Så er vi igen hos den sicilianske mama Chaira Vigo fra Fattorie Romeo del Castello, som laver vin fra marker på den nordlige side af vulkanen Etna … og denne gang med vinen Etna Rosso Allegracore.
Vinen er en lillesøster til Vigo, men lavet på samme druer, altså primært Nerello Mascalese tilsat en meget lille procentdel Nerello Cappuccio. Druerne kommer fra en enkeltmark, nemlig Allegracore – som i øvrigt betyder et glad hjerte – i Randazzo et stykke nordligere end vingården i Viagrande.
Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke uden tilsætning af gær og lagret 12 måneder på samme tanke. Flasket uden filtrering og derefter lagret yderligere 6 måneder.
Næsen er nærmest fed og blød kirsebær, kul, aske, asfalt, estragon, fennikel, mejeri, kærnemælk og virker derudover både tør og urtet med svag tone af læder.
I munden er vinen lettere end i næsen … det lød sjovt ;o) God syrlighed, meget faste tanniner, tæt frugt med himmelske kirsebær og lethed, elegance og alligevel – trods den unge alder – en vis modenhed. Dejlig vin, selvom storesøsteren er markant bedre.
Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 160 kr.