Næste vin … hjembragt fra Keepers ferie i Italien … var denne Duca Odoardo Montefalco Rosso fra Terre de la Custodia Azienda Agraria, som ligger ved byen Gualdo Cattaneo i hjertet af Umbrien. På hjemmeside og på flasken står navnet på vinhuset nu med et V i stedet for et U, altså Terre de la Cvstodia.
Terre de la Custodia er ejet af Farchioni familien, hvis forfædre alle har været agerdyrkere i Umbrien siden grundlæggelsen virksomheden i 1780. De ejer 70 hektar jord, men har indtil 2003 fortrinsvis produceret olivenolie og mel … men også vindruer. Men i 2003 udvidede de aktiviteterne til også at omfatte produktion af egne vine.
Foretagendet ledes af brødrene Pompeo og Roberto Farchioni, som dog fortsat får råd fra deres forældre Lanfranco og Domenico Farchioni. Og derudover deltager Pompeos børn Giampaolo og Marco også i driften.
På deres marker dyrker de druesorterne Grechetto, Sagrantino, Sangiovese, Merlot og Montepulciano.
I de seneste år har Farchioni investeret betydelige ressourcer i flere nye projekter, bl.a. opførelsen af er nyt hovedkvarter for Farchioni Olier SpA, og oprettelsen af vinhuset Terre de la Custodia, herunder beplantning af nye vinmarker og investering i det mest avancerede anlæg til produktionen af vinene. I dag har vineriet en kapacitet på 5.000 hektoliter og kælderen er placeret under jorden for at opretholde samme temperatur og fugtighed. Alle barrriques er franske.
Som rådgiver til vinproduktionen har familien allieret sig med Riccardo Cotarella, som er en vinmager med internationale anseelse, stor erfaring og kompetence. Han hjælper husets ønolog Tiziano Maschio og vinmageren Marco Minciarelli med fremstillingen af vinene. Imidlertid er det Farchioni familien, som har sidste hånd med i alle vinene, når de endelig blandinger skal ske.
Der laves vine i to serier, nemlig under navnene Terre de la Cvstodia og Duca Odoardo. Denne Montefalco Rosso kommer fra Duca Odoardo serien og er lavet på 70% Sangiovese, 10% Sagrantino, 10% Merlot og 10% Montepulciano. Druerne kommer fra vinstokke med en gennemsnitlig alder på omkring 20 år, og efter fermentation og maceration over to uger, så lagrer vine 12 måneder på barriques, efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 56.000 flasker af denne vin.
Duftmæssigt godt med rød frugt, solskin og krydderier. Der er måske let antydning af blommer, vanilje og lidt eg. Smagen er lidt i samme boldgade, varm, fløjlsblød med en stænk balsamisk syre samt krydderier med kanel og spidskommen som de tydeligste. Lidt skarp i kanten, men er med til at give modspil til den fyldige solvarme fylde, og en ganske skøn vin fra Umbrien.
Købt på ferien, pris ukendt … jeg vil gætte på 14-15€ … men igen et rent gæt.
Vinanmeldelse 4/7