Boom … så ramte hverdagen sgu én lige på fronthjelmen igen. Det er slæbesporshårdt at komme i gang igen, både at skulle hoppe i pæn skjorte, sorte sokker, lange bukser og blankpolerede sko igen, men også med en hel uge uden vino og endda med kalorietællende diætkur efter alt for megen god mad og modsat selvkontrol i den forgange ferie.
Så er det jo godt, at hver uge slutter med weekend … og hver weekend begynder en fredag … for det betyder jo vin i det houlbergske hjem. Og fredagens vin er af racen Frühburgunder – dvs. næsten raceren druesaft i form af denne Dorfprozeltener Frühburgunder fra det store frankiske vinhus Staatlicher Hofkeller Würzburg.
Staatlicher Hofkeller Würzburg er ligesom Juliuspital og Bürgerspital et af det helt store og traditionelle vinhuse i Würzburg, og har samtidig en lang og spændende historie. Det ligger lige i centrum af byen og har faktisk deres vinkældre under det imponerende Residenz palads.
Huset har en knap 900-årig historie, da dets oprindelse kan spores helt tilbage til år 1128, hvor det blev doneret til den fyrstelige biskop Embricho. Derefter var vinhuset i mange århundrede ejet af de forskellige –og stinkende rige – fyrstebiskopper i Würzburg.
I 1814 overgik ejerskabet til det bayeriske kongerige, og vinhuset hed på det tidspunkt da også Königlich Bayerischer Hofkeller. I 1918 – efter monarkiet afslutning i Bayern, hvor kongestyret blev en del af Det Tyske Kejserrige – ændrede man navnet til det nuværende; Staatlicher Hofkeller Würzburg. Og den dag i dag ligger ejerskabet af vinhuset fortsat hos delstaten Bayern.
Det imponerende flotte Residenz palads.
Staatlicher Hofkeller Würzburg har i alt 120 hektar vinmarker i Franken og laver omkring 850.000 flasker vin hvert år. Der marker ligger meget spredt, og således har de iWürzburg parceller på markerne Stein, Innere Leiste og Schlossberg. I Randersacker har de Pfülben, Teufelskeller, Lämmerberg og Ewig Leben.
Derudover tæller markerne Predigtstuhl i Dorfprozelten, Bischofsberg i Großheubach, Abtsberg i Hörstein, Altenberg i Abtswind, Stollberg i Handthal, Julius Echter-Berg i Iphofen, Trautlestal i Hammelburg, Scharlachberg i Thüngersheim, Kreuzberg i Marktheidenfeld og endelig Kelter i Himmelstadt.
Selve vinkælderen ligger – som nævnt – under Residenz-paladset, og ikke under Residenz-pladsen, som mange fejlagtigt antager. Vinkælderen er i stil med paladset en turistattraktion, og vi besøgte da også kælderen under vort besøg i Würzburg.
Vinkælderen – eller i hvert fald lidt af den – under Residenz paladset.
Ja, ret beset er der faktisk to kældre, nemlig både den gamle kælder, hvor turisterne trækkes rundt og ellers anvendes til diverse arrangementer og smagninger … og så den nye og mere moderne kælder, hvor der er ny teknologi, rustfrie ståltanke og produktion af de mange vine. Den nye kælder ligger under den sydlige fløj af paladset.
I den gamle kælder havde fyrstbiskopperne oplagringsplads for 1,4 mio. liter frankenvin, og her kan man i øvrigt se mange gamle egetræsfade, nogle endda af gigantisk størrelse … helt op til 50.000 liter, hvilket må siges at være ganske imponerende.
Faktisk findes der i denne Beamtenkeller – tjenestemandskælderen – tre af de helt store og meget gamle fade, bl.a. et berømt Sveriges-fad, bygget helt tilbage i 1684 og navngivet efter den svenske Kong Gustavus Adolphus erobring af byen i 1631. Den gamle kælder bruges i dag fortsat til lagring af nogle af vinhusets vine.
Her et foto af det 50.000 liter gigantiske og historiske egetræsfad.
I dag ledes foretagende af Weingutsdirektor Michael Jansen, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på kældermesteren Friederike Voigtländer.
Nå, men denne Dorfprozeltener Frühburgunder kommer – som navnet indikerer – fra markerne omkring Dorfprozelten, nemlig marken Predigtstuhl, selvom det ikke helt fremgår, da vinen alene er en Ortswein. Det er husets eneste Frühburgunder, men ellers er der ikke mage oplysninger om vinen generelt.
Langbordet er dækket op i den gamle vinkælder.
I glasset virker vinen nu ikke så let, transparent og teglfarvet, som vi normalt finder druen … men derimod en tak mørkere. I næsen er der heller ingen animalsk Frühburgunder finesse, men vinen virker grov, kantet, lidt mørk med en basisk syre, gær og en smule søde krydderier.
Vinen er selvfølgelig fortsat meget ung, årgang 2014, men virker i munden også lidt grov og ubalanceret med grøn syre og lidt mineraler. Meget kantet og svær tilgængelig og der er næsten ingen eftersmag. Ikke noget at skrive hjem om, og det statslige vinhus er måske bedst til de hvide vine?
Købt i Staatlicher Hofkeller Würzburgs tilhørende, flotte vinbutik, pris 11,00€ … eller omkring 82 kr., men det synes jeg faktisk ikke, at den er værd.
Indgangen til Staatlicher Hofkeller Würzburgs vinbutik og vinbar.