Tag-arkiv: Italien

2006 Antico Podere Casanova, Bucciarelli Chianti Classico, Toscana, Italien

2006 Antico Podere Casanova, Bucciarelli Chianti Classico, Toscana, ItalienLørdag aften lige et smut til Toscana i Italien, men sikke et smut. Vinen er denne Bucciarelli Chianti Classico fra det toscanske vinhus Antico Podere Casanova, som ligger i byen Castellina i Chianti.

Har i nogle år haft denne chianti liggende, og smagte den sidste gang, da jeg købte den. Og den skuffer bestemt ikke.

Det er dælme dytme godt, og sådan skal en rigtig italiensk vin smage. Sammen med den hjemmelavede pizza var det simpelthen ren glæde.

Vinen er (selvfølgelig) 100% sangiovese, og dufter som sydlandsk feriestemning. Der er muldjord, der er kostald, der er lyserøde bær. Smagen er meget rank, og man fornemmer næsten en meget traditionel produktion. Der er syre, der er smag, der er tannin og bid, og lang, lang eftersmag.

Vingården er fra slutningen af ​​sidste århundrede og drives i dag af Ezio Bucciarelli og hans søn Massimo. Udover 20 hektar med vinmarker, så drives der også tradtionel landbrug, bl.a. fremstilles der også god olivenolie.  I de seneste år er der investeret for at forbedre vinstokkeme og vinkælderen er også blevet moderniseret.

Vinen er købt hos Ingo (You and Wine forhandler) til en pris på 115 kr. Det er et fund. Den findes også i en dyrere riserva udgave, som jeg også godt gad at smage.

Kan bestemt anbefale denne vin. Lever op til navnet … lige så forførende som Cassanova.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Fattoria Pulcino, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2005 Fattoria Pulcino, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienOnsdag smagte jeg denne flotte vin fra Toscana. Er helt vild med etiketten, og indholdet skuffede bestemt ikke. Vinen kommer fra vingården Fattoria Pulcino i Montepulciano i Toscana.

Der er tale om et rigtigt familieforetagende, som også vinmæssigt kaldes Azienda Agricola Ercolani. Det drives nemlig af Sergio Ercolani sammen med hustruen Gabriella Matassini og deres 6 børn Elisabetta, Cecilia, Carlo, Angela, Marco og Stella samt ikke mindre end 18 børnebørn. Udover vinproduktionen driver familien også en stor restaurant Il Ristorante della Fattoria.

Derudover producerer de såmænd også lidt olivenolie, pecorino ost, salami, honning, syltetøj og kager.

I dag er det dog primært de to sønner Carlo og Marco som passer familiens marker på i alt 150 hektar, hvoraf 12 hektar dog alene er vinmarker. Det øvrige areal er olivenlunde, agerjord, græs og skov. Og brødrene laver en række vine, nemlig 6 forskellige vine, herunder denne Vino Nobile di Montepulciano. Derudover laver de lidt Vinsanto og Grappa.

Denne Vino Nobile di Montepulciano er lavet på druerne Prugnolo Gentile (det lokale navn for Sangiovese), Colorino og Canaiolo Nero. Masken på etiketten viser den etruskiske, mytologisk karakter Sileno, og denne stenskulptur møder også én i vingårdens kælder. Vingården omfatter i øvrigt også en restaurant.

Vine fra Vino Nobile di Montepulciano placerer sig et sted mellem Chianti Classico og Brunello di Montalcino, stilen er ikke helt blevet defineret endnu.

Vino Nobile di Montepulciano har haft sine op og nedture. For 500 år siden var de blandt de mest eftertragtede vine i Toscana. Men herefter tabte de terræn til Chianti, som i dag nyder større prestige end Vino Nobile di Montepulciano. Med DOCG udnævnelsen er området nu igen på vej op i toppen af toscansk vin.

Rosso di Montepulciano og Vino Nobilo di Montepulciano kommer fra samme område, nemlig omkring byen Montepulciano. Der stilles lidt færre krav til en Rosso di Montepulciano, den kan derfor ses som en lillebroder til Nobile di Montepulciano. Mens Riserva udgaven har lagret længere på træfad. Denne her er en DOCG vin, og den findes også i en riserva-udgave.

Duften af vinen er modne bær, violer, træ og god tørhed. Smag af læder, kirsebær og toscansk køkken. En flot vin, som også er rund og afbalanceret.

På gårdens hjemmeside fremgår vinens pris; 12 € pr. flaske af DOCG’en.

En vin, som absolut kan anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Cordero di Montezemolo, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2010 Cordero di Montezemolo, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienSmagte denne vin tirsdag fra Cordero di Montezemolo, en dejlig italiener fra Piemonte, lavet på barbera-druen. Vinen er købt gennem nogle friske Vestas-folk, som importerer lidt italienske vin. En flot fyldig og mørk vin i glasset, og duft af mørke bær. Smagen også til den fyldige side, men fortsat med lidt syre. Også lidt krydret smag, og et rigtigt flot glas vin.

Vinen kommer fra vingården Cordero di Montezemolo i bydelen Annunziata i hjertet af Langhe, og vingårdens historie går helt tilbage som til middelalderen.

I dag består ejendommen af 28 sammenhængende hektar, og i midten af alle vinmarkederne vingården sammen med et 150 år gammelt cebertræ, som kan ses fra alle vinmarker. Sikkert pral, men det lyder meget romantisk.

Vinstokkene har en betydelig alder og en unik og kompleks undergrund. År efter år danner denne eftertragtede jord grundlaget for nogle af de vine, der har gjort Piemonte berømt over hele verden. Der produceres de traditionelle lokale druesorter (Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Arneis).

Vinen kostede ca. 100 kr. og kan varmt anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2006 Marchesi de Frescobaldi, Tenuta di Castel Giocondo Lamaione IGT, Toscana, Italien

2006 Marchesi de Frescobaldi, Tenuta di Castel Giocondo Lamaione IGT, Toscana, ItalienMin anden medbragte vin blev en Toscaner, lavet på 100% merlot, og fra det store vinhus Frescobaldi.

Tenuta di Castel Giocondo, som tilhører den toscanske adelsslægt Frescobaldi, har et totalt jordareal på ca. 855 ha, fordelt på forskellige agrikulturer så som oliventræer, forskellige årsafgrøder og så selve vinstokkene.

Den ansvarlige kældermester på Tenuta di Castel Giocondo er Dr. Cosci, uddannet ønolog på Bordeaux universitet og i besiddelse af et langt og spændende erfaringsgrundlag.

Perioden i Frankrig har tydeligvis påvirket Dr. Cosci, idet han har skabt et for Montalcino-området meget utraditionelt produkt. Hans hjertebarn har lige fra studietiden været Merlot-druen, og efter ansættelsen på Castelgiocondo er denne sort ikke blevet mindre interessant for ham.

Merlot-vinen kommer fra en 14 ha stor enkeltmark kaldet Lamaione. Lamaione er udelukkende beplantet med Merlot og er beliggende ca. 350 meter over vandets overflade ved grusvejen, som fører op til det nyistandsatte og utroligt smukke Castel Giocondo.

Lamaione produceres i en meget begrænset mængde og må absolut siges at tilhøre de mere sjældne italienske rariteter.

I glasset fremstår vinen til den mørke side. Duften er hen af mørke bær, lidt læder og også syre. Det går igen i smagen, hvor vinen er meget rank, men fortsat med flot dybde og lang eftersmag. Havde læst, at vinen ville gå godt til vildt, og da vi fik den sammen med hovedretten, så var det perfekt. Syren i vinen passede godt til vildtretten, mens fx Pegau’en – som vi havde fået forinden – måske var for rund til vildtretten. Det smagte sgu meget godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

2007 Zenato, Alberto IGT, Veneto, Italien

2007 Zenato, Alberto IGT, Veneto, ItalienNæste vin var meget italiensk, og Steffen havde da også medbragt vinen fra en ferietur til Italien. Det er altid spændende, når der kommer små perler, som er fundet et lille sted under ferierejsen.

Og et fint fund, nemlig én af Italiens mest innovative og succesfulde vinproducenter gennem tiderne, Sergio Zenato står bag denne vin.

I 1960 grundlagde han Azienda Agricola Zenato, fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet. Næsten 50 år efter havde hans livsværk nået en størrelse som var ganske betydeligt, målt på parametre som nyskabelser, kvalitet, produktion omsætning og ikke mindst anerkendelse. I dage videreføres Zenato af Sergios børn, der principielt laver vin i to hovedområder. Det ene er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella, Ripassa og Amarone, naturligvis.

Duftmæssig meget til den modne side, lidt svedsker, honning, og mærke bær. Smagen meget rund og behagelig. En dejlig vin og flot oplevelse.

Hvem medbragte vinen: Steffen

2007 Castelluccio, Massicone, Emilia-Romagna, Italien

2007 Castelluccio, Massicone, Emilia-Romagna, ItalienGastro havde i seneste udgave givet denne vin 6 stjener, så fluks fik jeg bestilt en sending fra Atom Wine. Jeg har altid haft det lidt svært med italienske vine, men i de senere år har de italienske vine langsomt … men sikkert … vundet ind på mig, og denne vin er bestemt med til at skubbe i den retning, endda ret kraftigt.

Vinen kommer fra området Emilia-Romagna lige nord for Bologna. Jeg havde egentlig i min uvidenhed troet, at der var tale om en supertoscaner, da vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Sangiovese. Imidlertid kommer vinen altså som nævnt fra den centrale del af Italien.

Manden bag viden er Vittorio Fiore, som til dagligt er vinmager/-konsulent for mange af de store huse i Toscana, så man kan sige, at han har færdighederne til at lave stor vin.

Her er det hans egen Massicone, og hvilken dejlig vin. Den fremstår mellemmørk i glasset, og har en slags Bordeaux’sk duft, dog uden så megen muld og med mere bær. Måske rigtigt nok duft af lidt “seletøj/læder”.

Smagen er meget frugtrig, og der er god balance. Man mærker en lang eftersmag, måske pga. tydelige tanniner fra cabernet sauvignon’en. Det er et ret godt glas vin, eller som Gastro siger det; Wauw … og til prisen endnu mere wauw.

Prisen er 118 kr.

En vin, som jeg gerne vil anbefale.

Vinanmeldelse 5/7