Tag-arkiv: Frankrig

2017 Calmel & Joseph, Corbières Les Terroirs, Languedoc, Frankrig

2017 Calmel & Joseph, Corbières Les Terroirs, Languedoc, FrankrigSå er vi atter retur hos de  to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph og deres vinhus Calmel & Joseph og denne gang med en let og lækker Corbières Les Terroirs fra serien af samme navn.

Der er 6 forskellige rødvin i serien Les Terroirs … og denne Corbières er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, høstet med en ganske beskedent udbytte på små 25 hektoliter pr. hektar. Druerne kommer fra en række marker, som de to vinmageren selektivt har udvalgt hos en række vinavlere i Languedoc under Corbières appellationen.

Vinen er vinificeret i to store kar og har gæret ved 25 grader med daglig overpumpning den første uge af i alt 3 ugers fermentering efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 6 måneder i store betontanke. Vinen er nummereret … denne nr. 19756.

Duftmæssigt er der mørk frugt, men samtidig virker frugten let og syrlig med blomster, ja faktisk masser af blomster, parfume, lavendel samt nogle grønne elementer. Selvom frugtnoterne skriger mørk frugt som brombær, solbær og blommer, så virker vinen absolut til den ubekymrede og lette side.

Smagsmæssigt hænger vinen sgu også rigtigt godt sammen, for det bliver aldrig en tung og fed vin, men har i stedet en let, frisk og syrlig side, som jeg virkelig godt ka’ lide. Der er fennikel, enebær samt lidt peber fra Syrah druerne, hvilket giver lidt varme i eftersmagen, men det er til at leve med. Det er flot Corbières, klart 4½ sikre Houlberg fingre med stor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker. Fin pris for denne vin og virkelig godt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Château de Beauregard, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2015 Château de Beauregard, Fleurie, Bourgogne, FrankrigEn lækker middag på det gamle Hotel Randers forleden blev bl.a. akkompagneret af lidt rød beaujolais … en Fleurie fra Château de Beauregard aka Joseph Burrier.

Burrier familien har været vinbønder i Bourgogne i over 500 år og købte Château de Beauregard i 1883, så familien har været ejere af vingården i 6 generationer. I kan se gården på billedet ovenover … og må ikke forveksles med mange af de andre slotte, der også er kaldt Château de Beauregard og ligger spredt over det meste af Frankrig, for navnet betyder nemlig slottet med den flotte udsigt.

Château de Beauregard er bygget i tidsrummet 1809-1816 af en af Napoleons officerer efter hjemkomsten fra et succesrigt togt og ligger ved klipperne Solutré og Vergisson mellem byerne Pouilly og Fuissé i Bourgogne.

Château de Beauregard er en af de største vingården i Beaujolais- og Mâconnais regionerne. Samlet har slottet 43 hektar fordelt på markerne i både Pouilly-Fuissé, Saint Veran, Mâcon. Fleurie og laver derudover Moulin à Vent og Beaujolais-Villages.

De hvide vine er vinificeret på Château de Beauregard i Fuissé, og de røde i Fleurie på Domaine de Poncié, der også er ejet af Château de Beauregard.

Siden 1970’erne har vingården været drevet af Jacques Burrier, men i 2000 blev Frédéric Marc Burrier som 6. generation leder af Château de Beauregard.

Her er den en af husets beaujolais vine … og det siges, at Château de Beauregards beaujolaiser er forskellig i stil fra andre Beaujolaisvine. Stilen er mere lig Bourgogne med en væsentlig større krop og fylde, men lad os se nærmere på det.

Det er selvfølgelig 100% Gamay, som kommer fra 40 år gamle vinstokke fra husets marker i Fleurie, bl.a. Ancienne Maison Tournissoux. Druerne høstes manuelt og afstilkes inden udblødning i 6-9 dage og efterfølgende gæring i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer halvdelen af vinen 6-8 måneder i burgundiske 228 liters barriques.

Næsen er parfumeret og let, ganske aromatisk med blomster, violer og roser, har lidt blæk, fersk kød, bacon og masser af friske blåbær, jordbær og måske endda lidt solbær.

Smagen er rund, lækker og saftig … klart til den lettere side, en vild syre i 5. potens, sødkrydrede elementer og ganske tilgængelig. Det bliver aldrig sådan rustikt og vildt charmerende som nogle af de mere moderne beaujolaiser, men en okay godkendt vin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Nicolas Vellas, 100% Grenache, Languedoc, Frankrig

2017 Nicolas Vellas, 100% Grenache, Languedoc, FrankrigNæste vin er 100% Grenache … og det er også navnet på vinen fra Nicolas Vellas … en vinmager, som vi tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Nicolas Vellas driver nemlig familiefirmaet Vignoble Vellas, som både er producent, negociant og handelsfirma. De laver således deres egne vine og vine på druer købt hos vinavlere rundt om i regionen. Mange af vinene laves også lokalt, fx hos lokale kooperativer, men denne 100% Grenache er tilsyneladende blot lavet af Nicolas Vellas … andet fremgår i hvert fald ikke.

Nicolas Vellas overtog for 20 år siden driften af Vignoble Vellas fra sin fader, der også grundlagde firmaet, selvom familien faktisk har været vinbønder i fire generationer.

De har egentlig ikke selv ret mange marker, alene 120 hektar omkring Montpellier fordelt på 5 ejendomme, Domaine Mas du Pont, Le Domaine Valinière, Mas de Gachon, Domaine Léo Vareille og Domaine Garoloup.

I stedet har de langtidsaftaler med en lang række vinavlere  i både Languedoc, Sud-Ouest, Rhône og Provence. Samlet har de aftaler med over 60 vinavlere og laver over 300 forskellige vine.

Denne 100% Grenache er lavet med druer fra særligt udvalgte små plots. Alle druer er håndplukket og der er kun udvalgt de bedste drueklaser til denne vin.

Under fremstillingen er der bl.a. anvendt lang udblødning og konstante pumpover for at udtrække mest muligt smag og nuancer fra skallerne. Vinen har fadlagret 8 måneder i nye franske egetræsfade.

Næsen emmer af mørk frugt, nærmest svagt gærede blåbær, figenpålæg, skovbund, røg, eg, grafit, en smule lakrids, vanilje og ellers stor tørhed.

Smagen er også god, mørk frugt, sød lakrids, mælkechokolade og det er en fyldig og kraftig vin med nogen sødme. Det er en dejlig rund, smagfuld, tæt og kraftig vin, som byder på koncentreret frugt samt tonsvis af drikkeglæde til en stor bøf.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Patrick Javillier, Meursault Clos du Cromin, Bourgogne, Frankrig

2016 Patrick Javillier, Meursault Clos du Cromin, Bourgogne, FrankrigEt ekstra lille bøvs … vi skulle lige smage en vin mere på Bistroteket og det blev hvid Bourgogne, nemlig denne Meursault Clos du Cromin fra Patrick Javillier.

Patrick Javillier er egentlig uddannet elektriker, men er også senere uddannet ønolog fra universitetet i Dijon. Da han i 1974 overtog faderens lille vingård Meursault, så kunne jobbet som elektriker sikre økonomien, da han alene startede med 3 hektar vinmarker.

I 1990 havde han imidlertid tilstrækkelig med marker, nemlig 9 hektar og kunne droppe bijobbet og hellige sig vinproduktionen supplereret med rådgivning af andre vinbønder.

Denne Meursault Clos du Cromin er selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay fra marken Clos du Cromin, som ligger på Volnay siden af Meursault.

Vinstokkene på marken har en gennemsnitsalder på omkring 60 år og jordbunden på marken er meget leret, hvilket er med til at give en mineralsk karakter.

Druerne er presset på en gammel Vaslin-presse og vinen har været lagret 15-18 måneder sur lie på en blanding af nye og gamle fade, da Patrick Javilier mener, at lang tids lagring sur lie er med til at give vinen en langt liv bagefter.

Man kan også dufte, at vinen er lagret på egefade, for der kommer omgående noter af eg. Derudover er der godt med kalk, havvand, karamel, salt, plastikmaling, malerspand, hyld, stikkelsbær, lidt astronaut-is, sandstrand, honning og masser af citrus.

Smagen har også kalkholdige elementer, lidt stenet med estragon, hyld og egentlig meget frugtrig. Det er en mere stringent hvid bourgogne, meget tør, præcis med fin lang eftersmag.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 De Ladoucette, Sancerre Comte Lafond Grande Cuvée, Loire, Frankrig

2013 De Ladoucette, Sancerre Comte Lafond Grande Cuvée, Loire, FrankrigLille, fed og buttet flaske … Sancerre Comte Lafond Grande Cuvée fra vinhuset De Ladoucette. Den havde vi sgu svært ved at spotte i blindsmagningen.

De Ladoucette er et historisk, gammelt vinhus, som drives af Baron Patrick de Ladoucette, hvis forfader Grev Lafond grundlagde vinhuset tilbage i 1787 da han drog igennem Loire for at sælge høsten fra sine vinmarker i Bourgogne og Beaujolais. Han standsede i Pouilly, hvor han smagte områdets vin. Han satte så meget pris på den, at han besluttede sig for at blive i området og købte et af de største vinslotte, nemlig Château du Nozet.

Derefter blev vinslottet videreført af Lafonds søn, men mest som en hobby, da han selv var direktør for Frankrigs Nationalbank, men er efterfølgende gået i arv fra generation til generation. I dag drives vinhuset af Patrick de Ladoucette som 6. generation.

Familien bor fortsat på det imponerende  Château du Nozet og har selv 65 hektar egne vinmarker, men opkøber derudover en stor del hos andre vinavlere.

Men udover vinproduktionen i Loire har familien også fortsat vinhuse flere steder i Bourgogne, men også andre steder i Frankrig som fx Champagne og Provence, så samlet en større historie.

Denne Sancerre Comte Lafond Grande Cuvée, som alene laves i de mest vellykkede årgange. Det er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc fra 40 år gamle vinstokke. Vinen er vinificeret på ståltanke og lagret sur lie i tankene nogle måneder inden flaskning og lagring på flaske lang tid.

Næsen er ganske parfumeret … godt med blomster, men også nærmest benzin, æter og petroleum, røg, masser af stikkelsbær, lidt fedme, blomster og lidt citrus. Virkelig indbydende næse.

Smagsmæssigt er det grønt, strengt og det smager af Sauvignon Blanc. Der er godt med bid, jern, mineraler, bitterhed og tonsvis af sure citroner. Det er virkelig en frisk vin med masser af bid, svagt krydret og meget sig selv. Jeg kan virkelig godt li’ den.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

N.V. Abel Lepitre, Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Abel Lepitre, Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigByggemødet på Bistroteket startede med lidt bobler … ægte champagne, nemlig denne Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut fra champagnehuset Abel Lepitre.

Champagnehuset blev grundlagt i 1924 i den lille by Ludes-le-Coquet nær Reims af Abel Lepitre. Han havde ikke mange penge, men kom fra en familie af vinavlere og fik hurtigt succes med champagnehuset. Allerede i 1935 startede han også med at eksportere sine champagner … omkring 100.000 flasker årligt.

Succesen blev dog afbrudt af 2. verdenskrig, og tidligt i 1940 døde Abel Lepitre under fangenskab hos tyskerne. Hans søn Jacques var dengang kun 14 år, men overtog trods den unge alder driften efter faderen med hjælp fra moderen Marie Lepitre.

De fortsatte succesen og flyttede 10 år senere champagnehuset til Reims, hvor de bl.a. fik adgang til nogle adgang til nogle af de gamle kældre, som var hugget i kalken under byen. Der byggede de også moderne faciliteter til produktionen, som løbende steg voldsomt.

I dag er produktionen over 1 million flaske champagne årligt, men ejerskabet har skiftet noget gennem de seneste år. I 1985 blev champagnehuset således købt af Mr. Chatellier, som havde grundlagt Chäteau Dauzac.

Men han solgte bygningerne til Veuve Clicquot, men Chatellier fik aldrig succes med produktionen og endte med i 1990 at sælge hele champagnehuset til Marie Brizard Group, som i forvejen lige havde købt Champagne Philipponnat i Mareuil Sur Ay.

Hun lagde de to champagnehuse sammen, men fortsatte med at lave champagner under begge brands. Imidlertid fik hun økonomiske problemer og solgte til sidst i 1997 begge huse til BCC Group.

Det kendes i dag som Lanson-Bcc Group, der – som navnet antyder – bl.a. også omfatter det navnkundige Champagnehus Lanson. De ejer også andre champagnehuse som Champagne Boizel, Besserat de Bellefon, Chanoine Frères, De Venoge og Alexandre Bonnet.

Abel Lepitre regnes ikke helt på højde med fx Champagne Philipponnat, men i samarbejde med det franske firma GB Wines har man fortsat med at lave champagner under Abel Lepitre navnet, selvom det ikke helt står som et selvstændigt champagnehus.

Denne Cuvée No 134 Blanc de Blancs Brut er en champagne, som Jacques Lepitre selv lavede første gang i 1961 som deres topvin og blev den champagne, som husets blev mest kendt for. Det er en Non Vintage – altså uden årgang – selvfølgelig ren Chardonnay, hvor 134 refererer til husets første fad, der havde dette nummer.

Næsen er animalsk, lidt nøddet, frugten abrikos, overmodne æbler og derudover lidt honning, blomster og toast. Duftmæssigt lidt en varm champagne uden vild spændstig syre.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor champagnen har en lidt varm og rund stil, men godt med brus. Det er modne æbler, der er pænt med sødme og champagnen er egentlig pæn cremet, men boblerne er blide, forsvinder også hurtigt og det forstærker den lidt mere varme stil i champagnen, hvor der mangler lidt skarp syre eller mineraler.

Distinto har tidligere været forhandler, og en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Calmel & Joseph, Villa Blanche Viognier, Languedoc, Frankrig

2018 Calmel & Joseph, Villa Blanche Viognier, Languedoc, FrankrigLad os da bare fortsætte med endnu en vin fra de to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph. Det er en hvid af slagsen … Villa Blanche Viognier.

De to ønologer laver også en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I den serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje.

Det er også en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Villa Blanche Viognier er 100% Viognier, hvor druerne er opkøbte fra forskellige områder i Languedoc. Druerne er høstet om natten i 2 omgange … den første tidligt på sæsonen og den anden del 15 dage efter. Druerne afstilkes og ligger i kold maceration ved 5 grader i omkring 6 timer, hvorefter gæringen sker ved 17 grader,

En lille del – omkring 15% – er lagret på egefade i 3 måneder, mens resten blot lagrer på rustfrie ståltanke i samme periode.

Og sikke en duft … men det er langt fra viognier i Nordrhône, men her mere varm og omklamrende, en duft af ny renset habitjakke, shampoo, vingummibamser, nogle grønne elementer, abrikos, fersken, pærer og måske endda også lidt muskat.

Smagsmæssigt er vinen fyldig, blød og egentlig fint cremet … lidt opulent måske, men der er også en grøn syre, som dog ligger lidt gemt. Der er også en smule bid fra peber, en bitterhed og alkohol, men ellers ganske omgængelig og bedre end foregående rosé, selvom kompleksiteten ikke stikker så dybt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2018 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigDen roséfarvede tsunami er snart på vej i takt med stigning i temperaturerne og jeres flittige vinblogger tester igen én af slagsen … vinen Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée fra negocianthuset Calmel & Joseph, som jeg har skrevet om nogle gange tidligere.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph kalder sig selv for créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon, for de har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

De to ønologer laver bl.a. 3 vine under navnet Amstramgram .. en hvid, en rød og så denne Cérès Rosé Grande Cuvée, som er lavet på 30% Grenache, 20% Mourvèdre og 50% Cinsault.

Cinsault og Mourvèdre druerne er høstet på normale høsttidspunkter, men Grenache druerne høstes med optimal modenhed … alle druerne afstilkes, hvilket efterfølges af en kold maceration ved 15 grader i 2 timer efterfulgt af gæring med udvalgt gær ved 16 grader og der sker ingen malolaktisk gæring. Vinen har kun lagret kortvarigt i ståltanke.

Det er en rosévin med masser af frugt … jordbær, kirsebær, kiwi, banan og i det hele taget meget frugtagtig. Det er også klart nogle krydderier, lidt tyggegummi – men masser af rød frugt – og ellers noget syrefattig.

Heldigvis er der mere syre i smagen, end duften indikerede. Det er fortsat godt med med frugt, søde jordbær med friskhed fra citroner og en smule grape. Vinen har en god smag, selvom den måske mangler lidt lethed. Houlberg er Houlberg, så rosévine har svært ved at bryde mit beskyttende panser, men denne kunne jeg godt nyde på terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2014 Louis Nicaise, Meuniers des Moines Extra Brut, Champagne, Frankrig

2014 Louis Nicaise, Meuniers des Moines Extra Brut, Champagne, FrankrigMeuniers des Moines Extra Brut er en ny champagne i sortimentet hos det lille familieejede champagnehus Louis Nicaise i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Den er lavet på ren Pinot Meunier og som vintage champagne … med en eksklusiv udstråling.

Meuniers des Moines Extra Brut er lavet med druer fra 3 forskellige marker i Hautville, nemlig Calcaire, Pierre Meulière og Argile. Champagnen er vinificeret traditionelt, har gennemgået malolaktisk gæring og halvdelen lagret en periode på 300 liter egefade og den anden halvdel i rustfrie ståltanke.

Derefter er vinen lagret minimum 36 måneder på flaske inden dosage. Og det er en ganske lille produktion, for der er alene lavet 980 flasker af denne lille eksklusive champagne.

Næsen er sådan både blid, sart og speciel. Det er karamel, toast, et pilleglas på et apotek, skocreme, pærer, stikkelsbær, stearinlys, strandsand, parfume … virkelig sart, delikat og feminin, men fuck hvor bliver man glad i låget.

Champagnen byder på masser af vinsmag, cremet og intens med æbler, æblegrød, som lige er kogt. Derudover er det pærer, masser af frugtsmag, finesse, let og luftig, en sødkrydret grape eftersmag. Det er sgu meget godt … og jeg er atter betaget af Nicaise.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 459 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Vilmart & Cie, Grand Cellier d’Or Premier Cru, Champagne, Frankrig

2014 Vilmart & Cie, Grand Cellier d’Or Premier Cru, Champagne, FrankrigMer’ vintage champagne, og denne Grand Cellier d’Or Premier Cru fra Vilmart & Cie har jeg smagt tidligere, blot i årgang 2011. Nu smager jeg den i seneste årgang 2014.

Grand Cellier d’Or Premier Cru består af 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir fra 45-50 år gamle vinstokke på Premier Cru marker ved Rilly-la-Montagne. Som med de andre champagner hos Vilmart & Cie har Laurent Champs alene vinificeret på egefade og basisvinen er da også lagret 10 måneder på 228 liters burgundiske barriques inden flaskningen og uden malolaktisk gæring.

Derefter har Grand Cellier d’Or lagret og undergået en rolig andengæring på flaske i omkring 35 måneder sur lie, altså med bærmen inden dégorgement i juni 2018, hvor der er tilsat en dossage på 7 gram pr. liter.

Næsen er virkelig luftig, let, aromatisk og kompleks, gæret, blomstrende, masser af æbler og æblemos, pærer og frugten virker klart gæret med en moden dekadence. Der er svag vanilje, træ,  franskbrød, smeltet smør, lidt konfekt og kalkede mineraler.

Smagen er præcis, skarp, elegant og ren, hvor en lille sødme kommer godt frem. Det er cremet med fine og sarte bobler, frisk syre med nogen grape bitterhed, kalket og med lidt brændte elementer. Det er en virkelig flot champagne.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7