Denne basisvin Etna Rosso fra Tenuta delle Terre Nere er en lille godbid, som jeg har smagt et utal af gange og altid været begejstret for … og det gælder også denne 2016’er.
Jeg har dermed selvfølgelig også skrevet om Tenuta delle Terre Nere flere gange før, så historien om vinhuset kan I finde i nogle af mine tidligere blogindlæg om det sicilianske vinhus.
Etna Rosso blev første gang frigivet i 2005 årgangen og fremstilles af alle de unge planter på ejendommens forskellige marker. Det betyder, at druerne kommer fra 6-50 år gamle vinstokke, der står enkeltvis som små træer på marker omkring Castiglione di Sicilia og Randazzo. Det er omtrent 95% Nerello Mascalese samt 5% Nerello Cappuccio, høstet med 35 hektoliter pr. hektar.
Vinen er lavet med spontan gæring, maceration helt indtil gæringen stopper, gæringen sker egefade på 10-30 hektoliter og efter endt fermentering lagrer på egefade i omkring 18 måneder efterfulgt af 1 måned på ståltanke inden flaskning. Der laves årligt omkring 120.000 flasker af vinen.
Duftmæssigt byder vinen på et utrolig lethed, lidt syrlige hindbær, ribs og blåbær, balsamiske og mælkede noter, lidt bio animalsk kant med armsved, klart italiensk syre, røg, blomster og mineraler. Næsen har virkelig en syrlig, balsamisk lethed.
I munden har vinen også en slags burgundisk lethed, blot med en mere landlig, syrlig og balsamisk kant. Frugten er også en tak mørkere, har mere saft og kraft, lidt fennikel, peber, en smule sødme, mælkechokolade og stor luftighed.
Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster vistnok omkring 150-160 kr.