Tag-arkiv: Rhône

2011 Delas Frères, Hermitage Domaine des Tourettes, Rhône, Frankrig

Vi fortsatte sgu byggemødet i de højere luftlag … næste vin var nemlig denne Hermitage Domaine des Tourettes fra Rhônehuset Delas Frères, et vinhus jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Delas Frères er grundlagt i 1835 i byen Saint Jean Muzols, der ligger i  hjertet af Saint-Joseph. Vinhuset startede som en vinhandel og et negociantselskab, da Charles Audibert og Philippe Delas købte firmaet. Vinhandlen havde tidligere heddet  Maison Juniquem, men de to herrer omdøbte det til Audibert og Delas.

Forbindelserne mellem de to familier blev yderligere knyttet, da Delas to sønner Henri og Florentin giftede Audibert to døtre, og da Henri og Florentin i 1924 overtog ledelsen omdøbte de vinhuset til Delas Frères.

De udviklede samtidig forretningen, bl.a. ved yderligere vinhandel og ved at købe vinmarker i både Châteauneuf -du-Pape og Hermitage. Dette sikrede brødrene en konstant produktion af kvalitetsvine.

Efter anden verdenskrig havde vinene fra Delas Frères et sandt “boom” på eksportmarkederne. De blev solgt i tønder til London , Bruxelles, Amsterdam, Geneve og USA.

Den næste generation af Delas, Michel Delas overtog ledelsen i 1960 og udvidede forretningen yderligere, bl.a. ved salg til nye eksportmarkeder i bl.a. Syd -og Mellemamerika, og han købte også i 1974 flere vinmarker, bl.a. i Côte Rotie, og på Clos Boucher på Condrieu.

I 1977 blev huset overtaget af det anerkendte  Champagnehus, Champagne Deutz, og med en god kapitalindsprøjtning har man i løbet af en årrække fornyet al vinifikationsudstyret og deslige, så Delas Frères i dag fremstår som et af de mest moderne vinerier i Rhônedalen.

Endvidere har man udvidet Delas’ kapacitet for at kunne  imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel, hvilket også har bevirket, at man – på trods af husets mange besiddelser af vinmarker i nogle af Rhônedalens mest berømte kommuner – også opkøber en vis mængde druer fra de mest kvalitetsbevidste vinavlere i områderne.

Netop de store besiddelser af vinmarker, som Delas Frères har i  Rhônedalen, er medvirkende til, at man i huset har vedtaget, at de varierende terroirs i de forskellige appellationer skal komme så godt  som muligt til udtryk i de forskellige vine.

En af årsagerne til Delas’ store succes går tilbage til 1997, hvor den unge ønolog Jacques Grange blev ansat. Jacques Grange er født og opvokset i Bourgogne, og han har  gennem sin relativt korte karriere været stærkt medvirkende til den renæssance, Rhône-distriktet har haft, og han er samtidig manden bag flere af distriktets 100 points-vine.

Siden Jacques’ entré i Delas’ kældre, er der på det nærmeste sket en revolution med vinene, og efter tidligere at have stået i skyggen af store huse som Guigal.

Louis Roederer overtog både Deutz og Delas Frères i 1993.

Delas Frères laver to røde Hermitage, nemlig enkeltmarksvinen Hermitage Les Bessards og så denne Hermitage Domaine des Tourettes, også tidligere kaldt Hermitage Marquise de la Tourette. Vinen er lavet af druer fra 3 forskellige vinmarker, nemlig L’Ermite, Le Sabot og Les Bessards, hvor den sidstnævnte er den mest kendte og betragtes som én af de bedste marker i Hermitage.

Selvfølgelig 100% Syrah. Alle druer håndplukkes, og gæringen foregår i traditionelle åbne cementtanke med en samlet macerationsperiode på op til 20 dage. Lagring sker på egetræsfade, primært brugte fade … alene 9% af fadene er nye. Vinen lagrer samlet mellem 14 og 16 måneder på egetræsfade. Der laves årligt 30.000 flasker af vinen.

Modsat 2010’eren er denne 2011’er noget mere fed og overfrugtet … hvis man kan sige sådan? Nå, who cares? Det er tavlekridt, engelsk lakrids, et strejf af blomster, solbær, blåbær, mynte, godt med sødme, kanel, chokolade og kakao … og umiddelbart ikke  hverken slagtehus, flæsk, bacon, mejeri eller streng flint og mineraler. Virker på mig som lidt en overdone Hermitage og jeg mangler sgu lidt strenghed og hårdhed.

Smagen er dyb koncentreret, men tanniner bløde og lidt bovlamme. Der er selvfølgelig mørke frugter, kakao, peber … godt med syre, ja nærmest en balsamisk syre, men ellers igen en smule opulent og mangler – efter min smag – lidt flint, kant og direkte in your face strenghed. Ikke, at det er en dårlig vin … tværtom.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 595 kr.

Rating 5/7   

2012 Domaine de la Vallée des Grives, Côtes du Rhône Villages Valréas, Rhône, Frankrig

Så er vi atter i Rhône, denne gang med denne Côtes du Rhône Villages Valréas fra et lille vinhus, som kaldes Domaine de Vallée des Grives … domænet i droslernes dal.

Det er et lille vinhus og oplysninger om vinhuset er sparsomme. Det drives dog af Cyril Payon, som i 2006 overtog driften af gården, der i flere årtier har været i familiens eje. Cyril Payon er ikke ubekendt med vin, da han – udover driften af Domaine de la Vallée des Grives til daglig er formand for de franske ønologer.

Omkring 70% af produktionen fra den lille vingård eksporteres og alle vinene har selvfølgelig en lille drossel på etiktterne.

Cyril Payon har i kraft af sit arbejde for de franske ønologer modtaget den franske ærespris Chevalier de la Commanderie des Côtes du Rhône.

Om denne Côtes du Rhône Villages Valréas har jeg ikke de store oplysninger udover, at den er lavet på 60% Grenache, 30% Mourvedre og 10% Carignan.

Næsen er godt moden … lidt blåbær, kirsebær og overmodne blommer, lakrids, grønne vinblade, lækker syre … en smule aromatisk og har også en duft, nærmest som risengrød, men måske er det alene lidt kanel.

I munden en ren og rund frugt, blød, cremet med nogle jernagtige elementer samt en god, frisk og venlig frugtsyre. God Rhônevin til fornuftige penge.

Forhandles af Megavin.dk, hvor prisen er 129,95 kr. for en flaske, men mere fordelagtige 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

2013 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Update fra sidste uge, hvor jeg lige skulle lave pizzaer … og endda på glutenfri mel efter ønske fra fruen. Det er sikkert bare en fiks idé, men en af de dyrere, da 750 gram mel kostede 59,95 kr. FÅK. Nå, men det blev skyllet ned med lidt vin, god og fuldfed Côtes du Rhône fra vinhuset La Bastide Saint-Dominique.

La Bastide Saint-Dominique ligger ved byen Courthézon og er et vinhus, som jeg tidligere har rost, nemlig da jeg smagte nogle af de øvrige Rhône vine fra huset. Jeg har også tidligere mødt Eric Bonnet til en vinsmagning hos Jysk Vin … en meget stille, genert og behagelig mand.

La Bastide Saint-Dominique blev grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet. Selve vingården ligger ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres vine. Eric Bonnet har for få år siden overtaget domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af de forskellige druesorter anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker for vinproduktion. Afgørende beslutninger i forhold til dyrkning tager derfor bl.a. udgangspunkt i den specifikke jordbundstype.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique. I 2013 har Erik Bonnet lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang derfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også udlejning af værelser for vintørstige turister.

Denne Côtes du Rhône Villages er lavet på 60% Grenache samt 40% Syrah. Druerne kommer fra flere marker, hvor vinstokke er mellem 25-50 år gamle. Lavet med maceration på omkring 18 dage på rustfrie ståltanke, og derefter lagret omkring et års tid på eg.

Og fin herlig vin med mange af de klassiske elementer for det sydlige Rhône … en dejlig og urtet duft med solbær, mejeri, lidt ymer, fersk kød, god landlighed, eg, kanel samt en snert lakrids.

I munden god rund frugt, meget kødfuld og fyldig … en varm vin, som klart vil behage de fleste. Det er modne frugter, jern, svag peber og samtidig en vis sødme, som gør vinen total pleaser, men samtidig også gør strukturen mere fluffy.

Købt hos Jysk Vin, hvor sådan en lille flaske koster 89,95 kr. ved køb af en flaske og 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2014 Cellier des Dauphins, Blason des Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

Ved juletid er der altid fokus på Châteauneuf-du-Pape … og denne kommer ifølge etiketten fra Blason des Papes. Det er nu en sandhed med modifikationer, for det er det store kooperativt og negociantfirma Union des Vignerons Des Côtes du Rhône – også kendt som Cellier des Dauphins, Rhône Terroirs eller Louis Mousset – som står bag vinen.

Kooperativet er oprindeligt grundlagt i det herrens år 1965 af en flok vinavlere, som slog pjalterne sammen og oprettese kooperativet, som de kaldte Union des Vignerons des Caves Coopératives du Sud de la Drôme.

Efter få år tilsluttede en række andre kooperativer sig, bl.a. kooperativer i Nyons, Vinsobres, Saint Maurice, Tulette Nouvelle, Tulette Costebelle og Suze-la-Rousse og samtidig startede man med at lave egne vine fremfor blot at sælge vinen bulk i tanke.

Senere kom der yderligere kooperativer til, således der i dag sammenlagt er samlet 13 kooperativer under navnet Union des Vignerons des Côtes du Rhône. Kooperativet ofte omtales dog ofte som Cellier des Dauphins, som var det mærke/brand, som blev skabt allerede sidst i 1960’erne og samtidig blev mest kendt.

Union des Vignerons des Côtes du Rhône købte i 1996 også det gamle negociantfirma Louis Mousset, som er kendt for en lang række vine, bl.a. almindelige vine fra Rhône, men i særdeleshed vine fra Châteauneuf-du-Pape.

Og det er et kæmpe foretagende, som for de 13 tilhørende kooperativer omfatter over 3.000 medlemmer/vinavlere med samlet mere end 16.000 hektar vinmarker, en årlig produktion på 720.000 hektoliter, 110 fastansatte samt en årlig omsætning på 110 millioner euro. Samlet producerer kooperativet 30% af al vin fra Rhône. WTF?

Union des Vignerons Des Côtes du Rhône holder til i nye bygninger i byen Tulette mellem Bollène og Nyons. Her aftappes og lagres vine fra de fleste af kooperativerne. Den samlede produktionsfacilitet er på ikke mindre end 33.000 kvadratmeter.

Vinene sælges fortrinsvis  via supermarkeder, selvom denne Blason des Papes Châteauneuf-du-Pape imidlertid forhandles via butikker indenfor Vinspecialisten.

Den er altså én af de mange vine fra dette store foretagende … druerne kommer fra en lang række af de tilsluttede vinavlere og vinifikationen sker af en vinmager fra Cellier des Dauphins. Udbyttet holdes nede på maximalt 32 hektoliter pr. hektar og skulle – efter sigende – være dyrket efter økologiske principper, selvom markerne ikke er certificerede.

Størstedelen af blandingen består af Grenache, Syrah og Mourvèdre … derudover er der tilsat en væld af områdets andre tilladte druesorter, hvoraf specielt Terret Noir, Vaccarese og Counoise er specialiteter for området.

Lavet traditionel med gæring på rustfrie ståltanke, hvor der dagligt foretages overpumping efterfulgt af 15 måneders lagring, delvist i cementtanke og delvist på egetræsfade.

I glasset er vinen ikke specielt kraftig og man ville ikke umiddelbart gætte, at det var en Châteauneuf-du-Pape. Aromaerne i vinen er meget beskedne, og der skal virkelig snuses godt igennem for at fange nogle dufte … og i første hug virker vinen derfor meget anonym. Der er dog et lidt støvet udtryk, lidt brombær, meget svag lakrids, meget svag vanilje samt en knivspids urter. Virker lidt fesen i duften.

Smagen er sådan lidt la la … imponerer ikke synderligt. Det er slet ikke, hvad jeg forstår ved Châteauneuf-du-Pape … mangler tæthed, intensitet, kraft og dybde, men har en let frugt, kirsebær, peber, syrlighed og en lidt ucharmerende skæv bitterhed.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 210 kr., men det er alt for dyrt for denne vin. Til samme pris kan du fra samme område fx få den flotte Côtes du Rhône Les Quartz fra Domaine le Clos du Caillou = 100  x bedre.

Rating 2/7 

2015 Domaine le Clos du Caillou, Le Caillou Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Det er under to uger siden, at jeg smagte en vin fra Domaine le Clos du Caillou, nemlig vinen Côtes du Rhône Les Quartz i en årgang 2014. Her er det imidlertid lillesøsteren Le Caillou Côtes du Rhône … deres almindelig Côtes du Rhône og samtidig i en årgang nyere.

Fra samme his har jeg også smagt deres gode Châteauneuf-du-Pape Tradition i flere årgange samt deres flotte Côtes du Rhône Reserve og selvfølgelig skrevet om huset flere gange. Det skal jeg – som sidst – spare jer for én gang til.  Det kan I læse de tidligere blogindlæg.

Denne Le Caillou Côtes du Rhône er en vin, som er lavet på Domaine le Clos du Caillou siden 1978. Den er i denne årgang 2015 lavet på 90% Grenache, mens de sidste 10% består af Syrah, Mourvèdre og Counoise. Druerne kommer fra gamle vinstokke, faktisk med en gennemsnitsalder på 60 år, hvilket egentligt er ganske uhørt for sådan en almindelig Côtes du Rhône.

Den er imidlertid nu heller ikke helt almindelig. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar, og derefter vinificeret i store betontanke med en macerationsperiode på 21 dage. Vinen er derefter alene lagret 2 måneder i henholdsvis betontanke og store foudres.

I glasset overraskes du af farven på vinen, som er utrolig lys, let og transparent. Det ligner sgu ikke almindelig fuldfed Côtes du Rhône, men leder mere tanker hen på en Pinot Noir eller en vin på druer med tyndere skind end Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Næsen har imidlertid nogle genkendelige elementer fra Rhône … der er mejeri, råt kød, brombær, jordbær og måske endda lidt blåbær, mentol eller eucalyptus samt en omgang blomster og godt med lavendler. Dufter virkelig godt … har måske endda svage animalske elementer.

I  munden er vinen rund, blød med lyserøde frugter … virkelig frisk frugt med god strenghed og syre. Derudover er der nogle mineralske elementer … nærmest med jern, flint og en lidt sur, engelsk lakrids. Kan i første omgang virke nærmest syrlig, stram og skarp, men åbner sig forholdsvis hurtigt.

Købt hos Vinspecialisten, pris 130 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Domaine le Clos du Caillou, Côtes du Rhône Les Quartz, Rhône, Frankrig

2014 Domaine le Clos du Caillou, Côtes du Rhône Les Quartz, Rhône, FrankrigEt sandt lille kraftværk af en Côtes du Rhône og helt på højde med mange gode Châteauneuf-du-Paper. Det er vinen Les Quartz fra Domaine le Clos du Caillou, som jeg snakker om, en herlig saftig sag.

Jeg har smagt vinen før … sidst i en årgang 2013. Fra samme his har jeg også smagt deres gode Châteauneuf-du-Pape Tradition i flere årgange samt deres flotte Côtes du Rhône Reserve og selvfølgelig skrevet om huset flere gange. Det skal jeg spare jer for én gang til.  Det kan I læse de tidligere blogindlæg.

Denne Côtes du Rhône Les Quartz er i denne årgang 2014 er lavet på 85% Grenache og 15% Syrah, som i øvrigt er samme blend som 2013’eren.

Grenache druerne kommer fra en mark lige op til marken Les Cassanets, som jo leverer druer til en af husets Châteauneuf-du-Pape Les Quartz. Vinstokkene er plantet tilbage i 1956-58 og jorden har selvfølgelig – som Les Cassanets – godt med rullesten.

Syrah druerne kommer fra marken Les Bédines, hvor stokkene er fra 1979. Høstudbytte ligger på 31 hektoliter pr. hektar.

I kælderen sker gæringen i store betontanke med en macerationstid på samlet 27 dage. Vinen lagres 14 måneder på både store egefade, foudres og demi-muids på 600 liter.

Næsen er rustik og landlig og helt som 2013’eren med mejeri, kød … virkelig en herlig næse, tjære, figner, mørk frugt, lakrids, After-Eight mint-chokolader samt mineraler og søde krydderier. Virkelig en tæt, dyb, lækker og imødekommende aroma med klare Rhône karakteristika.

I munden er der godt med mørk, frisk frugt, sten, tjære, tørret kød, peber … men afrundede tanniner og en fin afbalanceret syre, som virker lidt grøn, mens tanninerne er tørre med en vis tyngde. Det er virkelig god og powerfuld Côtes du Rhône.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 210 kr.

Rating 5/7 

2014 Château Mont-Redon, Lirac, Rhône, Frankrig

2014 Château Mont-Redon, Lirac, Rhône, FrankrigTil at matche den fremragende Anjou havde &’s sommelier valgt denne Lirac fra Château Mont-Redon, som ligger svagt nordvest for Châteauneuf-du-Pape … og den stod fint til lidt mørbrad samt kæbe af gris med 2 gange selleri, trøffelsauce og sort peber.

Vingården ligger på et historisk sted, som helt tilbage i 1300-tallet blev kaldt Mourredon efter det latinske navn muntem retundum, som betyder det runde bjerg.  Mourredon blev senere til Mont Redon og senere blev stedet også beboet af poeten Anselme Mathieu, som kaldte sig Marquis de Mont-Redon.

I 1923 købte Henri Plantin en ejendom ved højdedraget med skovarealer samt sølle 2,5 hektar vinmarker. Plantin ryddede dog mange af skovarealerne, plantede vinstokke og tilkøbte mere jord og det blev grundlaget for det nuværende Château Mont-Redon.

I dag drives Château Mont-Redon af Plantins efterkommere, nemlig 4. generation i form af familierne Abeille og Fabre. Det er nemlig Pierre Fabre samt Patrick, Yann og Jérôme Abeille. Jeps, det er de 4 fyre, som I ser på billedet ovenfor.

I dag har familierne samlet 186 hektar jord, hvoraf omkring 100 hektar er vinmarker. Markerne dækker over 3 appellationer, nemlig Châteauneuf-du-Pape, Lirac og Côtes-du-Rhône.

Og det giver bl.a. basis for en årlig produktion af omkring 350.000 flasker rød Châteauneuf-du-Pape og 100.000-110.000 flasker hvid Châteauneuf-du-Pape.

Mørbrad og kæbe af gris
Hovedretten på Restaurant ET blev mørbrad samt kæbe af gris med 2 gange selleri, trøffelsauce og sort peber

Ved siden af Château Mont-Redons store besiddelser i Châteauneuf-du-Pape har huset også en større vinmark på den højre bred af Rhônefloden nær landsbyen Roquemaure på et plateau, som er dækket med store afrundede sten ligesom i Châteauneuf.

Vinmarkerne er tilplantet med 70% Grenache, 20% Cinsault og 10% Syrah, som også er det omtrentlige blandingsforhold i denne Lirac. Og alle druerne håndplukkes, hvorefter der allerede i vinmarken sker en første fravælgelse inden høsten køres de 9 kilometer over til det nyinstallerede fuldautomatiske druesorteringsanlæg på Mont Redon.

Her afstilkes klaserne og derefter sker næste sortering hvor alle druer, som ikke opfylder den ønskede kvalitet, kasseres. Vinen gærer traditionelt i rustfrit stål i op til 3 uger for at sikre maksimal ekstraktion af farve og tanniner, og herefter forbliver vinen i gæringstankene indtil den malolaktiske gæring er afsluttet.

Herefter fyldes en tredjedel af vinen i burgundiske fade på de traditionelle 228 liter, mens resten forbliver i ståltankene. Efter 16 måneder foretages den endelige assemblage og efter yderligere 2 måneder tappes vinen på flaske 4 måneder før den frigives til salg.

Næsen er klart mere fyldig … virker fortsat blød og rund. Det er mørke, modne bær, let syrlighed, gazebind, peber, våde egeplanker, en lille smule opløsningsmiddel … terpentin?  I hvert fald en smule sprittet og har ellers godt med eg, kanel og vanilje.

I munden er vinen godt fyldig og blød med mørke bær. Den er dog ikke fed, men ganske elegant med en vis sødme og samtidig saftig med nogle af de velkendte krydrede elementer fra Rhône.

Forhandles af Løgismose Vin, hvor prisen er 148 kr.

Rating 5/7  

2014 Domaine des Carabiniers, Lunar Apogé Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2014 Domaine des Carabiniers, Lunar Apogé Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigDenne økologiske, biodynamiske Lunar Apogé Côtes-du-Rhône fra Domaine des Carabiniers skulle danne makker med forrige Beaujolais-Villages … igen et fremragende valg fra Restaurant ETs kompetente og modige sommelier.

Domaine des Carabiniers drives af Christian Leperchois og har været i familiens eje siden 1920, hvor vinhuset blev bygget opad en 500 år gammel stald brugt til at indlogere det lokale ridende politi Les Carabiniers, som bl.a. passede på paven under hans ophold i Avignon og nu har givet navn til domænet.

Vinhuset ligger ved den lille by Roquemaure på den vestlige siden af Rhône floden og har samlet 40 hektar vinmarker, der dækker appellationerne Tavel, Lirac og Côtes-du-Rhône. Siden 1997 har alle marker været dyrket økologisk og senere år endvidere biodynamisk.

Christian Leperchois siger selv, at han ønsker at lave gode vine i samarbejde med naturen og ikke imod naturen. Derfor foregår høsten bl.a. også om natten for at holde frugten så frisk og kølig som muligt og derved undgå CO2 tilsætning.

Christian får i dag også hjælp af børnene, sønnen Fabien og datteren Magali.

Dansk okse med fennikel
Dansk okse med fennikel, grillet hjertesalat, pastis og purløg

Vinhuset laver en række Tavel, Lirac, Côtes du Rhône og Vin de Pays, men derudover den nyere serie Lunar Apogé, som består af 5 forskellige vine, en hvid, en rosé og 3 rødvine, hvoraf denne Lunar Apogé Côtes-du-Rhône er én af disse.

Vinen er lavet på 50% Grenache, 25% Syrah, 10% Cinsault og 15% Mourvèdre- Lavet med en kort maceration, hvorefter mosten gærer med egne gærceller ved relativ kølig temperatur og derefter sættes vinen til hvile i gamle fade sammen med gærresterne for at udtrække maksimale smags- og duftstoffer.

Og den biodynamiske side kan bestemt både duftes og smages i vinen … big time. Næsen er gas, virkelig biodynamiske elementer, lidt eukalyptus og dufter næsten som om, at vinen er behåret. Derudover er der noget kanel, våde fade og grønne urter.

Smagen er blød, rund og krydret … dog fortsat med en vis lethed, lidt metalisk, svag peber og en forholdsvis kort eftersmag. Det er meget mørke kirsebær og godt med krydderier. Fortræffelig Rhônevin.

Forhandles bl.a. af Økovin, hvor prisen er 98 kr.

Rating 5/7  

2006 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, Frankrig

2006 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, FrankrigSå skruede vi volumenknappen yderligere op … bedste vin i fredags var klart denne Cornas Renaissance fra én af de bedste producenter i det nordlige Rhône = A. Clape.

Og hvor er god Rhône dog exceptionelt godt når det får lidt alder, som denne 2006’er, som jeg havde gemt i mit vinkøleskab gennem en del år.

For en uge siden drak jeg Côtes-du-Rhône fra Clape, og der skrev jeg lidt om vinhuset, så det skal jeg spare jer for igen. Vi kigger derfor i stedet lidt nærmere på denne Renaissance, som jeg har smagt tidligere, bl.a. i årgang 2007.

Cornas Renaissance er en Cornas, blot på yngre stokke, selvfølgelig lavet på 100% Syrah. Vinstokkene har en alder på henholdsvis 12-20 år, og vinen lagrer 22 måneder på store, gamle foudres.

Og er det så klassisk stald, læder og hængt kød? Ja for helvede, animalsk med dyb kælder, mejeri, bacon, tørret kød, blåbær, brombær … sådan rigtig våd og dyb frugt, pibetobak, let mentol, svag peber, læderfedt og måske endda lidt kaffe.

Smagsmæssigt har alderen afrundet vinen, så den ikke længere river i munden, men er blød, rund og stadig med tonsvis af frugt. Der er flæsk, dybmørke bær, blæk, grafit … fortsat tørt og tanniner snerrer også fortsat, men mener det ikke alvorligt. Det hænger bare skide godt sammen og smager himmelsk.

Forhandles bl.a. af Bichel Vine, hvor en årgang 2012 koster 419,75 kr. Så kan du jo bare vente yderligere 6 år. 2006’eren kan ikke længere fås herhjemme.

Rating 6,5/7 

2015 Domaine Giraud, Côtes du Rhône Les Sables d’Arène, Rhône, Frankrig

2015 Domaine Giraud, Côtes du Rhône Les Sables d’Arène, Rhône, FrankrigHvorfor ikke nuppe mer’ Rhône? Vinen hedder Côtes du Rhône Les Sables d’Arène og kommer fra vinhuset Domaine Giraud, som ligger i udkanten af Châteauneuf-du-Pape by.

Vinhuset er grundlagt i 1974, da Pierre Giraud slog pjalterne sammen med Mireille Buou, blev gift og lejede 4 hektar vinmarker.

Pierre kom fra en familie, som havde været vinavlere i mere end 600 år og Mireilles familie ejede et destilleri, som Pierre og Mireille samtidig overtog. De opkøbte i løbet af de kommende år flere vinmarker og i 1981 skiftede de destillationsapparaterne ud med store betontanke og foudres.

Derefter startede de reelt vinproduktionen med årgang 1981 som domænets første officielle vin. Man debuterede med to cuvéer, den bedste kaldt Les Gallimardes efter navnet på det lieu-dit, hvor de gamle Grenache stokke voksede.

Domain Giraud drives i dag af Pierre og Mireilles to børn Marie og François. Marie er uddannet ønolog og har i dag ansvaret for kælderen og selve vinfremstillingen, mens François har ansvaret for markerne. I forbindelse med generationsskiftet byggede familie også en mere moderne og tidssvarende vinkælder til produktionen.

I forbindelse med generationsskiftet blev der også indledt et samarbejde med den nu så anerkendte vinkonsulent Philippe Cambie, som også har været med til at højne kvaliteten af vinene fra Domaine Giraud.

Familien ejer i dag omkring 30 hektar, hvoraf 8 hektar er samlet på omkring Gallimades og huset har i dag også parceller på de berømte marker Pignan og La Crau. Hovedparten af vinstokkene i Domaine Giraud er mere end 100 år gamle, og de nurses efter alle kunstens regler.

I meget gode årgange fremstiller de en special cuvée, der hedder Les Grenache de Pierre, som udelukkende er fremstillet af druer fra 100 år gamle Grenache-stokke fra den sandholdige del af La Crau.

Markerne har været certificeret agriculture biologique … altså økologiske siden 2011. Søskendeparret vinificerer druesorterne hver for sig, afstikler hele høsten og lagrer Grenache samt Mourvedre i tanke, mens Syrah lagres i barriques.

Vinenes kvalitet har resulteret i flotte bedømmelser fra bl.a. Robert Parker (op til 99 points og citat “Domaine Giraud is one of the up-and-coming superstars of the appellation”), Wine Spectator (op til 98 points) samt The Rhone Report (op til 100 points). Men også det førende franske vintidsskrift La Revue du Vin de France har fået øjnene op for Domaine Girauds vine.

Denne Côtes du Rhône Les Sables d’Aréne er vel nærmest en søstervin til vinen Côtes du Rhône Les Grenaches de Sixte, som har samme designede etikette, men kommer fra vinmarken Sixte, som en af de bedste vinmarker i Lirac. Denne kommer – som navnet indikerer – fra marken Les Sables d’Arène … som frit oversat betyder “sandet i arenaen” med reference til den sandrige vinmark.

Vinen er – som søstervinen – fra 60-årige vinstokke, men hvor Côtes du Rhône Les Grenaches de Sixte er på ren Grenache, så er denne vin lavet på et blend af Grenache, Syrah, Mourvedre og Cinsault. Der er ikke mange oplysninger om fremstillingen eller fordelingen mellem de forskellige druesorter, men vinen fra Syrah druerne er lagret på eg … de øvrige i betontanke.

Duftmæssigt er der Rhône for alle skillingerne … kødfuld med peber, grønne urter, mentol, røde peberfrugter, lakrids, mørke bær, svag blomme og en dyb kælderskakt. I munden er der peber, solbær, mørke kirsebær, gærede mørke bær, kraft og saft, let sødme sammen med urter og lavendel. Ganske habil Rhônevin.

Købt hos The Wine Company, hvor prisen er 125 kr. ved køb af 1 flaske og 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  half_thumb