Tag-arkiv: 4½

2020 Purple Wine Company, Four Vines Willing Chardonnay, Californien, USA

2020 Purple Wine Company, Four Vines Willing Chardonnay, Californien, USANu har jeg efterhånden en del gange stødt på vine fra brands lavet af Purple Wine Company aka Purple Brands. Så kom idéen … hvorfor ikke lige teste flere vine fra flere af disse brands i streg? Nu smager jeg derfor vine fra brands som Four Vines, Arius og Raeburn og starter med denne 2020 Four Vines Willing Chardonnay.

Purple Wine Company liger i Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa i Californien og er big business. Udover deres store  produktionsfaciliteter i Graton har de også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Cryptic, Calista, Raeburn,  Rampage,  Wheelhouse, Avalon, Lucky Star, Zynthesis, Scattered Peaks, Randall-Monroe, Four Vines, Shiloh Road Winery, Bex og endelig Pico & Vine samt Arius.

Man kan godt forstå, hvorfor Purple Wine Company laver og opkøber mange brands, for ejeren Derek Benham har tjent kassen på at oparbejde innovative og succesfulde brands … og sælge dem for masser af penge.

Derek Benham, som er stifter af Purple Brands, voksede op i San Joaquin Valley på en gård, hvor de både havde pistacietræer samt vinmarker. Som ung mand tog han et smut vestpå til UC Berkeley indtil 1982.

Efter college valgte han at gå ind i vinverdenen, hvor amerikanske producenter på det tidspunkt havde det svært. Han bevæbnede sig med en telefonbog, sin gamle 1967 Ford Mustang, en kasse vin og en ordrebog og kastede sig ud i livet som vinsælger for en vingård med base i Lodi i Californien.

Uden træning eller den mindste hjælp fra marketing skulle Derek sælge vinen, men han arbejdede hårdt for vineriet, hvor han senere blev manager. Efter 6 år havde han vendt virksomheden rundt og kunne sælge den for at komme videre til næste projekt.

I 1990’erne byggede Derek brandet Blackstone Merlot op til en kæmpemæssig succes, som kulminerende i 2001 med et salg til giganterne Constellation og BRL Hardy for den nette sum af 140 millioner dollars.

Straks herefter grundlagde Derek sit Purple Wine Company aka Sonoma Wine Company … og i dag blot Purple Brands. Men han fik forvandlet det opkøbte og fallerede Mark West-brand til blive det bedst sælgende Pinot Noir brand i USA, inden Mark West i 2012 blev overtaget af Constellation Brands for 160 millioner dollars.

Seneste skud på stammen af vanvittigt populære kreationer er Raeburn, som lavet Russian River Valley Chardonnay og Pinot Noir. Purple brands har vinmarker i både Russian River Valley, Sonoma County og Napa Valley … certificerede bæredygtige og med henblik på at producere masser af kvalitetsvine til forbrugervenlige priser.

Men her smager jeg først Dereks 2020 Four Vines Willing Chardonnay, som jeg faktisk tidligere har smagt i årgang 2019.

Four Vines brandet er dog ikke startet af Purple Wine Company, men grundlagt i 1994 af punkrockeren, surferen og vinmageren Christian Tietje i partnerskab med vennerne Bill Grant og Susan Mahler som et lille garageprojekt.

Men i 2010 solgte de brandet videre til Derek Benham fra Purple Wine, mens Christian Tietje i nogle år efter var tilknyttet som konsulterende ønolog.

Four Vines Willing Chardonnayer lavet på 100% Chardonnay fra marker på tværs af hele Californien. De hele drueklaser sorteres i hånden og presses derefter skånsomt, hvorefter gæring sker i store temperaturstyrede ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 90 dage sur lie på franske egetræsfade.

Det er en tropisk storm af svulstig frugt med et venligt og hvidt dollargrin. Der er både mango, papaya, litchi, passionsfrugt, syltede pærer og kantaloup melon … smørfed på en lidt brovten måde og så godt med nødder og søde krydderier, men svagt lidt sød fad og noget tørhed.

I munden er det så behageligt, saftig, læskende, pleasende og totalt imødekommende. Det er rundt og venligt … lidt amerikanersød samt opulent med syltet citron og igen tropisk frugt, ananas, mango, Jolly Time, Københavnerstang og sødbitre noter, mens syren til gengæld er ganske afdæmpet, vag og tilbageholdende. Men det giver i stedet en meget drikbar hvidvin for alle … 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., men kan fås til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Château la Croix des Pins, Les 3 Villages Ventoux, Rhône, Frankrig

2020 Château la Croix des Pins, Les 3 Villages Ventoux, Rhône, FrankrigSå stod den næst på vin fra det sydlige Rhône … her fra vinhuset Château la Croix des Pins, som er beliggende i Mazan i Vaucluse mellem Mont Ventoux og Les Dentelles de Montmirail. Derfra smagte jeg deres 2020 Les 3 Villages Ventoux.

Château la Croix des Pins har en historie, der går tilbage til det 16. århundrede, hvor det blev bygget ejendommen i toskansk stil af den pavelige regering i Carpentras og bl.a. indeholdt et kapel.

De seneste mange år har der været dyrket vin på gården og markerne er endda også økologisk certificerede og faktisk var ejendommen en af ​​de første i området til at opnå BIO-mærket i 1998.

Men i 2010 blev Château la Croix des Pins overtaget af Jean-Pierre Valade og Eric Petitjean, som siden har investeret og skabt nyt liv på Château la Croix des Pins. De har renoveret vineriet, vinmarkerne og plantet nye druesorter. De har bygget ny fadkælder og ombygget ejendommen, så der nu er Bed & Breakfirst med to store lejligheder og swimmingpool.

De har også søgt hjælp fra ekstern vinkonsulent og lavet et nyt smagelokale og laver nu en række rød-, rose- og hvidvine fra de 3 appellationer Ventoux, Gigondas og Beaumes de Venise fra deres i alt 37 hektar vinmarker.

Her smager vi så deres 2020 Les 3 Villages Ventoux, der er lavet på 55% Grenache,, 35% Syrah og 10% Mourvèdre, men hver druesort er vinificeret separat. Hver sort har gæret på rustfrie ståltanke med en efterfølgende 14 dages præmaceration for at udtrække mest mulig frugt og kraft.

Derefter er vinen lagret 13 måneder i ståltankene … og først derefter er den endelig vin sammenstukket, aftappet på flaske og frigivet.

Det dufter sgu da meget godt … brombær, sorte kirsebær, jordbær samt lidt babybræk – på den landlige og gode måde – garrigue, peber, krydderier, en smule eukalyptus og blomster … alt på en rustik samt bondsk facon.

Smagen er kraftig og fyldig … brombær, blåbær og har godt med peber, mens tanninerne virkelig kan mærkes og sætter sig på dine forreste tænder dominerende og insisterende. Der kommer også en smule sødme, som midt i det rustikke bidrager til balance. Dermed liggerjeg på 89 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Domaine Richoux, Irancy, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Richoux, Irancy, Bourgogne, FrankrigSå stod den derefter på rødvine og den første er fra området Irancy i Bourgogne lidt syd for Auxerre. Der finder vi nemlig på adressen Rue Soufflot det lille familiedrevne vinhus Domaine Richoux, der står bag denne 2018 Irancy.

Rojot-Richoux familien har dyrket vin i adskillige generationer, men har siden 1979 været drevet af Thierry og Corine Richoux … og siden 2013 også med hjælp fra deres sønner Felix og Gabin.

Det var dog Thierrys forældre Genevieve og Jean-Claude Richoux, der egentlig startede med at lave vin på den vingård, som de overtog i 1960. Men da deres ældste søn Thierry i 1979 blev færdig med sit ønologi-studie, så tilsluttede han sig familiefirmaet … og udbyggede det arbejde, som hans far havde startet.

Han foretog flere investeringer for at sikre terroir og kvalitet i endnu højere grad, men først i 1998 overtog han driften fuldt ud, da Jean-Claude trak sig tilbage.

I dag har familien 18 hektar vinmarker plantet med Pinot Noir og 0,5 hektar med Gamay. I 2010 begyndte arbejdet med at konvertere alle vinmarkerne til økologi og de blev fuldt certificeret i 2022. Siden 2011 har man også brugt biodynamiske præparater som horngødning, kisel og padderokke-ekstrakt.

Stilmæssigt er Domaine Richoux’ vine runde, fine, rene og friske i udtrykket. Thierry er af den faste  overbevisning, at Pinot Noir ikke behøver en dybere farve for at opnå enestående kvalitet og dermed lader han ikke sine vine macerere længere for at opnå farve.

I næsen er det en dejlig landlig, rustik og ganske bondsk vin, hvor frugten klart er noget mørkere end forventet. Der er blæk, grafit, grønne stilke, fennikel, gran, tyk kirsebærsauce og hindbær … alle med en vis syrlighed.

Smagen er egentlig meget rund, blød og mørk med en saftig frugt, kirsebær og brombær … men fornemmer faktisk slet ikke, at det er Pinot Noir i glasset. Der er let fad og et skud peber … men samlet virker den meget rustik og mangler klart Pinot Noir elegance, så dermed får du her noget helt andet. 88 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Villa Pomona, Chianti Classico, Toscana, Italien

2019 Villa Pomona, Chianti Classico, Toscana, ItalienVi skal nu til Toscana og det er med en vaskeægte Chianti Classico, som kommer fra Villa Pomona aka Fattoria Pomona og det er en vin, som jeg har smagt før blot i årgang 2015.

Villa Pomona ligger i Castellina i Chianti 9-10 kilometer nord for Siena og er grundlagt i 1899 af Bandino Bandini – ja det hed han altså – som købte ejendommen, hvor der gennem hundrede år har været dyrket vin.

Egentlig hed ejendommen Fattoria Ricceri efter den oprindelige ejere og de ældste bygninger på gården kan faktisk dateres tilbage til 1750’erne.

Bandini omdøbte ejendommen til Villa Pomona, da det var særdeles frugtbar jord. Pomona betyder nemlig frugtbar og jorden gav ham da også basis for god produktion af både vin og olivenolie, som han solgte til restauranter i Siena.

Bandini fik pæn succes, således han kunne udvide med flere landbrugsbygninger og en stor olivenmølle, som pressede olivenolie for andre nærliggende gårde.

Med alderen og manglende interesse fra næste generation begyndte det imidlertid af gå ned ad bakke for vingården. I perioder blev produktionen endda helt opgivet … lige indtil Bandinos barnebarn Enzo Raspi greb chancen og begyndte at få Villa Pomona på fode igen.

I dag omfatter vingården 5 hektar vinmarker lige op til ejendommen i et kuperet terræn i omkring 350 meters højde. Der dyrker man primært Sangiovese samt en smule Colorino og Cabernet Sauvignon. Det giver basis for en produktion på 20.000 flasker vin hvert år fordelt på 4 forskellige vine.

Det er i dag Enzo Raspis datter Monica, som driver vingården samt lidt klassisk agriturismo med udlejning af et par værelser. Monicas moder Ingeborg bor dog stadig på stedet og hjælper datteren.

Denne Chianti Classico DOCG er en af husets 4 vine. Den er lavet i dag lavet på 100% Sangiovese og lavet med 18-24 dages maceration og fermentering ved 25 grader i rustfrie ståltanke og alene brug af druernes egne gærceller.

Derefter er vinen så lagret på 7-20 hektoliter slavonske egefade i 8 måneder og 3 måneder på flaske inden endelig frigivelse. Der laves årligt 20.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en sirlig, genert og uskyldsren Chianti, der ved første snif ikke gør megen væsen af sig. Den er først lidt grøn, frisk og ren i frugten, mest ribs og rabarber … derefter kommer der nogle lettere og landlige noter, men kræver lidt tid for at åbne sig. Efter blot kort tid kommer der også let mentol, blomsterstængler og cedertræ.

I munden er det en syrlig, ren, stram og stringent Chianti, hvor frugten er også nærmest er ribs, rabarber og knuste hindbær, mens tanninerne er tørre og markante, men balanceres fint af frugtsødme, jern og svag bitterhed. God, fin og sgu fint skruet sammen. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Weingut Graf von Kanitz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Graf von Kanitz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandLidt træt … men en smule Spätburgunder i glasset kan altid få én vågen igen … og her er det med en tør Gutswein i en årgang 2017 fra Weingut Graf von Kanitz.

Vinhuset ligger meget passende på Rheinstraße i byen Lorch i Rheingau og har en historie, der går helt tilbage til det 13. århundrede.

Gården blev grundlagt af Herren von Staffel, men tilhørte senere familien Freiherr vom Stein, men i 1924 gik ejerskabet i arv fra reformatoren Heinrich Friedrich Karl Reichsfreiherr til grev Albrecht von Kanitz og selve vingården har været ejet af von Kanitz familien lige siden … endda sammen med Cappenberg Slot i Selm.

Cappenberg ligger dog langt fra Rheingau og er på ingen måder et vinslot, men derimod et gammelt kloster. Man er dog på forsøgsvis startet med at plante 0,3 hektar Riesling og det gør Cappenberg Slot til den nordligste vingård i Nordrhein-Westfalen … og de har da også der en weinstube og den lille Café Alte Kegelbahn.

Men selve vingården i Rheingau har 15 hektar vinmarker, der bl.a. omfatter parceller på markerne Bodental-Steinberg, Kapellenberg, Krone, Pfaffenwies og Schlossberg. Alle vinmarker har siden 1968 været passet efter kravene fra den økologiske landbrugsforening ANOG og siden 1992 har man været medlem af Ecovin.

I dag drives gården også markerne i overensstemmelse med de strenge retningslinjer fra Federal Association of Organic Viticulture aka BÖW … og så er man også medlem af VDP.

Det er i dag Sebastian Graf von Kanitz, der ejer Weingut Graf von Kanitz, men i 2004 havde vinhuset store problemer med kvaliteten, så derfor ansatte Sebastian vinmageren Kurt Gabelmann, som allerede havde vundet en række priser for sine færdigheder.

Det har for alvor øget kvaliteten og siden september 2020 har det været Marc Leitis, som har efterfulgt Gabelmann og har ansvaret for alle husets vine, som fx denne 2017 Spätburgunder Trocken,

Druerne til denne vin kommer fra forskellige marker. Efter en manuel høst er druerne knust og fermentering sket på åbne rustfrie ståltanke under kølige temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret 10-11 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt er det herlig sød hestestald, men der er samtidig også godt med røg, blæk, tørt træ samt engelsk lakrids, oksefond og vilde krydderier samt en nærmest lilla frugt af tranebær, bitre og umodne kirsebær, jordbær og ribs.

I munden er det en frugtrig vin, hvor der er en rank smag med klar bitterhed …. sådan nærmest Campari og lemon …  igen tranebær og umodne kirsebær samt ribs. Det er meget frisk vin, så man mærker slet ikke, at det er en moden årgang 2017, for frugten er ren, syrlig og med denne lyse bitterhed. 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Anthonij Rupert Wine, L’Ormarins Brut Classique, Western Cape, Sydafrika

N.V. Anthonij Rupert Wine, L'Ormarins Brut Classique, Western Cape, SydafrikaL’Ormarins Brut Classique er én af mange mousserende vine fra det sydafrikanske Anthonij Rupert Wine, der ligger ved byen Franschhoek i Western Cape i Sydafrika smukt omgivet af Groot Drakenstein Mountains forrevne bjergtinder.

Vinhuset består af to historiske gårde L’Ormarins og Anthonij Rupert Estate og er grundlagt på gården L’Ormarins i Franschhoek af Anthonij Rupert, men gården har været anvendt i vinproduktion i langt længere tid … på flasken står der faktisk 1694.

Efter Anthonijs død i en bilulykke i 2001 blev driften vingården overtaget af Anthonij Ruperts bror Johann Ruperts, som opkaldte vinhuset efter sin afdøde bror.

Johann og Anthonij var sønner af Anton Rupert, der var en stor filantrop og grundlægger af et imperium bestående af destillerier, bryggerier, vingårde samt en portefølje af luksus mærker, så som Cartier, Dunhill, Piaget og Montblanc.

Johann bestyrede tidligere salget af luksus varerne, mens hans bror Anthonij og søster Hanneli tog sig af vingårdene L’Ormarins, Rupert, Rupert & Rothschild og La Motte.

I dag er Johann fortsat stor aktionær i foretagenet, som nu hedder Richemont Group og omfatter Cartier, IWC, Piaget, Dunhill, Montblanc, Chloé, Panerai og mange andre kendte mærkevarer.

Derudover ejer han altså også Rubert Wines, som omfatter vinhuse/brands som Cape of Good Hope, L’Ormarins, Terra del Capo, Protea og så selvfølgelig Anthonij Rupert.

Husets vinmarker er fordelt på L’Ormarins i Franschhoek, Rooderust i Darling, Riebeeksrivier i Swartland og Altima det øde Elandskloof. Samlet har vinhuset over 250 hektar vinmarker i de to områder. Og derudover omfatter driften også Franschhoek Motor Museum med 80 gamle veteranbiler.

Denne L’Ormarins Brut Classique er lavet på et mix af 57% Chardonnay og 43% Pinot Noir, hvor Pinot Noir druerne kommer fra vinmarker i 178-188 meters højde ved Altima i Elandskloof.

Chardonnay druerne kommer fra vinmarker ved Rooderust, hvor der er masser af skifer og let i undergrunden. Efter en manuel høst presses druerne og saften fra 1. og 2. pres holdes adskilt. Derefter er den bundfældet og gæring sket i rustfrie ståltanke.

Derefter er der vinen sammenstukket, filtreret og aftapning på flaske er sket før andengæringen med over 2-4 års flaskemodning inden endelig degorgering med en sødlig dosage. Derefter lagrer vinen yderligere 3 måneder inden frigivelse.

I næsen er det virkelig en tør vin, hvor der først og fremmest springer masser af nødder frem, ristede hasselnødder, gær, skal fra appelsiner, knuste og moste æbler, citroner og lidt blomsterpollen, nogle saltede mineralske noter og samlet meget frisk.

Smagen er også frisk og boblerne meget intense og endda lidt småaggressive, hvor der omgående kommer grønne, sure æbler frem sammen med citroner og lidt grape. Det napper med frisk og letbitter smag, hvor syren samlet set er meget styrende, markant samt ret gennemgående. Det er sgu ikke ret ringe. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Margarethenhof Weingut Weber, Ayler Riesling Schieferstein Feinherb, Mosel, Tyskland

2021 Margarethenhof Weingut Weber, Ayler Riesling Schieferstein Feinherb, Mosel, TysklandMed næste vin fra Margarethenhof Weingut Weber har vi fat i en Ortswein, men fortsat med en smule sødme, for det er en 2021 Ayler Riesling Schieferstein Feinherb.

Her kommer Riesling druerne udelukkende fra de skiferholdig vinmarker, hvor druerne høstes med håndkraft. Derefter er de så fodtrampet  og efterladt 12 timer natten over inden endelig presning og så en spontangæring alene med druernes egne gærceller.

Håndplukket, omhyggelig forarbejdning af druerne, mos presset med fødder, delvis efterladt natten over 12 timer, spontangæret i rustfrie ståltanke og så blot lagret der en periode. Det er en Feinherb og den har 17,9 gram restsukker pr. liter.

Igen er der sødme i duften, men har faktiske nogle af de samme aromaer som foregående Kabinett. Igen er der meloner, pærer og modne, gule æbler, mango, svage antræk til petroleum og så igen stearin, glycerin samt ganske svagt lidt nødder.

I munden er vinen mere let-til-bens end Kabinett’en, da syren er mere dansende, mens sødmen samtidig virker mere let, afdæmpet og frisk. Frugten er heller ikke så tung, men man får fortsat masser af Mosel karakter og venlighed. 90 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Margarethenhof Weingut Weber, Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2021 Margarethenhof Weingut Weber, Riesling Kabinett, Mosel, TysklandMargarethenhof Weingut Weber er en lille familiedrevet vingård i  Ayl an der  Saar, altså tæt ved Mosels biflod Saar, så derfra smager jeg nu 2 vine og starter med en 2021 Riesling Kabinett.

Vingården blev i 1986 af Jürgen og Dorothee Weber, som den 3. generation, men siden år 2000 har sønnen Nicolas Weber været med i driften og har med mange nye idéer og inspiration langsomt overtaget rorpinden, for med stor vilje til at eksperimentere forsøger han at kombinere tradition og modernitet.

Margarethenhof Weingut Weber har sammenlagt 20 hektar vinmarker ligeligt fordelt mellem området langs Saar og den sydlige del af Mosel. De har bl.a. nogle af deres marker på den kendte stejle skråning Ayler Kupp.Der består jordbunden hovedsageligt af skifer og kalk.

På markerne dyrkes der Riesling, Ebling, Weissburgunder, Auxerrois, Grauburgunder og Spätburgunder

I kælderen har vingården et moderne state-of-the-art vineri med temperaturkontrollerede tanke, hvor Nicolas Weber kan lave sine frugtdrevne, lyse, friske, mineralske og krydrede vine.

Her smager vi husets Riesling Kabinett … en Gutsriesling, hvor alle druerne primært kommer fra flere af husets marker.  De er plukket manuelt, hvorefter alle klaser presses hele, mens gæringen er sket spontant i rustfri ståltanke, hvor vinen også er lagret kort tid … en sødere vin med en alkohol på 8%.

Duftmæssigt er der bestemt Mosel Riesling sødme, men også let petroleum,  virker luftig med noget melon, fersken, pærer, stearinlys samt grønne blade og en kalket mineralitet.

I munden er det læskende saftigt med pæn sødme, så vi næsten nærmer os dessertvin, men den har en syre, som er gennemgående, fin og frisk, hvilket sikrer vinen rygrad. Frugten er mest eksotisk med fersken, mango, multifrugtjuice, æbler og lidt citron. 90 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Pico & Vine, Chardonnay, Californien, USA

2020 Pico & Vine, Chardonnay, Californien, USAVi har før på Houlbergs Vinblog stødt på Purple Wine Company aka Purple Brands, der står bag masser af brands i USA … som fx Pico & Vine, hvorfra jeg smager en 2020 Chardonnay.

Vinkoncernen liger i Graton 10-15 kilometer vest for Santa Rosa i Californien og er en stor historie. Udover produktionsfaciliteterne i Graton har de også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Cryptic, Calista, Raeburn,  Rampage,  Wheelhouse, Avalon, Lucky Star, Zynthesis, Scattered Peaks, Randall-Monroe, Four Vines, Shiloh Road Winery, Bex og endelig Pico & Vine.

Denne 2020 Pico & Vine Chardonnay er lavet på druer fra nogle kystnære marker i Sonoma County. Druerne høstes i de kølige natte- og morgentimer, så de ankommer friske til vineriet. Efter skånsom presning gærer mosten temperaturstyret på ståltank med burgundiske gærstammer.

En del af vinen gennemgår malolaktiske gæring og efter endt fermentering er vinen lagret flere måneder på franske egetræsfade, heraf 30% helt nye fade,

Duften er bare så vild eksotisk … mango, papaya, tørret abrikos, ananas, dåsepærer og noget fortegnet i sine aromaer, der virker en smule overdrevne, frembusende og endimensionel. Det er venlighed med bredt amerikanergrin og pæn facade.

I munden er det samme historie med dåsepærer, pæresaft fra dåsen samt mango- eller multifrugtjuice. Sødmen er for mig i den høje ende og alligevel er det en rund, cremet, sød, smørret, olieret, pleasende, poleret og ganske saftig Chardonnay med søde krydderier, lidt  spidskommen, peber og lav syre. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Tiraki Wines, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2021 Tiraki Wines, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandDa Tiraki Wines egentlig kun laver 2 vine, så smagte jeg også den anden og det er denne røde på Pinot Noir.

Her har vinmageren Josh Hammond lavet vinen med druer, der er manuelt høstet fra Tiraki’s egne marker fra Oldstone Vineyard.

Vinen er lavet med 10% hele klaser og spontangæring alene med druernes egne gærceller over 24 dage. Derefter er der sket presning og vinen er lagret 11 måneder på franske egefade, hvoraf 20% er nye fade.

Der er duftmæssigt godt med grønne urter, hækplanter og lidt eukalyptus, mens frugten er knuste hindbær, rabarber, tranebær og lyse kirsebær, meget frisk … har lidt blæk, violer, allehånde, nelliker, tørt træ, saltlakrids samt kakaopulver.

Smagen er også ganske grøn med en lys frugt af hindbær, blommer, kirsebær og ribsgele. Der er peber, nelliker og godt med friske urter,  masser af lemonagtig bitterhed i syren, grønlige tanniner og det giver en frisk, skarp og bittersyrlig vin med rank karakter, så det bliver dermed 90 point.

Forhandles af Globalwines, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 166,50 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7