvert fald i en frisk årgang 2013. Vinen har lagret på store egefade, typisk på mellem 1.000 og 2.400 liter. Fadene er brugte fade, som er henholdsvis 3-6 år gamle. Produktionen af denne vin er 38.000 flasker årligt.

Duftmæssigt lidt mørke, modne hindbær, granatæbler, våde fade, mint og lidt krydderier. I smagen en dejlig lethed med syre, bløde og modne tanniner. Den røde bærfrugt er fin og en anelse krydret … måske en smule skarphed … sådan lidt kanter, men ikke slet ikke dårlig. Dejlig bette Spätburgunder.

Pris på gården er 8,20€ eller omkring 61 kr.

Rating 4/7 

2012 Weingut Peter Kriechel, Ahr-Spätburgunder S, Ahr, Tyskland

Vi snupper da også lige et par tyske Spätburgundere … først denne Ahr-Spätburgunder S fra Weingut Peter Kriechel, en lille familiedrevet vingård, som ligger ved byen Bad Neuenahr-Ahrweiler … selvfølgelig i Ahr.

Ahr er et lille område, Tysklands mindste og i øvrigt et af de nordligste tyske områder, hvor der produceres rødvine. Ahr er en dal med stejle skråninger hvor jordbunden er skifer og hvor arbejdet i marken flere steder kræver man har sikkerhedsreb, for her er så stejlt, at det kræver træning at begå sig.

Og man forstår det bedre når man står ved foden af markerne og kigger op på de stejle marker hvor mere end 70% af dem har en hældning på over 30%. Og det er netop denne hældning som er en af hemmelighederne bag de flotte vine.

Weingut Peter Kriechel har eksisteret i mere end 60 år. Vingården blev nemlig grundlagt af Peter Kriechel, som i mange år leverede druerne fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ. I 1952 besluttede han imidlertid at starte sin egen produktion … og det blev til Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften, og de udvidede løbende ejendommen. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af gården. I dag er det imidlertid 3. generation, som driver Weingut Peter Kriechel, nemlig Markus Kriechel, Michael Kriechel, Gerd Kriechel og Peter Kriechel Junior.

Sammen med vinmageren Michael Hewel driver de i dag ejendommens 24 hektar vinmarker … og dermed er gården faktisk den  største private, familiedrevne vingård i Ahr.

De ejer bl.a. markerne Rosenthal, Steinkaul, Herb Berg, Himmelchen, Pfaffenberg, Schieferlay og Sonnenberg … og de har faktisk primært tilplantet med røde druer. Det er primært for 85% de røde sorter Spätburgunder, Frühburgunder, Portuguese, Dornfelder, Regent og Domination. Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Denne Ahr-Spätburgunder S er niveauet over husets basis Spätburgunder … lavet på druer fra 20 år gamle vinstokke. Vinen har i 12 måneder i store 1.300 liters egefade, som er mellem 1 og 4 år gamle. Jeg ved dog ikke, hvad S’et står for. Der laves årligt 11.500 flasker af vinen.

Duftmæssigt er første indtryk sådan lidt spicy med røg, mineraler, lys frugt, mens vinen i munden har bid, men er kraftfuld. Der er godt med tanniner, hindbær, syre … men syren bliver ikke for meget, og samlet efterlader den et rigtigt godt indtryk, Stram, kraftfuld, kantet, lys og mineralsk.

Importør er Carlsen Vin, men jeg har ikke en pris på denne.

Vianmeldelse 4/7  

2010 Weingut Jean Stodden, Pinot Noir Recher Herrenberg, Ahr, Tyskland

På Rotweinstraße i byen Rech i Ahr finder vi das Rotweingut Jean Stodden, som står bag næste vin, nemlig denne Pinot Noir Recher Herrenberg.

Jeg er tidligere stødt på Stodden, da jeg smagte hans basis (laveste) Spätburgunder, og den var jeg mildest talt en smule skuffet over.

Her er vi imidlertid i en helt anden boldgade … for dette er simpelthen fantastisk vin og samtidig dagens bedste.

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på 4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, skifer vendt perfekt mod syd. Hældningen på 60 grader udnytter solenergien perfekt. Faderen Gerhard Stodden er gået målrettet efter den absolutte top. Udbyttet blev skåret ned til 40-45 hl/hektar … og nogle steder endog 20-25 hl/hektar … et meget lavt udbytte på skrænter, der kræver ganske anderledes hårdt arbejde end de blide bakker i Bourgogne!

“Hvis man ønsker at skabe en topvin, bør man købe og drikke en Romanée-Conti”, siger sønnen Alexander Stodden. “Det er en stor investering, men så ved man hvad idealet er”. “Målet er en dag at lave en slags tysk Romanée-Conti. Kald det bare storhedsvanvid, men det er nødvendigt med den slags mål – i en fjern tid. Ellers kan det aldrig blive til virkelighed”, slutter Alexander Stodden.

Gastro har givet vinen 94/100 og skrevet følgende; “Herrenberg gennemsigtig, fitnesfolket og maskuline Berlingo-hadere vil endda kalde den tynd, men le ad dem. Os med forstand på Pinot er på. En vidunderlig krydret duft af muskatnød, let oxyderet tranebærsaft, Campari og Dr. Nielsen, men frisket op af ribssaft og aromatiske rødder. Ja, den svitser lige tungen med alkohol, men det bliver ikke for meget. Syren griber spritten og holder den i sikkert greb. Mineraliteten samler det hele i eftersmagen”.

Druerne er selvfølgelig håndplukket og nøje udvalgte på de stejle bakker. 19 dages gæring før malolaktisk gæring og lagring 17 måneder i nye små fade af fransk eg.

I glasset er vinen ganske rigtigt voldsomt transparent … men det skræmmer ingenlunde. Duften er sindssygt god … jeg gentager … sindssyg god med sød kostald, hmmm skøn animalsk, intens som bare pokker med krydret touch, lyserøde skovbær, blomster, mandler og godt med mineraler. Smagen er præget af hindbær, let peber, lethed og mineraler. Præcis og sikker … som på togskinner og mega lang eftersmag. Det er altså bare godt.

Jeg har tidligere læst om Stodden, at det skulle være helt specielt … og selvom mit første møde med en vin fra rødvinsgutten ikke var prangende, så bøjer jeg mig i støvet denne gang, for denne Pinot Noir Recher Herrenberg er ganske outstanding. Thumbs Up. Big Time endda.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 399,95 kr.

Rating 6,5/7  

2011 Weingut Josten & Klein, Spätburgunder Mayschosser Mönchberg, Ahr, Tyskland

Hmmm endnu mere Spätburgunder … og én af dagens store overraskelser, nemlig denne Spätburgunder Mayschosser Mönchberg fra det forholdsvis nye vinhus Josten & Klein, som er grundlagt i 2011 af Marc Josten og Torsten Klein. Og endnu en vin, som jeg var oppe at ringe over. Spitzenklasse.

Vingården ligger i byen Remagen-Kripp i Rheinland-Pfalz, og huset har deres vinmarker i både Ahr og Mittelrhein.

Marc Josten er uddannet vinavlstekniker, mens Torsten Klein er ønolog. Sammenlagt har de over 25 års erfaring indenfor vinbranchen og er derudover kammerater fra barndommen.

De laver rødvine på Spätburgunder og Fruhburgunder fra deres vinmarker i Ahr samt hvidvine på Riesling, Sauvignon Blanc samt Grauburgunder fra vinmarkerne i Mittelrhein.

De har i alt små 6,3 hektar, hvoraf de 4,8 hektar ligger i Mittelrhein og resten i Ahr, hvor specielt marken Mayschosser Mönchberg er husets perle. Den er også VDP klassificeret som en Grosses Gewächs Lage.

Der laves i alt 12 vine fordelt i tre niveauer; Gutswein, Ortswein og Lagenwein.

De første vine blev frigivet i 2011 og har fra først smagning høstet store roser og fin anerkendelse. I 2014 er Josten & Klein valgt som Newcomer of the Year af det anerkendte tyske vin- og gourment magasin Falstaff.

Denne Spätburgunder Mayschosser Mönchberg hører til blandt husets bedste vine, Lagenweine, og er lavet med gæring på skind i 4 uger efterfulgt af lagring på nye franske egetræsfade i 1½ år, hvorefter aftapningen er sket ufiltreret.

Næsen byder også her på animalske noter, hestestald, men med lidt krydderier og knap så megen sødme, selvom sødmen bestemt fornemmes … en sådan lidt våd-sød note. Derudover er der hindbær, appelsin og lidt mørkere nuancer … krydderier, anis måske. Smagen er voldsomt intens … selvom der fortsat er stor lethed over vinen. Der er lidt syltet blomme, hindbær, røde bær … og der kommer ligesom et flot efterspil i smagen, som bare kommer rullende og rullende … fuck, hvor det smager godt.

Forhandles af WineFLY, pris 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Weingut Adeneur, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2011 Weingut Adeneur, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder, Ahr, TysklandFredag har det sidste stykke tid været Spätburgunder dag, og denne fredag fulgte i kølvandet på de øvrige med denne J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder fra Weingut Adeneur i Ahr.

Måske skulle jeg rettelig sige Rotweingut, for hos Adeneur laves der alene vine på Spätburgunder, dvs. primært røde vine samt et par enkelte Weißherbste og en mousserende Blanc de Noir … selvfølgelig også på Spätburgunder.

Det er nu ikke helt rigtigt, for der laves to røde vin på Frühburgunder, som er en mutation af Spätburgunder samt en mousserende “Blanc de Blanc – Sekt” på Weißburgunder, men ingen tvivl, der er de røde vine, som er i højsædet hos Adeneur.

Vinhuset ligger i den lille by Ahrweiler eller Bad Neuenahr-Ahrweiler, da byerne Ahrweiler og Neuenahr hænger sammen. Bad Neuenahr-Ahrweiler ligger i Ahrdalen, et vigtigt vindistrikt og yndet turistområde. En gammel, velbevaret bymur med fire porttårne omkranser byen, der i 1970’erne gennemgik en omfattende byfornyelse.

Det er alene 4-5 km fra Rhinen, og Rhinens længste biflod Ahr løber da også lige gennem byen i dette idylliske klippelandskab, hvor vinbjergene ligger side om side med de golde klipper. Vi er omkring 40 km. syd for Køln og området er højborg for specielt Spätburgunder, der i Ahr betegnes som “de røde druers konge”, og den ligeså værdifulde Frühburgunder, som er en af regionens specialiteter. Kvalitetsvinene fra Ahr er vanskelige at producere på de stejle skråninger, men det besværlige arbejde belønnes af den høje kvalitet.

Vingården drives af de to brødre Marc og Frank Adeneuer, som viderefører familiens stolte traditioner, idet vingården Adeneur har været i familiens eje i omkring 500 år. Frank og Marc Adeneuer (ja, der byttede jeg lige elegant om på de to navne) overtog gården i 80’erne, temmelig nedslidt, men siden da er der sket meget. Gården er renoveret og vinkælderen er bragt op til moderne standarder.

Markarealerne er også langsomt forøget, og brødrene ejer i dag 3 parceller, nemlig først og fremmest topmarken Walporzheimer Gärkammer på beskedne 0,64 hektar samt dele af Ahrweiler Rosenthal og Neuenahrer Sonnenberg. Alle vine fra Adeneur lagres på træfade, strengt adskilt af druesort og beliggenhed. Brødrene siger selv, at terroir ikke blot er et “buzzword”, men sjælen i deres vine. Samlet har brødrene i alt 12,5 hektar vinmarker og laver 100.000 flasker årligt.

Her har vi én af brødrenes vine fra den billigere del af skalaen, deres J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder. Fredag aften var jeg ikke videre imponeret af vinen, som jeg fandt en anelse for stram og syrlig, men heldigvis havde jeg gemt en slat her til dagen efter, og lidt luft samt en anelse mere varme til vinen har ændret mit indtryk en lille smule.

Duftmæssigt meget svag kostald og ikke den typisk Pinot sødme i næsen, men derimod lidt blåbær, jordbær og kirsebær. Duften er også en smule røget med noter af grafit, blyanter og muskatnød.

Smagsmæssigt lidt bitter … masser af syre og tannin … fortsat en tak for syrlig for min følsomme jyske gane, og jeg synes nok, at vinen mangler lidt balance. Ikke at jeg ikke holder af syre, for det gør jeg bestemt, men her snerper det sgu en kande for meget.

Måske nogle år i flasken havde gavnet vinen? Eftersmagen er dog ganske lang …. det skal den ha’, og på den måde ingenlunde en dårlig vin. Så et godt råd … gem vinen et par år … og når du åbner den, dekanter og giv til den tid til at åbne sig.

Købt hos Belvini, pris 15,90€

Vinanmeldelse 3,5/7 

2010 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2010 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, TysklandJean Stodden … das Rotweingut. Frit oversat til “en rødvinsgut” … fedt ord! Ja, sådan står der i hvert fald på Jean Stoddens hjemmeside. Og hvor bor sådan en Rotweingut, ja selvfølgelig på Rotweinstraße i byen Rech i Ahr vinområdet. Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begynder Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på¨4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Dornfelder og Dunkelfelder.

Her har vi Stoddens basis (laveste) Spätburgunder, hvor druerne kommer fra flere af markerne i Bad Neuenahr, Dernau og Rech. Druerne er håndplukkede, hvilket da tror fanden, når der er stigninger på op til 60 grader, og vinen er fermenteret uden stilke 14 dage ved kontrolleret temperatur, mens modningen er sket i gamle 1.000 liter egetræsfade.

I glasset klassisk fin teglrød farve indikerer klar Pinot Noir. Duftmæssigt slet ikke den typiske kostald sødme, men nærmere lidt fesen duft, nærmest som en lidt krydret Rhône, hvor gassen er gået af ballonen. Også lidt grønne noter og hindbær i næsen. Hmmmm, slet ikke typisk tysk.

Smagsmæssigt en sur rødvinsfætter, som vi har fat i her. Tanninerne og mineraliteten er voldsomt dominerende, og gør vinen usammenhængende. Der mangler frugt og balance, men måske skal vinen ha’ nogle år på bagen. Skal jeg have en vin fra samme område, så vælger jeg klart Meyer-Näkel, som kan fås til samme penge.

Købt i Tyskland til ca. 88 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7

2010 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2010 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste vin blev en dejlig spätburgunder fra et af de allermindste vinproducerende områder i Tyskland, Ahr.

Denne solbeskinnede dal ikke langt fra Køln hører til det nordligste vinområde i Tyskland, med sine næsten 550 hektar er det også det mindste vinområde i Tyskland.

Den ukronede konge i Ahr hedder Werner Näkel og er fra vinhuset Meyer-Näkel.

Vinhuset har eksisteret i 5 generationer, men i dag er det altså sønnen Werner, som driver deres 13,1 hektar vinmarker sammen med sin kone Claudia og døtrene Meike og Dorte. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagenet, og det har han gjort med manér.

Fra og med årgang 1983 har Werner eksperimenteret med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed. Han har fået tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og er så ellers startet det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe mere fyldige vine med en mere udtalt frugtighed. Samtidig har han omlagt hele produktionen i markerne, således der ikke bruges sprøjtegifte eller industriel gødning.

Allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet. Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm.

I 2001 havde han den bedste rødvin i Gault Millau og blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent. For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til ”Winzer des Jahres” 2004, efter at have haft 6 vine der blev rated 90 point eller bedre. På sine 13,1 hektar laver han små 100.000 fl årligt, flasker som bliver revet ud af hans hænder, når de frigives i april og september.

I glasset en dejlig teglfarvet vin med den velkendte sødlige duft af kostald. Hmmmm, dejligt. Der duftes noter af karamel, lyserøde bær, jordbær.

Smagen er rank, der er stor mineralitet, meget kølig, der er sten og samtidig er den let krydret, igen de røde bær og faktisk en meget elegant vin … mangler måske en smule varme og balance, men det smager sgu da rigtigt godt. Vinen her er også hans basis cuvé, og det tegner jo godt for de øvrige vine i hans sortiment.

Købt i Tyskland, pris 13,90€

Vinanmeldelse  4,5/7