FÅK, fuck og alt det der … jeg er altså bare vild med vinene fra det sicilienske vinhus Tenuta delle Terre Nere. Her er det husets almindelige Etna Rosso, selvom der sgu efter min smag ikke er noget almindeligt over vinen.
Vingården Tenuta delle Terre Nere ligger omkring 5 kilometer øst for byen Randazzo, som vel nærmest ligger i den østligste og nordlige del af Sicilien … og det er altså på vulkanen Etnas nordlige skråninger og formentlig en af hemmelighederne bag renheden og mineraliteten i vinene fra Tenuta delle Terre Nere.
Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor en af Italiens bedste vinsmagere Marco De Grazia købte ejendommen sammen med hans broder Sebastiano … en ejendomme med 40-140 år gamle vinstokke med sorter som de røde Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio samt hvide sorter som Carricante, Catarratto, Inzolia og Grecanico.
Samlet ejer brødrene over 30 hektar jord, fordelt på 10 parceller på 4 marker, nemlig markerne Calderara Sottana, Guardiola, Feudo di Mezzo samt Santo Spirito. Samlet udgør parcellerne på disse vinmarker 27 hektar, men de planlægger udvidelse til samlet 30-32 hektar vinmarker.
Markerne ligger på vulkanen Etnas nordlige skråninger og det er nogle af Europas højest beliggende vinmarker, som ligger mellem 650 og 1000 meters højde over havets overflade. De dramatiske døgnvariationer i temperaturen og en undergrund rig på vulkansk aske er med til at give uhørt elegante og komplekse vine, som altså laves på lokale druesorter.
Tenuta delle Terre Nere sendte allerede i år 2002 deres første årgang på markedet, men måtte de første år også ud at købe druer fra flere nabogårde. Siden 2004 har vinhuset været selvsynende fra egne vinmarker og har samtidig omlagt produktionen til økologisk drift, hvilket blev certificeret i 2008. Vinstokkene står i øvrigt som små træer efter en dyrknings- eller opbindingsmetode kaldet Alberello eller Gobelet.
Vinhuset laver 2 hvidvine, 1 rosé samt 6 forskellige rødvin, først en entry-level Etna Rosso, dernæst de 4 enkeltmarksvine Etna Rosso Santo Spirito, Etna Rosso Calderara Sottana, Etna Rosso Guardiola, Etna Rosso Feudo di Mezzo og endelig vinen Prephylloxera Etna Rosso DOC La Vigna di Don Peppino, hvor druerne kommer fra de ældste vinstokke på 2 parceller på Cakderara Sottana, hvor vinstokkene aldrig har været ramt af phylloxera.
Jeg har tidligere smagt deres Etna Rosso Santo Spirito i både årgang 2007 samt årgang 2011 og begge gange været blown fuldstændig away. Denne fornemmelse får du sgu også i denne almindelige Etna Rosso … selvfølgelig blot i lidt mindre grad.
Druerne til denne vin kommer fra 6-50 år gamle vinstokke på marker omkring Castiglione di Sicilia og Randazzo. Det er omtrent 95% Nerello Mascalese samt 5% Nerello Cappuccio, høstet med 35 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med spontan gæring, lagring på egefade i omkring et år inden flaskning. Der laves årligt omkring 90.000 flasker af denne vin.
Som storesøsteren har vinen en gavmild næse … fandens mineralsk med skifer, tonstung jern og malm, peber, lidt babybræk, kirsebær samt nogle lysere bær, godt med rosmarin, røg og mælkechokolade og samtidig italienske stram syre. Let, syrligt … velkendt og fandens spændende.
Smagen har den italienske stramhed, lethed, stringent og en ren mineralsk frugt … kirsebær, slank, godt med syrlighed, tørhed og tanniner. Saftig, men slank i udtrykket … og smager virkelig godt, hvis du ellers er til fx Barolo og andre stramme italienske vine. Godt med kvalitet i denne vin, som absolut kan anbefales.
Købt hos Vinspecialisten i Randers, pris 125-135 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7