Falken holdt sig standhaftigt i Rhône, for den næste vin var en 2015 Châteauneuf-du-Pape fra Château de Beaucastel.
Igen er det et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om … ja faktisk var jeg for lidt over 5 år siden til en Perrin smagning på Fusion i Alborg med Matthieu Perrin til bords. Det skrev jeg om i indlægget Rhôneaften m/Matthieu Perrin … ved kaptajnbordet på Fusion.
Derfor kigger vi her alene på denne deres almindelige Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på alle de 13 tilladte druer i Châteauneuf-du-Pape, nemlig – hold fast – 30% Grenache, 30% Mourvèdre, 10% Counoise, 10% Syrah og 5% Cinsault, mens de sidste 15% består af Vaccarèse, Terret Noir, Muscardin, Clairette, Picpoul, Picardan, Bourboulenc samt Roussanne, som kommer fra de omkring 70 hektar vinmarker, som Château de Beaucastel ejer i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen.
Der har ikke været brugt kemisk gødning på markerne siden 1964. da man i stedet har fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning. Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.
Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. hektar, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet. Høsten af druerne foregår udelukkende ved håndplukning, og derefter sorteres de – også manuelt – meget nøje. Kun de bedste druer bliver til vin.
Hver sort høstes separat og manuelt og vinificeringen foregår i egetræsfermentorer til de reduktive sorter Mourvèdre og Syrah, mens alle de øvrige druesorter gærer i traditionelle emaljerede betontanke. Endt endt fermentering sker der malolaktiske gæring efterfulgt af 12 måneders lagring på foudres.
I næsen har vinen lidt af samme noter som foregående … blot langt mere æterisk, luftig og syrlig. Det er virkelig en lækker aroma med lidt mejeri, flæsk, tætte mørke bær, solbær, solbærmarmelade samt hindbær, gazebind, pebrede noter, krydderier, lakrids, mild tobak, grafit samt lidt røgede noter.
Smagsmæssigt er der en dejlig kraftig og alligevel frisk vin … virker spændstig, ung og potent, koncentreret med masser af rund, krydret og småsød frugt, stor tørhed og en smuk nerve. Hvor smager det dog bare godt.
Forhandles af bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 675 kr.