Tag-arkiv: Douro

2013 Adega de Vila Real, Grande Reserva, Douro, Portugal

2013 Adega de Vila Real, Grande Reserva, Douro, PortugalAgeda de Vila Real hedder næste vinhus … hvilket reelt dækker over kooperativet Adega Cooperativa De Vila Real, der ligger i byen Vila Real tæt ved Douro floden. Fra kooperativet smager vi nu denne Grande Reserva.

Adega Cooperativa de Vila Real er grundlagt i 1955 med det formål at forsvare de små vinproducenters interesser i Douro regionen. Det er et kæmpestort foretagende, da kooperativet er ejet af over 1.000 vinavlere, som samlet har 1,5 millioner hektar vinmarker.

Kooperativet har i deres vineri da også en kapacitet på 12 millioner liter samt 3 store tappelinjer … to til flasker samt en til produktionen af vin på bag-in-box.

Her smager vi Adega de Vila Reals Grande Reserva, som er lavet på et blend af druerne Tinta Roriz, Touriga Franca og Touriga Nacional. Vinen er lavet i et samarbejde mellem de to vinmagere Rui Madeira og Luís Cortinhas, og først knuses druerne, hvorefter gæring sker i rustfrie stålkar ved 26 grader, Der sker en forlænget maceration og delvis malolaktisk gæring i træfade, hvorefter vinen lagret 18 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen byder på dyb, mørk frugt, meget fyldig og kraftig, blåbær, solbær, lidt mælkede noter, cigaræsker, blæk, kanel, nelliker, virker lidt bondsk, lidt fed og har klart både egenoter og noget sødme fra fadene.

I munden er det en saftig, fyldig og sødere vin med mørke bær, solbær, kogte kirsebær og krydderier. Der er saft og kraft, lidt kakao og chokolade … en ordentlig mundfuld og kraftbasse.

Forhandles herhjemme af 1010vin.dk, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2014 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, Portugal

2014 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, PortugalJeg bliver mere og mere glad for mine lette, elegante Nude Stem Zero glas og nu har jeg fyldt en sjat portugisisk rødvin i et af glassene … en Grande Reserva fra Quinta do Pégo.

Det er en vinhus, som ligger importøren AMKA’s hjerte meget nær, for den er nemlig ejet af AMKA aka Søndergaard familien. Vingården ligger på vejen fra Regua til Pinhao,  omkring 138 meter over Douro floden og vinmarkerne er beliggende op til 350 meters højde.

Quinta do Pégo har produceret vin siden før 1548 ifølge de historiske dokumenter. Deraf kan man udlede, at der – efter al sandsynlighed – har været dyrket vin på gårdens marker siden den romerske besættelse.

Siden september 2003 har Quinta do Pégo været 100% ejet af AMKA. Quinta do Pégo projektet indebærer – udover naturligvis produktion af nogle af de fineste og bedste portvine – en total renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården.

Efter denne totale renovering åbnede vingården Quinta do Pégo i foråret 2009 i en helt ny form med hotel. Ovenfor på billedet kan I se udsigten til vinmarkerne fra en af liggestolene ved poolen.

Quinta do Pégo råder i dag over omkring 33 hektar vinmarker, hvoraf 30 hektar er beplantet i 2002. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe. Quinta do Pégos formål er at producere vine af ypperste kvalitet.

Quinta do Pégo Grande Reserva 2014 er resultatet af en omhyggelig udvælgelse af druer og en dygtig vinmager, som hedder Wouter Pienaar. Druerne er dyrket på Quinta do Pégo ejendommen, som er beliggende på venstre side af Douro floden i Douro dalen i Portugal.

Høstudbyttet er lavt, og kun de allerbedste druer er brugt til vinen. Druerne er høstet ved den optimale modenhed – og der er kun brugt specielt udvalgt gær til fermanteringen.

Vinen er produceret af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, der er blevet fodtrampet på traditionel portugisisk vis i granit lagars. Derefter har vinen været lagret i 12 måneder på franske egetræsfade efterfulgt af en periode  på flaske inden frigivelsen.

Næsen emmer af masser af solbær, boysenbær, blommer, har sødkrydrede noter, godt med brændte fade, en lidt sjov note, som jeg lige skal tænke over, men noget i retning af kaktuspiller. Der er en tæt næse, mørk, brændt og nærmest tørret i frugten.

Smagsmæssigt er det også en mørk og fyldig vin med mørke bær, solbær, brombær, nogen tørhed, jern, røg samt en lille sødme. Der er dog heldigvis også en fin syre, som holder tingene godt på plads, mens der igen er et lille sjovt krydret element, som jeg ikke lige kan sætte ord på, men smager bestemt godt.

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, Portugal

2010 Quinta do Vale Meâo, Meandro Tinto, Douro, PortugalDe seneste gange jeg har smagt denne Meandro Tinto fra vinhuset Quinta do Vale Meâo, så var det henholdsvis i årgang 2011 og 2009. Sjovt nok er dette så årgangen lige imellem.

Det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.

Quinta do Vale Meâo stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.

Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området. I perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form, mens desværre blev glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.

Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården. Han startede en lang, tung og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt, men i 1994 var missionen fuldført og familien blev igen fuldstændige ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne udstyr til vinifikationen samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er således ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 point, altså storesøsteren til Meandro Tinto.

Vinen her Meandro Tinto er vingårdens 2. vin og er i årgang 2010 lavet på 45% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 13% Tinta Roriz, 5% Sousão, 4% Tinta Barroca og 3% Tinto Cão.

Hvis vi kigger vinifikationen – vinificação – så sker det ved, at druerne først knuses og derefter køles ned og så fodtrampes i de store granitkar i 4 timer. Derefter overføres vinen til små rustfrie ståltanke til gæring og hver druesort vinificeres separat. Efter endt fermentering lagres vinen i franske barriques, som er brugt 1 og 2 gange tidligere.

Næsen er en smule animalsk og flæsket, masser af vanilje, søde mørke bær, blåbær, røg, chokolade, kakao og det er en tæt mørk tjæreholdig vin med masser af sol og varme.

Smagsmæssigt er det også en kraftig basse, hvor der både er tobak, fed lakrids, sødme, mørk chokolade, et drys peber, men også mere kant end lige forventet. Syren er ganske fin og sikrer en vis nerve gennem vinen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i en nyere årgang koster 149 kr., men fx kan årgang 2013 fås til 99 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Quinta de Ramozeiros, RZ Grande Reserva Tinto, Douro, Portugal

2015 Quinta de Ramozeiros, RZ Grande Reserva Tinto, Douro, PortugalVi sluttede byggemødet med en portugisisk vin … RZ Grande Reserva Tinto fra vinhuset Sociedade Agrícola Quinta de Ramozeiros, der ligger i Vacalar tæt på Douro floden i Viseu distriktet omkring 100 kilometer stik øst for Porto.

Ejendommen er startet i 1994, da Ramozeiros familien købte gården, hvor der har været dyrket vin gennem generationer. Der var dog ved købet ikke vinstokke på alle 21 hektar jord, så de startede med at til- og omplante omkring 2/3-dele af markerne.

Til at forestå vinproduktionen har Quinta de Ramozeiros hyret vinteknikeren António Sousa samt vinmageren Paulo J. Teixeira Barros.

Sammen laver de 5 forskellige vine … en enkelt hvidvin og i toppen denne RZ Grande Reserva Tinto, som i denne årgang 2015 består af 40% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 20% Sousão samt 10% Tinta Roriz, der alle er dyrket i underområdet Cima Corgo i Vacalar-Armamar.

Druerne er høstet og sorteret med håndkraft og derefter afstilket, hvorefter de fodtrampes i store, gamle granittanke – kaldet lagares – der stammer helt tilbage fra 1789. Den gamle produktionsmåde er valgt for lave en speciel vin, men også for at ære alle de generationer af mænd, som har arbejdet i disse lagares siden 1789 … i mere end to århundreder.

Derefter overføres vinen til rustfrie ståltanke til gæring over 10 dage, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring i ståltankene, og så lagring i 16 måneder på nye franske egefade.

Næsen er gærede og syrlige bær, solbær, engelsk lakrids … faktisk godt med lakrids, godt med blæk og masser af krydderier. Smagen er derimod en kende indelukket og tør … og så er tanninerne skrigende vilde. Vi snakker næsten køkkenrulle i mund tørre tanniner, så det er en vin, som jeg vil vurdere alt for ung endnu.

Der er tør grafit, en pebret syre, grønne krydrede elementer og vinen synes en kende sprittet. Den er pt en smule uforsonende, så giv enten rigelig med luft inden … eller gem den i kælderen 5 år.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 249,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Wine & Soul, Guru, Douro, Portugal

2015 Wine & Soul, Guru, Douro, PortugalDet kræver en høj grad af åndelig indsigt at blive Guru … og skal du være en sådan spirituel vejleder indenfor vin kræver det både Wine & Soul. Det er i hvert fald navnet på næste vinhus, som står bag vinen Guru.

Wine & Soul drives af parret Sandra Tavares da Silva og Jorge Serôdio Borges, som i 2001 grundlagde vinhuset, da de lejede en gammel mark fra 1932 beliggende lige nedenfor Quinta do Noval nord for Pinhão og begyndte at lave vin. De var begge vinmagere, lige blevet gift og i stedet for at købe et hus, så lejede de selvfølgelig i stedet en vinmark.

Sandra og Jorge er de to smukke mennesker på billedet ovenover. Navnet Wine & Soul valgte de, da det helt enkelt forklarede deres mål, at lave vine med hjerte og sjæl.

Fra starten var målet nemlig at lave en vin med koncentration, friskhed og elegance. De startede med en lave garagevinen Pintas, en enkeltmarksvin fra den lejede mark. Det blev et fieldblend, da marken samlet vel har over 30 forskellige druesorter.

De få tusinde flasker af vinen Pintas i premiereårgangene 2001 og 2002 fra Wine & Soul var uhyre lovende og viste, hvilke muligheder der ligger i vinmarken. Vinen vakte opsigt overalt, hvor den blev præsenteret.

Succesen gav nye muligheder, så indtægterne fra salget af Pintas blev derfor brugt til både at købe den lejede mark samt en yderligere del af vinmarken.

Resultatet blev yderligere to vine, nemlig hvidvinen Guru, som man introducerede i 2004 og den røde Pintas Character. Senere er der også kommet yderligere vine i sortimentet, som nu også omfatter produktion af portvine.

Jorge Serôdio Borges er 5. generation i en vinfamilie, så det betød også, at han i 2009 arvede vingården Quinta da Manuella, hvor markerne har meget gamle vinstokke, nogle af dem over 100 år gamle og de yngste vel omkring 30 år gammel.

Det betyder, at parret i dag samlet har 22 hektar vinmarker, hvoraf de 6 hektar er de oprindelige marker, som parret selv købte og så de yderligere 16 hektar på Quinta da Manoella, som har været i Jorge families eje siden de 19. århundrede.

Denne Guru har Wine & Soul lavet siden 2004. Det er en hvidvin, der – som Pintas – er et fieldblend på en lang række lokale druer, bl.a. sorterne Gouveio, Viosinho, Rabigato og Códega do Larinho … alle fra omkring 50 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes, presset og derefter fermenteres vinen i nye franske fade ved lave temperaturer i 4 uger. Derefter lagrer vinen videre på fadene i 5 måneder med løbende battonage.

I forhold til foregående vin er denne Guru mere kølig i stilen, rank og nærmest først lidt sødkrydret i næsen. Det er pærer, fersken, gæret æblemost, syltede citroner, smør, nødder, grønne blade og en herlig inderlighed samt nogle kalkagtige mineraler.

Smagen er tør, ren og stålsat, frisk klar og næsten med lidt blomstervand over sig. Ikke at det smager at blomstervand, men en afdæmpet, blomsterrig smag … delikat, tynd og igen med de kalkagtige mineraler, som dæmper kraften … men fremhæver frugtens renhed.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. W.& J. Graham & Co, The Tawny Reserve Port, Douro, Portugal

N.V. W.& J. Graham & Co, The Tawny Reserve Port, Douro, PortugalPortvin er godt iskold om sommeren … bare sidde og sippe. Og det er godt til risalamanden om julen og fantastisk, når du på dine ældre år skal være en uperfekt kageædende skabsportvinsdranker. Og så er Portvin vanedannende.

Okay, dér er jeg måske ikke endnu, men når man smager denne The Tawny Reserve Port fra portvinshuset W.& J. Graham & Co, så forstår man godt, at den portugisiske dessertvin, som mange fejlagtig tror bedst passer sig til desserten ved enten sølvbryllup eller andre større familiefester, er så populær … selvom mange ikke vil være ved det.

Portvin kan drikkes året rundt og smager helt fantastisk helt afkølet en varm sommerdag, hvilket jeg bl.a. har prøvet på en fortovscafe i Porto … lige ned til Duero floden overfor de gamle portvinshuse. Det spiller max og det er sådan set uanset, om det er hvid port eller fx en Tawny som denne .

W.& J. Graham & Co er grundlagt tilbage i 1820 af brødrene William og John Graham. De var egentlig i tekstilbranchen, men da en kunde ikke kunne betale en veksel, så måtte de i stedet nødtvunget acceptere i stedet at modtage 27 piber – altså fade . med portvin som betaling.

Vinen blev dog solgt med så stor succes, at firmaet ligefrem blev opfordret til at gentage handelen. Og det blev således startskuddet for portvinshuset, som hurtigt fik opbygget et godt ry indenfor portvin, og i slutningen af det 19. århundrede var man ikke alene en af de største afskibere, men også en af de mest anerkendte.

W.& J. Graham & Co var også et af de første portvinshuse, som investerede i egne marker tilbage i 1890 med købet af Quinta dos Malvedos. Siden er der opkøbt flere andre marker og gårde i området.

Siden 1970 har W.& J. Graham & Co dog været ejet af den store Symington Group, der også ejer andre portvinshuse som fx Warre’s Port,  Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få. Derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.

Men W.& J. Graham & Co har nu en speciel for Symington familien, da koncernens grundlægger, den unge skotske forretningsmand Andrew James Symington faktisk startede sin karriere netop hos W.& J. Graham & Co, som han begyndte at arbejde for i 1882.

I 1891 forlod han imidlertid W.& J. Graham & Co igen, idet han nemlig samme år blev gift med Beatrice de Leitão de Carvalhosa Atkinson, hvis familien gennem generationer havde været involveret i handel med portvin. Og det blev altså starten på hele Symington imperiet.

Derfor passede det selvfølgelig også Symington familien godt, da de i 1970 kunne overtage W.& J. Graham & Co, da firmaet fik finansielle problemer.

Graham ejer i dag 5 forskellige vinmarker/vingårde, nemlig den oprindelige Quinta dos Malvedos på 89,2 hektar, Quinta das Lages på 71 hektar, Quinta do Vale de Malhadas på over 100 hektar, Quinta da Vila Valha på 145 hektar samt endelig Quinta do Tua på 60 hektar.

Det betyder således samlet omkring 465 hektar vinmarker og dermed en pæn stor historie … og det er jo alene for portvinshuset W.& J. Graham & Co. Og alle portvinene laves fortsat i det gamle vineri på Quinta dos Malvedos.

Der laves alle slags portvin, men her har vi altså fat i deres The Tawny Reserve Port. En Tawny er en fadlagret portvin … altså modsat en Ruby, som ikke er fadlagret eller i hvert fald meget lidt. Denne er uden aldersangivelse … altså en Non Vintage, men det betyder blot, at den oftest er et sted mellem 7 og 10 år i gennemsnit.

Tawny’er uden aldersangivelser betegnes ofte som uægte Tawny’er, men det er noget vrøvl. Tawny er blot en blanding af relativt unge vine, der alle er fadlagrede. Det kan således være en blanding af lyse portvin eller en blanding af ung, rød og hvid portvin, lavet på grønne druer. Med et blend af flere årgange har producenten muligheden for at designe vinen selv, alt efter hvilken slags vin man ønsker.

Tawny deles op i Fine Tawny og den lidt finere kvalitet Tawny Reserva, mens det fineste selvfølgelig er Tawny årgangsportvinene, som opdeles i fire kategorier, som betegnes 10 års, 20 års, 30 års og +40 års.

Druerne til denne The Tawny Reserve Port kommer fra alle W.& J. Graham & Cos 5 ejendomme og det er også en Reserva. Det er jo formentlig et mix af mange forskellige druesorter, hvilket i portvin typisk kan være Bastardo, Donzelinho Tinto, Marufo, Tinta Francisca, Tinta Roriz, Tinto Cão, Touriga Franca ogTouriga Nacional. Blendet oplyses imidlertid meget sjældent.

The Tawny Reserve Port har lagret 7-9 år i egefade. Denne lagring sker typisk på 550 liters egetræsfade, der stilles i et lokale, som er en lille smule varmere end de klassiske portugisiske lagringskældre. Dette øger koncentrationen af vinen, hvorved den bliver mere tæt og koncentreret.

Vinen kaldes også husets signature blend og er dermed et godt sted at starte, hvis man rigtigt vil udforske portvinene fra Graham. Eller oss’ kan man bare nyde den til risalamanden eller koldt på terrassen om sommeren.

I glasset er portvinen sådan et sted mellem brun og rød, hvilket også er meget typisk for en Tawny … brunlig på grund af fadlagringen, men med rødlig skær fordi vinene i blendet ikke er så gamle, at farven har nået at skifte helt.

Og man kan nemt fattes ord, når man skal beskrive duften, for jeg anvender også portvin som en reference, når jeg beskriver duften af en vin, for hvordan dufter portvin? Ja, denne har en smule karamel, svag appelsinskræl, honning, rosiner, blommer, figner, kanel, læder, chokolade, kakao … men frugten har faktisk også en smule friskhed. Og oveni selvfølgelig masser af modenhed … oser af gamle fade og modenhed.

Smagsmæssigt er det fed, cremet og blødt … men med en alkohol, som tydeligt ligger over en almindelig vin. Det er nødder, honning, karamel, sødme … med en lille efterbrænder, som varmer hele vejen gennem halsrøret, mens sødmen samtidig lindrer og kæler undervejs.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor sådan en lille fætter frem til det nye år er på tilbud til 100 kr. mod en normalpris på 175 kr. Godt tilbud.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Quinta do Vesuvio, Quinta do Vesuvio, Douro, Portugal

Quinta do Vesuvio er reelt et portvinshus, som i dag er ejet af Symington gruppen … ja faktisk er det gruppens tophus. Og Quinta do Vesuvio laver – udover de eksklusive portvine – også to rødvine, hvor denne er husets topvin eller 1. vin, mens 2. vinen hedder Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio regnes blandt kendere som et af de allerbedste portvinshuse i verden og har rødder tilbage til 1565. Det var dog først omkring 1823 – hvor António Bernardo Ferreira overtog ejendommen – at historien om Quinta do Vesuvio for alvor begyndte.

Dengang hed portvinshuset også noget helt andet, nemlig Quinta das Figueiras, men Ferreira ændrede efter nogle år navnet til Quinta do Vezúvio (dengang stavet med et z) og ændrede det dengang korndyrkende landbrug til et af de absolut bedste portvinshuse.

Portvinshuset var derefter i familien Ferreiras eje gennem mange år og blev specielt kendt for fremstillingen af vintageport.

I 1989 solgte Brito e Cunha familien – efterkommere af Ferreira familien – imidlertid portvinshuset til den store Symington Group, der i forvejen ejer hus som Warre’s Port, som jeg jo smagte portvin fra forleden, Graham’s Port, Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få.

Derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.

Vesúvio har samlet 326 hektar jord, hvoraf 133 hektar er vinmarker. De ligger i område med 7 store bakker og 31 dale og vinstokkene er de typiske portvinsdruer Touriga Nacional, Allicante Bouschet, Touriga Franca og Sousão.

På den øvrige jord dyrkes der appelsiner, citroner, mandler, valnødder samt mange andre eksotiske frugter og en smule urter.

Sociale Agricola Quinta do Vesuvio laver som nævnt indledningsvis 2 rødvine og denne er altså deres abolutte topvin. Den er lavet præcis af  druer fra præcist de samme marker, som druerne til husets portvin.

I denne årgang 2009 betyder det 70% Touriga Nacional, mens resten er Touriga Franca samt Tinta Amarela. Brugen af druerne fra portvinene betyder, at der er tale om perfekt terroir, gamle vinstokke og en for området tæt beplantning.

Når Touriga Nacional – som her – plantes på områdets højest beliggende vinmarker, så giver den et yderst begrænset udbytte af en tæt most, der har et højt indhold af sukker, syre og tanniner.

På grund af de meget begrænsede udbytte er det kun 2% af Dourodalens vinmarker, som er tilplantet med denne sort, hvilket gør den til en yderst sjælden gæst i områdets bordvine.

Når druerne er plukket, transporteres de til Quinta do Vesuvio, hvor de håndsorteres, inden de presses og lægges på cementtanke. Den er lavet med lang gæring, men hvor lang tid oplyses dog ikke.

Derefter lægges vinen på nye franske 400 liters egetræsfade i 13 måneder. Fadene er er kombination af mange forskellige bødkere, bl.a. Taransaud, François Frères, radoux, Seguin-Moreau, Boutes og Saury. Vinen laves kun i de allerbedste år … ellers sælges druerne eller indgår i Symingtons vine.

Duftmæssigt blød frugt, kirsebær, svag mynte, godt med power, bløde og tætpakkede solbær, kul, lakrids, vanilje og egefad. I munden er vinen også blød, rund med godt med tung frugt, men vinen virker nu ikke tung … sådan mest midt imellem. Blødt og cremet og måske lidt for solrig, men bestemt vellavet vin.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr.

Rating 5/7 

1972 Warre’s Port, Colheita Single Harvest Jubileum Port, Douro, Portugal

Portvin til dessert giver god mening. Jeg ved ikke så meget om portvin, men denne Colheita Single Harvest Jubileum Port fra Warre’s Port smagte da meget godt.

Warre´s Port er det ældste britiskejede portvinshus og har deres marker i den nordlige del af Douro i Portugal. De er fordelt på 3 ejendomme Quinta da Cavadinha, Quinta do Retiro Antigo og Quinta da Telhada på samlet 121 hektar. Derudover får de også druerne fra yderligere 29 hektar privatejede marker, nemlig markerne Quinta do Alvito og Quinta das Netas.

Portvinshuset er grundlagt i 1670 af de to englændere William Burgoyne og John Jackson, som åbnede et handelskontor i det nordlige Portugal med eksport af vin, olivenolie, frugt og importerede samtidig tørret torsk og engelske uldvarer.

Over tiden kom der nye partnere med i firmaet. William Warre, blev del af firmaet i 1729 og dengang hed det Clark, Thornton & Warre. Senere blev Warre familien eneejere og huset fik navnet Warre’s Port … og det har det så gjort siden.

Ved slutningen af det 18. århundrede var Warre’s Port et af de ledende portvinshuse og stod dengang for omkring 10% af den eksporterede portvin.

I dag ejes huset af Familien Symington, som blev medejere i 1905 og overtog Warre’s Port helt i 1912.

Huset har leveret portvin til flere kendte og kongelige. I 1810 købte Lord Wellington således Warre´s portvin, og vores egen Dronning Margrethe nød godt af lige præcis denne Warre´s Jubilæums Colheita fra 1972 ved sit 40 års regentjubilæum i 2012.

Desuden er det også Warre´s, som Livgarden skåler i. Vinen hedder Den kongelige Livgardes Port, men skulle være identisk med reservaen ”Warrior”, som kan dateres tilbage til 1750.

Nå, men denne er altså lavet til at markere 40-årsdagen som regent den 14. januar 2012 og portvinen er begrænset til blot 3.000 nummererede flasker og kommer i en flot gaveæske. Druesammensætningen består primært af Touriga Nacional og Touriga Franca.

Duften er – ganske overraskende – nærmest animalsk, men ellers er det nødder, karamel, ristede mandler, figner, rosiner, blommer, violer … alderen fornemmes klart og samtidig også en vis alkohol.

I munden bider alkoholen dog ikke, for det er meget rundt med karamel, ristede noter, nødder samt en smule tørrede urter og spicy krydderier. Smager virkelig godt … men falder dog ikke helt i svime.

Forhandles af Supervin, hvor en flasker koster 649 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Conceito Vinhos, Conceito Tinto, Douro, Portugal

2013 Conceito Vinhos, Conceito Tinto, Douro, PortugalDe kvindelige vinmagere i Portugal er virkelig fremme i skoene … og det gælder også for næste vin, den imponerende Conceito Tinto fra vinhuset Conceito Vinhos, som holder til på vingården Quinta de Veiga i den lille by Cedovim i Teja dalen nær Vesuvio omkring 50 kilometer øst for Porto i vinområdet Duero.

Vingården drives af den unge, smukke vinmager Rita Marques Ferreira, som har fået lov til at lave vine fra de marker, som tilhører hendes mor Carla Costa Ferriera. Markerne er fordelt på 4 parceller, alle beliggende i Teja-dalen, hvor klimaet er en smule køligere end i resten af Douro.

Det er markerne Quinta da Veiga på 20 hektar, Quinta do Chão Pereiro, ligeledes på 20 hektar, Quinta do Cabido på 23 hektar og derudover har de også omkring 10 hektar vinmark på det højeste punkt i Teja-dalen, hvor de granitholdige jorder udelukkende bruges til produktion af hvidvine.

Inden Rita Marques Ferreira overtog markerne og grundlagde Conceito Vinhos, så leverede familien druerne til forskellige portvinsproducenter.

De ældste vinstokke på ejendommen er 80 år gamle og blandt husets perler er 2 hektar pre-Phylloxera vinstokke, som leverer druer til nogle af husets hvidvine samt 5 hektar på Quinta da Veiga med Bastardo vinstokke. Alt dyrkes 100% økologisk.

De første årgange fra Conceito Vinhos blev udgivet i 2005. Conceito betyder i øvrigt koncept … og med de anderledes vine og sjove etiketter, så har Rita ramt ganske plet med dette koncept.

Rita har inden overtagelsen af familieejendommen har Rita Marques Ferreira studeret ønologi på universitetet i Bordeaux med Denis Dubourdieu, har arbejdet på Niepoort i Douro, på Flagstone med Bruce Jack i Stellenbosch, Sydafrika og på Villa Maria i Marlborough, New Zealand.

Nu er Rita også i gang med nye projekter, bl.a. vil hun nu lave en Conceito Sauvignon Blanc med druer fra New Zealand og et Bordeaux blend fra druer i Stellenbosch samt en Alvarinho fra druer i Minho, Portugal. Med andre ord, en meget innovativ dame.

Jeg har tidligere smagt vinen Bastardo fra Conceito Vinhos og den var jeg meget imponeret over. Dette er husets topvin og det er også en helt og aldeles imponerende vin.

Marken hvorfra denne vin kommer består af gamle vinstokke, som er omkring 50 år i gennemsnit. Det er et såkaldt fieldblend, altså de sorter, som gror på marker … i dette tilfælde ikke mindre end 16 forskellige druesorter. Vinen er lagret på små franske egetræsfade, hvoraf 50% er nye.

I næsen langt mere kompleksitet, krop og tyngde end de foregående … her er det mørke bær, brombær, hindbær, engelsk lakrids, eg, våde fade, let vanilje, chokolade, svag parfumeret … lidt hæfteplaster, kødfyldt, råt oksekød og -blod samt en smule sødme. FÅK den dufter godt.

I munden er frugt, syre og balance langt mere kontrolleret, virkelig en vin i total balance med lakridsnoter, fylde, fedme, chokolade, vanilje, røg, cremethed samt en eller anden form for jern eller mineral. Smager da sindssygt godt.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 319 kr. for en flaske og 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2011 Folias de Baco, Olho no Pé Pinot Noir Reserva, Douro, Portugal

2011 Folias de Baco, Olho no Pé Pinot Noir Reserva, Douro, PortugalOlho no Pé Pinot Noir Reserva hedder denne vin fra Tiago Sampaio, som driver vinhuset Folias de Baco. Det ligger lidt udenfor den lille by Alijó i Douro området omkring 10 kilometer øst for Vila Real.

Tiago Sampaio kommer fra en familie af vinavlere, men grundlagde selv Folias de Baco i 2007 ifb. med overtagelse af nogle gamle vinmarker fra familien. Forinden havde han uddannet sig som vinmager, først på landbrugsskolen Agrícola Conde de S. Bento, dernæst 5 år med universitetsstudier i Vila Real og endelig uddannelse samt praktik i Oregon, USA, bl.a. med en PhD i vindyrkning og ønologi ved Oregon State University.

Hvor mange hektar vinmarker Tiago har kan jeg ikke se, men markerne ligger 500-700 meters højde og omfatter gamle vinstokke … bl.a. havde Tiagos bedstefar dyrket denne drue for 60 år siden. Og det passede Tiago helt perfekt, for han var blevet forelsket i druen under opholdet i Oregon og kunne nu selv begynde at eksperimentere med druen.

Og det er der kommet denne Olho no Pé Pinot Noir Reserva ud af … en vin, som der årligt alene laves sølle 1.850 flasker af.

Efter høst udblødes druerne koldt i 5 dage, hvorefter de presses blidt. Der sker alene afstilkning af en del af druerne. Gæring sker i temperaturstyrede rustfri ståltanke, hvorefter vinen lagrer 22 måneder på franske mediumristede barriques, hvoraf 30% er nye fade.

Og jo … det dufter bestemt af Pinot Noir, men lidt varmere i stilen end det jeg normalt smager. Der er godt med kirsebær, brombær og den er mere skarp i næsen end nogle af dens europæiske søstre. Der er lidt mentol samt en svag animalsk note med en syrlig landlighed og grønhed. Smagen har godt med frugt … igen kirsebær, mens syren er lidt kantet og ikke så feminin.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 179 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7