Tag-arkiv: muscat

Muscat – der kaldes Moscato i Italien, Muskateller i Tyskland samt Moscatel i Spanien og Portugal – er en hvid druesort, som menes at stamme fra Mellemøsten og har været brugt til fremstilling af vin siden de gamle grækeres tid.

Muscat er én af de mest udbredte hvid druesorter i hele verdenen og foretrækker et varmt klima. Men Muscat trives faktisk under mange forskellige forhold, hvilket også resulterer i mange forskellige vine … fra tørre hvidvine over halvtørre bobler til søde, mørke hedvine.

Derfor findes der heller ingen typisk eller ægte Muscat, men mange inkarnationer, hver med sin egen regionale nuance og karakter. I Italien findes der fx Muscat Blanc à Petits Grains  aka Moscato Bianco, som menes at være den ældste og måske mest værdsatte af druerne i Muscat familien. I det hele taget producerer Italien mere Muscat end noget andet land, stort set i form af Moscato d’Asti, fremstillet af netop Moscato Bianco.

De allerbedste vine på Muscat Blanc à Petit Grains regnes dog at være fra Frankrig, bl.a. med vinene Muscat de Beaumes de Venise, Muscat de Lunel og Clairette de Die. I Sydafrika er denne variant kendt som Muscat de Frontignan og bl.a. kendt fra den berømte Vin de Constance vin fra Constantia.

Andre kendte varianter af Muscat omfatter Muscat af Alexandria, der også er én af de helt gamle, oprindelige sorter, som er kendt for sine lette og frugtagtige hvide vine.

Derudover findes der Muscat Ottonel, der er mere lys og modnes tidligt, mens Muscat Hamburg er en rød druesort, der anvendes til røde bordvine. Endelig findes der de farverige Moscato Giallo og Moscato Rosa, der begge kommer fra det nordlige Italien og bruges til at fremstille en række søde og tørre vine.

Muscat er meget aromatisk druesort, der har en tydelig duft og smag af solmodne druer, mandariner og ferskner. Den kan også have en let note af moskus, en mulig oprindelse til navnet, og dufter derudover ofte floralt af jasminer og roser.

Syren er dæmpet og ofte er sødmen fremtrædende. Den kan være let og delikat i tørre vine fra Alsace, pikant og parfumeret i de let søde mousserende vine fra Asti, eller fed, sød og eksotisk krydret i Beaumes de Venise og Rivesaltes.

Druens store alsidighed gør den populær hos mange vinproducenter. Muscat kan produceres som tør, medium, sød, mousserende eller endda dessertvin og Muscat bruges endda også som borddruer overalt i verden, hvilket er årsagen til, at mange beskriver vine på Muscat som druemost.

På trods af deres lignende navne er Muscadelle, Muscadet, Muscardin og Moscato di Terracina ikke medlemmer af Muscat familien.

2018 Ostrožovič, Muškát Žltý Special Collection, Tokajská, Slovakiet

2018 Ostrožovič, Muškát Žltý Special Collection, Tokajská, SlovakietSå har jeg kastet mig ud i den sidste slovakiske vin i denne omgang. Det er vinen Muškát Žltý Special Collection fra det lille vinhus Ostrožovič … også kendt som J. & J. Ostrožovič.

Det ligger i byen Veľká Tŕňa i Tokaj regionen i Slovakiet og de laver netop en række søde vine, men de laver også almindelige tørre hvidvine samt lidt rødvine, som primært laves af druer fra Východoslovenská regionen … druer som de opkøber hos andre vinavlere. De ejer dog selv cirka 67 hektar vinmarker i området ved Veľká Tŕňa i Tokaj vinregionen.

Nu tænker I sikkert, at vinbloggeren sgu har tabt sutten, for vinområdet Tokaj ligger da i Ungarn? Men Slovakiet har såmænd også en vinregion med samme navn, selvom den størrelsesmæssigt er én af de mindste regioner med kun 908 hektar vinmarker.

Den ligger i den sydøstligste del af Slovakiet omkring en times kørsel fra Kosice og lige op til den ungarske grænse, hvor den faktisk ligger lige ved den ungarske Tokaj region. Men for at undgå forveksling, så lad os kalde den slovakiske region for dens slovakiske navn, som er Tokajská. De primære druesorter i Tokajská er Furmint, Lipovina, Muškát Žltý og Zéta.

Vinhuset drives af ægteparret Jaro og Jarka Ostrožovič og dermed af to J’er. De grundlagde reelt vinhuset tilbage i 1990 efter de i 1985 havde mødt hinanden og overtaget en gammel vingård. Jaro havde selv som ung eksperimenteret med at lave vine med en gammel håndpresse hos hans forældre.

Han endte dog også med at tage en uddannelse indenfor frugt og vin i Modra omkring 400 kilometer fra sin hjemstavn, mens han samtidig måtte guide forældrene i deres vinproduktion via telefonen.

Da Jaro blev færdiguddannet som vinmager, så ville hans forældre  købe ham et ur eller en lille motorcykel som en gave, men han havde et andet ønske en motorcykel … nemlig en vingård i Tokajská. Sådan gik det imidlertid ikke, men i 1990 kunne han sammen med Jarka, som han mødte i Modra, købe sin egen vingård.

Og lige siden har Jaro og Jarka lavet vin og har – som nævnt – dag hele 67 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Furmint, Tokayer, Lipovina, Muškát Žltý, Víno Kráľovnej Alžbety, Omšové og Rizling Vlašský samt de røde Frankovka Modrá og Cabernet Sauvignon.

De laver i øjeblikket 35 forskellige vine, hvis jeg ellers har talt rigtigt, hvor denne Muškát Žltý Special Collection altså er én af dem. Druen hedder på slovakisk Muškát Žltý, men det er såmænd Muskat eller den variant af Muskat, som også kendes som Muscat Blanc à Petits Grains … som også bruges til Moscato d’Asti i Italien, hvor druen kendes som Moscato Bianco.

Muškát Žltý er særlig udbredt i Tokajskáområdet, hvor den udgør omkring 10% af de samlede vinmarker. Slovakkerne siger selv, at deres Muškát Žltý er en helt speciel klon af druen Muscat Blanc, hvor den har mere gyldent skind og langt større  produktivitet.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen af vinen … og da jeg ikke er mester i slovakisk, så har jeg heller ikke fundet disse oplysninger andre steder. Men det er en forholdsvis sød vine med omkring 18,2 gram restsukker pr. liter.

I næsen fornemmer du omgående en vis sødme, selvom det måske ikke er er oversød dessertvin. Der er muskat, abrikos, fersken og det er suppleret med lidt honning, lemon, grønne elementer, lindetræ og så derudover en lidt krydret syre.

Smagsmæssigt balancerer vinen sådan lige på grænsen mellem en tør vin og en dessertvin. Der er ganske vist sødme i vinen og mister Ostrožovič anbefaler også selv, at vinen skal nydes sammen med créme brûlée, men den har altså også en lidt mere vandet side samt lidt jern, mineraler, lemon og en sød/bitter syre, som trækker den anden vej. Dermed kan vinen så formentlig både klare desserten eller et job som en lille aperitif.

Fået i gave, men på vingården koster en flaske 9,90€ … svarende til omkring 74 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Bodega Trenza, La Orphica Seleccion Aurora Blanco, Murcia, Spanien

2019 Bodega Trenza, La Orphica Seleccion Aurora Blanco, Murcia, SpanienDet er ikke så lang tid siden, at jeg smagte den blå, småfede La Orphica Monastrell Iluminada lavet af de to danske brødre David og Jonas Tofterup på Bodega Trenza. Nu smager jeg en hvid søstervin, nemlig denne La Orphica Seleccion Aurora Blanco.

Det fremgår ikke helt, hvor druerne kommer fra … om det alene er fra Murcia eller de måske er fra flere områder i Spanien? Det er dog imidlertid et blend på 47% Macabeo, 23,5% Verdejo, 23,5% Sauvignon Blanc samt 6% Moscatel.

Druerne er høstet tidligt om morgenen for at give mest mulig friskhed til vinen og fermenteringen, som alene er sket i rustfrie ståltanke – er sket koldt ved 13-16 grader. Derefter er vinen så blot aftappet på flaske og frigivet.

Duften er næsten tyggevenlig … en sød, krydret, fed og fyldig næse med tørret abrikos, ananas, nektariner, mango, appelson, lidt grillet lemon, masser af sødme, krydderier, spidskommen, røg og tør cedertræ.

Smagen fortsætter i samme boldgade, fed, krydret og sød … godt tætpakket med fed, tropisk frugt. Det er en vinøs, adipøs, korpulent og trivelig boksehandske, som er foret så meget, at alle slagene rammer blødt, tungt og rundt. En stor og smagfuld historie.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59 kr. ved køb af 6 flasker. Fin pris.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Sobrero, Moscato d’Asti, Piemonte, Italien

2019 Sobrero, Moscato d'Asti, Piemonte, ItalienMoscato aka Muscat er en af de ældste og mest udbredte druer, men det er faktisk sjældent, at jeg smager Moscato d’Asti vine. Nu gør jeg en undtagelse med én af slagsen fra Sobrero Vini, der ligger på adressen Via Alba Monforte tæt ved den gamle landsby Castiglione Falletto omkring 5 kilometer nord for Montforte d’Alba.

Vingården er grundlagt i 1940 af Francesco Sobrero, som købte ejendommen Ciabot Tanasio sammen med hustruen Teresa. Familien stammer oprindeligt fra Spanien – Sobrero betyder jo også hat på spansk – men slog sig ned ved de blide bakker i Castiglione Falletto for generationer siden.

I dag drives vinhuset af sønnen Pier Franco Sobrero sammen med hans hustru og to børn. De har gennem tiden renoveret den gamle vingård, hvor de har deres administration og smagslokaler, mens selve produktionen af vinene fortsat sker i den gamle vinkælder.

Samlet har familien Sobrero omkring 20 hektar vinmarker, hvoraf 13 er beliggende i Castiglione Falletto … endda ligger 6 hektar rundt om selve vingården, mens de øvrige marker er spredt udover kommunerne Barbaresco og San Marzano Oliveto.

I Castiglione Falletto dyrker familien Dolcetto, Barbera, Nebbiolo og Chardonnay, men i Barbaresco er det kun Nebbiolo og i San Marzano Oliveto er det Moscato Bianco.

Og denne Moscato d’Asti er én af husets 9 vine, lavet med Muscat druer fra en 1,7 hektar stor vinmark i San Marzano Oliveto i omkring 180 meters højde. Efter høst presses druerne  og mosten nedkøles så til næsten 0 grader, hvorefter en lang gæring sættes i gang indtil man når en alkoholprocent omkring 5%. Så er vinen egentlig færdig og klar til aftapning på flaske.

Duftmæssigt friske og søde vindruer, lidt valnødder, honningmelon, muskat, hyld, fedme og sødme hånd i hånd og man fornemmer også svagt et lille og beskeden syre, som forsøger at få fodfæste, men helt retfærdigt taber kampen, for en Moscato d’Asti skal være en sød lille italiensk sexbombe.

I munden er vinen vitterlig med sød, men alkoholprocenten ligger også nede på beskedne 5%. Det er god fornøjelig voksensaftevand med et beskedent blidt brus … alt faktisk i god balance for en sådan sød bombe. Det lille brus nærmest løfter det søde og skaber en fin ligevægt. Den kalder på en god dessert, for der vil vinen virkelig folde sine sukkervinger ud.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVinene fra Dominio del Àguila er sgu vilde. Kraftige, intense og vilde. Det gælder egentligt også deres rosé … denne Picaro Clarete Ecológico.

Jeg har tidligere smagt både en 2014 Albillo Viñas Viejas og den røde 2018 Picaro del Àguila og begge gange har jeg været ret imponeret. Og selvom jeg slet ikke er til rosévine, så må jeg også overgive mig med denne Picaro Clarete Ecológico, for vinen er sgu fremragende. Bevares i den fyldige og federe afdeling, men kvaliteten fejler bestemt intet … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend med Garnacha, Bobal, Bruñal, Monastrell, Tempranillo Gris, Garnacha Blanca, Pirulés, Jaén, Moscatel og Malvasías. Det er et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med vinstokke over 60 år gamle.

Markerne er kalkholdige og ligger i 800-900 meters højde. Efter høst afstilkes druerne ikke, men presses direkte og saften overføres til gamle betontanke, hvor vinen spontangærer langsomt … faktisk i 8-9 måneder efterfulgt af lagring på egefade i samlet 17 måneder.

Vildt rød i glasset … lidt ligesom håret på den storbarmede Angel Strawbridge fra programmet han, hun og drømmeslottet. Og i næsen er vinen næsten også lige så farverig, smæk på aromaerne med lidt røgede jordbær, ribssaft, tranebær, hyben, dåsepærer, sødme, fadnoter med specielt vanilje og lidt svage oxidaktive noter.

Der er også smagsmæssigt skrald på drengen … masser af rød frugt, hindbær, jordbær, kirsebær, ribs, virkelig fyldig, fed rosé med masser af smag, nærmest bløde tanniner … og så er det bare blødt, cremet og totalt uimodståelig … WAUW for en rosé.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5/7

2017 Bernard Humbrecht, Muscat, Alsace, Frankrig

2017 Bernard Humbrecht, Muscat, Alsace, FrankrigEt besøg på Fladbro Kro med kollegerne på jobbet bød – udover god mad – også lidt vine i en tilhørende vinmenu. Vi havde egentlig forsøgt os med, at jeg skulle tage forskellige vine med, men proppenge på 300 kr. pr. flaske synes vi alligevel var en kende for dyrt.

Den første vin i vinmenuen var en Muscat fra vinhuset Bernard Humbrecht i Alsace. Den skulle følge forretten med grillede hvide asparges med lidt syrnet creme med stenbiderrogn og purløgsemulsion godt undervejs.

Domaine Bernard Humbrecht ligger midt i byen Gueberschwihr på det centrale torv i en gammel renæssancebygning fra 1619, bygget af Marx Dornstetter. Det er én af byens mest seværdige bygninger, og den blev købt af Jean Humbrecht i 1850.

Bygningen oser af historie og er blandt andet fødested for biskop Louis Joseph Marie Humbrecht, som var sognepræst og senere blev både biskop af Poitiers og ærkebiskop af Besançon.

Selve Humbrecht familien har været vinbønder i Alsace siden 1620, men domænet opstår reelt først i den nuværende form i 1931, da Bernard Humbrecht sammen med hustruen Josephine mere målrettet begynder at blive vinavlere.

Det er dog først i 1968 at man selv begynder at tappe vin på flasker på den gamle vingård. Dengang var arealet også alene 3 hektar.

Siden 1983 har det imidlertid været sønnen Jean-Bernard Humbrecht samt hans hustru Véronique som har stået for driften. Jean-Bernard har også udvidet vingården – både ved udbygning af kælderen samt ved køb af flere marker, således domænet i dag samlet ejer knap 8 hektar vinmarker, hvor Grand Cru marken Goldert er husets topmark.

Her smager vi altså deres Muscat til lidt hvide asparges, hvilket jo er et klassisk match. Der er imidlertid ikke ret mange oplysninger om produktionen af vinen, så derfor springer vi blot direkte videre til mine smagsnoter.

Det er sådan god klassisk Muscat, pænt med sødme, nødder, marcipan, astronaut-is og såmænd også en Københavnerstang og lidt hyldeblomstsaft. Faktisk dufter det noget saftevandsagtigt med de søde aromaer.

Smagsmæssigt er der også godt med saftevandsfornemmelse over vinen, hvor smagene er meget sagte, svage og runde, mens syren så til gengæld er vag … næsten ikke eksisterende, hvormed vinen næsten bliver helt dessertagtig med små jernholdige noter.

Forhandles af Dalsbakkegård, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, Frankrig

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, FrankrigEn alsacisk bombe er Mélanie Pfister blevet kaldt … for den franske vinbonde er en aktiv kvinde, som hele tiden med 100 kilometer i timen farer rundt mellem traktorer, vineri og vinkælder. Hun er en af de nye stjerner i Alsace og jeg smager nu lidt vine fra den jernhårde kvinde og starter med vinen Mel Quatre Cépages Nobles.

Vinhuset ligger i Dahlenheim i det nordlige Alsace og Mélanie Pfisters familie har været vinbønder der siden 1780. Familien har samlet 10 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Mélanie er selv uddannet landbrugsingeniør og ønolog i Dijon og arbejdede efterfølgende hos vinhuse som Zind-Humbrecht i Alsace, Méo-Camuze i Bourgogne, Château Cheval Blanc i Saint Emilion, på Château d’Yquem i Sauternes og Craggy Range i New Zealand … inden hun vendte tilbage til Alsace for at overtage familiens gård, hvor hun er 8. generation og første kvinde til at stå for driften.

Hun lavede sin første vin på Domaine Pfister i 2005, hvilket faktisk var denne Mel Quatre Cépages Nobles, som hun oprindelig kaldte Cuvée 8, da hun jo var 8. generation og med inspiration fra hendes tid på Château Cheval Blanc, hvor hun opdagede mulighederne i vine på et blend af forskellige druer.

Hun har siden sin overtagelse – og fortsat med hjælp fra sin far – ændret en række ting i produktionen. Der er fx investeret i moderne vineri og stilen lagt om til langt mere tørre vine. Hun har også i 2018 sat gang i en omlægning af produktionen til økologisk drift, men vil først blive certificeret i 2021.

De bedste marker er klart  Silberberg og Grand Cru marken Engelberg, og samlet laver Mélanie 15 forskellige vin, hvor alle – bortset fra en Pinot Noir og hendes Pinot Gris Silberberg – laves og lagres på ståltanke.

Her er det – som nævnt – hendes Mel Quatre Cépages Nobles, som selvfølgelig er lavet af et blend af 4 druesorter, nemlig Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer og Muscat, hvor forholdet mellem druerne varierer år for år.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeret separat, således det endelig blend først laves, når gæring og lagring er slut. Gæringen sker som udgangspunkt alene med druernes egen naturlige gærceller, men Mélanie kan godt tilsætte andre gærceller, hvis de naturlige gærceller ikke er nok. Vinen er derefter lagret sur lie i stålfadene en periode … hvor lang tid kan jeg ikke se.

Lidt overraskende, så er det er sød og meget behagelig duft, ganske aromatisk med både æblemost, blomster, grillede citroner, lemon og akaciehonning. Det er lige før, at det dufter som en dessertvin, svagt lidt nødder og så samtidig let, liflig og behagesyg.

Men smagsmæssigt er det en langt mere tør, skarp, krisp og sprød vin med masser af syre, godt med lemon, lidt fyldig grape bitterhed, småsure grønne æbler, saltet mineraler og lækker lang eftersmag med grapen siddende ætsende i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigJacques Sipp er en af verdens rareste mennesker, en spøgefugl og samtidig fabelagtig vinmager og fra ham smager jeg nu igen vinen Cuvée des Collines.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2012 …uh hvor tiden dog flyver. Siden sidst er Jacques’ datter Carolyn Sipp kommet mere ind i både vinkælder, produktion og salg.

Jeg har efterhånden et utal af gange skrevet om vinhuset, men det skal jeg nok undlade nu og blot kigge nærmere på denne Cuvée des Collines, som er lavet på 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat. Det er en vin, som er lavet specielt til Jysk Vin … mener jeg at kunne huske og så vinificeret udelukkende på rustfrie ståltanke.

Det er en no-nonsens vin, en hverdagsvin af høj kvalitet, hvor næsen er rund, sød med modne æbler, noget tropisk frugt er der vel også i form af fersken og melon, lidt svag citron og lime … syren virker til gengæld ikke så tydelig.

I munden er det lidt samme historie … pæn saftighed, sødme, nogle af de eksotiske frugter, lidt bælle saftevandsfornemmelse, lidt brede skuldre, varme og fylde. Syren er vitterlig lidt rund, pæn, afdæmpet og endda måske lidt vag, men ellers er der god smag og klart bedre end tidligere årgange.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker,

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Campari, Mondoro Asti, Piemonte, Italien

N.V. Campari, Mondoro Asti, Piemonte, ItalienMange råelsker denne asti … en frueglad, nonnesød Non Vintage Mondoro Asti. Man kan drikke uanede mængder af vinen, som kommer fra den store italienske Campari Group, som er verdens 6. største virksomhed indenfor vin og spiritus.

Campari Group er børsnoteret på den italienske børs, har over 50 kendte og ukendte brands, eksporterer til 190 lande, har omkring 4.000 ansatte. De står bl.a. bag brands som Cinzano, Aperol, Campari, SKYY Vodka, Grand Marnier, en masse whiskeyhuse som Wild Turkey, mærker indenfor rom, gin, tequila og billig Liebfraumilch hvidvin. Og så altså også italienske mousserende vine under Mondoro navnet.

Det store vin og spiritus imperium startede egentlig helt tilbage i 1860, hvor den ihærdige likørblander Gaspare Campari i sin Café Campari midt i Milano opfandt den røde aperitif … hvilket blev kimen til et sandt industrieventyr med etablering af sin første fabrik i Sesto San Giovanni i 1904.

Campari blev en kæmpesucces, men det var først i 1995, at Campari begyndte deres ekspansion med opkøb af de mange brands og i dag indtager en position som et af verdens største firmaer indenfor vin samt spiritus med en omsætning omkring 12,7 milliarder.

Denne Mondoro Asti med Sweet skrevet ovenover etiketten er lavet på ren 100% Moscato aka Muscat druer fra Asti området i Piemonte og er lavet med gæring på tank, både 1. og 2. gæring og dermed uden gæring på flaske. Det er en vin, som første gang er lavet i 1989 og den sælges primært på det russiske marked.

Duftmæssigt snakker vi masser af fersken, ananas, hyldeblomst, søde vaniljekiks, astronaut-is med en rød raketbamse i toppen, lidt akaciehonning, klare Muscat noter, nødder og lidt hvide blomster.

I munden er vin sød … meget sød eller overdrevet sød, men det er egentlig herlig sød saftevand, nærmest dessertvin med lidt bobler, lidt en flydende candyfloss af bedste skuffe. Jeg kan godt forstå, at Rikke elsker vinen, for det smager dejligt sødt … men der mangler klart syre, rygrad og finesse, men hvor har vinen virkelig masser sødme og bællepotentiale.

Forhandles i Irma, hvor en flaske koster 103 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Vondeling Wines, Sweet Carolyn, Western Cape, Sydafrika

2015 Vondeling Wines, Sweet Carolyn, Western Cape, SydafrikaLad os da bare fortsætte med endnu en vin fra Vondeling Wines, nemlig deres søde dessertvin Sweet Carolyn … en enkeltmarksvin lavet på 100% Muscat de Frontignan.

Det er dog samme drue, som i fx Tyskland og Østrig er kendt som Gelber Muskateller, i Frankrig som Muscat Blanc à Petits Grains og i Italien som Moscato Bianco, da den anvendes i fremstillingen af Asti og Moscato d’Asti vinene. Her hos Vondeling klippes der i drueklaserne, når druerne er modne. Det gør, at druerne ikke længere kan få vand, hvorved de hænger og tørrer på vinstokkene … og samler dermed ekstra sødme og sukker.

De beskyttes undervejs af solen, som indtørrer og dermed forhindrer druerne i at blive mugne … og først efter en længere periode på vinstokkene høstes druerne og afkøles natten over inden fermentering, som sker med hele druer i åbne gæringskar.

Druerne knuses ikke inden gæringen, hvilket gør at de afgiver en sirupsagtg juice fra indersiden af skindet. Gæringen varer omkring en uge, hvorefter gæringen afsluttes inden alkoholen bliver for høj og sødmen forsvinder. Vinen lagrer derefter 11 måneder sur lie … altså med bærmen inden aftapning på flaske.

Nu er der sgu kommet skrald på frugten … en lidt djævelsk syrlig og sødlig aroma med masser af kryokoncentreret æblemost, tørret abrikos, mango, ananas samt en buket blomster. Der er nødder, mandler, vingummi og en smule vanilje. Det dufter spændende.

Smagen er dejlig sød … ikke totalt oversød, for frugten er egentlig ganske lækker med søde æbler, abrikos, mango og alligevel lidt frejdig. Det er en meget saftig lille sag, meget smagfuld og det er klart en slags sød æblemost, vild, koncentreret og tæt. Der er lidt honningsødme, men rigtig fin balance … smager virkelig godt.

Vinene fra Vondeling Wines forhandles af Wineloves.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Forteto della Luja, Piasa Rischei Loazzolo, Piemonte, Italien

2015 Forteto della Luja, Piasa Rischei Loazzolo, Piemonte, ItalienPiasa Rischei Loazzolo fra Azienda Agricola Forteto della Luja er ligeledes en topdollar lækker godte, men lavet på tørrede Moscato druer i stedet for Brachetto.

Druerne er også høstet sent … en proces der starter i slutningen af september og varer til langt ind i november. Druerne skal helst været angrebet af botrytis og efter høsten tørrer nogle af druerne på måtter i vineriet. Så presses druerne og gennemgår en lang gæring i små egefade og den gæring varer 24 måneder, hvorefter vinen så er klar til at blive tappet på flaske. Der er 140 gram restsukker pr. liter i vinen.

I glasset er vinen let gylden med orange refleksioner, mens næsen byder på ædel, moden frugt, nærmest overmodne samt overgærede nedfaldsæbler, abrikos, muskat, honningsødme, våde fade og virkelig aromatisk forførende.

I munden er vinen endnu federe, mere olieret end den foregående passito, men har samme flotte balance mellem en fed sirupsødme og frugtsyren. Det er fedt, cremet og tyk dessertvæske af 1. karat. Der er vanilje, svagt lidt syltede citroner, abrikos, ananas … men for pokker hvor smager det godt.

Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7